1970’erne blev der i Apidima-hulen i det sydlige Grækenland fundet to kraniefragmenter, betegnet Apidima 1 og Adipima 2. På daværende tidspunkt var det ikke muligt at klassificere fundene, men en opdatering indikerede, at begge kranier var omkring 160.000 år gamle eller måske lidt ældre.

Nu er begge kranier blevet analyseret mere detaljeret ved hjælp af digitale rekonstruktioner. Desuden er kranierne blevet gendateret ved hjælp af henfald af uran (uranium-thorium datering). Adipima 2 er det mest komplette af de to fund og består af det meste af ansigtsskelettet samt dele af hjernekassen. Analyserne viser, at det med sikkerhed stammer fra en neandertaler og er ca. 170.000 år gammelt.

Adipima 1 består kun af den bagerste del af hjernekassen. Den digitale analyse indikerer, at det højst sandsynligt stammer fra en tidlig Homo sapiens, selv om analysen også har afsløret flere arkaiske træk ved hjernekassen. Dette er dog som forventet ved et så tidligt fossil af Homo sapiens. Ifølge forfatterne udviser Adipima 1 ingen træk, der er typiske for neandertalere. Det mest overraskende ved Adipima 1 er alderen. Den er dateret til at være mindst 210.000 år gammel. Apidima 1 er dermed det ældste spor af Homo sapiens uden for Afrika.

Implikationerne af de nye undersøgelser er potentielt meget betydelige. For det første antyder Apidima 1 sammen med et 300.000 år gammelt fund fra Marokko, at Homo sapiens kan være betydelig ældre end hidtil antaget. For det andet viser de nye dateringer, at Homo sapiens er udvandret fra Afrika adskillige gange og ikke kun for 60.000-70.000 år siden, som man hidtil har ment. Intet tyder dog på, at disse tidlige migrationer har resulteret i permanent kolonisering uden for Afrika. Og for det tredje ser vi her, at Homo sapiens og neandertalere har beboet samme region på skift, sådan som man også kender det fra Levanten.

Validiteten af det nye fund vil afhænge af, om dateringen holder og og om diagnosen, der jo er baseret på et relativ lille fragment, er korrekt.

Det skal tilføjes, at en anden undersøgelse af Apidima-fossilerne har konkluderet, at begge kranier repræsenterer en overgangspopulation mellem europæisk Homo erectus og neandertalerne.

Nye, grundige dateringer af lagene i Denisova-hulen har vist, at hulen var beboet af Denisova-mennesket i perioder mellem for 287.000 og 55.000 år før nu og af neandertalere i perioder mellem for 193.000 og 97.000 før nu. Det er uklart, hvornår Homo sapiens ankom og boede i hulen. Men redskaber fra Øvre Palæolitikum, der normalt tilskrives Homo sapiens, er fundet i hulen; redskaberne er mellem 42.000 og 48.000 år gamle. Fra den nærliggende lokalitet ved Ust’-Ishim er der indikationer på, at Homo sapiens var dér for omkring 45.000 år siden.

I 1980 blev der fundet en halv underkæbe med to fastsidddende tænder i Baishiya Karst hulen i 3280 m højde på det tibetanske plateau i Kina. Finderen var en munk, og knoglen lå i mange år hengemt i et kloster. Men for nylig kom det i forskernes hænder, og nu kunne det for det første fastslås, at knoglen var mindst 160.000 år gammelt (svarende til næstsidste istid). For det andet kunne det fastslås, at knoglen stammer fra et Denisova-menneske eller et individ tæt beslægtet hermed. Det fylogenetiske slægtskab er baseret på analyse af protein (kollagen) udvundet fra de to tænder. Det har ikke været muligt at finde spor af DNA i knoglen eller tænderne. Der er også fundet talrige stenredskaber og dyreknogler med skæremærker i hulen. Knoglen repræsenterer det hidtil bedste og eneste fossil, der kan give os nogen anelse om udseendet hos Denisova-mennesket, og det viser også, at disse – i hvert fald i perioder – var udbredt over en større del af Asien end det oprindelige fund fra Denisova-hulen lod antyde.

Denisova-hulen i Sibirien, hvor de oprindelige fund blev gjort, ligger i blot 700 m højde, mens Baishiya Karst hulen som nævnt ligger i 3280 m højde. Dette indikerer, at højdetilpasning allerede blev udviklet hos Denisova-mennesket og herfra videregivet i form af en særlig variant af det såkaldte EPAS gen til de nulevende tibetanere. Tibetanere har som de eneste denne særlige variant af EPAS genet, der gør, at de kan leve i stor højde, hvor atmosfærens iltindhold er lavt. Arkæologiske undersøgelser viser, at Homo sapiens har opholdt sig på det tibetanske plateau i 4600 m højde så tidligt som for 30.000-40.000 år siden.

Udgravninger på den filippinske ø, Luzon, har tidligere frembragt 57 stenredskaber samt et næsten parteret skelet af et næsehorn, som viser klare tegn på slagtning. Redskaberne er ca. 700.000 år gamle. Siden er der også fundet hominine fossiler på øen, nærmere bestemt i Callao hulen. I 2007 blev der fundet en tåknogle, og for nylig er der fundet yderligere 7 kindtænder fra overkæben, to håndknogler, to tåknogler og en lårbensknogle. Fossilerne repræsenterer mindst tre individer og er dateret til 50.000-67.000 år. Finger- og tåknoglerne er primitive og bøjede, hvilket antyder, at klatring var en vigtig del af adfærden. Tænderne er derimod mere moderne og klart Homo. Kombinationen af de primitive og mere deriverede træk er ifølge finderne unikke, hvorfor fossilerne er allokeret til en ny art, Homo luzonensis. Det er ikke lykkedes at udvinde DNA fra fossilerne.

Homo luzonensis er som Homo floresiensis en dværgart, og de to kan måske opfattes som ”fætre” med en fælles forfar (der dog indtil videre er helt ukendt, men kan være Homo ergaster/erectus). Ligesom for Homo floresiensis’ vedkommende viser det nye fund, at sørejse i en eller anden form (måske på naturlige ”tømmerflåder”) i Sydøstasien fandt sted tidligt i mellemste Pleistocæn – det er sandsynligt, at mindst et åbent havområde skulle passeres dengang – selv om der er en næsten ubrudt økæde fra Borneo (Sunda).

Homo Luzonensis var tilstede på Jorden i samme tidsrum som Homo floresiensis, Homo sapiens, Denisova mennesket, neandertalerne og Homo soloensis på Java.

Der er tidligere fundet Oldowan redskaber fra det nordlige Algeriet, der er 1.8 millioner år gamle. I slutningen af 2018 er der rapporteret nye fund fra samme område, der er dels 1.9 mio. år og 2.4 mio. år gamle. Redskaberne, der er 2.4 mio. år gamle, er fundet sammen med dyreknogler med tydelige skæremærker. De ældste fund af Oldowan redskaber er fra Østafrika (Gona og Kanjera), og disse er 2,6 mio. år gamle. I hvert fald fra Bouri i det nordlige Ethiopien kendes skæremærker på dyreknogler, der er 2.5 mio. år gamle. Er der tale om en tidlig spredning af Oldowan fra Østafrika til Nordafrika, eller er Oldowan opstået selvstændigt her? Det spørgsmål kan ikke besvares for nærværende.

Fundet er beskrevet i Science i november 2018.

Billedet viser Oldowan redskaber fra det nordlige Algeriet. Alderen på redskaberne til venstre er ca. 2,4 millioner år; redskaberne til højre er ca. 1,9 millioner år.

Billedet viser dyreknogler med skæremærker; skæremærkerne vises med scanning elektronmikroskopi til højre. Fundet er gjort i det nordlige Algeriet og alderen er ca. 2,4 millioner år.

Den første udvandring fra Afrika fandt sted for lidt under to millioner år siden, og formentlig var vandringsmanden Homo ergaster. Det har i hvert fald været den gængse opfattelse i mange år.

De ældste fossiler uden for Afrika er dem fra Dmanisi (1,77-1,85 mio. år). To fortænder, der muligvis tilhører Homo erectus fra Yuanmou, sydlige Kina er 1,7 mio. år; Et Homo erectus kranium fra Lantian (Gongwangling), Kina er 1,63 mio. år, mens de ældste fossiler fra Sangiran, Java er 1,5-1,6 mio. år. Redskaber fra Nihewan i det nordlige Kina er 1,6-1,7 mio. år. En underkæbe fra Homo erectus er fundet i Chenjiawo, Lantian, Kina og er ca. 700.000 år gammel.

Nu er der publiceret fund af stenredskaber, der måske er 2,1 mio. år gamle: På lokaliteten Shangchen, Lantian, Kina mellem Yangtse og Den Gule Flod er der på løss plateauet fundet 88 stenredskaber, hvor der er afslået flækker samt 20 umodificerede sten; alderen er mellem 1,26 og 2,12 mio. år bestemt ved palæomagnetisme, der er den bedste dateringsmetode til denne type jordlag. Ingen fossiler er fundet. Fundet antyder, at mennesket (tidlig Homo?) var tilstede i Kina for mere end 2 mio. år, hvilket så må betyde, at udvandringen fra Afrika startede tidligere end hidtil antaget.

Analyse af DNA fra en 90.000 år gammel knogle fra Denisova-hulen i sibiriske Altajbjerge viser sig at stamme fra en kvinde (kaldet Denny), hvor halvdelen af hendes DNA (ét kromosomsæt) stammer fra en neandertaler, mens den anden halvdel stammer fra et Denisova-menneske. Alt hendes mitokondrie-DNA stammer fra neandertaleren. Da mitokondrie-DNA udelukkende nedarves fra moderen, kan det konkluderes, at moderen må have været neandertaler og faderen Denisova.

Neandertalere og Denisova-mennesker opfattes som søstergrupper, nogle opfatter endda Denisova-mennesker som østlige neandertalere. Formentlig har de to haft en fælles forfar for omkring 300.000 år siden og de har derfor været nært beslægtede. Det vides dog ikke, om Denny var frugtbar.

Neandertalerne levede især i det vestlige Eurasien, mens Denisova-menneskene levede i kontinentets østlige del; derfor er det ikke sandsynligt, at de to har mødtes ofte.

I begyndelsen af den sidste mellemistid, Eem, skete der en hurtig spredning af Homo sapiens fra Østafrika til hele det afrikanske kontinent. Under den foregående istid, Saale, har Homo sapiens været begrænset til små enklaver i det sydlige og østlige Afrika. I Eem fungerede Nildalen som en hovedkorridor til den nordafrikanske kyst, hvorfra Homo sapiens har bredt sig videre langs kysten mod vest til Marokko (lokaliteten Dar-es-Soltan) og mod øst til Levanten (lokaliteterne Skhūl og Qafzeh i Israel). Det kan ikke udelukkes, at Homo sapiens på dette tidspunkt kortvarigt var udbredt til dele af det sydlige Asien. Nye fossilfund fra Karmelbjerget (Misliya-hulen) i Israel dokumenterer tilstedeværelsen af Homo sapiens uden for Afrika allerede for mellem 177.000 og 194.000 år siden, det vil sige i begyndelsen af Saale-istiden. De omtalte ekskursioner til Levanten (Skhul, Qafzeh og Misliya) hænger sandsynligvis sammen med periodiske ekspansioner af Homo sapiens’ geografiske råderum, som har fluktueret med klimaet (tørt-fugtigt) eller demografiske faktorer. Der har næppe været tale om permanente kolonisationer.

Overkæben fra Misliya-hulen. Den er sikker Homo sapiens og ca. 180.000 år gammel

Der er senere rejst kritik af dateringen af Misliya-fossilet, og nogle mener, at fossilet ikke er mere end 60.000-70.000 år gammelt. Indtil videre (ultimo 2018) må alderen siges at være uafklaret.

Her i begyndelsen af 2018 er der i tidsskriftet Science publiceret overbevisende evidens for, at neandertalerne kan tages til indtægt for flere tilfælde af i det mindste simpel hulekunst. I tre spanske huler er der fundet malede figurer, der er dateret til en minimumsalder på ca. 65.000 år – dv.s. 20.000 år før ankomsten af Homo sapiens til området, hvilket mere end antyder, at de pågældende figurer må være udført af neandertalere. I La Pasiega-hulen i Cantabrien er der tale om rødmalede streger; i Maltravieso-hulen (Extremadura) er der fundet et negativt aftryk af en hånd; og i Ardeles-hulen i Andalusien er der fundet rødmalede drypsten. Dateringen er radiometrisk og foretaget med Uran-Thorium metoden på aflejret kalcit, der ligger over malerierne. Der er derfor tale om minimumsaldre for de pågældende billeder. Bortset fra det negative håndaftryk er alle de nævnte figurer simple og non-figurative, hvor der måske-måske ikke er tale om symbolske udtryk.

Fugurerne er vist på nyhedssiden af samme navn.

I november 2017 nummeret af tidsskriftet Current Biology beskrives en ny art af orangutangen, Pongo tapanuliensis, der lever i Batang Toru skoven på vestkysten af Sumatra, syd for den anden art af orangutangen på Sumatra, Pongo abelii, der lever på øens nordspids. På Borneo lever den tredje art, Pongo pygmaeus. Den nye art, hvoraf der er færre end 800 individer, adskiller sig fra de to øvrige både hvad angår udseendet (morfologien) og adfærden. Også genetiske analyser peger på, at der er tale om en ny art.

Pongo abelii på Sumatras nordspids udskiltes først, for ca. 3,97 millioner år siden. For ca. 2,41 millioner år siden adskiltes Pongo tapanuliensis fra Pongo pygmaeus. Det vil sige, at den nye art, Pongo tapanuliensis, er nærmere beslægtet med arten på Borneo end med den anden art på Sumatra.

Der er to arter af chimpanser, den almindelige chimpanse og bonoboen (dværgchimpansen), og to arter af gorillaer, østlige og vestlige gorillaer.

I 1960 blev en lokalitet, Jebel Irhoud, udgravet i Marokko. Der fandtes flere hominine fossiler, blandt andet velbevarede kranier sammen med redskaber af mellempalæolitisk type (der svarer til neandertalernes Moustérienredskaber fra Europa). Fossilerne er af de fleste blevet betragtet som arkaiske eller eventuelt som overgangsfossiler; de blev oprindeligt dateret til ca. 160.000 år. I 2017 blev der publiceret fund af nye fossiler, der kan betragtes som nær-moderne, men især hjernekassen udformning er dog klart arkaisk. Desuden er fundene blev dateret med nye metoder, der viser en alder på fossilerne og redskaberne på omkring 300.000 år. Fossilerne fra Jebel Irhoud er dermed det ældste spor, der viser udviklingen frem mod Homo sapiens. Og det er muligt, at tidlig Homo sapiens kan være ansvarlig for opfindelsen af den mellempalæolitiske redskabskultur i Afrika.

Nær-moderne fossiler fra Jebel Irhoud, Marokko. Ca. 300.000 år.

Moderne og nær-moderne kranier

Udviklingen af Homo sapiens i Afrika
Hvordan var den evolutionære proces frem mod Homo sapiens? Og hvem var den sidste fælles forfar til Homo sapiens og neandertalerne, og hvornår levede denne? De ældste, ikke helt moderne spor efter Homo sapiens er ca. 300.000 år gamle (fossiler fra Jebel Irhoud), mens fuldt moderne Homo sapiens formentlig er under 200.000 år (fossiler fra Omo-Kibish og Herto, Etiopien). Det er derfor generelt accepteret, at oprindelsesstedet for Homo sapiens er Afrika, hvor det for mere end 500.000 år siden delte en fælles forfar, Homo heidelbergensis, med neandertalerne. Desuden er der stigende evidens for, at der i perioden mellem 300.000 og 50.000 år før nu levede flere grupper af både arkaisk udseende og moderne eller nær-moderne homininer i Afrika.

Et muligt scenario for udviklingen af Homo sapiens kan være som følger (Stringer 2011, 2016): Det moderne menneske er opstået ud fra forskellige afrikanske befolkningsgrupper, som levede i geografisk adskilte områder. Den variation, der er blandt mellempleistocæne og senpleistocæne afrikanske fossiler, f.eks. mellem Omo Kibish 1 og 2 (figur 9), gør det meget lidt sandsynligt, at der er et simpelt direkte slægtskab mellem en gammel Homo heidelbergensis morfologi og en moderne Homo sapiens morfologi. Variationen kunne i stedet indikere sameksistensen af morfologisk forskellige befolkninger i sen mellem Pleistocæn (for omkring 250.000 år siden) i Afrika. Evolutionen kan tænkes at have forløbet forskelligt og uafhængigt i forskellige områder med udviklingen af mindre morfologiske forskelle som konsekvens, forskelle der senere førte til en forening mod den fuldt udviklede Homo sapiens. Dette kunne kaldes en ”afrikansk multiregional teori” om Homo sapiens’ oprindelse på basis af mange subpopulationer i Afrika, der ikke var mere forskellige, end at de kunne få avledygtigt afkom med hinanden (Hammer 2016). Man kan sammenligne det med et system af flettede floder, et åbent genetisk netværk af forskellige evolutionære linjer i det mellempleistocæne Afrika. Morfologisk forskellige fossiler, som f.eks. Kabwe (arkaisk), Jebel Irhoud (arkaisk-moderne) Florisbad (arkaisk-moderne) og Omo Kibish (både arkaiske og moderne) eksisterede inden for det samme relativt snævre tidsinterval. Der er også stigende sikkerhed for overlevelsen af endnu yngre populationer med en arkaisk morfologi i sen Pleistocæn ved blandt andet Lake Eyasi, Tanzania, Iwo Eleru, Nigeria (ca. 14.000 år) og Lukenya Hill, Kenya (ca. 22.000 år). Iwo Eleru kalvariet minder i påfaldende grad om det langt ældre, ca.  140.000 år gamle kalvarium fra Ngaloba, Tanzania. Disse fossiler antyder en dyb Pleistocæn substrukturering af de afrikanske sapiensgrupper med mulig genetisk blanding mellem sen Homo sapiens og overlevende arkaiske linjer. Istiderne på den nordlige halvkugle resulterede i Afrika i varierende nedbør, som førte til skabelsen eller fjernelsen af geografiske barrierer mellem befolkningsgrupperne såsom ørkner og tæt regnskov, der begge ville have været nærmest uigennemtrængelige for tidlig Homo sapiens. Perioden for 150.000 år siden var generelt tør, med den sandsynlige isolering eller måske uddøen af små populationer i Afrika. Starten af sidste mellemistid for 120.000 år siden kunne derimod have været en periode med ekspansion og forbindelser, der kunne befordre både genetiske og kulturelle udvekslinger. Den sidste del af skelettet, der undergik modernisering kan være hjernekassen (og dermed, implicit, også hjernen). Dette kan være sket for blot omkring 100.000 år siden og sammenfaldende med udviklingen af den moderne adfærd, der mest af alt adskiller Homo sapiens fra alle de arkaiske menneskeformer. Resultatet af dette ville være den sammensatte art, som vi kalder moderne Homo sapiens, morfologisk og adfærdsmæssigt, men der var aldrig tale om et enkelt oprindelsessted.