SKRIFTSPROGETS OPRINDELSE OG UDVIKLING

Over ti tusinde af år har mennesket anvendt forskellige metoder til at aflevere simple beskeder i form af tegninger, billeder eller abstrakte tegn. Men skrivekunst kan ikke siges at eksistere, inden der foreligger enighed om et repertoire af formelle tegn eller symboler, der kan anvendes til klart at reproducere de tanker og følelser, som skriveren ønsker at udtrykke. I dag anvender langt hovedparten af menneskeheden et skriftsprog, der enten er udviklet fra et oprindeligt alfabet eller fra kinesiske tegn. Oprindelsen af disse simple bogstaver eller tegn har udstyret os med en ufattelig kraft – kraften til at beskrive alle objekter i universet.

Skrivning og læsning er uadskilleligt fra det at besidde et talesprog. Af verdens mere end 5000 forskellige talesprog er det imidlertid kun et lille mindretal, der også har et skriftsprog. Der har altid været langt flere talesprog end skriftsprog, og talesprog er forsvundet langt hurtigere end skriftsprog. I dag er der ingen, der taler latin bortset fra ved særlige religiøse og ceremonielle lejligheder – men der er millioner, der anvender den romerske skriftform. Det modsatte er gældende i Kina, hvor man stadig – om end i modificeret form – anvender det talesprog og det skriftsprog, der blev anvendt for mere end 2000 år siden. De kinesiske tegn har den længste historie for permanent brug af et skriftsprog, også når de uddøde medregnes. I Mesopotamien er de gamle sprog – sumerisk, akkadisk, babylonisk og assyrisk – og kileskriften, som de alle benyttede til skrivning, forsvundet.

Ofte ser man, at et skriftsprog er blevet vidt udbredt, fordi det er blevet tilpasset et eller flere nye sprog foruden det oprindelige. Dette var f.eks., hvad der skete med den af sumererne opfundne kileskrift, med kinesisk og det græske alfabet, men derimod ikke med de ægyptiske hieroglyffer og mayaernes skriftsprog. Det vigtigste, der er bestemmende for om et skriftsprog skal overleve eller uddø, synes dog ikke at være, hvor godt det kan repræsentere det talte sprog, men snarere den magt, prestige og vitalitet, der karakteriserer den kultur, som anvender skriftsproget.

Med udviklingen af skriftsproget skabtes en permanent optegnelse af viden, hvorved en basis af information kunne akkumuleres fra generation til generation. Før skriftsproget var den menneskelige viden begrænset til hukommelsens kapacitet. Den første skrift kan derfor betragtes som et simpelt hjælperedskab for hukommelsen (aide-mémoire). Man kunne formode, at mennesket primært opfandt skrivekunsten for at bevare folkets traditionelle historier, overleveringer, myter m.m. for eftertiden. Men sandheden er langt mere jordnær og praktisk. Så vidt man ved, opfandtes det første skriftsprog i Mesopotamien (Sumer) lidt før 3000 år fvt. Her, i bystaten Uruk, er de ældste lertavler med kileskrift fundet; tavlerne indeholder lister over sække af korn og kvæghjorder. Skrivekunsten udsprang af et behov for at føre regnskab – som en direkte konsekvens af de krav der stilledes til en ekspanderende økonomi, som det var tilfældet i Mesopotamien. På et eller andet tidspunkt i slutningen af det 4. årt. fvt. havde kompleksiteten af handel og administration i de tidlige bystater i Mesopotamien nået et punkt, hvor regeringselitens hukommelse ikke længere slog til. At gøre permanente optegnelser over gennemførte transaktioner blev afgørende for regeringsmagten.

De første skrifter blev derfor med al sandsynlighed anvendt til at holde regnskab med landbrugsproduktionen. Men andre, lidt yngre tavler indeholder dog information om sumerernes sociale struktur- f.eks. lærer vi, at det religiøse samfund i templet i Lagash beskæftigede 15 bagere, 31 ølbryggere, 7 slaver og en smed.

Når skriftsprogene i oldtidens tidlige storriger er så indviklede, skyldes det især, at de bygger på den gamle og i grunden ganske naturlige forestilling, at hver enkelt ting selvfølgelig kræver sit eget, entydige tegn. Det kan være udmærket, men besværligt er det jo – og i hvert fald totalt uegnet som et værktøj, der kan bruges problemfrit i hverdagen af alle og enhver.

De komplicerede skriftsprog er eksklusive; de overlever i de store centralistiske stater, og er her forbeholdt en snæver kreds af skriftkloge professionelle skrivere og lærde, som hermed også får en magtposition, de ikke frivilligt giver afkald på.

Det ovennævnte forklarer naturligvis ikke, hvordan skrivekunsten opstod. Oprindeligt blev beherskelsen af skrivekunst og alfabetisme anset som gaver fra guderne. Dette synspunkt bunder formentlig i det helt åbenbare faktum, at en person, der kan læse og skrive, har større muligheder for et godt liv end en person, der er analfabet. En guddommelig oprindelse var den foretrukne forklaring indtil 1700-tallets oplysningstid, hvor teorien om skrivekunstens piktografiske oprindelse blev lanceret. I oplysningstiden udtalte William Warburton, biskop i Cloucester således, at al skrivekunst, inkl. hieroglyffer, kunne være udviklet fra billeder. Og Abbé Barthélemy, en beundrer af Warburton, gættede på, at de ægyptiske kartoucher kunne indeholde navne på konger og guder (se videre nedenfor).

På forhånd ville man vel vente, at netop skriftens historie skulle være godt dokumenteret. Det er imidlertid langtfra tilfældet. Trods intens forskning er vor viden overraskende sporadisk, og mange centrale spørgsmål henstår ubesvaret. Det står dog fast, at skrift er udviklet forskellige steder i verden uafhængigt af hinanden. Mange skriftsprog har imidlertid kun opnået begrænset udbredelse, og det er relativt få, der har haft større betydning for kulturudviklingen. Mange er forsvundet igen, udkonkurreret af de skriftsprog, som er blevet anvendt af de store, magtfulde højkulturer. Endnu eksisterer der imidlertid i Asien en ganske lang række skriftsprog, der knytter sig til bestemte områder eller sprog.

Indtil videre kendes 7 gamle civilisationer hos hvilke overgangen fra rent billedsprog til mere komplette skriftsprog har fundet sted- se nedenstående tabel:

De ældste skriftsprog

De ældste skriftsprog

Tre af disse, proto-elamitisk, proto-indisk og kretensisk (linear A), er endnu ikke tydede og kun ét, kinesisk, er stadigvæk i brug. Proto-elamitisk og proto-indisk har ingen efterkommere, hvorimod det kretensiske linear A blev efterfulgt af linear B.

De fleste er af den opfattelse, at skrivekunsten er opstået uafhængigt af hinanden i disse områder. Der er dog ingen tvivl om, at man i en vis udstrækning har lånt af hinanden gennem tiderne. F.eks. lånte romerne fra etruskerne, japanerne fra kineserne og i nyere tid lånte tyrkerne (under Kemal Atatürk) den latinske skrift efter at have forladt den arabiske.

De første skriftsprog

De første skriftsprog

Komplette og begrænsede skriftsprog

Et fuldt udviklet skriftsprog kan defineres som en samling af selvstændige tegn, der kan repræsentere alle lyde i det sprog, hvortil det er knyttet. Begrænsede skriftsprog, som består af tegn eller mærker, der er lavet for at tælle eller for identifikation, går ca. 30.000 år tilbage i tiden, mens udviklingen af komplette systemer først har fundet sted indenfor de sidste ca. 5.000 år. Begrænsede skriftsprog inkluderer både billedtegning, illustrationer eller piktografi og ideografi, som er brugen af billeder til at repræsentere ikke objektet selv, men nogle egenskaber eller ideer antydet af objektet. F.eks. brugen af en tegning af solen til at angive ideen om varme eller lys. Begrænset skriftsprog refererer direkte til objektet eller ideen, der er tegnet. Piktogrammer eller ideogrammer frembringer et billede eller et koncept, som kan udtrykkes i sproget, hvor læseren ikke nødvendigvis behøver at kende skriverens sprog, men kan oversætte tegnene direkte til eget sprog. Et begrænset skriftsprog, der har sin oprindelse i ét sprog, kan derfor i mange tilfælde tilpasses et nyt sprog. Eksempler herpå er akkadernes overtagelse af sumerernes kileskrift, japanernes overtagelse af kinesernes tegn, og grækernes overtagelse af det fønikiske alfabet; det sidstnævnte skete ved at modificere den semitiske skrift og tilføje vokaler.

De tidligste skriftsprog fra Mesopotamien, Ægypten og Centralamerika er begrænsede skriftsprog, da de refererer til repræsenterede objekter og ikke til ordene for objekterne. Internationale trafikskilte er et eksempel på et nutidigt begrænset skriftsprog.

Sumerisk og moderne pigktografi

Sumerisk og moderne piktografi

Moderne piktografi

Moderne piktografi

Alle komplette skriftsprog hviler på et og samme basale princip: Både de alfabetisk baserede skriftsprog og kinesisk og japansk anvender symboler til at repræsentere lyde (dvs. fonetiske tegn). Et fuldt udviklet eller sandt skriftsprog repræsenterer ord eller lyde, ikke objekter. Også tegnsprog er avancerede og ikke uafhængig af sproget: Tegnene er begrebsmæssigt abstrakte ligesom bogstaverne i alfabetet. For at forstå en besked skrevet i et komplet skriftsprog må læseren kende skriverens sprog.

Et skriftsprog, der har et tegn for hvert ord i sproget, kaldes logografisk (eller ideografisk), mens et skriftsprog med et tegn for hver stavelse kaldes syllabisk, og et skriftsprog med et tegn for hver lyd i sproget kaldes alfabetisk eller fonografisk.

Ethvert logografisk eller logo-syllabisk skriftsprog behøver som minimum hen imod 600 tegn. Et rent syllabisk skriftsprog kan klare sig med 100 (sjældent 200) tegn, hvor hvert tegn som nævnt repræsenterer en stavelse. I de fleste logografiske skriftsprog kan et tegn betyde flere forskellige ord. Nogle logografisk baserede skriftsprog anvender derfor såkaldte determinativer eller fonetiske indikatorer til at løse problemet med flertydighed.

Et alfabetisk skriftsprog er karakteriseret ved et begrænset antal tegn (30 eller færre), og flertydigheden er næsten elimineret, fordi skriveren kan stave lyden af hvert ord.

Få skriftsprog eksisterer dog i en ren logografisk, syllabisk eller alfabetisk form. De fleste alfabetiske skriftsprog anvender eksempelvis logogrammer for tal og tegn som f.eks. &, $ og % tegn i vores skriftsprog.

Alle moderne, fuldtudviklede skriftsprog har som forløber forskellige former for piktogrammer. Hvis de er tegnet på en klippeoverflade kaldes de petrogrammer, hvis de er indridset kaldes de petroglyfer. Sidstnævnte blev meget anvendt af de nordamerikanske indianere. Når piktogrammer og ideogrammer er blevet så stiliserede, at de ikke længere er genkendelige som repræsenterende specifikke objekter, begynder brugerne, både når de læser og når de skriver, at overføre betydningen af tegnene fra objekterne til navnene på objekterne – dvs. tegnene kommer til at betyde ord frem for objektet. Skrivningen bliver hermed mere fonetisk (lydbaseret).

Noget meget afgørende i skriftsprogenes udvikling var opfindelsen af rebusprincippet, som indebar at de piktografiske symboler nu kunne anvendes for dets fonetiske værdi. Et rent piktografisk system kommer hurtig til kort allerede når, der skal udtrykkes elementære talte begreber. Men piktogrammer kan transformeres til en rebus, hvor et enkelte piktogram ikke længere repræsenterer det objekt eller den idé, det angiver, men i stedet lyden forbundet med ideen. På denne måde kan man ved hjælp af rebusprincippet gøre lyde synlige på en systematisk måde, hvorved abstrakte begreber kan angives med symboler. Et eksempel er tegnet for sol, der kom til at blive det første tegn i den hieroglyffiske stavning til Ramses (R(e)).

Det er klart, at et skriftsprog med tegn, der repræsenterer lyde, kræver færre karakterer end et skriftsprog, hvor hvert tegn står for en ting eller en idé. Vores alfabet på 30 bogstaver (romerne havde 23 bogstaver med hvilke de skabte noget af den mest værdsatte litteratur i verdenshistorien), mens kineserne f.eks. må lære tusindvis af tegn for at udtrykke dem selv. Selv kileskriften omfattede omkring 1500 piktogrammer. Men naturligvis har et skriftsprog, hvor hvert tegn eller billede repræsenterer en ting eller en idé, sine fordele: Selv folk, der taler forskellige sprog, kan umiddelbart læse den skrevne form. Så en kineser fra de sydlige provinser kan tale en helt anden dialekt end landsmanden fra Beijing, som denne ikke vil kunne forstå, men han kan læse, hvad den sydlige landsmand skriver.

Set i en international sammenhæng falder de dominerende skriftsprog i to hovedgrupper, en vestlig, der benytter sig af alfabeter med fælles oprindelse, samt en østlig med kinesisk og japansk som de to vigtigste, nært beslægtede skriftsprog. I en europæisk sammenhæng falder det mest naturligt at tale om alfabetets tilblivelse og udvikling. Her er udviklingen forløbet ad de samme kendte baner – fra en billedskrift (piktografisk) over idéskrift (ideografisk) til stavelsesskrift (syllabisk) og videre frem til en egentlig lydskrift (fonografisk eller alfabetisk).

begreber

 

 Tallene

Vi kalder tallene øverst på tastaturet for arabertal. Araberne kalder dem for persiske tal, og perserne omtaler dem som indiske. Ingen vil tilsyneladende kendes ved dem, men det er fra Indien, at tallene oprindelig kommer. Det er også inderne, der indførte nullet (mayaerne indførte nullet uafhængigt heraf). Nul kommer af latin: nullus, dvs. intet. Araberne kalder tegnet sifr, dvs. torn – det samme ord som vort ciffer; det bliver på italiensk til zeflro og siden på fransk og engelsk til zero.

Til toppen

Kileskriftens opfindelse i Sumer

Det var sumererne, der først opfandt skrivekunsten – dette skete i form af kileskriften. De første sumeriske lertavler var rent piktografiske og dateres til ca. 3300 fvt. – de stammer fra Uruk (det bibelske Erech) i den sydlige del af Mesopotamien.

Eksempler på kileskrift fra Sumer. I midten er vist det formodede udseende af de penne, der har været anvendt til at lave kiler og cirkelformede tal. Ingen penne er bevarede for eftertiden, fordi de har været af træ. Øverst til venstre ses noget af det ældste bevarede kileskrift fra slutningen af det 4. årtusinde; det ses, at teksten, der er en liste over genstande af træ, er arrangeret i søjler. Nedenunder ses den berømte liste over de sumeriske og akkadiske konger; højden er ca. 20 cm. Øverst til højre ses den ene af to kegler fra Uruinimgina fra Tidlig Dynastisk Periode; Teksten er en kongelig proklamation vedrørende skattenedsættelser og slutningen på ”tidligere tiders misbrug”; højde 27 cm. Nederst til højre ses en professionel skriver (ægyptisk statue).

 

Kileskriften blev anvendt i mere end 3000 år, idet de yngste inskriptioner med kileskrift er fra ca. 75 evt.

Kort over Mesopotamien

Sir Leonard Woolley udgraver Ur, Sumer, i 1920’rne.

 

Det sumeriske skriftsprog opstod af nødvendighed og havde uden tvivl sin rod i ønsket om at føre regnskab med handelen med de meget store mængder landbrugsprodukter, der fremstilledes i Sumer. Der skulle eksempelvis holdes regnskab med hvor meget af høsten, der skulle lagres til eget forbrug, hvor meget der skulle anvendes til næste års såning og hvor meget, der skulle afsættes til handel med andre.

 

Lerbrikker

De tidligste forsøg på at holde regnskab kan faktisk føres helt tilbage til tidlig-neolitisk tid, hvor små brikker eller figurer af ler kendes fra bl.a. Çatal Hüyük (Tyrkiet) og Jarmo (Iran). Disse lerbrikker har formentlig repræsenteret forskellige værdier eller forskellige typer af varer (får, kvæg m.m.). Anvendelsen af lerbrikker var vidt udbredt i det vestlige Asien fra Beldibi i det nuværende sydvestlige Tyrkiet til Chanhu Daro i Pakistan. Næsten 10.000 år gamle brikker er endvidere fundet nær Khartoum ved Nilen. Lerbrikker har været anvendt indtil ca. 1500 fvt., dog er antallet af fundne lerbrikker yngre end 3000 fvt. begrænset.

Fundsteder af lerbrikker

Fundsteder af lerbrikker

Eksempler på lerbrikker (tokens)

Eksempler på lerbrikker (tokens)

 

 

 

 

 

Indtil for relativt for nylig henlå lerbrikkerne hengemt i skuffer på arkæologiske museer forskellige steder i verden. Det var Denise Schmandt-Besserat, professor i tidlige mellemøst-studier ved University of Texas, Austin, der identificerede lerbrikkerne som en slags skriftsprog.

I begyndelsen af Uruk-perioden (3800-3200 fvt.) var anvendelsen af lerbrikker vidt udbredt i Sumer. Hver genstand (eller vare) havde sin bestemte form, ligesom der var bestemte former til betegnelse af antal og kvalitet, steder og personer. Når en vare skulle sendes til en anden person, lagde man lerbrikker, der angav varens art, antal og kvalitet ind i en hul lerkugle (bulla), der fulgte med varen. Senere begyndte man at lave aftryk af lerbrikkerne på ydersiden af lerbeholderen, så man derved kunne se beholderens indhold, uden at den skulle slås i stykker.

 

Lertavler med billeder

Tidlig lertavle fra Uruk med optegnelser over transaktioner vedrørende byg.

Tidlig lertavle fra Uruk med optegnelser over transaktioner vedrørende byg.

Lerbrikkerne var som nævnt ikke opfundet af sumererne, de var langt ældre end den sumeriske civilisation. Men metoden med lerbrikkerne blev moderniseret af sumererne, idet de fandt på at tegne den samme figur ind på en flad lertavle i stedet for at have besværet med brikkerne. De ældste piktografiske lertavler af denne type stammer fra Uruk-perioden; 80% af tavlerne er økonomiske dokumenter, men der er også fundet lister over professioner o. lign.

Da det sumeriske sprog for en stor dels vedkommende havde ord for de fleste varer på 1-2 stavelser, var springet til et rigtigt skriftsprog nærliggende. Man fandt ud af, at den enkelte stavelse havde en lyd, som man kunne sammensætte og dermed få en helt ny betydning (f.eks. på dansk ordet får og ordet bi kan sættes sammen og blive til forbi).

 

Udviklingen af kileskriften

Den sumeriske skrift var således oprindelig en piktografisk skrift.

Fra piktogram til kileskrift, Kileskriften bliver med tiden mere abstrakt

Fra piktogram til kileskrift, Kileskriften bliver med tiden mere abstrakt

Et vigtigt trin i udviklingen var, at piktogrammet ikke kun kom til at repræsentere betydningen af genstanden, det forestillede, men også lyden af ordet eller af en stavelse, der indgik i ordet for genstanden. Sumererne udviklede dog aldrig et alfabetisk skriftsprog. For at udtrykke sig i sætninger anvendte sumererne (og senere ægypterne) som nævnt rebusformen. Efterhånden stiliseredes piktogrammerne, og de blev mere og mere abstrakte (figur 10). I starten tegnede man i leret med skriveredskaber af træ, ben eller elfenben, hvor den ene ende var stump, den anden spids, så det kunne tegne i det bløde ler. Mod slutningen af Uruk-perioden gik man over til at bruge et lige afskåret siv, der var trekantet eller kileformet (eng. cuneiform, af græsk cuneus = kile) i tværsnit og som man trykkede ned i leret, hvorved kileskriften opstod. Herved opstod dog det problem, at man ikke kunne lave buede linier, men kun trekanter, hvorfor skriften blev mere stiliseret. Egentlige tekster fandtes fra 3100 fvt. og fra 2600 fvt. findes en hel række myter og sagn. 2400 fvt. finder vi lange og mange tekster, skøder, aftaler, kontrakter, litteratur osv.

kileskrift fra Urartu

kileskrift fra Urartu

På tidspunktet for det assyriske imperium i det første årtusinde fvt. kunne man i kileskriften ikke længere genkende dets piktografiske ophav. Tavlerne blev fra dette tidspunkt ofte inddelt i spalter og sektioner, og skriften skulle læses fra venstre mod højre. Når der skulle skrives en lertavle, ville skriveren begynde øverst til venstre og bevæge sig nedad. Herefter vendte han tilbage til toppen og startede på næste søjle. Når han på denne måde nåede nederste højre hjørne, vendte han tavlen om over den nederste kant, hvorefter han begyndte at skrive i øverste højre hjørne og arbejdede sig i søjler mod venstre.

Udviklingen af tegnet for konge (menneske + krone) fra 2500 til 600 fvt.

Udviklingen af tegnet for konge (menneske + krone) fra 2500 til 600 fvt.

På den måde blev lertavler skrevet som en moderne avis bortset fra, at de gamle skrivere vendte ”bladet” over den nederste kant i stedet for over sidekanten.

Den mesopotamiske myte om Syndfloden optræder i begyndelsen af den 11. tavle om Gilgamesh-eposet. Tavlen blev fundet i Ninive, hovedstad i det Assyriske Rige, i det 19. århundrede. Ved siden af den 106 cm høje statue af kong Assurnasipal II (statuen findes på British Museum i London) ses en indskrift fra kongens palads i Ninive; teksten, der står med kileskrift, fortæller om de assyriske hæres sejrstogter.

Kong Hammurabis lovkodeks fra det Oldbabylonske Rige (18. århundrede f.v.t.). Louvre, Paris.

Lertavle omhandlende ejerskab af jord. Fra Shuruppak, Sumer, ca. 2600 fvt.

Lertavle omhandlende ejerskab af jord. Fra Shuruppak, Sumer, ca. 2600 fvt.

Kileskrift på sølvplade fra Darius I, konge af Persien (522-486 fvt.). I venstre sektion er sproget elamitisk, i midten babylonisk og til højre oldpersisk.

Kileskrift på sølvplade fra Darius I, konge af Persien (522-486 fvt.). I venstre sektion er sproget elamitisk, i midten babylonisk og til højre oldpersisk.

På et eller andet tidspunkt sent i 3. årt. eller tidligt i 2. årt. fvt. sker der en ændring i tegnenes orientering. Piktogrammerne på tavlerne blev drejet 90 grader, så de lå på ryggen; og i stedet for at bliver skrevet vertikalt blev de nu skrevet horisontalt. Og de blev nu altid skrevet fra venstre mod højre.

Der var 800-1000 tegn på sumerisk, men efter akkadernes overtagelse (efter 2300 fvt.) blev antallet reduceret til 150-200. Men ca. år 1500 fvt. var antallet af tegn atter steget til 700-800. De hyppigst anvendte karakterer repræsenterede genstande som brød, øl, får, kvæg og klæder. Der er fundet lister med tegn, en slags ordbog som skriveren kunne benytte sig af. Et tegn kunne have flere betydninger afhængig af sammenhængen. Dette betød, at antallet af tegn gradvist blev reduceret til omkring 600 tegn i almindelig brug.

Kileskrift var primært skrevet på lertavler, men det er også blevet indridset i sten, metal, elfenben glas og voks. I figuren nedenfor ses en babylonisk skoletavle.

Mange sådanne skoletavler er fundet med lærerens version på den ene side og elevens ufuldstændige version på den anden. Al skrivning og læsning var overladt til professionelle skrivere. Selv om kileskriften efterhånden blev meget simplificeret var skrivekunsten dog forbeholdt de meget få. I Babylon og i Assyrien udgjorde skrivere nærmest deres egne kaste, meget magtfulde, i nogle tilfælde mere magtfulde end herskeren selv.

Oldbabylonisk skoletavle. Lærerens eksemplar til venstre, elevens til højre.

Oldbabylonisk skoletavle. Lærerens eksemplar til venstre, elevens til højre.

Efter udviklingen af kileskriften omkring 3.000 år fvt. slutter oldtiden (den forhistoriske periode), og historisk tid, dvs. menneskets nedfældede historie tager sin begyndelse. Indholdet af de fleste sumeriske tavler var fortsat med regnskabsmæssigt indhold, men efterhånden optrådte også historiske dokumenter og tavler med hymner, hellige skrifter og med mytologisk indhold. Kong Shulgi af Ur (2046-1988 fvt.) beordrede således alle myter, sagn og litteratur nedskrevet. Der findes også en tekst, der beskriver Ur-Nammu’s død (Ur-Nammu var konge i Ur i det 3. årt. fvt.) og en tekst, der beskriver mulighederne for at forbedre livet efter døden; til dette formål blev den døde medgivet gaver i graven beregnet til underverdenens herskere. En anden tekst med mytologisk indhold forholder sig også til livet efter døden: Her beskrives guden Inanna’s rejse til underverdenen; de døde beskrives som frataget lyset, og ler og støv var deres føde; de var klædt som fugle. Al komfort skulle derfor medbringes fra de levendes verden. Også tekster af egentlig litterær karakter er fundet, f.eks. eposet om Gilgamesh. Dette epos blev forbillede for de senere græske myter, f.eks. om Herkules, men indeholder også en historie om Syndfloden, som den bibelske version bygger på.

Den sumeriske ”kongeliste” er den ældste historiebog, der er nedskrevet på lertavler (se figur ovenfor: Eksempler på kileskrift fra Sumer…). Den er den eneste skriftlige kilde til de ældste tider, selvom den på ingen måde kan anses for at være korrekt. Den starter med at nævne fem bystater, hvor otte konger regerede i 241.200 år! ”Så skyllede Syndfloden over landet”. En af de otte konger før Syndfloden var far til Utnapishtim, konge af Shuruppak, der overlevede katastrofen. Efter Syndfloden nævnes kongerne fra ”helte-tiden”, bl.a. den berømte kong Gilgamesh af Uruk.

Det akkadiske sprog, der er basis for alle senere semitiske sprog, kom til at dominere Mesopotamien efter 2000 fvt., men kileskriften fra Sumer kunne umiddelbart anvendes til at skrive akkadisk og senere også babylonisk, elamitisk, eblaitisk, hittitisk, assyrisk og oldpersisk. Kileskriften nåede også Palæstina (kanaanæisk) og Armenien (urartisk). Den sumeriske kileskrift blev anvendt indtil det 5. århundrede e.v.t.

Forskellige former af hittitisk, der tilhører den indoeuropæiske sprogfamilie, blev talt på den anatolske højslette fra det andet årtusinde fvt. til kort efter år 0. Hittitterne anvendte fra 1500 til 1200 fvt. en skriftform, der var en direkte udløber af den sumeriske. Hittitterne var stort set ukendte (bortset fra spredte henvisninger til dem i det Gamle Testamente og i ægyptiske og babyloniske optegnelser) indtil 1906, hvor man udgravede deres hovedstad ved Boghazköy (fortidens Hattusas) i Tyrkiet, hvor man fandt et kongeligt bibliotek med 10.000 lertavler med kileskrift.

Hittitterne anvendte også et hieroglyffisk baseret skriftsprog (fra 1500 til 700 fvt.), men hieroglyfferne var helt forskellige fra de ægyptiske. Den hieroglyffiske skrift blev næsten udelukkende anvendt i ”udstillingsøjemed” og ikke til kommunikation; den er fundet på segl og klipper.

 

Tallene

Sumererne anvendte det seksagesimale system baseret på multiple af 60 til at tælle, både når det angik mennesker og dyr, daglige produkter, tekstiler, fisk træ, stenredskaber og beholdere . Tallene undergik også en udvikling til kileformede tegn. Dette system var dog først fuldstændig gennemført på tidspunktet for det oldbabylonske rige (første halvdel af det 2. årt. fvt.). Tallenes værdi var nu også angivet ved deres placering, som vi kender det fra vort eget talsystem. Det eneste, der manglede for 4000 år siden, var et symbol for tallet 0.

To komplekse lertavler, der henholdsvis vedrører handel med byg og fremstilling af øl.

To komplekse lertavler, der henholdsvis vedrører handel med byg og fremstilling af øl.

Det sumeriske tællesystem indeholdt mange undersystemer. Øverst vises en vigtig, almen tælleserie efter det sexagesimale system. Dette system blev anvendt til at tælle de fleste almindelige genstande og objekter med. Nedenunder vises et tællesystem, der blev anvendt i forbindelse med opregning af mængden af byg og andre kornprodukter.

I dag anvender vi det seksagesimale system for at markere tid og vinkel.

 

Dechifrering af kileskrift

Sir Henry Creswicke Rawlinson (1810-95)

Sir Henry Creswicke Rawlinson (1810-95)

Europæerne genopdagede kileskriften i 1618 i Persepolis, Iran; opdageren var den spanske ambassadør i Persien, Garcia Silva Figueroa. Den første inskription med kileskrift blev publiceret i 1657. De fleste eksperter antog på daværende tidspunkt, at tegnene ikke var udtryk for skrivning, men for ornamentik; nogle antog endda, at det var aftryk lavet af fugle, der havde spadseret hen over vådt ler. Også Thomas Hyde, der var professor udi mellemøstlige sprog ved universitetet i Oxford, afviste, at der kunne være tale om et skriftsprog, men det var dog ham, der først anvendte betegnelsen kileformet.

Der var ingen fremskridt i tydningen af kileskriften indtil 1770’rne. Det var bl.a. danskeren Carsten Niebuhrs (1733-1815) undersøgelse af kileskriften i Persepolis, der bidrog til de første tiltag mod en tydning. Han var den første, der nøjagtig afskrev teksten fra Persepolis, og han publicerede sine første undersøgelser i 1772. Han kunne bl.a. slå fast, at kileskriften i Persepolis skulle læses fra venstre mod højre, og han kunne skelne tre forskellige skriftsprog. Den egentlige tydning startede dog først efter 1880, men denne byggede i væsentlig grad på Niebuhrs undersøgelser.

Carsten Niebuhrs afskrift af en af teksterne fra Persepolis.

Carsten Niebuhrs afskrift af en af teksterne fra Persepolis.

Klippen ved Behistun, det vestlige Iran, hvis inskriptioner ledte til dechifreringen af kileskriften.

Klippen ved Behistun, det vestlige Iran, hvis inskriptioner ledte til dechifreringen af kileskriften.

Den første, der tog et afgørende skridt frem mod en tydning, var den tyske lærer Georg Grotefend. Han begik dog desværre den fejl at opfatte den oldpersiske kileskrift som udelukkende alfabetisk, mens den i virkeligheden er blandet alfabetisk-syllabisk.

Den engelske officer Sir Henry Creswicke Rawlinson (1810-95) tilskrives æren at have leveret den endelige tydning af kileskriften. Kileskriftens ”rosettasten” blev den omfattende inskription af den persiske kong Darios på en klippe i Zagros bjergene i det vestlige Iran nær den lille by Behistun. Kong Darios er omtalt i en af inskriptionerne fra Persepolis: ”Darios, den store konge, kongen over kongerne, konge over landene, søn af Hystapes, en achæmenier, der byggede dette palads”. Som i Persepolis kunne tre skriftsprog erkendes i Behistun: Oldpersisk, elamitisk og babylonisk.

Den oldpersiske kileskrift var den første, der blev tydet. Rawlinson havde stor hjælp af sit kendskab til to andre sprog, avestan og sanskrit i sin tydning; begge var indoeuropæiske som oldpersisk, og især avestan var tæt på oldpersisk. I 1846 var han i stand til at lave en komplet oversættelse af den oldpersiske del i Behistun. I 1857 blev den babylonske kileskrift tydet.

Elamitisk kileskrift viste sig vanskeligst at tyde, da elamitisk ikke er beslægtet med noget andet kendt sprog, mens babylonisk er beslægtet med hebræisk, aramæisk og andre semitiske sprog. Elamitisk er det gamle Elams sprog. Elam udgjorde et areal, der groft svarer til nutidens iranske oliefelter. 2500 år før kileskriften fra Behistun blev en piktografisk skrift anvendt til at skrive Elams sprog – dette kaldes proto-elamitisk, der aldrig er blevet dechifreret.

Lercylinder med babylonisk kileskrift af Tiglath-Pileser I af Assyrien (1120-1074 fvt.). Skriften blev tydet i 1857.

Lercylinder med babylonisk kileskrift af Tiglath-Pileser I af Assyrien (1120-1074 fvt.). Skriften blev tydet i 1857.

Lertavler med proto-elamitisk er fundet i Susa, Elams gamle hovedstad, men også oppe ved den iranske grænse mod Afghanistan. De er nogenlunde tidssvarende med de tidligste sumeriske tavler fra Uruk.

Den hittitiske kileskrift blev tydet i 1933.

 

 

 

 

 

 

 

Til toppen

ÆGYPTENS HIEROGLYFFER

Hieroglyffisk er betegnelsen for ethvert system af højt stiliserede, men stadig genkendelige billeder, og betegnelsen er, foruden for det tidlige ægyptiske skriftsprog, også blevet anvendt for det gamle kretensiske skriftsprog og for maya-skriftsproget. Den ægyptiske hieroglyfskrift var poetisk og næsten levende, fordi den bestod af smukke stiliserede tegninger af fugle, andre dyr, menneskehoveder, planter og blomster. I modsætning hertil står kileskriften, der nærmest kan betegnes som asketisk, geometrisk og abstrakt.

Hieroglyffer som en del af en kartouche, der angiver navnet påRamses IX (12 årh fvt.)

Hieroglyffer som en del af en kartouche, der angiver navnet påRamses IX (12 årh fvt.)

Et fragment fra "Dødebogen" med to skarabæer (der betyder noget i retning af "at blive født"); mellem skarabæerne ses to munde, der betyder "at tale".

Et fragment fra “Dødebogen” med to skarabæer (der betyder noget i retning af “at blive født”); mellem skarabæerne ses to munde, der betyder “at tale”.

Hieroglyf betyder sprogligt gudernes skrift (ordet hieroglyf kommer af græsk, Hieros = hellig og glyf = skrift). Ifølge ægypterne var skrivekunsten givet til menneskeheden af guden Thoth .

De ældste kendte lertavler med (primitiv) ægyptisk skriftsprog blev fundet for nogle år siden i den ægyptiske kong Skorpions grav. En kulstof-14 datering viste en alder på godt 5.000 år. De tidligste genkendelige ægyptiske hieroglyffer er fra omkring 3000 fvt. Hieroglyfferne er derfor næsten lige så gamle som kileskriften, og skriften bevaredes næsten uændret helt frem til 394 evt. Antallet af tegn steg dog hen over århundrederne fra oprindeligt 700 til omkring 5000.

Sidst i 300-tallet er ingen længere i stand til at læse de gamle hieroglyffer. De havde mistet deres mening og var præcis lige så uforståelige, som de er i dag for de tusinder af turister, der svedende trasker forbi de aldrende monumenter.

 

Den elefantinske kalender fremstillet under Tuthmosis I (ca. 1450 fvt.). Den lister ofringer, der skulle foretages årligt på dagen, hvor Sirius-stjernen steg op over horisonten. Dens tilsynekomst er markeret ved en dato: Den 28. dag i sommerens 3. måned. Stjernen ses midt i tredje søjle regnet fra højre.

Den elefantinske kalender fremstillet under Tuthmosis I (ca. 1450 fvt.). Den lister ofringer, der skulle foretages årligt på dagen, hvor Sirius-stjernen steg op over horisonten. Dens tilsynekomst er markeret ved en dato: Den 28. dag i sommerens 3. måned. Stjernen ses midt i tredje søjle regnet fra højre.

 

Guden Re Horakhty til hvem harpespilleren dedikerer sin musik.

Guden Re Horakhty til hvem harpespilleren dedikerer sin musik.

Obelisk fra Karnak, Luxor.

Obelisk fra Karnak, Luxor.

 

 

 

 

 

Hieroglyffer, Karnak, Luxor.

Hieroglyffer, Karnak, Luxor.

Thot, gud for skrivekunst og skytshelgen for ægyptiske skrivere, vejleder Nebmertuf i læsningens kunst.

Thot, gud for skrivekunst og skytshelgen for ægyptiske skrivere, vejleder Nebmertuf i læsningens kunst.

Oprindelse og udvikling

Det er helt uafklaret, hvordan hieroglyfferne er udviklet. Modsat kileskriften synes de ægyptiske hieroglyffer ikke at være udviklet over århundreder; pludselig var de der i fuldt flor omkring 3000 fvt., lige før begyndelsen af den dynastiske periode.

I modsætning til sumerernes kileskrift udgjorde ægypternes hieroglyffer fra starten et tilnærmelsesvist ægte skriftsprog, der næsten fuldstændigt kunne gengive det talte sprog. Ved hjælp af hieroglyfferne var det muligt at beskæftige sig med både abstrakte og konkrete anliggender, og tidlige tekster omhandler en lang række emner: Landbrug, medicin, jura, uddannelse, religion og traditionelle myter. Oldægyptisk rummer desuden en rig litteratur skrevet med hieroglyffer. Meget berømt er Dødebogen skrevet under det 19. dynasti i det 13. årh. fvt.

Der er ingen sikre holdepunkter for en forbindelse mellem Sumers kileskrift og Ægyptens hieroglyffer. Man kan dog ikke helt afvise, at ideen til udviklingen af den ægyptiske skriftform stammer fra det nærliggende Sumer. Man ved, at der på det pågældende tidspunkt fandt udbredt handel sted over store afstande. F.eks. importerede ægypterne lapis lazuli fra Afghanistan. Der er imidlertid meget betydelige forskelle på ægyptiske hieroglyffer og sumeriske piktogrammer, både i formen, i anvendelsen af vokaler (fandtes ikke på ægyptisk) og den højere grad af fonografi i ægyptisk skriftsprog sammenlignet med sumerisk skriftsprog.

Ægyptisk hieroglyffisk skrift er en blanding af symboler, der står for ord og ideer (logo- eller ideogrammer) og fonetiske tegn (fonogrammer). Nogle hieroglyffer er genkendelige billeder af objekter, som f.eks. en fugl eller en slange, dvs. de er piktogrammer, men billedet angiver ikke nødvendigvis betydningen af tegnet. F.eks. ”hånd” tegnet i en kartouche for Cleopatra har ikke noget med betydningen ”hånd” at gøre; det er et fonogram for værdien t. Dvs. at et piktogram kunne fungere som et fonogram, et ideogram eller et piktogram afhængig af sammenhængen. Forpartiet af en løve kunne f.eks. betyde overhøjhed (jf. sfinksen), en hveps kongelighed, og en haletudse stod for tusinder. Skriftsproget indeholdt også determinativer, der føjedes til enden af et logogram for at angive ordets betydning i den pågældende sammenhæng. Rebusprincippet fandt udstrakt anvendelse.

Gravkamrenes hieroglyffer er kunstværker af stor æstetisk virkning – de var frembragt med yderste omhu i nøje overensstemmelse med en fast forankret tradition. I virkeligheden skal disse først og fremmest opfattes som udtryk for en okkult filosofi og manifestationer af magt, snarere end som meddelelser, der skal opfattes rationelt .

Fra Tutankamons grav.

Fra Tutankamons grav.

Oftest blev hieroglyffer læst og skrevet fra højre mod venstre, og denne retning blev vist med menneskets eller fuglens hoved. Der var dog undtagelser herfra, idet ansigterne i hieroglyfferne kunne vendes mod en gud eller en farao, hvilket indikerede en anden læseretning. Reglen var at tegn m.m. altid var skrevet på en måde, så læserens øje passerede over dem fra front og bagud. Hieroglyffer kunne også skrives fra bund mod top eller i alternerende retninger: Fra højre mod venstre i én linie og fra venstre mod højre i den næste linie (kaldet bustrofedon, hvilket betyder som en okse, der traver frem og tilbage under pløjning af markerne, dvs. oksevendingsskrift).

Tal blev altid skrevet fra venstre mod højre. Der var intet nul og ingen negative tal. Tallet 9 blev skrevet som IIIIIIIII.

I Ægypten som i Mesopotamien var evnen til at skrive og læse et privilegium og en kilde til magt. I Ægypten var det en kolossal opgave at beherske disse evner pga. det enormt store antal skrifttegn. Ægyptens befolkning er estimeret til ca. 1 million i det Gamle Rige og til 4-5 millioner i den græsk-romerske periode. Højst 1 % kunne læse og skrive.

Ægypterne skrev på papyrus, men pergament blev anvendt til særlige, værdifulde dokumenter. Navnet papyrus menes at stamme fra det ægyptiske pa-en-per-aa, der betyder ”det som tilhørte kongen”. Højst sandsynlig havde kongehuset monopol på fremstilling og handel med papyrus. Brugen af papyrus kom allerede i gang under det første dynasti. Standardstørrelsen var 40 x 40cm, men arkene kunne sættes sammen i ruller, hvor den længste man har fundet er 41m. Blækket var sort og holdbart, det blev lavet ved at blande vand med sod og vegetabilsk lim (f.eks. gummi arabicum) på en træpalette. Overskrifter blev skrevet med rødt blæk fremstillet ud fra cinnober (kviksølvsulfid) eller minium (blyoxid). Pennen var et simpelt sivrør omdannet i spidsen til en lille pensel.

Guddommelige navne og navne på faraoner optræder i form af  en kartouche (”navneskilt”, hieroglyffer omgivet af en oval ramme), hvorfor de er nemme at genkende. Ordet kartouche blev opfundet af Napoleons soldater i Ægypten 1798. Ovalerne, der omsluttede en gruppe af hieroglyffer, mindede dem om patronerne (”cartouches”) i deres bøsser.

Tre kartoucher: Til venstre en kartouche med navnet på Ptolemæus V; i midten en kartouche med navnet på Ramses II; til højre en kartouche fra en obelisk ved templet i Luxor.

Tre kartoucher: Til venstre en kartouche med navnet på Ptolemæus V; i midten en kartouche med navnet på Ramses II; til højre en kartouche fra en obelisk ved templet i Luxor.

Fire kartoucher tegnet af Champollion: 1) Ptolemæus (fra Rosetta-stenen), 2) Ptholemæus med kongelig titel (fra Rosetta-stenen); 3) Ptolemæus (Philae obelisk); 4) Cleopatra (Philae obelisk)

Fire kartoucher tegnet af Champollion: 1) Ptolemæus (fra Rosetta-stenen), 2) Ptholemæus med kongelig titel (fra Rosetta-stenen); 3) Ptolemæus (Philae obelisk); 4) Cleopatra (Philae obelisk)

 

 

 

 

 

 

 

Fra hieroglyfferne udvikledes til praktiske formål to kursive skriftsprog, hieratisk og demotisk, hvor den førstnævnte anvendtes fra det 5. dynasti (2400 fvt.), mens demotisk blev udviklet ca. 650 fvt. Hieratisk var oprindeligt Ægyptens dagligdags administrative og forretningsskriftform, men efter udvikling af demotisk blev hieratisk fortrinsvist anvendt af præsteskabet. Demotisk kommer af det græske demotikos, der betyder ”i almindelig brug”, men demotisk har dog ikke noget at gøre med spredningen af skrive- og læseevnen til almuen. Demotisk er nærmest en stenografisk skrift, der anvendtes indtil 452 evt. Hieroglyffer blev især brugt som en monumental skriftform til indgravering i hårde materialer eller til maling på gips eller træ.

Koptisk repræsenterer det sidste stadium af skrivning i det antikke Ægypten, og det eneste stadium hvor vokaler er inkluderet.

Koptisk potteskår. Teksten vedr. et brev fra en biskop skrevet i det 6. årh. evt. Koptisk overlevede marginalt som et talt sprog næsten til i dag; skriftsproget anvendes endnu i nogle hellige skrifter i den koptiske kirke.

Koptisk potteskår. Teksten vedr. et brev fra en biskop skrevet i det 6. årh. evt. Koptisk overlevede marginalt som et talt sprog næsten til i dag; skriftsproget anvendes endnu i nogle hellige skrifter i den koptiske kirke.

Koptisk blev anvendt af de kristne efterkommere af de gamle ægyptere. Koptisk anvendes stadig i den koptiske kirke og skrives hovedsageligt med græske bogstaver suppleret med syv tegn lånt fra demotisk. Skønt ordforrådet i koptisk indeholder græske og andre fremmede ord, stammer det meste fra faraonernes tid. De ægyptiske skriftsprog – på nær koptisk – manglede som ovennævnt vokaler. RAMSES blev derfor skrevet som R MS S.

Athanasius Kircher, en jesuitterpræst fra det 17. årh., var blandt de sidste videnskabsmænd i historien, der forsøgte at kombinere totaliteten af menneskets viden. Han interesserede sig også for de ægyptiske hieroglyffer og deltog bl.a. i redningen af det koptiske sprog fra at uddø. Det koptiske sprog opstod som nævnt i Ægypten i den tidlige kristne periode og var i århundreder det officielle sprog i den ægyptiske kirke, men tabte dog med tiden terræn til fordel for arabisk. Koptisk som talesprog uddøde i det 16. årh., og skriftsproget var nær ved at lide samme skæbne i det 17. årh. Men i det følgende århundrede lærte flere sprogforskere sig til alt held koptisk, idet dette sprog skulle vise sig helt afgørende for tydningen af hieroglyfferne. Ordet kopt er i øvrigt deriveret fra det arabiske gubti, som er en forvanskning af det græske ord Aiguptos = Ægypten.

 

Dechifrering – Rosettastenen

Inskriptionerne på Rosettastenen skulle vise sig at rumme nøglen til dechifreringen af hieroglyfferne.

Rosetta-stenen: Øverst hieroglyffisk skrift; i midten demotisk og nederst græsk.

Rosetta-stenen: Øverst hieroglyffisk skrift; i midten demotisk og nederst græsk.

Napoleons tropper i Rosetta.

Napoleons tropper i Rosetta.

Rosettastenen blev opdaget af Napoleons soldater i juli 1799 (figur 36); den var bygget ind i en væg på et gammelt hus i landsbyen Rashid (Rosetta), der ligger i Nildeltaet få km fra Middelhavet. En officer indså dens betydning, og han fik stenen flyttet til Cairo. Kopier blev lavet og fordelt til eksperter i Europa i 1800. I 1801 blev stenen flyttet til Alexandria i et forsøg på at hindre, at den blev snuppet af britiske styrker. Men briterne fik alligevel fat i den og fik den sendt til England og udstillet på British Museum, hvor den har været siden.

Inskriptionerne på Rosettastenen er på to sprog, ægyptisk og græsk, men der er tre skriftsprog, foruden græsk, ægyptiske hieroglyffer og demotisk. Årsagen til den græske inskription var, at Ægyptens herskere på tidspunktet for inskriptionen (196 fvt.) ikke var ægyptere, men makedonske grækere, efterkommere af Alexander den Store.

Jean-François Champollion (1790-1832)

Jean-François Champollion (1790-1832)

Englænderen Thomas Young (1773-1829) var den første, der forsøgte af arbejde med dechifreringen af Rosettastenen i 1814. Han var den første, der erkendte at ægyptisk skrift både var alfabetisk og ikke-alfabetisk. Han konkluderede, at den demotiske skrift var en blanding af alfabetiske tegn og andre, hieroglyf-lignende tegn. Young mente endvidere, at den hieroglyffiske skrift anvendte et alfabet, når der skulle staves til fremmede navne, men han var overbevist om, at de resterende hieroglyffer, den del der blev anvendt til at skrive det ægyptiske sprog, var ikke-fonetisk. Young informerede franskmanden Jean-François Champollion om sine resultater og publicerede dem desuden i Supplement to the Encyclopaedia Britannica (4. udgave) i 1819.

Young var imidlertid ude af stand til at tage de afgørende skridt frem mod en tydning, og det blev i stedet Champollion, der i 1823 kunne annoncere den fulde dechifrering af de ægyptiske hieroglyffer – hvilket skete på basis af både Rosettastenen og inskriptionerne på Philae obelisken (den 24. august 394 evt. blev ægyptiske hieroglyffer anvendt for sidste gang til at skrive på oldægyptisk på øen Philae i det sydlige Ægypten.

Philae-templet i det sydlige Ægypten.

Philae-templet i det sydlige Ægypten.

Relief fra Philae-templet.

Relief fra Philae-templet.

 

 

 

 

 

 

Champollion antog korrekt at ikke-ægyptiske navne og ord var stavet alfabetisk både i demotisk og hieroglyffisk skrift.

En side fra Champollions manuskript vedrørende dechifreringen af hieroglyfferne. Her interesserer han sig især for anvendelse af farver – himlen er blå, jorden rød, månen gul osv. Mandsklæder er altid hvide, mens kvindeklæder kan være farvede. Kvinders hudfarve er gul, mænds rød.

Allerede i september 1822 præsenterede Champollion sine berømte Lettre á M. Dacier relative à l’alphabet des hiéroglyphes phonétiques. Selve inskriptionen på Rosettastenen er en kopi af et dekret udstedt af et råd af præster, der repræsenterede alle dele af det ægyptiske rige. Rådet var samlet i Memphis på datoen for det første jubilæum for kroningen af Ptolemeus V Epiphanes, konge over hele Ægypten. Datoen var den 27. marts 196 fvt. I den ptolemæiske periode var de fleste officielle dokumenter skrevet i en græsk og i en ægyptisk version, fordi regeringsmedlemmer og alle højere embedsmænd som tidligere omtalt var makedonske grækere. Ptolemæerne selv var alle efterkommere efter den første Ptolemeus, søn af Lagus, som var en af Alexander den Stores generaler. I teksten på Rosettastenen æres Ptolemeus V af Ægyptens templer til gengæld for de tjenester han gør for Ægypten, både derhjemme og ude i verden. Gejstlige privilegier, især dem af økonomisk karakter, er detaljeret opremset.

 

KRETENSISK SKRIFT

Til toppen

Den britiske arkæolog Sir Arthur Evans (1851-1941) styrede Kretas arkæologi i et halvt århundrede. Knossos paladset, som han udgravede, kaldte han kong Minos palads, og hele Kretas bronzealder kaldte han den minoiske kultur. Han indførte også betegnelserne for fire tidsperioder og for de tre kretensiske skriftsprog: hieroglyffer, Linear A og Linear B.

Knossos, Kreta

Knossos, Kreta

 

Evans begyndte at grave ved Knossos i år 1900. I forbindelse med udgravningen af paladset stødte han på store mængder af lertavler med en skrift, som ikke lignede ægyptiske hieroglyffer, sumerisk kileskrift eller det senere græske alfabet. Han benævnte det talte sprog minoisk og den ukendte skrift for Linear skrift, klasse B. Han brugte de resterende 40 år af sit liv på at dechifrere skriften, men uden held. Dechifreringen kom først i 1952 (se nedenfor). Linear B er den ældste europæiske skrift, som kan læses i dag. Den er 500 år ældre end det ældste græske alfabet.

Linear B syllabisk skriftsprog.

Linear B syllabisk skriftsprog.

Linear B blev som anført første gang fundet ved Knossos, men skriftformen er senere fundet på det græske fastland i forbindelse med den mykenske civilisation. De kretensiske tavler er fra tidligt i det 14. årh. fvt., mens tavlerne fra fastlandet er yngre, fra det 13. årh. fvt.

Sir Arthur Evans (1851-1941)

Sir Arthur Evans (1851-1941)

Linear A er tilsyneladende udviklet fra den hieroglyffiske skrift og blev anvendt indtil kollapset af den minoiske civilisation i det 15. årh. fvt. Linear A var den minoiske kulturs skriftform, mens linear B blev anvendt af grækere og minoere efter den græske erobring af Knossos og andre dele af Kreta. Linear A blev anvendt til at skrive minoisk, linear B til at skrive græsk.Foruden Linear B erkendte Evans to andre skriftsprog på det antikke Kreta: En hieroglyffisk skrift og Linear A. Hieroglyfferne er de ældste og er dateret til mellem 2000 og 1650 fvt. Hieroglyfferne er næsten udelukkende fundet på segl af sten, sjældent indgraveret i ler. Linear A er især fundet på lertavler fra den sydlige del af Kreta, praktisk taget intet er fundet ved Knossos, men overraskende nok på det græske hovedland. Linear A er næstældst blandt de tre kretensiske skriftsprog og dateres til mellem 1750 og 1450 fvt. Linear A er aldrig blevet dechifreret.

Efter nogles mening er der et tæt forhold mellem linear A og B, idet sidstnævnte sandsynligvis er udviklet fra den første, dog med visse modifikationer, der var nødvendige for at kunne skrive græsk og ikke minoisk. Andre er dog af den mening, at det er en fejlagtig hypotese, at de minoiske skrifttegn i Linear A og deres lydværdi skulle være overtaget af grækerne i Linear B-tegnene. Ifølge disse er de græske skrifttegn i Linear B en uafhængig opfindelse og kun ideen om stavelsestegn kan være inspireret af de minoiske skrifttegn.

Linear B. Arkæologiske museum i Iraklion, Kreta.

Linear B. Arkæologiske museum i Iraklion, Kreta.

Phylos-staven med Linear B.

Phylos-staven med Linear B.

Linear A

Linear A

 

Bronzealderen på Kreta

Bronzealderen på Kreta inddeles normalt i fire perioder:

  1. Før paladsperioden 2800-2000 fvt. Efter 2800 fvt. blev bronze importeret til Kreta og andre øer i det Ægæiske Hav. Ny teknik muliggjorde bedre bearbejdelse af jorden samt af sten og træ. Hvor beboelsen i den foregående stenalder mest var i klippehuler, bliver der nu bygget huse af ler, sten og træ, og der opstår efterhånden små byer.
  2. Den ældre paladsperiode 2000-1650 fvt. Her opstod efterhånden en egentlig bykultur, den første i Europa. I midten af byerne lå en stor rektangulær plads, hvor borgerne kunne deltage i religiøse ritualer som processioner, ofring af dyr, uddeling af brød og vin m.m. Omkring pladsen lå bygninger beregnet til forskellige former for religiøse handlinger, bygninger med kornlagre, bagerier, slagterier m.v. og desuden de største huse, hvor eliten boede. Jorden og dens produkter tilhørte vel Moder Jord, men det var en elite, der fordelte arbejdet med jorden og landbrugsprodukterne.

Der er fundet fire store byer: Knossos, Phaistos, Malia og Zakros. For at administrere byerne blev det, ligesom i andre bykulturer, nødvendigt med et skriftsprog. Fra denne periode findes indgraverede seglsten med hieroglyfskrift. Phaistos-skiven (se nedenfor) hører til i gruppen af hieroglyfskrifter. I løbet af perioden blev hieroglyfskriften suppleret af Linear A skrift, der tegnedes i små bløde lertavler. Perioden afsluttes med flere jordskælv i 1600-tallet fvt., hvor alle paladserne på Kreta bliver lagt i ruiner. Jordskælvene var formentligt udløst af det eksplosive vulkanudbrud på øen Santorini nord for Kreta; udbruddet fandt sted engang i 1600-tallet fvt.

Den yngre paladsperiode 1650-1450 fvt. Paladserne blev genopbygget efter en ensartet plan. Kreta blev centrum for en rig sømagt med interesser i det østlige Middelhav. Politik og økonomi blev styret af en rig og veluddannet religiøs elite. Eliten boede i paladser, men der var tilsyneladende ingen konge. Perioden afsluttedes med en ødelæggelse af paladserne som følge af et angreb af grækere fra Mykene.

Efter paladsperioden 1450-1200 fvt. Kun Knossos paladset blev genopbygget af mykenerne, og det blev hovedsæde for magten. De nye magthavere medbragte et nyt sprog, græsk og en ny skrift, Linear B, opstod. Brugen af Linear B ophørte ca. 1100 fvt., da mykenernes civilisation blev overløbet af dorerne. 300-400 år senere nåede det fønikiske alfabet til Grækenland.

 

Dechifrering

Det var den amerikanske sprogforsker Alice kober, der lagde grunden til tydningen af Linear B, men det var den britiske arkitekt Michael Ventris, der i 1952 løste gåden endeligt. Michael Ventris’, bedrift er kun overgået af Champollions dechifrering af de ægyptiske hieroglyffer i 1823; begge dechifreringer var i det væsentlige en enkelt mands værk.

Michael Ventris (1922-56)

Michael Ventris (1922-56)

Oprindeligt troede man (det gjorde både Evans og Ventris), at minoisk (og Linear B) intet havde med græsk at gøre, men i stedet var relateret til det ukendte etruskiske sprog. Det blev dog efterhånden mere og mere klart fra Ventris, at minoerne og mykernerne på det græske fastland havde talt og skrevet græsk i århundreder før Homers tid.

De første forsøg på dechifrering af Linear B blev gjort ved hjælp af en cypriotisk skrift fra antikken, der allerede var blevet dechifreret. Bl.a. var der fundet inskriptioner med både græsk skrift og cypriotisk skrift. I begge tilfælde var sproget græsk, og da lyden af de græske bogstaver var kendt kunne man også tyde den cypriotiske skrift, hvilket skete i 1870’rne. Cypriotisk viste sig at være syllabisk.

Den endelige bekræftelse af tydningen af Linear B kom fra en nyfunden tavle stammende fra Pylos på fastlandet; tavlen blev fundet af den amerikanske arkæolog Carl Blegen. Linear B viste sig at være en gammeldags form af græsk. Linear B var som den antikke cypriotiske skrift en stavelsesskrift. Der er ca. 60 stavelsestegn, og for at finde deres lydværdi brugte Ventris bl.a. stednavne på Kreta. Tavlerne viste sig ikke at indeholde noget som helst af litterær værdi, men hovedsageligt prosaiske detaljer om paladsadministration, navnelister, handelslister samt lister over varer.

De otte tegn hvor der er størst lighed mellem cypriotisk og Linear B.

De otte tegn hvor der er størst lighed mellem cypriotisk og Linear B.

 

Bilingual skrift: Øverste to linier er græsk, nederste linie er cypriotisk.

Bilingual skrift: Øverste to linier er græsk, nederste linie er cypriotisk.

 

Phaistos-skiven

Phaistos-skiven er en cirkulær skive af brændt ler med en diameter på 16 cm og tykkelse på 1,9 cm. Den blev fundet i 1908 i paladset i Phaistos på Kreta. Paladset blev ødelagt ved et jordskælv, der sandsynligvis var samtidig med det store vulkanudbrud på øen Santorini (se ovenfor). Phaistos-skiven er aldersvarende med Linear A. Faktisk er skiven fundet i et skrin sammen med en lille tavle med Linear A skrift. Antagelig er begge indskrifter i det minoiske sprog.

Phaistosskivens to sider. Nederst i midten et forstørret udsnit af siden til venstre.

Phaistosskivens to sider. Nederst i midten et forstørret udsnit af siden til venstre.

På begge sider af skiven er der med stempler trykt billedtegn i leret. Der er i alt 242 tegn, der er ordnet i en spiral. Alene det, at der kun er 45 forskellige tegn viser, at det er stavelsestegn og ikke ordtegn. Tegnene er ved hjælp af streger inddelt i grupper. Der er 31 grupper på side A og 30 grupper på side B. En gruppe kan indeholde op til seks stavelsestegn. 

Tydningen af Phaistosskiven er opgivet af sprogforskerne, fordi der ikke er fundet andre tekster med de samme tegn. Phaistos-indskriften er imidlertid enestående ved, at skrifttegnene er let genkendelige billeder af dagligdags ting. Denne skrift kunne læses af analfabeter. Læseren, der kendte betegnelsen i hans eget sprog for den afbildede genstand, skulle blot udtale første stavelse af betegnelsen. Så tydelige billeder kunne ikke opnås ved at ridse i lerskiver, der ellers var den teknik, som blev brugt ved skrivning af Linear A. Derfor var der for hvert skrifttegn fremstillet et stempel af metal til at trykke i leret. Phaistos-skiven er derfor verdens ældste trykte dokument. Tegnene på phaistosskiven ligner ikke de tre kendte kretensiske skriftsprog, og den kan den derfor være importeret. Man kender kun dette ene dokument med denne skriftform.

Til toppen

ALFABETET

Alfabetet (efter de græske ord for A og B, alfa og beta) er en semitisk opfindelse, der i Levanten blev udviklet af fønikiske skrivere i det 14. årh. fvt. Dets forbløffende sejrsgang i forhold til de ældre sumeriske og ægyptiske systemer, som krævede beherskelse af flere tusinde symboler, ligger i dets enkelhed, der tillader almindelige borgere at lære det. Fælles for kileskrift, hieroglyffer (og kinesisk) var, at det var nødvendigt at mestre et meget stort antal tegn og karakterer. Med opfindelsen af alfabetet på ca. 30 tegn blev det nu muligt at udtrykke det samme som det var muligt med flere tusinde kinesiske tegn, mange hundrede hieroglyffer og 600 kileskriftstegn.

Et gammelt navn for Palæstina og det vestlige Syrien er Kanaan. Ordet Kanaan kommer af semitisk hanah, der betyder at slå lejr eller slå sig ned. Omkring 2000 fvt. slog amoritterne, et semitisk-talende folk, sig ned i Kanaan. I Kanaan taltes nordvestsemitisk, der omfatter ugaritisk, fønikisk, hebræisk, aramæisk og samaritansk. Ugarit er det eneste sted hvor der er fundet kanaaitisk litteratur fra den sene Bronzealder.

Oprindelsen af alfabetet blev i 1999 skubbet flere hundrede år bagud, til mellem 1800 og 1900 år fvt., da der dette år blev fundet to inskriptioner i Wadi el-Hol nær Luxor, Ægypten. Inskriptionerne er skrevet med en tidlig semitisk skrift og er forløberne for den nedenfor omtalte proto-sinaiistiske skrift.

Inskription 1 fra Wadi el-Hol. Det fremhævede tegn er et oksehoved ((aleph) – oprindelsen af det latinske A.

Fra omkring 1600 fvt. kendes den proto-sinaiistiske skrift, der var udviklet fra hieroglyfferne. Denne proto-sinaiitiske skrift var piktografisk, men hvert tegn repræsenterede en lyd og ikke en ting eller en idé. Det er denne proto-sinaiitiske skrift, der er den virkelige start på den alfabetiske skrift. 

Proto-sinaiitisk, ca. 1500 år fvt.

Udviklingen af det latinske E fra det simple proto-sinaiitiske tegn, der repræsenterer en person i bøn – se figuren ovenfor.

Opfindelsen af alfabetet førte til en enorm reduktion i antallet af tegn og til et skriftsprog, som var potentielt ubegrænset i sin evne til at gengive talesproget og I dens tilgængelighed for den almindelige befolkning. De skriftsprog, der nedstammede fra det oprindelige alfabet, spredte sig vidt i Asien og Europa, og senere også til de øvrige kontinenter. Herved opstod skriftsprog, der var nemme at lære og nemme at bruge.

Der er mange uklarheder omkring alfabetets oprindelse; det er dog sikkert, at det nåede den moderne verden via det antikke Grækenland, men hvornår og hvordan det nåede Grækenland er ikke klart, og mere grundlæggende er det ikke klart, hvordan ideen om et alfabet opstod i det østlige Middelhavsområde i løbet af det 2. årtusinde fvt.  Udsprang ideen til alfabetet af en kommerciel nødvendighed? Var det handlen, der krævede en simplere og hurtigere metode til at dokumentere transaktioner, end hvad kileskriften eksempelvis muliggjorde?

Kan det tænkes, at et opvakt kanaaitisk barn i det nordlige Syrien lånte ideer fra de ægyptiske hieroglyffer og opfandt nogle nye tegn for de grundlæggende konsonantlyde på hans eget semitiske sprog. Måske tegnede han i sandet et hus, ”beth” (”bet” i alfabet), der blev tegnet for ”b”.

Proto-kanaitisk skrift

Proto-kanaitisk skrift

I nyere tid optræder pigen Taffimai i Rudyard Kiplings bog, Hvordan alfabetet blev opfundet. Hun tegner, hvad hun kalder ”støjbilleder”. Bogstavet A er billedet af en karpe med vidt åben mund; dette, fortæller Taffimai sin far, ligner hans åbne mund når han siger ”ah”. Bogstavet O ligner formen af et æg eller en sten og ligner faderens mund, når han siger ”oh”. S repræsenterer slangen og står for slangens hvislelyd. På lignende måde skabte Taffimai alfabetets øvrige bogstaver.

Fra Ugarit ved den syriske Middelhavskyst har vi klare indikationer på eksistensen af et alfabet i det 14. årh. fvt.. Det ugaritiske kongerige var stort efter den tids standarder. Store æselkaravaner fra Syrien, Mesopotamien og Anatolien mødtes i Ugarit for at handle med købmænd fra Kanaan og Ægypten og med skibe, der ankom fra Cypern, Kreta og øer i det Ægæiske Hav. Byen var én stor basar.

Alfabetet fra Ugarit, Syrien.

Alfabetet fra Ugarit, Syrien.

Ikke mindre end ti sprog og fem forskellige skriftsprog blev anvendt i Ugarit. Akkadisk kileskrift dominerede – i det mindste i begyndelsen. Men på et tidspunkt introduceredes alfabetet, måske importeret fra Kanaan længere sydpå. Ugariterne besluttede at skrive deres alfabet med kileskrift. De opfandt derfor et sæt simple kileformede tegn, 30 i alt, hvor ingen mindede om tegnene i akkadisk kileskrift. Mere end 1000 tavler med det ugaritiske alfabet er blevet fundet siden 1929. De fleste er rent administrative tekster, der blev skrevet med 30 tegn; litterære og religiøse tekster brugte kun 27 tegn. Sidste bærer i påfaldende grad mindelser, både i tema og udtryksform, om fortællingerne i det Gamle Testamente; disse er derfor sandsynligvis nedskrevne mange århundreder før de blev skrevet på hebræisk.

Nogle af de fundne tavler er abecedarier, dvs. de er lister over de kileformede tegn i en bestemt rækkefølge, der minder om den moderne rækkefølge, som vi kender i dagens alfabet. Én tavle lister foruden de ugaritiske tegn, også den akkadiske syllabiske ækvivalent til hver af dem. Det første abecedarium er fra Ugarit, det er fremstillet mellem 1400 og 1200 fvt.

Det fønikiske alfabet. Fønikierne var antikkens største handelsfolk. Blandt deres mest værdsatte varer var purpurfarven, der udvandtes fra murex-snegle. Der er ingen klar linie fra de ugaritiske (eller de proto-kanaaitiske som de nogle gange kaldes) inskriptioner i sidste halvdel af det andet årt. fvt. til det fønikiske alfabet fra omkring år 1000 fvt., der blev forløberen for det hebræiske, græske, latinske og russiske (kyrilliske) alfabet. Byblos i det nuværende Libanon rummer de ældste fønikiske inskriptioner fra det 11. årh. fvt. – en skriftform der vedvarende eksisterede i Middelhavsområdet i de næste tusind år. Det fønikiske alfabet omfattede 22 bogstaver, der alle var konsonanter. Bogstavnavnene var de samme, der anvendes i det hebræiske skriftsprog i dag. Retningen af den fønikiske skrift var ustabil indtil ca. 800 fvt., hvor læseretningen blev fastsat til at være fra højre mod venstre. I Ugarit var læseretningen fra venstre mod højre.

Eksempler på alfabeter.

Eksempler på alfabeter.

Grækerne lånte alfabetet fra fønikierne. Det tidligste, kendte græske alfabet stammer fra inskriptioner, der er dateret til ca. 730 fvt. Herodot kaldte alfabetet phoinikeia grammata, fønikiske bogstaver.

 

Alfabeternes stamtræ

Fra alfabetets oprindelsessted spredtes det mod vest (via græsk) til det moderne Europa og mod øst (via aramæisk) til det moderne Indien og videre østover. I dag har de fleste af Jordens folk et alfabet – bortset fra kineserne og japanerne – hvilket skyldes den vestlige imperialisme. De fleste alfabeter anvender mellem 20 og 30 bogstaver; det mindste, rotokas, der anvendes på Solomon-øerne har 11; det største er khmer, der anvendes i Cambodia, har 74 bogstaver.

Den alfabetiske forbindelse mellem grækerne og romerne var etruskerne. I Mesopotamien blev kileskriften gradvist erstattet af det aramæiske alfabet, og kileskriften forsvandt helt omkring starten af vor tidsregning. Kort tid efter dette blev de ægyptiske hieroglyffer erstattet af det koptiske alfabet.

Det kyrilliske alfabet har sin opfindelse i det græske alfabet i det 9. årh. evt. Det koreanske hangul  alfabet blev opfundet i det 15. årh., og det såkaldte Cherokee alfabet blev opfundet i 1821.

 

Gennemgang af det ugaritiske alfabet

For at kunne huske alfabetet må de enkelte bogstaver have navne som begynder med bogstavets fonem. I de fleste alfabeter har disse navne ingen mening.

Det ugaritiske alfabet har 30 bogstaver, måske fordi det lister dagene i en måned (månefase). Rækkefølgen af bogstaverne er for de 22 første nøjagtig den samme i det ugaritiske og det fønikiske alfabet. Det fønikiske alfabet har kun disse 22 bogstaver, mens det ugaritiske som anført har otte bogstaver mere. Rækkefølgen og betegnelserne i det ugaritiske alfabet er som følger:

1.   a

11.  y 21.  p

2.   b

12.  k

22. .s

3.   g

13. *s

23.  q

4.   h

14.  l 24.  r

5.   d

15.  m 25.  t
6.   h 16.  d

26. *g

7.   w

17.  n 27.  t
8.   z 18. .z

28.  i

9.  .h 19.  s

29.  u

10. .t 20.  c

30.  ‘s

 

Gennemgang af bogstavnavne og betydning:

A: Det latinske A symboliserer et oksehoved, denne betydning kendes i kanaanitisk, fønikisk og græsk. Oksen var symbolet på den skabende gud, og statuer af tyre blev opstillet i ugaritiske templer. Det første bogstav i alfabetet betyder altså gud, skaberen. Det ugaritiske navn for det første bogstav var alfu, der oprindeligt betød Den Store og senere navnet for den skabende gud og for tyr. På hebræisk er navnet alef, på græsk alfa.

B: Alle symboler for dette bogstav repræsenterer et hus. Den oprindelige betydning på ugaritisk var gudens hus, tempel. Navnet på bogstavet på ugaritisk var betu, der betyder hus. På hebræisk bet med samme betydning og på græsk beta.

De første to bogstavnavne i det ugaritiske alfabet danner sætningen: alp bt áfu beti = templets okse. Adskillige okse-statuer er som nævnt blevet fundet i templerne i Ugarit og på andre kanaaitiske lokaliteter. Oksestatuer i templet svarer til Gud. Det ugaritiske piktogram for a kan forstås som den usynlige ånd af den store, oksen ånd, gudens ånd. Derfor kan ovennævnte sætning også læses: Guds ånd i templet. Det første bogstav i alfabetet er begyndelsen til skabelsen af alle ord. Alfabetet begynder med Skaberen.

C, G: Alle symboler for dette bogstav repræsenterer en halvmåne. Det kaldtes på ugaritisk for gamlu, hebræisk gimel og græsk gamma. I oldlatin blev C anvendt for fonemet k og g. G blev introduceret senere i klassisk latin.

D: Repræsenterer brændstof (betydning: Ikke brændbart materiale til alteret?). Det ugaritiske symbol viser et alter med flammer, navnet var dacltu, der betyder brændende materiale. Hebræisk `dalet, græsk delta.

E: Betyder vinden? (hvis D blev efterfulgt af E: brændstof for vinden?). Eller stormguden? Det ugaritiske navn var haddu, der blev til he på hebræisk og eta på græsk.

V, Y: De latinske bogstaver har deres oprindelse i kanaanitiske og fønikiske piktogrammer, hvor det svarer til fonemet w. Betydningen af piktogrammerne var ærefrygt. Betydningen af det ugaritiske piktogram er måske ”ærende guden”, og det ugaritiske navn var waqeyu, der betyder ærefrygt. På hebræisk blev det til waw. Da grækerne begyndte at anvende det fønikiske alfabet, der var uden vokaler, tilføjede de bogstavet ypsilon for y og satte det i enden af alfabetet og anvendte symbolet Y. Romerne ændrede dette til V og anvendte dette for både u og y.

H: Den oprindelige betydning var plovning. Det ugaritiske navn var haratu, der betyder plovning, kultivering. På hebræisk het.

I: Betyder hånd eller Guds hånd, i nogle sammenhænge er Guds skabende hånd en eufemisme for penis.  På ugaritisk var navnet yadama, der betyder hænder, græsk iota og hebræisk yod (der minder om yad, der betyder hånd).

K: Betyder hul. I alle semitiske sprog betyder bogstavnavnet kaf hånd, hul, håndflade, hulhed m.m. (jf. eng. cave). Det ugaritiske navn er kafu, græsk kappa. Symbolet personificerer det kvindelige princip; det ugaritiske, kanaanitiske og fønikiske piktogram viser pubestrekanten. I religiøse tekster betyder J og K ”Guds hænder giver liv og velstand til os i vore åbne hænder”, hvilket symboliseres med de mandlige og kvindelige kønsorganer.

L: Betyder flamme. Det ugaritiske navn er laavi, der betyder flamme, hebræisk lámed, etiopisk lawe, græsk lambda (lys) (jf. eng. lamp).

M: Det latinske M repræsenterer bølger og betyder vand. ugaritisk mayu, der også betyder vand, hebræisk mem og græsk my.

N: Betyder slange. Det ugaritiske navn er na.ha*su, der også betyder slange. Etiopisk na.ha*s, hebræisk nun og græsk ny.

O: Repræsenterer et øje og betyder øje eller kilde. Det hebræiske cyin betyder øje eller kilde (jf. eng. eye). ugaritisk natu, der betyder den kvindelige kilde og dette var navnet på gudinden Anat (gudinde for fødsel og død).

P: Den åbne mund på fønikisk, ugaritisk og kanaanitisk. Det hebræiske navn er pe, der betyder mund, det oprindelig ugaritiske navn var formentlig pacaru, der betyder at åbne munden på vid gab eller at proklamere.

Q: Betyder grav eller at begrave. Det ugaritiske navn er qavaru, der betyder at begrave (jf. eng. cover).

R: Den latinske betydning er det menneskelige hoved. Det ugaritiske navn er ree*su, der betyder hoved. De to bogstaver QR i religiøse sammenhænge i det oprindelige alfabet betød begravelse af den første, hvor den første kunne være kongen eller familiens overhoved, og begravelsen af en sådan person var en vigtig religiøs ceremoni.

S: De fønikiske og kanaanitiske symboler repræsenterer det kvindelige bryst. Det ugaritiske navn var tadu, der betyder bryst. På hebræisk er ordet for bryst *sad.

T: Det hebræiske bogstavnavn taw betyder mærke eller tegn, på ugaritisk tawru, der betyder vendepunkt. I den oprindelige sammenhæng i det første alfabet var betydningen af vendepunkt slutningen af måneden., da den gamle måne døde og den nye måne blev født. Bogstavet er placeret i slutningen af det ugaritiske alfabet svarende til slutningen af måneden.

 

SEMITISKE SKRIFTSPROG– ARAMÆISK, HEBRÆISK, ARABISK

Omkring år 800 fvt. opstod på basis af fønikiernes alfabet et nyt alfabet i byer, der nu ligger i Syrien (på den tid kaldet Aram). Dette var det aramæiske alfabet, som blev anvendt til at skrive adskillige bøger i Det Gamle Testamente.

basaltblok med aramæisk skrift (Nationalmuseet i Damaskus)

basaltblok med aramæisk skrift (Nationalmuseet i Damaskus)

Det meste af Det Gamle Testamente er dog skrevet på hebræisk, der er af nogenlunde samme alder som aramæisk. Det hebræiske skriftsprog kaldes også for ”kvadratskriftet” og det er som det hebræiske talesprog stadig i brug i dag i næsten uændret form. Også arabisk skriftsprog er som hebræisk og aramæisk oprundet fra det fønikiske alfabet. De første ægte arabiske inskriptioner er fra 512-13.

Ingen semitiske sprog anvender vokaler, idet alfabetet består af 22 konsonanter. Læseren bliver hjulpet til at udtale vokalerne ved at placere prikker over eller under et bogstav.

Aramæisk, som voksede ud af fønikisk skrift, havde enorm indflydelse i mere end 1000 år. Det blev den officielle skriftform i Babylonien, Assyrien og Persien, hvor den erstattede kileskriften. Det var også det sprog, som Jesus og apostlene anvendte, og det var formentlig også det skriftsprog, der oprindeligt blev anvendt til at skrive evangelierne med (Dødehavsrullerne er således skrevet med aramæisk). Det uddøde først med Islams og det arabiske sprogs udbredelse i det 7. årh. evt. Aramæisk blev som nulevende semitiske sprog læst fra højre mod venstre.

Sammenligning af skriftsprog

Sammenligning af skriftsprog

Der er to hebræiske skriftsprog. Den første anvendes kun i religiøs litteratur og blandt en lille gruppe af samaritanere; det er den ældste form, der er udviklet fra fønikisk ca. 9. årh. fvt. Den forsvandt som almindelig anvendt skriftform i forbindelse med det babylonske eksil i det 6. årh. fvt. Den anden skriftform, der nogen gange kaldes jødisk skrift eller kvadratskrift, udvikledes fra aramæisk efter jødernes tilbagevenden til Judæa fra det babylonske eksil. Jøderne havde lært sig aramæisk under opholdet i Babylonien. Kvadratskriften dateres til sent i det 3. årh. evt., og er skriften der anvendes i dagens Israel.

 

 

 

Hebræisk kvadratsprog (16. årh.)

Hebræisk kvadratsprog (16. årh.)

Skolebus med hebræisk skrift. Det jødiske kvarter i Brooklin, New York.

Skolebus med hebræisk skrift. Det jødiske kvarter i Brooklin, New York.

 

 

Arabisk tekst fra det 13. årh.

Arabisk tekst fra det 13. årh.

Arabisk skrift er en af nutidens store skriftsprog, fordi det er Islams hellige skrift. Det første uafhængige arabiske kongerige var nabatæernes, hvis centrum var Petra. De talte en form for arabisk, men de skrev på aramæisk. Der blev udviklet en særlig nabatæisk-aramæisk skrift, der var forløberen for det arabiske skriftsprog, der opstod i første halvdel af det første årtusinde evt. Koranen er skrevet af Mohammed efter diktat fra Allah, og teksten blev oversat til arabisk skrift ca. 650. Det var Islams ekspansion, der var årsagen til den store udbredelse af arabisk skriftsprog. Det arabiske alfabet indeholder 18 bogstaver og består primært af konsonanter; hvis hertil lægges diverse mærker og accenter, der indikerer vokalerne, fås i alt 29 bogstaver. Pga. af billedforbudet i Islam blev kalligrafien stærkt udviklet som den basale dekorative enhed i moskeer, på monumenter m.v.

arabisk kalligrafi fra Umayyademoskeen, Damaskus.

arabisk kalligrafi fra Umayyademoskeen, Damaskus.

Aya Sofia, Istanbul

Aya Sofia, Istanbul

 

 

 

 

 

 

 

 

Palmyrisk skrift. Fra et gravkammer, Palmyra, Syrien.

Palmyrisk skrift. Fra et gravkammer, Palmyra, Syrien.

Pali-skrift, Sarnarth, Varanasi, Indien

Pali-skrift, Sarnarth, Varanasi, Indien

Sydarabisk og etiopisk

I dele af det sydlige Arabien, Etiopien og dele af Sahara blev der udviklet alternative skriftsprog, også baseret på det oprindelige fønikiske alfabet (figur 60). Kun to af disse har overlevet, etiopisk skrift og tifinagh, der anvendes af tuaregerne.

Sydarabisk (abcdarium til højre)

Sammenligning af forskellige alfabeter.

Sammenligning af forskellige alfabeter.

GRÆSK

I det 8. årh. fvt. (eller måske nogle århundreder tidligere) skabtes et nyt skriftsprog i Grækenland. Grækerne overtog fønikiernes alfabet, selv om deres sprog var indoeuropæisk og grundlæggende forskelligt fra fønikisk (figur 61). Derfor var de nødt til at modificere det fønikiske forlæg, først og fremmest ved at indføre nye bogstaver for vokalerne, der er meget vigtigere i deres sprog end i de semitiske, som det oprindelige alfabet var skabt til. Alligevel er det slående, så tæt grækerne har holdt sig til det fønikiske forbillede. Det græske skriftsprog opstod ud fra semitisk ved at omdanne fem semitiske konsonanter, der ikke anvendtes på græsk, til vokaler: Aleph blev til alfa (vokalen A); he blev til epsilon (E); yodh til iota (I); ayin til omicron (O) og waw til ypsilon (Y). Det græske alfabet blev forløberen for kyrillisk, koptisk, armensk og georgisk, men også for det latinske (via etruskisk) alfabet. Omkring det 5. årh. fvt. var det græske alfabet fuldt udviklet og bestod af 17 konsonanter og 7 vokaler.

Græsk. Oversættelse af en af Neros dialoger.

Græsk. Oversættelse af en af Neros dialoger.

Der var mere end ét alfabet i det antikke Grækenland. Det antikke alfabet, der bruges i dag, kaldes det ioniske alfabet. Det blev først almindeligt brugt i athenske dokumenter omkring 400 fvt. Længe før dette havde græske kolonister taget det euboeanske alfabet til Italien (ca. 750 fvt.). Det var dette alfabet, der blev overtaget af etruskerne og senere tilpasset Romerriget. Dette er forklaringen på, at moderne europæiske bogstaver afviger så meget fra moderne græske bogstaver. F.eks. nedstammer A og B fra de samme tegn i både euboeansk og ionisk, mens C og D nedstammer fra euboeansk og afviger fra de ioniske former, der anvendes i moderne græsk skriftsprog, Γ og Δ.

 

Koptisk manuskript fra 1356 med en arabisk oversættelse.

Koptisk manuskript fra 1356 med en arabisk oversættelse.

Det russiske alfabet, også kaldt det kyrilliske, blev udviklet i 800-tallet på grundlag af det græske, der på den tid er regeringssprog i Byzans. Også det bliver forsynet med flere nye bogstaver svarende til de specifikke slaviske dobbeltkonsonanter. Opfinderen af kyrillisk hævdes at have været St. Cyril (ca. 827-869), i øvrigt på opfordring af den byzantinske konge Konstantin. Kyrillisk har 30 bogstaver. I moderne russisk anvendes en simplificeret version, der bygger på en ældre, mere kompliceret form, der optræder på ikoner og i ældre kirkeslaviske tekster; og ligesom i det latinske Vesteuropa findes der også i Østeuropa en hel række varianter af det kyrilliske alfabet i de græsk-ortodokse, slavisktalende lande. Det kyrilliske alfabetet blev grundlaget for mere end 60 sprog.

 

ETRUSKISK OG LATIN

Etruskerne regerede i Rom, indtil de blev overløbet af folk fra Latium (de senere romere) i det 4. årh. fvt.

Vase med etruskisk skrift

Vase med etruskisk skrift

Etruskerne blev som folk opfattet som værende midt imellem grækerne og ikke-grækerne (eller ”barbarerne”) mod vest. Grækere bosatte sig første gang i Italien omkring 775 fvt. (ved Pithekoussai, det moderne Ischia). Fønikierne havde længe forinden etableret sig på det vestlige Sicilien og på Sardinien, og de var kommercielt og politisk allierede med etruskerne. Græsk kultur og sprog influerede imidlertid stærkt på etruskerne, og de transmitterede senere kulturen, inkl. alfabetet til naboerne i Latium. Omkring det 1. årh. fvt. var etruskerne blevet opslugt af det romerske imperium og ophørte med at eksistere som et selvstændigt folk.

Det etruskiske sprog er lidet kendt, og dets evt. beslægtethed med andre europæiske sprog er helt uafklaret. Men de anvendte det græske alfabet i skriftsproget.

Etruskerne havde udviklet deres eget skriftsprog på basis af det græske alfabet. Det diskuteres om det latinske alfabet er deriveret direkte fra græsk eller via det etruskiske mellemstadium (mest sandsynligt). Under alle omstændigheder eksisterede der i det 3. årh. fvt. et latinsk alfabet bestående af 19 bogstaver (X og Y blev tilføjet langt senere, i det 1. årh. fvt.).

Det etruskiske alfabet (indskrifter kendes fra 800-100 fvt.) bestod oprindeligt af 26 bogstaver; herfra udvikledes sprogene piceni, venetisk, italiensk, nordetruskisk (alpinsk) og latin. Runer er muligvis udviklet fra nordetruskisk. Latin danner grundlag for de fleste moderne europæiske sprog. De tidligste latinske indskrifter (700-500 fvt.) anvendte 21 bogstaver og beholdt kun et af de tre etruskiske symboler for s-lyden (fra det græske sigma) og reserverede til tallene de tre tegn, der ikke er fundet i det latinske alfabet (chi, theta og phi for tallene 50, 100 og 1000), men som senere blev identificeret med bogstaverne L, C og M. I løbet af det første årh. fvt. tilføjede romerne bogstaverne Y og Z til enden af alfabetet. Bogstavet J udvikledes som en variant af I, og U og W udvikledes som varianter af V.

Latin (romersk) skrift. 3. årh. evt.

Latin (romersk) skrift. 3. årh. evt.

Både med dets små og store bogstaver blev det latinske alfabet indført gennem Middelalderens Europa af den romersk-katolske kirke – til de keltiske sprog i Irland og merovingerne i Frankrig i det 6. årh. og til angelsakserne og germanerne i det 7. årh. Den ældste engelske tekst skrevet med latinske bogstaver kan dateres til ca. 700.

Nogle former af skreven latin har, i modsætning til talesproget, overlevet indtil i dag og anvendes i det daglige, f.eks. romertallene. På samme måde med gotisk skrift (”black-letter” skrift), der var standard hånskriften i den europæiske kristendom for 500 år siden. Men den gotiske skrift blev senere overhalet af den romerske skrift, der ansås for mere passende for humanister, undtagen i Tyskland, hvor gotisk skrift overlevede indtil 1940, hvor Hitler bandlyste den, da han anså den for at have en jødisk oprindelse.

Monumental romers “kvadrata”.

 

INDISK

Indisk: Det indiske skriftsprog opstod i det 3. årh. fvt., hvor den store hersker, Asokas (272-231) forordninger blev indgraveret på klipper. Efterfølgende opstod to skriftsprog i Indien: Kharosthi og brahmi. Brahmi blev grundlaget for devanagari-skriften, der blev anvendt til at nedskrive sanskrit; brahmi danner også grundlaget for det moderne Hindi og for ikke mindre end 200 skriftsprog i Syd- og Sydøstasien. Brahmi indeholder både konsonanter og vokaler, og eksperter mener at kunne spore alfabetet tilbage til det oprindelige fønikiske. Kontakten kan være skabt via de meget veletablerede handelsruter mellem Indien – Indusdalen – Arabien – Mellemøsten. Også Alexander den Store kan have været en vigtig kontakt. Konsonanter i indisk skrift repræsenterer ofte en stavelse, dvs. det udtrykker også en vokal. F.eks. repræsenterer b på bengali lyden bo. De vigtigste skriftsprog i Indien læses fra venstre mod højre.

Indus-skrift: De blotlagte rester efter Indus-kulturen dækker i dag store dele af Pakistan og den nordvestlige del af Indien – i alt svarende til ca. en fjerdedel af Europas areal. Indus-kulturens højdepunktet nåedes mellem 2500 og 1900 fvt., hvor de vigtigste byer kunne sammenlignes med byerne i Mesopotamien og Ægypten. Der var veltilrettelagte gader og avancerede kloaksystemer. Indtil 1921 havde man ingen anelse om, at der i Indusdalen havde været en så højt udviklet kultur i fortiden.

Indus-skriften findes fortrinsvist på segl af sten og terrakotta, keramik, kobbertavler og genstande af bronze, elfenben og knogle. Inskriptionerne er påfaldende korte. Der er omkring 400 tegn i alt, hvilket er alt for mange til at skriften kan være alfabetisk eller syllabisk, formentlig der er tale om en ”blandet” skrift. Skriften skulle sandsynligvis læses fra højre mod venstre. Måske er sproget relateret til dravidisk, der i dag tales i det sydlige Indien og i bjergegnene i Baluchistan og Afghanistan, ikke langt fra Indusdalen.

Det er bemærkelsesværdigt, at der er en påfaldende lighed mellem 40-50 Indus-tegn og tegn fra Påskeøen!

 Til toppen

ANDRE ALFABETISK BASEREDE SKRIFTSPROG

Koreansk skrift: Det koreanske alfabet kaldes hangul. Det blev indført af kong Sejong (1397-1450) i 1443-44 og omfatter 28 bogstaver. Nordkorea anvender fra 1949 udelukkende Hangul, mens Sydkorea anvender et blandet skriftsprog bestående af Hangul og kinesiske tegn.

Cherokee alfabetet blev opfundet af Sequoya i 1821. Det er et syllabisk sprog hovedsagelig baseret på at tildele syllabiske værdier til de enkelte bogstaver i det latinske alfabet. Alfabetet blev lært af mange Cherokee indianere, først i North Carolina, senere i Oklahoma, hvortil Cherokee indianerne blev fordrevet efter 1830.

Nordboernes runer: Runernes oprindelse er uklar men de kan i hvert fald spores tilbage til det 2. årh. evt. Oprindelsen af runerne er bl.a. udforsket af den danske sprogforsker Jørgen Chr. Bang. Han mener, at de første runetegn blev skåret i Mellemøsten 8-900 år fvt., og at runerne derfor kom til Norden med indvandrere fra sydøst.

Runeskrift

Runeskrift

Den traditionelle opfattelse af runealfabetets oprindelse er ellers, at det opstod i Norden i begyndelsen af vores tidsregning, og at det latinske alfabet var forbilledet. Nogle runebogstaver er helt klart beslægtet med romerske bogstaver. Runer blev ristet af goter, danskere, svenskere, nordmænd, englændere, friser, franker og forskellige stammefolk i det centrale germanske område. Runealfabetet har 24 bogstaver arrangeret i en besynderlig rækkefølge kaldet futhark, navngivet efter de seks første bogstaver (figur 67). Det kunne læses både fra venstre mod højre og omvendt og sågar bustrofedon. Selv om runeinskriptioner sædvanligvis kan læses, er meningen ofte kryptisk, hvilket skyldes manglende kendskab til de tidlige germanske sprog. Herfra stammer udtrykket ”at læse runerne”, der betyder at lave et kvalificeret gæt på grundlag af ringe og tvetydig evidens. I forbindelse med normannernes erobring af England i 1066 blev det romerske skriftsprog indført, og runer blev ikke længere ristet.

 

KINESISK

Kina har verdens ældste skriftsprog, der stadig er i brug. Det opstod for mere end 3000 år siden, og skrifttegnene har næsten ikke ændret sig i hele denne periode (figur 68).

Først i 1899 fik man saglig kendskab til det tidligste kinesiske skriftsprog – i form af de såkaldte orakelknogler. Før den tid solgte mange traditionelle kinesiske apoteker i Beijing ”drageknogler”, som i virkeligheden var gamle skildpaddeskjolde og skulderblade fra okser, der var blevet pløjet op af jorden af bønder i en landsby nær byen Anyang i den nordlige del af Henan provinsen. Der var ofte blevet fundet tegn ridset ind i overfladen af knoglerne. Disse tegn repræsenterer den ældste kendte kinesiske skrift; de er optegnelser over spådomme fremsagt af det sene Shang dynastis tolv konger, der herskede fra omkring 1400 til 1200 fvt.

Til venstre. Nogle piktogrammer, der stammer tilbage fra begyndelse af kinesisk skriftsprog har overlevet næsten uændret til i dag; 30 århundreder adskiller tegnene til højre fra dem til venstre. Fra top til bund: sol, bjerg, træ, midten, mark, grænse, dør. Til venstre: Bronze inskription med seglskrift (vestlige Zhou-periode 1028-771 fvt.).

Til venstre. Nogle piktogrammer, der stammer tilbage fra begyndelse af kinesisk skriftsprog har overlevet næsten uændret til i dag; 30 århundreder adskiller tegnene til højre fra dem til venstre. Fra top til bund: sol, bjerg, træ, midten, mark, grænse, dør. Til venstre: Bronze inskription med seglskrift (vestlige Zhou-periode 1028-771 fvt.).

Den såkaldte Seglskrift, der kan føres tilbage til begyndelsen af det sidste årtusinde fvt., er den ældste stiliserede kinesiske skrift. Den minder i forbavsende grad om orakelskriften. Med etableringen af det første samlede imperium (Qin) i 221 fvt. blev der indført en stavereform og en simplificeret Lille Seglskrift, der blev anvendt indtil 1950’rne, hvor kommunisterne indførte den nuværende, men stadig kontroversielle Simplificerede Skrift.

Øverste række orakelknogleskrift. Nederst seglskrift.

Øverste række orakelknogleskrift. Nederst seglskrift.

Udviklingen af to kinesiske karakterer (øverst "komme", nederst "hest"). Første kolonne: Shang skrift; dernæst stor seglskrift (1028-221 fvt.), lille seglskrift (221-206 fvt.); de to næstsidste er fra Han-dynastiet (206 fvt. til 220 evt.). Sidste kolonne: Simplificeret skrift.

Udviklingen af to kinesiske karakterer (øverst “komme”, nederst “hest”). Første kolonne: Shang skrift; dernæst stor seglskrift (1028-221 fvt.), lille seglskrift (221-206 fvt.); de to næstsidste er fra Han-dynastiet (206 fvt. til 220 evt.). Sidste kolonne: Simplificeret skrift.

Antallet af kinesiske skrifttegn er steget dramatisk over de tre årtusinde, hvor skriftsproget har eksisteret – i Shang perioden var der ca. 4.500 tegn, som i det 18. årh. var steget til ca. 49.000.

 

Kinesiske skrifttegn

Kineserne har ikke noget alfabet. I stedet har de et utal af skrifttegn, hver med sin betydning. Kinesisk skrift har oprindeligt været en billedskrift. Men efterhånden er næsten alle tegn, der anvendes, sammensatte tegn, der består af to komponenter eller deltegn; man taler om radikal- og fonetikumtegn eller om idé- og lydkompleks, hvor det første kommer piktogrammet nærmest, mens det sidste tjener til at angive den aktuelle lydværdi. Kinesiske skrifttegn opfattes normalt som ideografiske (logografiske), dvs. at tegnene kan kommunikere ideer uden opfindelse af fonetik eller et talt sprog. Det hævdes derfor, at mandariner og kantonesere, der ikke kender hinandens dialekter og derfor ikke kan tale sammen, alligevel kan kommunikere med hinanden gennem de kinesiske skrifttegn. Nogle går endda så langt som til at hævde, at det samme gælder kinesere, japanere, koreanere og vietnamesere, der taler vidt forskellige sprog, men som alle anvender kinesiske skrifttegn. Det samme ville naturligvis være helt umuligt for franskmænd, englændere, tyskere og danskere, selv om disse også anvender de samme skrifttegn. Implikationen er, at kinesisk skriftsprog fungerer på en fuldstændig anderledes måde end skriftsprog, der involverer en betydelig fonetisk komponent. Derfor er der i dag to meget forskellige typer af skriftsprog – en ideografisk (f.eks. kinesisk) og en fonografisk (f.eks. alfabeterne).

Kinesisk

Kinesisk

Meget af det ovennævnte er imidlertid udtryk for en fejlagtig og forenklet opfattelse af kinesisk skriftsprog. Traditionelt opdeles kinesiske skrifttegn i fem (eller seks) grupper efter princippet for deres komposition: Piktogrammer, simpel repræsentativ, sammensat repræsentativ, rebus princippet og semantisk-fonetisk (sidstnævnte involverer en kombination af et tegn, der angiver ordets mening, og et tegn, der angiver udtalen). I dag er over 90% af de kinesiske skrifttegn af den semantisk-fonetiske type. Moderne kinesisk skriftsprog er baseret på mandarin. Eksempelvis kantonesere er på trods af det ovennævnte derfor nødt til i en vis udstrækning at lære mandarin for at kunne forstå moderne kinesisk skriftsprog.

Kinesisk består næsten udelukkende af enstavelsesord. Den enkelte stavelse kan dog have flere betydninger, hvorfor kineserne udviklede dobbelttegn for at klare flertydningen. Kineserne har i dag ca. 50.000 forskellige ordbilleder, i faglitteratur bruges ca. 9.000, i romaner ca. 3.000 og i aviser og populære bøger mellem 600 og 1.000. Vestlige sprog er bygget op af ord sammensat af vokaler og konsonanter. Men i kinesisk spiller betoningen eller tonegangen (stigende, faldende m.fl.) en mindst lige så stor rolle for “ordenes” identitet. Samme lydsekvens kan – udtalt med forskellig betoning – betyde flere, vidt forskellige ting.

Kinesiske ordbøger er et kapitel for sig. I de fleste ordbøger er tegnede ordnede efter deres generelle betydning og efter deres form, og ikke efter deres lyd. Nogle ordbøger ordner tegnene efter hvor mange streger, der kræves for at skrive et bestemt tegn. Ordbøger kan derfor være særdeles besværlige at anvende selv for indfødte kinesere, der taler sproget flydende.

Det er klart, at et skriftsystem som det kinesiske, der opererer med måske 30.000 forskellige tegn, er utroligt eksklusivt sammenlignet med det latinske, der klarer sig med 25-30 bogstaver. Det tager en kineser eller en japaner adskillige flere år end en europæer at lære at læse flydende. Ganske vist kan den jævne kineser godt læse sin avis ved hjælp af 1.000 tegn; men så snart der er tale om en tekst, der bevæger sig ud over det mest banale, skal der betydeligt mere til. Kinesisk skrift er derfor elitær, den er beregnet for mennesker, der har brugt lang tid på at lære sig denne krævende færdighed – og som stadig holder den ved lige.

Et skriftsystem som det kinesiske, med dets mange tusind tegn, er et produkt af et sprog så totalt forskelligt fra de indoeuropæiske og semitiske, at det overhovedet ikke anvender bøjningsformer og ikke kender til begreberne ord og stavelser, som vi unægtelig anser for temmelig grundlæggende i vores sprogopfattelse.

Pga. den høje grafiske kvalitet er kinesiske skrifttegn – ligesom arabiske – dekorative elementer af stor skønhed, der ofte har dannet en integreret del af kinesisk maleri. Det er kinesisk skrift meget mere end kinesisk talesprog, der danner et forenende element i kinesisk kultur.

Kina er på størrelse med Europa, og forskellen på de sprog, der tales i nord og syd, er ikke mindre end mellem nynorsk og korsikansk. Hvad udenforstående kalder kinesisk omfatter i virkeligheden otte forskellige regionale sprog, der er indbyrdes uforståelige, og hundredvis af forskellige dialekter. Over 70% af kineserne taler dog et enkelt sprog, mandarin. I så stort et landområde vil et ensarytet skriftsprog i høj grad lette en fælles administration. Der er da heller ikke tvivl om, at netop dette forhold – sammen med den elementære geografiske kendsgerning, at Kina i modsætning til Europa består af én, kompakt fastlandsblok – i høj grad har medvirket til etablering af en han-kinesisk enhedsstat omfattende befolkninger, der både fysisk, kulturelt og sprogligt er akkurat lige så forskelligartede som Europas.

 

JAPANSK

Japansk tilhører den altaiske sprogfamilie, men japanerne baserede deres skriftsprog på kinesiske skrifttegn, som de kaldte ”kanji”. Deres tilnærmelse af skriftsproget til mandarin kaldte de ”hanzi” (der sprogligt betyder ”kinesiske tegn”). Japanerne udviklede et lille antal supplerende tegn, som i virkeligheden er en simplificeret form af kanji, fonetisk af natur og kaldet ”kana” – formålet var at klargøre, hvordan kanji skulle udtales, og hvordan oprindelige japanske ord skulle oversættes. Japansk er i modsætning til kinesisk et flerstavelsessprog. Der er 40.000 japanske skrifttegn; en almindelig uddannet japaner skal kende ca. 2000 kanji, højtuddannede skal kende 5000 eller flere.

 

PÅSKEØENS RONGORONGO

Påskeøen har det eneste kendte skriftsprog i Polynesien. En fransk missionær fandt i 1864 25 trætavler med indridsede tegn. Siden er der fundet yderligere fire; alle findes de spredt rundt på verdens museer. Sproget kaldes rongorongo, der sprogligt betyder sang eller oplæsning; det er desværre gået tabt i forbindelse med vestlige magters udnyttelse af befolkningen. Den sidste beboer på øen, der vidste hvordan skriften skulle læses, blev transporteret til Peru som slave i 1862. Tegnene er indridset med en hajtand, et stykke obsidian eller en knogle fra en fugl.

Skriftsproget indeholder 120 basistegn, som med variationer giver næsten to tusinde forskellige tegn. Mest sandsynligt er det et stavelsessprog, og tavlerne læses ved at begynde i nederste venstre hjørne, og for hver linie vendes tavlen på hovedet, så hver linie læses fra venstre mod højre.

 

MAYAERNES GLYFFER

Mayaernes skriftsprog er især indgraveret i sten: Et firkantet eller rundt felt fyldtes ud med billeder og symboler i et kunstfærdigt mønster. Men selv om hvert felt ligner et lille kunstværk, indeholder det bogstaver, tal, kalenderoplysninger, ord eller anden information i et sindrigt opbygget sprog. Der kendes i alt ca. 800 forskellige billedtegn (glyffer). Der findes fire ”bøger” fra det gamle Maya i Centralamerika: En af dem er den berømte Dresden Codex, der består af 39 blade.

Maya-skrift: Dresden kodex (15. årh. evt.).

Maya-skrift: Dresden kodex (15. årh. evt.).

Mayaernes kalender er noget helt specielt. Den starter den 11. august 3114 fvt. Hvad angår tallene bruger mayaerne som os og babylonierne tallets pladsværdi, hvor pladsværdien øger med multiple af 20. Mayerne kendte som hinduerne til nullet. Nullet kom først til Europa langt senere.

I dag kan ca. 85% af maya-glyfferne læses og forstås. Dechifreringen af mayaernes skrift er blevet hjulpet godt undervejs af mayaernes nutidige sprog: Det moderne mayasprogs ordforråd er i udstrakt grad dækkende for de gamle glyffer. Et vigtigt skridt på vejen til dechifrering af mayaskriftsproget blev allerede taget på tiden for den spanske inkvisition. En vigtig person var Broder Diego de Landa, der var i Yucatán fra 1591 og senere blev biskop samme sted.

Det næste vigtige skridt blev taget i 1951 af russeren Yuri Knorosov, som aldrig selv havde været i Centralamerika. Han forslog, at mange glyffer var fonetiske. Det viste sig senere, at maya skriftsproget var blandet fonografisk og logografisk. Dette mindede om hvad der var gældende for de ægyptiske hieroglyffer, men maya-glyfferne var dog betydeligt mere komplicerede; det samme ord kunne f.eks. skrives på adskillige måder, og individuelle glyffer blev ofte ”smeltet” sammen, så det kunne være vanskeligt at skelne de enkelte komponenter. Der var ofte et stort antal tegn for en enkelt lyd, f.eks. var der ni glyffer for vokalen u og syv for stavelsen na.

En for tydningen vigtig arkæologisk opdagelse blev gjort i 1952. Opdagelsen, der kan sammenlignes med opdagelsen af Tutankhamuns grav, blev gjort af den mexicanske arkæolog Alberto Ruz. Han fandt Pacals sarkofag i Palenque.

Maya-skrift: Pacals sarcofag opdaget i 1952.

Maya-skrift: Pacals sarcofag opdaget i 1952.

Glyfferne fortæller, at Pacal var 80 år, da han døde. Andre glyffer fortæller, at han var 12 år, da han besteg tronen. Her i Palenque (og andre steder) har tydningen af skriften givet os en detaljeret indsigt i mayaernes historie, en historie som verden var fuldstændig ukendt med for få årtier siden.

En anden stor opdagelse i denne sammenhæng var vægmalerierne i Bonampak, ikke langt fra Yaxchilán. Det væsentligste ved vægmalerierne er, hvad de fortæller om livet i det klassiske maya-rige sent i det 8. årh. evt., kort tid før mayacivilisationen kollapsede.

Inkaerne havde i modsætning til mayaerne (og aztekerne) ikke noget skriftsprog. De anvendte i stedet et arrangement af knuder på reb og bånd kaldet ”quipu” til at holde styr på handel og udveksling af varer i Inkariget.

Mayatemplet Chichén Itzá, Yucatan, Mexico.

Mayatemplet Chichén Itzá, Yucatan, Mexico.

Maya-templet Kabá, Yucatan, Mexico.

Maya-templet Kabá, Yucatan, Mexico.

Detalje fra mayatemplet i Uxmal, Yucatan, Mexico.

Detalje fra mayatemplet i Uxmal, Yucatan, Mexico.

Mayaernes skriftsprog er indtil for nylig blevet regnet for det ældste skriftsprog i Amerika. Men for få år siden blev en klippeblok, 36 x 21 cm, fundet i Vera Cruz regionen i det centrale Mexico. Blokken bærer individuelle hieroglyf-lignende tegn, der af eksperter anses for med sikkerhed at repræsentere et skriftsprog. Skrifttegnene er dateret til ca. 900 fvt. og er dermed den ældste af slagsen i Amerika. Blokken tilskrives Olmec-kulturen, der er den ældste civilisation i Centralamerika. Olmec-kulturen trivedes omkring bunden af Den Mexicanske Golf i perioden 1200-400 fvt.

 

Olmec-hovede, Mexico.

Olmec-hovede, Mexico.

 Til toppen

SKRIVEMEDIUM OG -MATERIALE

Kileskriften er primært skrevet på lertavler, mens de ægyptiske hieroglyffer er skrevet på papyrus. Ægypten havde i antikken en stor eksport af papyrus, men i det 2. årh. fvt. stoppede den til Pergamon. Her blev man så tvunget til at finde på et nyt skrivemateriale, pergament. Pergament bliver hovedsageligt fremstillet af enten fåreskind, kalveskind eller gedeskind. Fåre- og kalveskind har den fordel, at der her kan skrives på begge sider. Vellum er pergament af høj kvalitet fremstillet ud fra hud af nyfødte eller dødfødte kalve (navnet kommer af det gamle franske navn for kalv, velin). Vellum bevarer farverne bedre end traditionel pergament. Med udviklingen af pergament var grundlaget skabt for de første bøger: Pergamentstykkerne kunne bindes sammen til en ”codex”.

Det var kineserne der opfandt papiret, hvilket sandsynligvis skete i det 2. årh. evt. Kineserne bevarede deres opfindelse som en stor hemmelighed, der først i det 8. årh. blev afsløret for mongolerne; disse videregav hemmeligheden til perserne i Samarkand, der fortalte den videre til arabiske købmænd, der igen bragte den til Spanien og Sicilien. I det 13. årh. opstod større papirfabrikker i Europa.

Skrivematerialernes historie viser, hvilken afgørende indflydelse netop det anvendte materiale har på selve skriftens udformning. De tekster, vi ser hugget i sten på murflader og søjler i templerne i Karnak og Luxor, har krævet en umådelig indsats af talløse mennesker. Arbejdet har strakt sig over århundreder; her er tale om relieffer, hvor geledder af ægyptiske guddomme i fantastiske kombinationer af dyre- og menneskeskikkelser figurerer side om side med hieroglyfinskriptioner af sælsom virkning – på en gang hemmelighedsfulde budskaber i en ukendt skrift på et ukendt sprog, og kunstværker præget af værdig harmoni og ophøjet ro.

Springet fra dødebogsteksterne på kalkstensvæggene i faraonernes underjordiske grave i Kongernes Dal til ægypternes andet materiale, papyrusen, er som et spring fra tilværelsens mest højtidelige øjeblikke til den fortravlede hverdag. Indskrifter, der møjsommeligt mejsles i monumenter, har helt andre funktioner end de tekster, der i hast kradses ned på papyrus.

Fremstilling af papyrus.

Fremstilling af papyrus.

Papyrus fremstilles af en flere meter høj halvgræs, der i oldtiden voksede overalt i Nildeltaets sumpe. De tykke, trekantede stængler indeholder en fibrøs marv, der skæres i centimeterbrede strimler, som lægges parallelt i række, lidt overlappende hinanden; ovenpå lægges et tilsvarende lag på den anden led. Derefter banker man hen over hele overfladen, så man får et jævnt, nogenlunde glat ark, der holdes sammen af en klæbrig saft fra marven.

Når papyrusen er tør, har man et godt, fast og alligevel bøjeligt skrivemateriale af en god kvalitet, der svarer nogenlunde til senere tiders papir. Til alle større tekster er papyrusen udformet som ruller, og man kender hieroglyffer, der forestiller papyrusruller, helt tilbage fra de ældste indskrifter.

Den berømte dødebog har form af en sådan lang papyrusbane, der opbevares i en cylinder. Når man skal læse den, rulles den op, så teksten efterhånden kommer frem spalte for spalte.

Mens indskrifter i sten kræver lang tids arbejde, går det helt anderledes hurtigt at skrive med pensel på papyrus. Man kan skrive meget og i en fart, hvilket er en væsentlig forklaring på, at der fra hieroglyfferne udvikles en forenklet kursiv skrift, hvor de oprindelige billedmotiver ikke længere kan genkendes. Denne hurtigere, nemmere, og sammenhængende skrift, hieratisk (af græsk: hieros = hellig), var i almindelig brug omkring år 2.400 fvt. En yderligere simplificeret, næsten stenografiagtig skriftform er den såkaldt demotiske skrift (af græsk: demos = folk).

Takket være det nye skrivemateriale kunne meddelelser nu let og hurtigt transporteres over store afstande – og teksterne kunne i store mængder opbevares i biblioteker, så også en senere tid fik adgang til dem. Det tørre og stabile klima i Mellem og Øvre Ægypten er årsagen til, at store mængder papyrusruller er bevaret helt frem til i dag.

Papyrus var en vigtig ægyptisk eksportartikel hele oldtiden igennem. Både Levanten, Grækenland og Rom importerer store mængder. Den fønikiske by Byblos var en vigtig transithavn for denne handel; grækerne kalder papyrus for byblos, og dette ord giver senere igen navn til Bibelen. Tilsvarende er ordet papir naturligvis afledt af papyrus, selv om det bruges om et helt andet materiale.

I oldtidens store mesopotamiske kunstvandingskulturer udvikler både skrift og lagringsmedier sig fuldstændig anderledes end i Ægypten. Ligesom i Nildeltaet vokser der også i de vidt forgrenede deltaområder omkring Eufrats og Tigris’ nedre 1øb umådelige rørskove: men selv om vi ved, at der har været løbende kontakt med Ægypten i form af handel, krig og diplomatiske forbindelser, så har man hverken i Ur eller Babylon udviklet et tilsvarende skrivemateriale maske fordi de siv, man her har haft adgang til, ikke har kunnet forarbejdes på samme måde som papyrus.

I stedet vælger sumererne  at skrive på ler: En kileformet rørgriffel presses ned i den bløde lertavle, som derefter, når den er udfyldt med kileskrift tørres i solen. Er der tale om et vigtigt dokument, bliver det brændt i en ovn.

Disse lertavler er robuste og langt mere uforgængelige end det skrøbelige papyrus, og det er grunden til, at man i de mesopotamiske ruindynger i moderne tid har kunnet udgrave vældige, velbevarede biblioteker (af græsk: biblos + theke = beholder) og arkiver, der er over 4.000 år gamle. Det største af disse fund blev gjort midt i 1800-tallet, hvor man i Assyriens hovedstad Ninive fandt Kong Assurnasirpals bibliotek fra 800-tallet fvt. Det omfatter over 25.000 lertavler indeholdende hele den mesopotamiske litteratur; vi står således her overfor historiens ældst kendte nationalbibliotek.

Den centrale del af udgravningen, Tell Mardikh, Ebla, Syrien. Biblioteket ses til højre under bliktaget

Den centrale del af udgravningen, Tell Mardikh, Ebla, Syrien. Biblioteket ses til højre under bliktaget

Resterne af biblioteket, Ebla, Syrien.

Resterne af biblioteket, Ebla, Syrien.

Biblioteket i Ebla, Syrien som det så ud, da det blev fundet i 1960'rne.

Biblioteket i Ebla, Syrien som det så ud, da det blev fundet i 1960’rne.

Rekonstruktion af biblioteket i Ebla, Syrien.

Rekonstruktion af biblioteket i Ebla, Syrien.

Stor lertavle med kileskrift fra Ebla, Syrien (nationalmuseet i Aleppo).

Lille lertavle med kileskrift fra Ebla, Syrien.

Lille lertavle med kileskrift fra Ebla, Syrien.

Hvad forstår vi ved oldtiden?

Vi taler stadigvæk om “oldtiden”, selv om det i dag må siges at være en sproglig konvention uden et bare nogenlunde defineret indhold; det er ikke stort mere præcist end et udtryk som “gamle dage”.

I ældre historieforskning, der var totalt eurocentrisk, skelnede man imellem “oldtiden” og “middelalderen” og satte grænsen ved Det Romerske Imperiums sammenbrud i 300-tallet. Man diskuterede indædt, hvornår dette sammenbrud nøjagtig fandt sted – skete det med slaget ved Den Milviske Bro i 312, hvor Konstantin lod sig omvende til kristendommen? Eller i 330, da Konstantinopel blev rigets hovedstad, og man gik over til græsk som regeringssprog? Eller var det måske bedre at vælge 395 – det år da riget for evigt blev delt i to – øst og vest?

En ting var man dog enig om: Overgangen til folkevandringstiden repræsenterede et afgørende brud. I en fælles-europæisk – i dag kan vi vel ikke længere kalde det for en “verdenshistorisk” sammenhæng – kan det være rimeligt nok at sætte skellet her, når vi vil dele historien op i perioder.

Men afgrænsningen er højst problematisk: Er der for eksempel nogen mening i at begrænse Danmarks oldtid til tiden før år 312 eller deromkring? I nordisk sammenhæng befinder vi os her langt tilbage i den forhistoriske tid, et sted i jernalderen, hvor vi står uden skriftlige kilder. I Norden sætter man derfor gerne grænsen ved vikingetidens afslutning ca. 1050, hvor teksterne bliver gradvis fyldigere, og vi dermed bevæger os ind i “historisk tid”.

Hermed opnår vi også en periodedeling, der svarer til arbejdsfordelingen mellem forhistoriske arkæologer – der graver – og historikere – der læser. Men vi har samtidig indført en helt ny faktor – eksistensen af skriftlige kilder – til at afgrænse oldtiden. Det svarer jo overhovedet ikke til, hvad man har gjort for den græsk-romerske oldtids vedkommende.

Uden for Europa bliver afgrænsningen af en “oldtid” endnu sværere. Helt absurd bliver situationen i Kina, hvor de skriftlige historiske kilder rækker helt tilbage til de første dynastier i den kinesiske stenalder og bronzealder. Her er en sondring mellem “oldtid” og “middelalder” ikke relevant og betegnelsen ”oldtid” ubrugelig.

Hvis vi fastsætter oldtidens afslutning ved tidspunktet for indførelsen af et skriftsprog fås følgende ”aldre”. Ikke alt ”forhistorisk” har meget høj alder:

 

REGION

OLDTIDENS AFSLUTNING

   
Nord- og Sydamerika Europæernes ankomst i det 15. og 16. årh.
   
Mesoamerika Mayaskrift ca. 2.500 år før nu
   
Europa Romerriget 1. årh. f.v.t.
   
Sydvestasien Kileskrift ca. 5.000 år før nu
   
Centralasien og Sibirien 2.000 – 200 år før nu afhængig af region
   
Sydøstasien 2.000 – 200 år før nu afhængig af region
   
Nordafrika Egyptiske hieroglyffer ca. 4.500 år før nu
   
Australien og Oceanien Europæernes ankomst i det 18. årh.

 

ER SKRIFTSPROGET RØDDER LANGT ÆLDRE END HIDTIL ANTAGET?

Kan geometriske tegn – figurer og streger – der er fundet i association med de spektakulære hulemalerier fra sidste istid, repræsentere en form for kode eller nedskreven information og således være en forløber for egentlige skriftsprog, der først opstod langt senere – for blot omkring 5.000 år siden i Mesopotamien (Sumer) og Ægypten?

De 32 gennemgående tegn som von Petzinger har observeret gentagne gange

Palæoantropologen Genevieve von Petzinger fra universitet i Victoria, Canada har undersøgt et stort antal huler i Europa fra Spanien til Ural og er kommet frem til, at 32 geometriske tegn går igen i mange huler, der tidsmæssigt spænder over 30.000 år – fra 40.000 år til 10.000 år før nu.

I den berømte Lascaux hule i Frankrigs Dordogneregion er der f.eks. malet geometriske tegn, firkanter og prikker under dyrebillederne

Grafiske tegn i en af istidens huler i Europa

Andre tegn, der bl.a. optræder på halskæder fremstillet af dyretænder, kunne have fungeret som ”huskesedler” for vigtige rituelle eller ceremonielle handlinger eller måske information om stammens oprindelsesfortællinger.

En 16.000 år gammel halskæde fremstillet af dyretænder. Har de viste mærker hjulpet ejeren til at recitere stammens forælling om dets oprindelse

 Til toppen

UDVALGTE KILDER:
1. A. Robinson: The story of writing. Thames and Hudson 1995.
2. G. Jean: Writing. Thames and Hudson 1997.
3. C. Andrews: The Rosetta Stone. The British Museum Press 1981.
4. H. Crawford: Sumer and the Sumerians.Cambridge University Press 1999.
5. F. H. Muhammad: Tell Mardikh-Ebla. Museumshæfte, Ebla, Syrien.
6. P. K. A. Jensen: Da mennesket blev menneske, 2. udgave, Gyldendal 2007.
7. Diverse originalartikler i internationale tidsskrifter og kilder på internettet.