CHARLES LYELL 1797-1875

Sir Charles Lyell blev født i Skotland og uddannet ved universitetet i Oxford, bl.a. under den berømte geolog William Buckland (1784-1856). Efter sin eksamen arbejdede han i nogen tid som advokat, men brugte sit arbejdes rejser til at fortsætte de geologiske studier. Han blev professor i geologi på King’s College i London og en af tidens mest indflydelsesrige geologer.

CHARLES LYELL

CHARLES LYELL

Charles Lyell betragtes sammen med James Hutton (1726-1797) som den moderne geologis grundlæggere. Hans vigtigste arbejde bestod i omfattende lagfølgestudier med henblik på at udrede de geologiske tidsepoker, ikke mindst inddelingen af Tertiærtiden, og han navngav flere geologiske tidsepoker, bl.a. Pleistocæn. Hans vigtigste publikation, 3-bindsværket Geologiens principper udkom i 1830-33 og fik en enorm indflydelse på den videnskabelige udvikling i 1800-tallet. Geologiens principper gjorde bl.a. stort indtryk på den unge Charles Darwin, da han rejste Jorden rundt med HMS Beagle.

Lyells geologiske grundsyn var, at de kræfter, der havde virket på jorden i fortiden, var de samme som virkede i dag. Den grundtanke blev kaldt uniformitarianisme (uniformitetslære) og stod i modsætning til George Cuviers (1769-1832) katastrofisme. Lyell argumenterede for, at Jordens udseende—og dermed dyrs og planters livsbetingelser—var skabt af vind- og vanderosion, aflejringer på sø- og havbund, samt jordskælv og vulkanudbrud. Selvom sidste kunne virke voldsomme, var de i et globalt perspektiv blot at regne for mindre begivenheder.

Med sit fokus på at bittesmå ændringer over meget lang tid kunne skabe massive og omfattende omvæltninger af Jordens overflade, f.eks. dannelse af bjergkæder og åbning af nye oceaner, fik Lyell stor indflydelse på udviklingen af geologien og de øvrige naturhistoriske fag i 1800-tallet.

Lyell beskæftigede sig også med menneskets udvikling. Men han var ikke evolutionist, endsige darwinist, og det er blevet sagt, at hans væsentligste anke mod katastrofeteorien med dens iboende idé om progression i virkeligheden var, at dette kunne føre til evolutionisme. På trods af dette var han nær ven med og mentor for Charles Darwin. Lyell var i sine yngre år enig med Cuvier om menneskets oprindelse og korte fortid. Han delte med Cuvier det generelle synspunkt, at menneskets værdighed antydede en højere genealogi, og dets moralske og intellektuelle kvaliteter adskilte det fra dyrene. Menneskets tilsynekomst konstituerede et brud i tingenes naturlige orden og kunne kun have fundet sted i en fuldt moderne verden, der var forberedt til at tage imod mennesket. Lyells syn på menneskets oprindelse afveg således ikke fra de generelle synspunkter indenfor den videnskabelige verden på daværende tidspunkt, og han blev derfor taget lige så meget på sengen som alle andre af begivenhederne i 1859. Men han havde en enestående evne til at være åben overfor uvelkomne fakta.

Senere blev han dybt optaget af de franske stenøkser, der var blevet fundet ved Sommeflodens bredder (ved henholdsvis Abbéville i 1838 og St. Acheul i 1854). Stenøkserne var blevet fundet i uforstyrrede lag sammen med knogler af for længst uddøde pattedyr. I 1863 udgav han bogen Menneskehedens ælde, hvor han nu konkluderede, at der ikke længere kunne være nogen tvivl om, at mennesker havde levet på Jorden meget længere end nogen geolog hidtil havde forestillet sig.

I begyndelsen af 1850’rne havde debatten om menneskets geologiske alder alvorligt svækket tilliden til den bibelske kronologi. Selv Lyell måtte afvise denne kronologi, der var alt for kort til at kunne have skabt den humane diversitet. I 1856 antog han således 20.000 eller 50.000 år (2.000-4.000 generationer) som mulige tidsrum for eksistensen af menneskeracerne. I Menneskehedens ælde fra 1863 uddybede Lyell sit synspunkt: ”Hvis menneskeheden er opstået ud fra et enkelt par er det nødvendigt at indregne et meget længere tidsforløb for den langsomme og gradvise skabelse af racerne end den traditionelle tidsramme. Eksistensen af to af disse distinkte racer kan spores 3000 år tilbage i tiden, til billeder malet i de antikke ægyptiske gravkamre. Her er negre og kaukasiere afbilledet ligeså distinkte og forskellige, som vi ser dem i dag. Hvis vi derfra overvejer den ekstreme langsomhed af forandringer, som klimaet og andre faktorer har skabt i moderne tid, er vi nødt til at indregne meget lange tidsintervaller for at skabe disse forskelle”.

MENNESKEHEDENS ÆLDE 1863

MENNESKEHEDENS ÆLDE 1863

Charles Lyell var i 1863 kommet til den konklusion, at evolution var sket for dyr og planters vedkommende, men han havde stadig store problemer med at acceptere menneskets evolution. Lyell afviste at acceptere menneskets evolution så længe, der ikke var klare empiriske vidnesbyrd, ligesom han tidligere havde tøvet med at acceptere menneskets forhistorie. Lyell vedblev i øvrigt til Darwins store misfornøjelse at behandle Lamarck som den, der oprindeligt havde foreslået hypotesen om evolution og henføre Darwins teori som en modifikation af Lamarcks teori om udvikling og transmutation. I sidste ende skyldtes dette nok først og fremmest, at Lamarcks teori var langt mere spiselig for Lyell end Darwins teori med naturlig udvælgelse.