HENRIK SØFAREREN

Infante[1] Dom Henrique ( Henrique o Navegador eller Henrik Søfareren) var femte søn af Kong Johan den 1. (D. João I) og Philippa af Lancaster (D. Philippa de Lancastre). Han blev født i Porto på askeonsdag den 4. marts 1394 og døde i Sagres den 13. november 1460. Han blev oprindeligt begravet i Santa Maria de Lagos, men senere flyttet til Mosteiro da Batalha.

Dette billede har en tom ALT-egenskab (billedbeskrivelse). Filnavnet er infantedehenrique.jpg

Henrik Søfareren

Et træk ved Henriks karriere var, at på trods af hans utvivlsomme interesse og optagethed af problemer med navigation på åbent hav, var hans eneste personlige erfaring med havsejlads begrænset til rutinesejladser langs den portugisiske kyst og den korte tur fra Algarvekysten til Ceuta på den nordafrikanske kyst.

Da han blev 20 år pålagde hans far ham at organisere en militær ekspedition til Ceuta. Henrik eurobrede Ceuta i 1415, og det var den begivenhed, der sidenhen gav ham frie hænder til at gå i gang med det projekt, der i løbet af de følgende årtier gjorde Portugal til en af de mest magtfulde nationer i verden og til én af de største søfartsnationer, verden endnu har set.

Henrik Søfarerens sarkofag, klostret i Batalha, Portugal

Henrik Søfarerens sarkofag, klostret i Batalha, Portugal

I 1420 blev Henrik stormester (guvernør) af Kristusordenen (den portugisiske arvtager af Tempelriddernes Orden) med hovedkvarter i Tomar i det centrale Portugal. Tempelridderordenen/Kristusordenen kontrollerede bl.a. handelsvejene til Asien indtil Venedigs opkomst og havde dermed de handelserfaringer, som portugiserne kunne anvende, når der skulle findes en ny handelsrute til Indien.

De røde kvadratiske kors, der var malet på de opdagelsesrejsendes skibes sejl (inklusive Columbus` skib i 1492) var ordenens symbol. Korset var symbol på formålet med den portugisiske ekspansion, der nemlig i offentlighedens lys skulle opfattes som korstog med det formål at kristne hedningerne. På hver side af skibenes køl var der i øvrigt malet et øje, hvilket hvilede på en gammel tradition – ældre end den kristne – blandt sømænd og fiskere: Det var gennem disse øjne, at skibene var i stand til at finde vej over ukendt hav.

En vigtig forudsætning for Henrik Søfarerens ekspeditioner langs Afrikas vestkyst var opfindelsen af karavellen (der igen var baseret på den arabiske dhow) i 1440, der kunne krydse mod vinden,

Azulejo (malet, glaseret keramik) med en portugisisk karavel. Bemærk Tempelorde-nens kors

Azulejo (malet, glaseret keramik) med en portugisisk karavel. Bemærk Tempelorde-nens kors

så det var muligt at vende hjem igen mod nordøstpassaten. Disse små fartøjer med trekantede latinerflag havde den hurtighed, manøvredygtighed og lave dybdegang, som gjorde dem mere egnede end både med kvadratiske sejl til at sejle mod passatvinden og til at undgå angreb af fjendtlige skibe.

Da Henrik begyndte sine operationer fra Sagres og Lagos i 1419, havde ingen europæer endnu formået at sejle sydligere end det berygtede forbjerg, Kap Bojador på Marokkos vestkyst lidt syd for De Kanariske Øer, der dengang udgjorde grænsen for den kendte verden[2]. Ganske vist er de sejlmæssige forhold vanskelige på dette sted med voldsomme strømme og strømhvirvler og ofte store bølger. Fem km fra kysten er vandstanden nogle steder ikke mere end 2 meter. Men den virkelige hindring var overtroen. Enhver sømand vidste, at vandet blev varmere, når man sejlede sydpå, og i nærheden af ækvator begyndte det at koge. Det blev også mere og mere salt, så man til sidst slet ikke kunne sejle gennem det. Desuden blev den menneskelige hud jo sort, hvis man opholdt sig længe på disse breddegrader. Hertil kom forestillinger om kæmpeslanger og monstre, som pludselig dukkede op fra dybet. Europæerne kaldte denne del af Atlanterhavet for “mørkets hav”. Så Kap Bojador var mere en psykologisk end en fysisk hindring. Fra 1424-1434 sendte Henrik 15 ekspeditioner af sted – ingen af dem turde passere det frygtede forbjerg.

rekonstruktion af Columbus' tre karaveller, Niña, Pinta og Santa Maria, hvormed han sejlede over Atlanten i 1492

rekonstruktion af Columbus’ tre karaveller, Niña, Pinta og Santa Maria, hvormed han sejlede over Atlanten i 1492

I 1434 lykkedes det for første gang et af Henriks skibe under kommando og trusler af den navnkundige Gil Eanes at runde Kap Bojador. Denne begivenhed blev afgørende for de fremtidige sejladser, men det var dog med stor sandsynlighed ikke det forbjerg, der på moderne kort er vist som Kap Bojador, og som ligger på 26 grader 7 minutter nord. Det forbjerg, som portugiserne dengang kaldte Kap Bojador, er næsten helt sikkert Kap Juby, der ligger på 27 grader 57 minutter nord. Henrik blev først klar over fejltagelsen i 1445. Men det vigtige var dog, at hans mænd ikke fandt noget forbjerg, hvorfra det ikke var muligt at vende tilbage.

I 1435 nåede to skibe til Garnet Bay (24 grader 55 min nord) som ligger på Saharas kyst ca. 110 km syd for det moderne Kap Bojador. Dette var så sandsynligvis første gang, at Henriks mænd nåede en del af Afrikas vestkyst, der aldrig tidligere var nået af europæiske skibe.

Grænsen for portugisernes ekspedition og opdagelse var i 1457 Kap Roxo (12 grader 20 min nord). I 1461 og 1462 foretog Pedro de Sintra en sejlads til Sierra Leone og videre mod syd til Junk floden i det nuværende Liberia på 6 grader 10 min nord, men dette var altså efter Henriks død i 1460. Alligevel bliver dette taget som afslutningen på udforskningen af vandvejen til Guinea, som var foregået under Henriks ledelse.

Ferdinand Magellans karavel, Vittoria, hvormed han som den første sejlede rundt om Jorden 1519-1921.

Ferdinand Magellans karavel, Vittoria, hvormed han som den første sejlede rundt om Jorden 1519-1921.

Portugals og det øvrige Europas hovedinteresse i udforskningen af det afrikanske kontinent var appetitten efter guld. Men ved Arguin, ca. 20 grader nord, viste det sig, at den mest værdifulde vare på det afrikanske kontinent ikke var guld, men slaver. I Guinea anlagdes de første befæstede handelsstationer, som portugiserne senere anvendte til deres handel på Afrikas vestkyst, det Indiske Ocean og i Brasilien.

Når skibene vendte tilbage fra Afrika lastet med slaver, skulle der afholdes auktion. Dette foregik på Portugals sydkyst ved Lagos. Før hver slaveauktion blev en slave – på Henriks instruktion – givet til kirken i Lagos og en anden til det franciskanske konvent ved Kap Skt. Vincent. Dette skete både for at takke Gud for rejsens succes, men også for at demonstrere, at disse afrikanere ene og alene var bragt til Portugal med henblik på at sikre deres frelse. I øvrigt tog Henrik som sin royalty 46 af de bedste slaver til sig selv.

Monument for Henrik Søfareren, Bélem uden for Lissabon

Monument for Henrik Søfareren, Bélem uden for Lissabon

Konsekvenserne af Henriks pionerarbejde med den atlantiske slavehandel er vanskelig at gøre op. Men takket være hans indsats blev Portugals økonomi i høj grad baseret på importerede slaver fra Afrika i en lang periode. Tilstedeværelsen og ejerskabet af afrikanske slaver blev et distinkt træk ved det portugisiske samfund og noget som de portugisiske ledede med stolthed viste frem for besøgende. På grund af deres oversøiske sejladser havde portugiserne fået direkte adgang til slavernes hjemegn, og de kunne bringe så mange som det var praktisk muligt tilbage til Portugal.

[1] Infante er portugisisk for prins.

[2] Ganske vist fortæller historien, at Hanno, en opdagelsesrejsende fra Karthago, allerede ca. 2000 år tidligere havde udforsket golfen ved Guinea og grundlagt syv byer på Afrikas vestkyst.