På lokaliteten Nyayanga i Kenya ved østbredden af Victoriasøen blev der i 2017 fundet stenredskaber af Oldowantypen aldersbestemt til ca. 2,8 mio. år. Området var dengang savanne/åbent skovland. Det er de hidtil ældste Oldowan redskaber, man har fundet – ca. 200.000 år ældre end redskaberne fra Gona, Etiopien. Foruden redskaber fandtes utvetydige tegn på slagtning af flodhest, og – måske nok så interessant – to kindtænder tilhørende Paranthropus (Australopithecus) boisei (”nøddeknækkermennesket”). Fundene er publiceret i 2023.

Umiddelbart kunne dette tages til indtægt for, at redskabsmageren og – brugeren var Paranthropus. Men tidlig Homo kendes også fra området i samme periode, så redskaberne kunne også have været fremstillet (og brugt) af Homo (se også artikel om tidlig Homo). Problemet med Paranthropus som kødæder er, at analyse af slidmønstret på kindtændernes emalje viser, at Paranthropus primært spiste grove og seje plantedele, mens slidmønstret hos Homo klart indikerer et fødeskifte.

En nærmere analyse af redskaberne fra Nyayanga viser, at disse har været anvendt til at processere både planter og kød. Nogle har faktisk argumenteret for, at de første Oldowan redskaber primært blev anvendt til processering af planteføde, og at kød først for alvor blev en del af menukortet for 2 mio. år siden.

Oldowan redskaberne fra Nyayanga er betydeligt ældre end det tidspunkt, hvor en øget hjernestørrelse hos vores forfædre kan dokumenteres. Den traditionelle opfattelse er, at der er en sammenhæng mellem den begyndende, systematiske fremstilling og brug af redskaber af sten og hjernens begyndende udvikling, og dermed også opståelsen af slægten Homo. De nye redskaber gav mulighed for systematisk at udnytte en ny føderessource – animalsk føde (kød og knoglemarv), der sammenlignet med en grov, uforarbejdet planteføde er langt mere kalorie- og næringsrig.

Problemet er her, at de ældste fund af kranieknogler, der tillader en vurdering af hjernestørrelsen, kun er omkring 2 mio. år gamle. De ældste fund af tidlig Homo er meget fragmentariske; f.eks. er det ældste, ca. 2,8 mio. år gamle, fund af tidlig Homo en underkæbe med fastsidddende tænder ( se videre i artiklen om tidlig Homo). Så vi ved ikke noget med sikkerhed om hjernestørrelsen før end for 2 mio. år siden.

Men noget kunne altså tyde på, at hjernen ikke ”lå på lur”, da kalorieindtaget begyndte at stige. Sandsynligvis gik der en rum tid (flere hundrede tusinde år?), inden hjernen begyndte at vokse. Måske skulle der også andet til end blot mere næringsrig- og kalorierig kost, f.eks. en ændring af den sociale struktur hos vores forfædre. Dette kan man læse mere om i min bog ”Da mennesket blev menneske”, men her følger et lille uddrag.

Store hjerner og store familier
Dyr med store hjerner er sjældne – der er nemlig formidable ener­gimæssige omkostninger ved at have en stor hjerne, og hjernen må konkurrere med andre organer om de begrænsede ressourcer. Selv om hjernens vægt hos det voksne menneske udgør mindre end 2 % af legemsvægten, lægger den beslag på ikke mindre end 20-25 % af ener­giproduktionen; og ulig andre organer kræver hjernen stor energitilførsel døgnet rundt – også når vi sover. Store hjerner kræver desuden en lang modningsperiode, som stærkt hæmmer hastigheden, hvormed besidderne af store hjerner kan reproducere. Udviklingen af store hjerner kræver vedvarende omsorg for meget afhængige og langsomt modnende unger. Derfor var en afgørende forudsætning for udviklingen af menneskets hjerne etableringen af en stor familie, der kunne tilvejebringe den nødvendige omsorg.

Den udvidede familie
Der er næppe nogen tvivl om, at udvikling af hjernen til det niveau, som vi besidder – og som giver vores liv et så rigt indhold – i sidste ende afhang af etableringen af familien som social ramme. Opfindelsen af den udvidede familie (se nedenfor) gjorde mennesket i stand til at udvikle store hjerner og minimere de ulemper, der er forbundet med denne udvikling: lang modningstid og tilsvarende lav frugtbarhed. Den lange modningstid bruges til vækst af hjernen, der hos mennesket først slutter ved puberteten. Der går bl.a. tid til at danne erfaringsbaserede forbindelser (synapser), hvorved kompleksiteten og omfanget af hjernens funktionelle netværk øges, hvilket er afgørende for hjernens funktion hos voksne.

Efter nogle antropologers mening har etableringen af parforholdet, dvs. etableringen af stærke bånd mellem to individer af forskelligt køn, været et afgørende trin frem mod dannelsen af den udvidede familie­struktur. Vores nærmeste slægtninge, chimpansen og bonoboen, lever i store grupper af individer af begge køn. De parrer sig frit med hinanden, og hunnerne er (i modsætning til hannerne) tilbøjelige til at forlade gruppen på et tidspunkt. Hos vores forfædre, måske allerede hos tidlig Homo, blev denne adfærd afløst af faste pardannelser, hvilket ses som et første skridt frem mod dannelsen af store familiegrupper og slægtskab i flere niveauer (søskende-forældre-bedsteforældre-kusiner osv.). De enkelte individer ville vide, hvem de var i slægt med, og børnene kendte eksempelvis både til fars og mors familie.

Udviklingen af det familiære netværk hos vores forfædre gjorde mød­rene i stand til at få børn i en tidligere alder, end man ville forvente ud fra hjernestørrelsen.

Den efterfølgende udvikling af et symbolsk sprog gjorde mennesket i stand til at kommunikere om objekter, der ikke var til stede, inkl. fø­deemner, der evt. kunne indsamles i fremtiden. Det symbolske sprog var et middel til at være fælles om viden og koordinere overlevelsesstrategier, når omgivelserne bød på potentielle trusler, hvor man kunne være i tvivl om, hvad der var den rigtige handlemåde.

Sproget gjorde det også lettere at overføre og lagre ophobet viden fra én generation til den næste. Sproget satte mennesket i stand til at skaffe sig føde af højere kvalitet, der desuden var nemmere at fordøje; mennesket skulle derfor bruge mindre energi på indsamling og fordøjelse, hvorfor mere energi kunne afses til hjernen.

Hos vores jæger-samlerforfædre udviklede hjernen sig som følge af positiv feedback i et socialt system, der blev mere og mere komplekst, og hvor de mest socialt „intelligente“ udkonkurrerede de mindre socialt egnede. Social intelligens skal her forstås som evnen til at danne allian­cer, til planlægning, til abstrakt tænkning og til klar kommunikation. Et modersprog – med blot en minimal syntaks (sætningsbygning) – under udvikling ville være mest effektiv, hvis lange ordlister var tilgængelige. Derfor ville dem, der kunne huske flest ord, have en fordel, idet de bedre kunne kommunikere – det ville højst sandsynligt også være dem, der havde de største eller bedst udviklede hjerner; disse ville levere flest gener til næste generation.

Social kompleksitet og udviklingen af neocortex
Udviklingen af den store hjerne hos mennesket hænger især sammen med udviklingen af hjernebarken eller neocortex. Neocortex findes kun hos pattedyr. Kvantitativt varierer neocortex kolossalt fra art til art; selv når der tages hensyn til legemsvægten varierer neocortex med en faktor 125. Neocortex er en foldet, kun et par millimeter tyk skal af hjernevæv. Udfoldet ville menneskets neocortex fylde ca. 200.000 mm² . Neocortex lagrer information om omgivelserne, så pattedyrene nemt kan finde føden og de øvrige ressourcer, der er nødvendige for overle­velse.

Den voksende neocortex og forældreomsorgen kom til at udgøre de mekanismer, hvorved viden og erfaring kunne overføres fra den ene generation til den næste. Denne vidensoverføring blev et resultat af den tætte kontakt med forældrene gennem barndommen, som gav barnet mulighed for at observere og lære fra de voksnes adfærd. Den store hjerne gav forøgede muligheder for at oplagre, hvad de havde lært. Der er endvidere undersøgelser, der tyder på, at stigende kompleksi­tet af de sociale netværk („den udvidede familie”) var en af de faktorer, der var med til at stimulere udviklingen af neocortex hos primater generelt, men i særlig grad hos mennesket (positiv feedback).

Vi kan derfor konkludere, at menneskets succes i udviklingsmæssig sammenhæng afhang af to markante stødpuder mod livets farer: Store hjerner og den udvidede familie, som gensidigt understøttede og forøgede værdien af hinanden – med sproget som et vigtigt bin­deled. Menneskets nyere historie er karakteriseret ved udvikling af flere stødpuder i form af kulturelle institutioner: Regeringer, kirker, forsikringsselskaber m.m. Ikke mindst uddannelsesinstitutioner øger hjernens funktionsevne og kan have direkte indflydelse på nervecel­lernes vækst og dannelse af indbyrdes forbindelser. Hjernen er i denne forbindelse enestående blandt organerne pga. dens behov for feedback fra erfaringen for at opnå fuld funktionsdygtighed.