Her skal omtales en af de mest vedholdende, men dog fejlagtige, teorier om, hvordan menneskets udvikling er forløbet. Teorien illustreres af den såkaldte The March of Progress, der er en af de mest berømte videnskabelige illustrationer, der nogensinde er fremstillet. Fjorten figurer, der skal forestille stadier på menneskets 25 millioner år lange udviklingshistorie, vandrer i parade fra venstre mod højre. Billedet er blevet kopieret, modificeret og parodieret utallige gange. Flere aspekter ved illustrationen har dog vist sig at være kontroversielle eller direkte forkerte.

Illustrationen blev oprindeligt bestilt af forlaget Time-Life til bogen Early Man (Det Tidlige Menneske, første udgave 1965). Bogen var skrevet af den kendte amerikanske palæoantropolog F. Clark Howell (1925-2007). Illustrationen, der blev udført af tegneren Rudolph Zallinger (1919-1995), blev trykt sammen med en tekst som et folde ud-billede med titlen ”Road to Homo Sapiens”. Den viser følgende stadier i menneskets udvikling fra en menneskeabelignende forfader til det moderne menneske: Pliopithecus – Proconsul – Dryopithecus – Oreopithecus – Ramapithecus – Australopithecus (africanus) – Paranthropus (Australopithecus) robustus – avanceret Australopithecus (boisei eller Homo habilis?) – Homo erectus – Tidlig Homo sapiens – Solomennesket – Rhodesiamennesket (Homo heidelbergensis) – Neandertalmennesket – Cro-Magnon – Moderne menneske.

Billedet virker umiddelbart velkendt; et abelignende dyr står på bagbenene på overgangen til en serie af ludende ”abemennesker”, hvoraf nogle bærer på redskaber af sten eller træ, der til sidst kulminerer i den oprette og stolte Homo sapiens. De fem første arter i rækken er alle uddøde menneskeaber, der levede i Miocæn (24-5 millioner år før nu), og deres slægtskab med de nulevende menneskeaber og mennesket er uklar. Dog synes det ret sikkert, at Ramapithecus skal findes på orangutang-linjen. Det vides, at robuste australopitheciner (Australopithecus robustus og Australopithecus boisei) var på en anden udviklingslinje end Australopithecus africanus, og at de ikke gav ophav til Homo erectus; de robuste australopitheciner var som neandertaleren en blindgyde.

Illustrationen er først og fremmest fejlagtig derved, at den fremstiller menneskets evolution som om den forløber ad en lige linje i retning mod en højere og højere form. Men evolutionen forløber ikke lineært mod en forudbestemt ”idealform”. Selvom det er muligt, at forfatteren og illustratoren ikke havde tænkt at vise, at alle repræsentanter i billedet udvikledes direkte fra deres forfædre i en lige linje, er styrken i billedet imidlertid overvældende og fortrænger helt forklaringen i teksten. Billedet er da også siden blevet en fast del af populærlitteraturen og har nærmest opnået ikonstatus. Howell selv bemærkede, at tegneren ikke havde til hensigt at reducere menneskets evolution til en lineær sekvens, men billedet blev forstået sådan af læseren.

Og synet på mennesket som den uundgåelige krone på en fremadskridende udvikling har været et grundlæggende tema i århundreders vestlige kultur og er utrolig svær at frigøre sig fra. Vore dybe, indbyggede præferencer får os til at overdrive de fortællinger, vi konstruerer. Det ses i alle kulturer – fortællinger skal helst have et forløb med en klar retning og have morale og mening.

Ingen har udtrykt det mere klart end den legendariske Robert Broom, der var hovedansvarlig for opdagelsen af den australopithecine verden: ”Det findes ikke noget emne, der er mere interessant end hvorfor mennesket opstod på Jorden … meget af evolutionen ser ud som om den har været planlagt til at resultere i mennesket og i andre dyr og planter, der gjorde verden et egnet sted for mennesket.” Da naturen have gjort sit arbejde, stoppede processen, ifølge Broom. ”Det evolutionære ur er løbet ud og det er mere end tvivlsomt om en ny slægt er opstået på Jorden de sidste to millioner år … der var ikke behov for mere evolution, efter at mennesket var opstået.”

Mennesket har desuden et enormt behov for trøst og mening i livet. Vi søger trøst og mening ved at skabe en fortælling om livet, hvor vores egen eksistens er uundgåelig, fordi evolutionen har en fremadrettet og opadgående retning. Men dette modsiges både af Darwins evolutionsteori, der betoner det tilfældige, det eksperimenterende og det uforudsigelige ved udviklingen, og af millioner af fossiler.

Livet begyndte naturligvis simpelt – der kunne af gode grunde ikke vrides en fuldt færdig flodhest ud af ursuppen – så starten var encellede, bakterielignende væsner. Men hvis vi analyserer situationen i dag, er langt de fleste livsformer og størstedelen af verdens biomasse stadig primitive bakterier. Når der overhovedet sker udvikling fra et ultimativt simpelt grundlag, vil der undertiden uundgåeligt opstå noget mere kompliceret. Det kan jo ikke gå den modsatte vej. Men det er rene tilfældigheder, der har givet os flodheste, galhvepse og balletdansere.

Flere evolutionsbiologer har reageret mod billedet af The March og Progress, bl.a. den amerikanske palæontolog Stephen J. Gould (1941-2002), der indleder sin bog fra 1989, Wonderful Life (Forunderlige Liv), med en markant afvisning af billedet: Livets udvikling er en stærk busket foreteelse, konstant beskåret af udslettelsens ubarmhjertige høstmaskine, og ikke en stige med forudsigelige fremskridt. Forskningen har gjort det klart, et helt menageri af arter med forskellige karakteristika har eksisteret på menneskelinjen; men flertallet af disse modeller af bipedalister fejlede og uddøde uden af efterlade sig efterkommere. Vi blev ikke mennesker af at kravle op ad en stige; vi er her fordi vi undgik saksen, da den naturlige udvælgelse trimmede vores hurtigt voksende stamtræ for arter.

På trods af det fejlagtige i The March of Progress er billedet så intuitivt forståeligt, at det alligevel – som nævnt – har overlevet til i dag. Eksemplet illustrerer den omhu, man bør udvise i valget af billeder til at illustrere evolutionen med, for et enkelt billede kan blive stående i den kollektive forståelse (eller misforståelse), selv når dens fejlagtighed for længst er dokumenteret.

I dag har vi en ret omfattende viden om udviklingen af Homo sapiens, og evolutionen har vist os, at vi blot er en enkelt gren på en busk, der engang fremviste en langt større diversitet. Der er fremdraget så mange overraskende fossiler gennem tiden, at det at forestille sig menneskets udvikling som en forudbestemt proces, der har fulgt en lige linje og finjusteret til at skabe os, er meningsløs.

Hvis vi betragter vores fætre, chimpanserne, synes vi meget mere avancerede end dem – som om vi var skabt til et højere formål. Dette er til dels en illusion skabt af vore forfædre ved, at de har udslettet alle konkurrerende menneskearter. Jo mere vi forstår chimpanserne i dybden, jo mere tydelig bliver deres ligheder med mennesker. De er skabt af den samme klump ler som os, nemlig vores fælles forfaders genpulje. Næsten 99 % af deres arvemasse er lig vores. De er intelligente, føler empati for andre, fremstiller forskellige redskaber og fører et komplekst socialt liv. Men på grund af tilfældigheder og de herskende betingelser i omgivelserne fulgte de én evolutionær rute, mens mennesket fulgte en anden.

Sandsynligvis krævede chimpansens rute kun små forandringer, mens menneskelinjen – fordi mennesket søgte et liv uden for trætoppene – blev så meget anderledes, fordi vore forfædre konstant var presset til innovation. Denne konstante søgen efter nye løsninger producerede ikke kun én, men en hel række af fortidige menneskearter. Mindst tre af disse, neandertalerne, Homo erectus og Homo floresiensis, overlevede indtil det moderne mennesker vandrede ud af Afrika. Havde disse arkaiske mennesker overlevet til i dag, ville vores egen art bestemt have virket mindre speciel og blot have været opfattet som en af mange måder, hvorpå evolutionen kunne frembringe variationer af den basale menneskeabelinje.