HOMO SAPIENS

Individer, der tilhører arten Homo sapiens kaldes også moderne mennesker. De har en kropsbygning og et skelet, der i hovedtrækkene ikke adskiller sig fra nulevende menneskers. De første moderne mennesker, der opstod for mere end 100.000 år siden, var dog klart mere robuste end nulevende mennesker, og træk fra forfædrene var bevaret i større eller mindre udstrækning. De ældste moderne mennesker i Europa kaldes for Cro-Magnon-mennesker.

Sammenlignet med arkaiske mennesker som f.eks. neandertalerne er Homo sapiens karakteriseret ved et skelet, der er let og slank med lange lige rørknogler og en betydelig mindre robusthed.

Kraniet hos Homo sapiens er den mest forandrede del af skelettet. Mens kraniet hos Homo heidelbergensis og neandertalerne i mange henseende kan betragtes om et forstørret Homo ergaster-kranium, er kraniet hos Homo sapiens noget helt unikt: Det er næsten kuglerundt, højt og hvælvet med parallelle sider, nakkeregionen er afrundet og ikke vinklet som på arkaiske kranier. Øjenbrynsbuerne er næsten forsvundet. Ansigtsskelettet er fladt og trukket tilbage under hjernekassen og ikke fremstående som hos neandertalerne. Det moderne ansigtsskelet er desuden karakteriseret ved et markant hageparti, som oven i købet er synligt allerede tidligt i livet.

Udvikling af det moderne kranium

Udvikling af det moderne kranium

Faktisk havde neandertalerne et lidt større kranierumfang end det moderne menneske, men dette kan fuldt ud forklares ved neandertalernes større kropsvægt, muskelmasse og stofskifte.

De ændringer i kranieformen, der indtræder hos det moderne menneske, afspejler sandsynligvis ændringer i hjernens opbygning og struktur. Og disse egenskaber må formodes at være af afgørende betydning for den intellektuelle udrustning.

Det moderne menneske (Homo sapiens) er en af de mest studerede arter overhovedet inden for biologien. Et direkte resultat af vores konstante fascination af os selv er, at en umådelig mængde af biologisk information er indsamlet om vor art. Denne tendens er ikke mindst tydelig, når man betragter det store antal DNA-sekvenser, der i løbet af de sidste to årtier er blevet bestemt hos mennesket. Molekylærbiologerne har anvendt disse meget store datamængder til sammenlignende studier af tilsvarende data fra andre højerestående primater (inklusive uddøde arter på menneskelinjen) med det formål at lære om menneskets og de øvrige primaters udviklingshistorie.

For os i dag er det naturligt, at der findes mennesker overalt på Jorden. Uanset hvor rejsen går hen, vil man med stor sandsynlighed møde mennesker, der har været på stedet længe. Vi er som art usædvanlig, idet vi har en (næsten) global udbredelse. Og selvom folk fra forskellige egne af verden ser forskellige ud og taler forskellige sprog, kan de alligevel genkende hinanden som artsfæller. Homo sapiens er unik med hensyn til den store geografiske udbredelse og i evnen til at tolerere ekstreme variationer i det fysiske miljø.

I dag tager vi det for givet, at der kun eksisterer én hominin – vores egen art, Homo sapiens. Men i det meste af vores udviklingshistorie har vi ikke været alene. Homo sapiens har kun haft Jorden for sig selv i ca. 40.000 år, men denne tid har tilsyneladende været tilstrækkelig til, at vi føler os alene i verden og opfatter denne alenetilværelse som det naturlige. Så indgroet har denne forestilling været, at det i 1950’erne og 1960’erne var en udbredt opfattelse, at der altid kun havde eksisteret én art til en given tid. Selv i 1970’erne, hvor der blev gjort talrige fossilfund, var der en klar minimalistisk tendens: At se så få arter som muligt og at gruppere klart forskellige fossiler under temmelig flydende og lidet informative betegnelser så som “arkaisk Homo sapiens”. Men i dag synes det klart, at menneskets biologiske historie ligner andre dyrearters – præget af diversitet snarere end af lineær fremadskriden.

 

Oprindelsen af Homo sapiens

Spørgsmålet om det moderne menneskes oprindelse er det ældste og samtidig det mest kontroversielle af alle i menneskets udviklingshistorie. Den vigtigste årsag til usikkerheden er manglen på velbevarede og veldaterede fossiler, der kan repræsentere overgangen fra de gamle former til Homo sapiens. Kun i Europa er fossilmaterialet righoldigt, mens det især i Asien, og til dels også i Afrika, er meget sparsomt. Denne forskel hænger bl.a. sammen med, at eftersøgningen gennem årene har været langt mere intens i Europa.

I virkeligheden har spørgsmålene om hvor, hvornår og specielt hvordan moderne mennesker først opstod været genstand for betydelig debat blandt naturfilosoffer og teologer længe inden, det første hominine fossil blev erkendt. Og interessen for disse spørgsmål er i dag lige så aktuel som i 1856, hvor det første fossil af meget høj alder blev fundet i Neanderdalen i Tyskland.

Det fælles grundlag for denne debat er det faktum, at mennesker, der fundamentalt set var „moderne“ i såvel anatomisk som i kulturel og adfærdsmæssig henseende, fandtes i alle regioner af Den Gamle Verden for mindst 30-35.000 år siden. Kontroversen drejer sig om, hvad der skete i perioden umiddelbart før denne tid – i intervallet fra ca. 300.000 år til 35.000 år før nu, hvor det moderne menneske blev formet.

Igennem størstedelen af 1900-tallet – faktisk siden opdagelsen af det klassiske neandertalskelet ved La Chapelle-aux-Saint, Frankrig i 1908 – har spørgsmålet om det moderne menneskes biologiske og geografiske oprindelse delt det palæoantropologiske samfund i to skoler, der indtil for nylig har stået stejlt over for hinanden. Den ene skole, hvis synspunkt kaldes Den multiregionale hypotese, blev oprindeligt lanceret i 1940’rne af den berømte antropolog Franz Weidenreich, der især er kendt for sin udforskning af „Pekingmennesket“. Det andet synspunkt, kaldet hypotesen om fortrængning er i sin nuværende form af nyere dato.

De sidste par årtiers intensive forskning har kastet nyt lys over spørgsmålet om oprindelsen af det moderne menneske, og det er i dag muligt at rekonstruere et sandsynligt scenario, der overordnet beskriver de begivenheder, der i løbet af 250.000 år førte frem til Homo sapiens.

 

Hypoteser om Homo sapiens’ oprindelse

Den multiregionale hypotese hævder, at udviklingen af det moderne menneske er sket ved en gradvis forandring af alle de gamle mennesketyper overalt, hvor disse levede, hvilket førte til den næsten samtidige tilsynekomst af moderne mennesker flere steder på Jorden.

I Asien skulle forfaderen til det moderne menneske således være Homo erectus, mens forfaderen i Europa var neandertaleren. I Afrika var udviklingen sket ud fra de primitive mennesketyper, som i denne bog kaldes for Homo heidelbergensis, men som af tilhængerne af Den multiregionale hypotese inkluderes i Homo ergaster/erectus.

Enheden som art blev opretholdt ved, at der skete en tilstrækkelig opblanding af de forskellige sapiens-typer på tværs af kontinenterne. På den anden side har den geografiske isolation været tilstrækkelig til, at den tillod udviklingen af de racemæssige eller etniske forskelle, som man kender i dag. Ifølge Den multiregionale hypotese har de nuværende geografiske forskelle blandt menneskene (racerne) altså meget dybe rødder, der i sidste ende kan føres tilbage til de første mennesker, der udvandrede fra Afrika for knap 2 millioner år siden.

Ifølge den anden hypotese, Fortrængningshypotesen eller „Ud af Afrika“-hypotesen, er udviklingen frem mod Homo sapiens kun sket ét sted på Jorden, og dette sted er Afrika. Fra Afrika har Homo sapiens spredt sig til resten af verden, og hvor det kom frem, fortrængte det de gamle mennesketyper uden at blande sig med dem. Ifølge denne teori har de nuværende geografiske (racemæssige) forskelle altså ganske overfladiske rødder, der kan føres tilbage til Homo sapiens’ udvandring fra Afrika, som fandt sted for mindre end 100.000 år siden.

„Ud af Afrika“-hypotesen forudsiger, at alle arveanlæg, der er nødvendige for at udvikle det moderne menneske, er af afrikansk oprindelse, og at de blev spredt til resten af verden, da Homo sapiens udvandrede fra Afrika og erstattede alle tidligere mennesker på Jorden. Den multiregionale hypotese forudsiger derimod, at de arveanlæg, der skabte det moderne menneske, opstod i alle dele af Den Gamle Verden og blev blandet op med hinanden, da mennesker fra forskellige geografiske områder parrede sig med hinanden og dermed udvekslede arveanlæg.

Der findes adskillige andre hypoteser eller teorier om oprindelsen af Homo sapiens. De repræsenterer på forskellig vis mellemformer mellem Den multiregionale hypotese og Fortrængningshypotesen. En af de mest populære af disse alternative hypoteser (Assimilationshypotesen), der på det seneste har fået ny vind i sejlene, hævder at Homo sapiens ganske vist kun opstod i Afrika og herfra spredte sig til resten af verden, men overalt, hvor den kom frem, skete der en opblanding med de gamle mennesketyper. Som følge heraf skulle f.eks. den moderne europæers arvemasse være sammensat af gener fra både neandertaleren og den moderne Homo sapiens fra Afrika.

Tre modeller til forklaring af oprindelsen og udbredelsen af Homo sapiens

Tre modeller til forklaring af oprindelsen og udbredelsen af Homo sapiens

De forskellige hypoteser har hver deres forudsætninger og forudsigelser. Nogle af disse vil blive omtalt i det følgende, og som det vil fremgå, sætter en kritisk gennemgang os i stand til at udpege den hypotese, der for nærværende er mest sandsynlig.

 

Fossilernes vidnesbyrd

Fossiler af moderne mennesker kan både give oplysninger om, hvornår disse levede, og om hvor de levede.

Fossiler af moderne mennesker fra Afrika syd for Sahara og fra Mellemøsten er markant ældre end fossiler fra resten af verden. Et kranium (Omo-Kibish 1) fra det sydlige Etiopien er dateret til at være 195.000 år gammelt, mens tre moderne (eller nær-moderne) kranier fra Herto i det nordlige Etiopien er dateret til at være ca. 160.000 år gamle. Disse fire kranier er de indiskutabelt ældste spor efter Homo sapiens. Et kranium fra Singa, Sudan beskrives som regel som nær-moderne; det er ca. 150.000 år gammelt, mens et kranium fra Aduma, Mellemste Awash, Etiopien er ca. 100.000 år gammelt.

I 1960 blev en lokalitet, Jebel Irhoud, udgravet i Marokko. Der fandtes flere hominine fossiler, blandt andet velbevarede kranier sammen med redskaber af mellempalæolitisk type. Fossilerne er af de fleste blevet betragtet som arkaiske eller eventuelt som overgangsfossiler; de blev oprindeligt dateret til ca. 160.000 år. I 2017 blev der publiceret fund af nye fossiler, der kan betragtes som nær-moderne, men især hjernekassen udformning er dog klart arkaisk. Desuden er fundene blev dateret med nye metoder, der viser en alder på fossilerne og redskaberne på omkring 300.000 år. Fossilerne fra Jebel Irhoud er dermed det ældste spor, der viser udviklingen frem mod Homo sapiens.

Fossiler fra det sydlige Afrika (Klasies River Mouth m.fl.) er lidt yngre end de ovennævnte, omkring 100.000 år gamle. Det inkomplette kranium fra Florisbad, der af nogle anses for at være en overgangsform eller endda nær-moderne, er ca. 260.000 år gammelt. Alderen af et andet kranium fra det sydlige Afrika (BC1 fra Border Cave) har været stærkt omdiskuteret, men det er sandsynligvis omkring 90.000 år gammelt.

I hulerne ved Skhūl og Qafzeh i Israel er der gjort talrige fossilfund, der alle er bestemt til at stamme fra moderne mennesker. Nye aldersbestemmelser har vist, at de har en alder tæt på 100.000 år.

Omofloden i det sydlige Etiopien. Indsat kraniet Omo-Kibish I, der er ældste spor efter Homo sapiens, 195.000 år.

Omofloden i det sydlige Etiopien. Indsat kraniet Omo-Kibish I, der er ældste spor efter Homo sapiens, 195.000 år.

Omo-Kibish ved Omofloden

Omo-Kibish ved Omofloden

Tidlig Homo sapiens, Herto, Etiopien, 160.000 år

Tidlig Homo sapiens, Herto, Etiopien, 160.000 år

Tidlig Homo sapiens, Qafzeh, Israel, ca. 120.000 år

Tidlig Homo sapiens, Qafzeh, Israel, ca. 120.000 år

Nær-moderne fossiler fra Jebel Irhoud, Marokko. Ca. 300.000 år.

Moderne og nær-moderne kranier. Sima de Los Huesos er før-neandertaler; La Ferrasie er neandertaler; Jebel Irhoud er nær-moderne; Homo sapiens er moderne.

Fossiler af moderne mennesker fra resten af verden er betydeligt yngre. Alderen af de ældste moderne fossiler fra Kina er stærkt omdiskuteret og så kontroversielt, at sagen har været forelagt folkekongressen i Beijing. Et fund fra en hule ved Liujiang i det sydlige Kina er blevet regnet for det ældste uden for Afrika og Mellemøsten. Det blev oprindeligt bestemt til at være omkring 67.000 år gammelt, men siden er der rejst tvivl om den høje alder. Fund, der udviser en blanding af arkaiske og moderne træk, fra huler i det sydlige Kina kan være 100.000 år gamle eller mere. For nylig blev der publiceret et fund af moderne tænder fra den hule i det sydlige Kina; alderen kan være op til 120.000 år, men der er rejst tvivl om dateringens nøjagtighed. De ældste moderne fossiller fra Kina, hvor aldersbestemmelsen og typebestemmelsen er sikker, er henholdvis ca. 30.000 år gamle (fra Zhoukoudian-hulen ved Beijing) og ca. 40.000 år gamle fra Tianyuan hulen, der ligger nær ved Zhoukoudian. Fra sidstenævnte er der udvundet DNA, der dels viser, at fossilet er yngre end opsplitningen mellem asiatisk og europæisk Homo sapiens (se videre nedenfor), dels viser, at Tianyuan-fossilet er forfar til mange nulevende asiater og oprindelige amerikanere.

Tidlig Homo sapiens. Pestera cu Oase, Rumænien., ca. 42.000 år. Ca. 10% af DNA'et,d er er udvundet fra fossilet, stammer fra neandertalere. Pestera cu Oase menneskene uddøde uden at give ophav til Europas nuværende befolkning.

Tidlig Homo sapiens. Pestera cu Oase, Rumænien., ca. 42.000 år. Ca. 10% af DNA’et,d er er udvundet fra fossilet, stammer fra neandertalere. Pestera cu Oase menneskene uddøde uden at give ophav til Europas nuværende befolkning.

Tidlig Homo sapiens, Mladec, Tjekkiet, 36.000 år

Tidlig Homo sapiens, Mladec, Tjekkiet, 36.000 år

Tidlig Homo sapiens, Cro-Magnon, Frankrig, 30.000 år

Tidlig Homo sapiens, Cro-Magnon, Frankrig, 30.000 år

Kraniet af Koelbjegkvinden - det ældste, kendte danske skelet, godt 10.000 år gammelt

Kraniet af Koelbjergmanden – det ældste, kendte danske skelet, godt 10.000 år gammelt

Både arkæologiske fund og fossilfund fra Australien antyder stærkt, at det moderne menneske nåede dette kontinent (pr. båd) for 45-50.000 år siden. Et fossil fra Niah-hulen på Borneo er ca. 40.000 år gammelt, mens fossiler fra Filippinerne muligvis er lidt ældre. De ældste moderne fossiler fra Europa er af samme alder.

 

De fossile overgangsformers vidnesbyrd

En glidende overgang fra ældre til moderne formers anatomiske træk repræsenterer en hjørnesten i Den multiregionale hypotese. Faktisk var det den tilsyneladende forekomst af sådanne overgangsformer i Fjernøsten, der ledte førnævnte Franz Weidenreich til at formulere Den multiregionale hypotese for trekvart århundrede siden.

Tilhængere af hypotesen mener at kunne skelne sådanne overgangsformer, ikke blot i Fjernøsten, men også i Mellemøsten, Afrika og Europa. De fleste er dog enige om, at der ikke er nogen forbindelse mellem ældre og moderne fossiler fra Kina, mens fortolkningen af de sydøstasiatiske fossiler giver anledning til større uenighed.

I Mellemøsten (Israel), hvor udgravningerne startede i 1930’erne, er der fundet fossiler af både neandertalere (ved Tabun, Kebara og Amud) og moderne mennesker (Skhūl og Qafzeh). Indtil for få år siden var det almindeligt antaget, at neandertal-fossilerne var ældre end de moderne, idet de to grupper var datere til henholdsvis 60.000 og 40.000 år. Neandertalerne ansås derfor for at være forfædre til de moderne, og fundene kunne tages som støtte for Den multiregionale hypotese. Nye aldersbestemmelser foretaget i begyndelsen af 1990’erne og senere viser imidlertid et mere kompliceret billede. Neandertalerne fra Kebara og Amud synes at være ca. 60.000 år gamle, mens Tabun-neandertalerne er mindst dobbelt så gamle.

Mere interessant er det, at de moderne fossiler fra Skhūl og Qafzeh nu er bestemt til at være ca. 100.000 år gamle, så fundene kan ikke længere tages som udtryk for det simple forfader-efterkommer-billede. Det forholder sig ydermere således, at de moderne fossiler frembyder legemsproportioner, der er i overensstemmelse med en nylig indvandring fra det varme, tropiske Afrika. Derfor støtter fossilerne fra Israel mere „Ud af Afrika“-hypotesen end Den multiregionale hypotese.

For ca. 45.000 får siden begynder den klassiske neandertaler at forsvinde fra Europa, først i øst, siden i vest. De sidste overlevende neandertalere er lidt under 40.000 år gamle og levede på Gibraltar og ved Zafarraya i det sydligste Spanien.

Fossiler af Homo sapiens kan følges på en lignende øst-vest bane i Europa. De ældste er godt 40.000 år gamle og er fundet i det sydvestlige Rumænien og det sydlige Italien, mens kroatiske fund fra Velíka Pečina er 34.000 år gamle. Cro-Magnon-fossilerne fra det sydvestlige Frankrig er 30.000 år gamle. Omhyggelige analyser viser, at fossiler fra moderne mennesker i Europa har langt flere træk fælles med moderne fossiler fra Afrika, end de har med neandertalerne. Cro-Magnon-fossilerne har en varmetilpasset kropsform, der står i skærende kontrast til de kuldetilpassede neandertalere. De europæiske fossiler støtter derfor stærkt „Ud af Afrika“-hypotesen.

Kun i Afrika syd for Sahara tegner der sig et klart billede af en glidende overgang fra fossiler af ældre menneskeformer over mellemformer til de moderne mennesker. De ældre menneskeformer, der af mange samles under artsbetegnelsen Homo heidelbergensis, er bl.a. repræsenteret ved de tidligere nævnte fossiler fra Elandsfontein (Sydafrika), Kabwe (Zambia) og Bodo (Etiopien). Overgangsformene omfatter bl.a. kraniet fra Florisbad (Sydafrika), fossiler fra Ngaloba (Tanzania), Omo-Kibish 2 (Etiopien) og flere fossiler fra Jebel Irhoud (Marokko; nogle anses dog fossilerne herfra som fuldt moderne). De moderne former er nævnt ovenfor.

Moderne og nær-moderne fossiler fudnet i Afrika

Moderne og nær-moderne fossiler fudnet i Afrika

De ældre fossiler er alle mere end 250.000 år gamle, mens overgangsformerne er fra 150.000 til 250.000 år gamle (Jebel Irhoud er dog 300.000 år gammelt), og de moderne er generelt yngre end 150.000 år (figur 3-6). Aldersbestemmelserne viser således, at der sandsynligvis eksisterede (mindst) to linjer: en (eller flere) arkaiske (overgangsfossilerne) og en moderne (eller nær-moderne) i Afrika sent i mellemste Pleistocæn. Det er mest logisk at antage, at kun én linje førte frem til det moderne menneske. Men det kan ikke udelukkes, at der forud for artsdannelsen er sket en vis opblanding af de forskellige former, således at fuldt moderne Homo sapiens i Afrika ikke kun er et produkt af en enkelt specifik artsdannelse i én population. Helt nye genetiske undersøgelser af nulevende centralafrikanere støtter denne mulighed.

Hvis man skal sammenfatte, hvad fossilerne fortæller om det moderne menneskes oprindelse, peger de klart på „Ud af Afrika“-hypotesen frem for Den multiregionale hypotese. Der er i dag overvældende vidnesbyrd om tilstedeværelsen af anatomisk moderne mennesker i Afrika for mere end 100.000 år siden, hvor Europa var beboet af neandertalere og Asien af Homo erectus og dennes efterkommere.

Udviklingen af Homo sapiens i Afrika
Hvordan var den evolutionære proces frem mod Homo sapiens? Og hvem var den sidste fælles forfar til Homo sapiens og neandertalerne, og hvornår levede denne? De ældste, ikke helt moderne spor efter Homo sapiens er ca. 300.000 år gamle (fossiler fra Jebel Irhoud), mens fuldt moderne Homo sapiens formentlig er under 200.000 år (fossiler fra Omo-Kibish og Herto, Etiopien). Det er derfor generelt accepteret, at oprindelsesstedet for Homo sapiens er Afrika, hvor det for mere end 500.000 år siden delte en fælles forfar, Homo heidelbergensis, med neandertalerne. Desuden er der stigende evidens for, at der i perioden mellem 300.000 og 50.000 år før nu levede flere grupper af både arkaisk udseende og moderne eller nær-moderne homininer i Afrika.

Et muligt scenario for udviklingen af Homo sapiens kan være som følger (Stringer 2011, 2016): Det moderne menneske er opstået ud fra forskellige afrikanske befolkningsgrupper, som levede i geografisk adskilte områder. Den variation, der er blandt mellempleistocæne og senpleistocæne afrikanske fossiler, f.eks. mellem Omo Kibish 1 og 2 (figur 9), gør det meget lidt sandsynligt, at der er et simpelt direkte slægtskab mellem en gammel Homo heidelbergensis morfologi og en moderne Homo sapiens morfologi. Variationen kunne i stedet indikere sameksistensen af morfologisk forskellige befolkninger i sen mellem Pleistocæn (for omkring 250.000 år siden) i Afrika. Evolutionen kan tænkes at have forløbet forskelligt og uafhængigt i forskellige områder med udviklingen af mindre morfologiske forskelle som konsekvens, forskelle der senere førte til en forening mod den fuldt udviklede Homo sapiens. Dette kunne kaldes en ”afrikansk multiregional teori” om Homo sapiens’ oprindelse på basis af mange subpopulationer i Afrika, der ikke var mere forskellige, end at de kunne få avledygtigt afkom med hinanden (Hammer 2016). Man kan sammenligne det med et system af flettede floder, et åbent genetisk netværk af forskellige evolutionære linjer i det mellempleistocæne Afrika. Morfologisk forskellige fossiler, som f.eks. Kabwe (arkaisk), Jebel Irhoud (arkaisk-moderne) Florisbad (arkaisk-moderne) og Omo Kibish (både arkaiske og moderne) eksisterede inden for det samme relativt snævre tidsinterval. Der er også stigende sikkerhed for overlevelsen af endnu yngre populationer med en arkaisk morfologi i sen Pleistocæn ved blandt andet Lake Eyasi, Tanzania, Iwo Eleru, Nigeria (ca. 14.000 år) og Lukenya Hill, Kenya (ca. 22.000 år). Iwo Eleru kalvariet minder i påfaldende grad om det langt ældre, ca.  140.000 år gamle kalvarium fra Ngaloba, Tanzania. Disse fossiler antyder en dyb Pleistocæn substrukturering af de afrikanske sapiensgrupper med mulig genetisk blanding mellem sen Homo sapiens og overlevende arkaiske linjer. Istiderne på den nordlige halvkugle resulterede i Afrika i varierende nedbør, som førte til skabelsen eller fjernelsen af geografiske barrierer mellem befolkningsgrupperne såsom ørkner og tæt regnskov, der begge ville have været nærmest uigennemtrængelige for tidlig Homo sapiens. Perioden for 150.000 år siden var generelt tør, med den sandsynlige isolering eller måske uddøen af små populationer i Afrika. Starten af sidste mellemistid for 120.000 år siden kunne derimod have været en periode med ekspansion og forbindelser, der kunne befordre både genetiske og kulturelle udvekslinger. Den sidste del af skelettet, der undergik modernisering kan være hjernekassen (og dermed, implicit, også hjernen). Dette kan være sket for blot omkring 100.000 år siden og sammenfaldende med udviklingen af den moderne adfærd, der mest af alt adskiller Homo sapiens fra alle de arkaiske menneskeformer. Resultatet af dette ville være den sammensatte art, som vi kalder moderne Homo sapiens, morfologisk og adfærdsmæssigt, men der var aldrig tale om et enkelt oprindelsessted.

Så længe det biologiske artsbegreb (som i øvrigt ikke fungerer særlig godt for nært beslægtede nulevende arter af fugle og pattedyr) ikke forudsættes, kan arter erkendes blandt fossilerne som evolutionære linjer, der har bevaret deres identitet over lange tidsrum. Homo neanderthalensis og Homo sapiens kan opfattes som arter med en tidsdybde, der går tilbage til mellemste Pleistocæn. Tidspunktet for adskillelsen af de to arter – med anvendelse af de nyeste estimater for mutationsrate – er mellem 550.000 og 765.000 år, som vil være i overensstemmelse med de ældste repræsentanter for Homo heidelbergensis som en potentiel sidste fælles forfar.  

Til Toppen

Genetiske vidnesbyrd

Et af de nyeste forsøg på at besvare spørgsmålet om oprindelsen af Homo sapiens hidrører fra undersøgelser af arvemassen hos nulevende mennesker. Især undersøgelser af det såkaldte mitokondrie-DNA (mtDNA) og Y-kromosomets arvemasse har været anvendt. På det seneste er undersøgelse af arvemassen fra fossile mennesker blevet mulig og har givet nye, værdifulde oplysninger.

 

Analyse af mitokondrie-DNA (mtDNA)

I 1987 offentliggjorde tidsskriftet Nature en opsigtsvækkende artikel, der kædede variationen i mtDNA hos nulevende mennesker sammen med en afrikansk oprindelse af det moderne menneske. Analyserne afslørede endvidere, at variationen i mtDNA fra forskellige etniske grupper af nulevende mennesker er forbavsende lille, kun en femtedel af eksempelvis variationen blandt chimpanser.

En forklaring på dette kan være, at det moderne menneske er opstået for ganske nylig. En beregning viste, at denne begivenhed kunne være indtrådt for mindre end 200.000 år siden. En anden forklaring kan være, at det moderne menneske for nylig har været reduceret kraftigt i antal (har gennemløbet en såkaldt flaskehals) med en formindsket genetisk variation til følge. De to forklaringer udelukker ikke hinanden. Faktisk er det ganske sandsynligt, at det moderne menneske er opstået for højst 200.000 år siden, og at det har gennemløbet en eller flere flaskehalse, den sidste for mindre end 100.000 år siden.

Analyser af mtDNA (og i øvrigt også af alt andet DNA) har endvidere vist, at den største variation findes blandt afrikanere, der lever syd for Sahara. Således afviger to „buskmænd“ fra det sydlige Afrika mere fra hinanden i genetisk henseende end f.eks. en europæer og en asiat! Den mest nærliggende forklaring herpå er, at den afrikanske befolkning syd for Sahara er den ældste (her har der været længst tid til ophobning af mutationer), og at resten af verden er koloniseret af en delmængde af den afrikanske befolkning. En medvirkende årsag kan dog være, at den afrikanske befolkning i fortiden var større end befolkningerne i Europa og Asien og af denne grund rummede mere genetisk variation.

Det ovenstående ledte i 1987 til begrebet „den mitokondrielle Eva“. Tankegangen er den, at alle nulevende menneskers mtDNA kan føres tilbage til en enkelt kvinde, der levede i Afrika for 200.000 år siden. Grunden hertil er ikke, at denne kvinde var den eneste levende på daværende tidspunkt, men at hun var den eneste, hvis mtDNA har overlevet til nutiden.

Processen kan bedst forklares ved en analogi med efternavne. Man kan f.eks. forestille sig en befolkning bestående af 5.000 forældrepar, hver med deres efternavn. Befolkningens størrelse er stabil over tid, dvs. at hvert forældrepar kun får to børn. I hver generation vil i gennemsnit 25 % af parrene få to drenge, 25 % vil få to piger, mens 50 % vil få en pige og en dreng. Hvis efternavnet kun følger drengene, vil derfor 25 % af efternavnene gå tabt for hver generation. Hvis der ikke tilføres nye efterkommere „udefra“, vil der allerede efter mindre end 100 generationer (få tusinde år) kun være ét efternavn tilbage, alle de øvrige er gået tabt.

Dette er en realitet i eksempelvis Kina, hvor efternavne ofte er meget gamle (nogle er mere end 4.000 år gamle), og der er isolerede landsbyer og endda små byer, hvor alle har det samme efternavn. Hvis man forestiller sig, at denne udvikling fortsatte i mange tusinde år, ville alle kinesere ende med at have samme efternavn. På samme måde vil det gå med mtDNA-typerne; efter mange generationer vil kun én overleve.

Det er vigtigt at forstå, at selv om vores mtDNA kan føres tilbage til en enkelt kvinde, forholder det sig anderledes med DNA’et i cellekernen. Det har vi nedarvet fra mange mennesker af begge køn.

 

Undersøgelser af Y-kromosomet

Variationen i Y-kromosomets DNA danner bestemte mønstre kaldet haplotyper, der igen samles i større haplogrupper. Haplogrupperne er af forskellig alder og forbundet med hinanden via successivt opståede mutationer. De fleste mutationer betegnes med „M“ efterfulgt af et tal, enkelte dog anderledes. Et givet geografisk område er karakteriseret ved forekomsten af en enkelt eller nogle få haplogrupper, der er sjældne eller helt fraværende fra andre geografiske områder.

Resultaterne passer i forbavsende grad med resultaterne fra mtDNA-analyserne. Der er beskrevet ikke mindre end 311 haplogrupper, hvoraf de to ældste, A og B, udelukkende findes i Afrika syd for Sahara. Alle øvrige haplogrupper, der omfatter nogle afrikanere samt alle Jordens øvrige befolkningsgrupper, er afledt herfra ved mutationen M168. Haplogruppe A er dannet, da mutation M91 opstod for ca. 60.000 år siden.

M91 er dermed en af de ældste mutationer på Y-kromosomet, og den indtraf formentlig hos en mand, der levede kort tid efter stamfaderens oprindelse. Han vandrede mod syd i Østafrika.

M91 findes i dag hos befolkninger, der taler de såkaldte kliksprog (khoisansprog. De pågældende befolkningsgrupper er både i genetisk, sproglig og kulturel henseende blandt de ældste Homo sapiens-linjer, der eksisterer i dag. De var i fortiden udbredt over hele det sydlige Afrika, men er inden for de sidste 2-3.000 år fortrængt til marginalområder af bantu-talende bønder, der kom fra Vestafrika.

For knap 60.000 år siden opstod en ny mutation i en østafrikansk undergruppe af A: M168. Fra M168 opstod alle senere grupper og dermed alle moderne mennesker af hankøn, der udvandrede fra Afrika. Alle nulevende ikke-afrikanere (+ nogle afrikanere) bærer uden undtagelse M168!

Menneskets genetiske variation globalt. Jo flere farver, jo mere genetisk variation

Menneskets genetiske variation globalt. Jo flere farver, jo mere genetisk variation

 

Genetiske undersøgelser af fossile mennesker

Undersøgelse af fossilmateriale fra uddøde menneskeformer kan som tidligere nævnt være med til at kaste lys over moderne menneskers opståen. I 1997 lykkedes det for første gang nogensinde at udvinde DNA fra sådan en uddød menneskeform: fossile neandertalknogler (tilhørende det oprindelige fund fra 1856). Knoglernes alder kan ikke bestemmes med sikkerhed, men man regner med, at de er omkring 40.000 år gamle. Ikke overraskende drejede det sig om mtDNA, af hvilket der er langt flere kopier end af kerne-DNA i cellen. Det udvundne DNA var meget nedbrudt, men det lykkedes alligevel at opformere det til mængder, der muliggjorde en nærmere analyse.

Det udvundne neandertal-DNA blev sammenlignet med det tilsvarende DNA fra nulevende mennesker, og man fandt, at de to DNA-typer afveg så stærkt fra hinanden, at de måtte hidrøre fra to helt adskilte befolkninger. Forskellene var så store, at de ikke kunne rummes inden for den variation, der findes blandt nutidige mennesker.

Ud fra forskellene kunne man beregne, at de udviklingslinjer, der førte frem til henholdsvis neandertalerne og Homo sapiens, måtte være blevet adskilt for mere end 500.000 år siden.

Det er siden lykkedes at udvinde mtDNA fra yderligere ca. 20 neandertalfossiler stammende fra hele udbredelsesområdet samt fra syv tidligt moderne (Cro-Magnon) fossiler fra Central- og Vesteuropa. Samtlige undersøgte prøver af neandertal-DNA ligner hinanden, og der er ikke fundet sikre spor af neandertal-mtDNA i mtDNA fra Cro-Magnon-fossilerne. Cro-magnon-mtDNA er derimod næsten ikke til at skelne fra nulevende menneskers mtDNA. mtDNA-undersøgelserne støtter således „Ud af Afrika“-hypotesen med fuldstændig fortrængning af de arkaiske mennesketyper uden opblanding (Fortrængningshypotesen).

Bl.a. som følge af den eksplosive udvikling af teknologien til genetisk analyse er det i 2010 helt sensationelt lykkedes for en forskergruppe i Leipzig, Tyskland at kortlægge det meste af kerne-DNA’et fra neandertalfossiler. Grundlaget for kortlægningen er stærkt fragmenterede DNA-molekyler udvundet fra tre neandertalknogler fra Vindija-hulen i Kroatien. For første gang kan vi nu studere hele arvemassen fra en uddød menneskeart, og kortlægningen må betragtes som en af de helt store teknologiske landvindinger inden for den molekylære antropologi.

Kortlægningen af neandertalernes arvemasse kan besvare to vigtige spørgsmål:

  1. Er der spor efter neandertalernes arvemasse i det moderne menneskes arvemasse? Det tyder resultaterne på, at der er, men tilsyneladende kun i arvemassen fra personer, der ikke har en afrikansk herkomst. Sammenligning af neandertalernes arvemasse med arvemassen fra nulevende mennesker viser, at arvemassen fra neandertalerne er en anelse mere lig arvemassen hos europæere, østasiater og melanesiere end hos afrikanere. Undersøgelserne viser også, mennesker fra Papua Ny Guinea og Kina er lige så beslægtet med neandertalerne som f.eks. franskmænd. Til dato er der sekventeret en håndfuld humane genomer fra Europa uden tegn på genflow fra neandertalerne ud over hvad der gælder for andre, ikke-afrikanske populationer. Dette er umiddelbart ganske bemærkelsesværdig set i lyset af den formodede sameksistens i Europa mellem neandertalere og Homo sapiens over flere tusinde år.

Resultaterne peger på, at opblandingen med arkaisk DNA fra neandertalere er sket omkring det tidspunkt, hvor det moderne menneske udvandrede fra Afrika for 60.000 år siden, eller for 100.000 år siden, da Homo sapiens kortvarigt var i kontakt med neandertalerne i Levanten, og at det er sket i Mellemøsten (inden vandringsvejene skiltes). Hvis det accepteres,at opblandingen er sket i forbindelse med Homo sapiens’ udvandring fra Afrika for 60.000 år siden, er der det problem, at den første udvandringsbølge efter al sandsynlighed er forløbet via den sydlige del af den arabiske halvø (se nedenfor), og her er der indtil videre ikke fundet spor efter neandertalere. Alternativt kan derfor man tænke sig, at det arkaiske element i det moderne menneskes arvemasse (helt eller delvist) stammer fra tiden før opsplitningen af neandertallinjen og sapienslinjen i Afrika for omkring ½ million år siden, men dette anses af forskellige grunde for mindre sandsynligt.

Opblandingen er under alle omstændighed ringe, af størrelsesordenen 1,5-2,1 %, og kan forklares ved et relativt lille antal parringer. Det er dog interessant, at de forskellige befolkningsgrupper af ikke-afrikanere har modtaget forskellige dele af neandertalernes arvemasse, så samlet set har måske en femtedel af neandertalernes arvemasse overlevet i den moderne menneskehed.

Der er endvidere tydeligt, at den mandlige frugtbarhed er blevet påvirket negativt ved opblandingen. Det nendertal-DNA, som Homo sapiens har arvet, synes nemlig stort set udelukkende at stamme fra den mødrene linje. Dette må betyde, at de drenge, der er blevet født, enten har været meget lidt frugtbare eller været helt sterile og dermed ude at stand til af få afkom. Også andre forhold tyder på, at parringen mellem Homo sapiens og neandertalere har været særdeles vanskelig (deraf de relativt få, succesrige parringer). Dette må igen betyde, at de to arter har været nær grænsen til reproduktiv isolation. Det er også en mulighed, at de vidtgående har undgået hinanden.

Opblandingen med neandertalernes arvemasse har tilsyneladende også på anden måde haft en funktionel betydning for Homo sapiens. Noget tyder f.eks. på, at opblandingen har forstærket immunsystemet hos det moderne menneske: Da Homo sapiens udvandrede fra Afrika mødte det en række nye, potentielt sygdomsfremkaldende mikroorgansimer, som neandertalerne gennem tusindvis af år havde tilpasset sit immunsystemt til; det moderne menneske benyttede på den måde en smutvej til større modstandskraft via opblandingen med neandertalerne. 60 % af undersøgte østasiater og europæere har arvet et neandertalgen for keratin, et protein der findes i hud, hår og negle; måske har dette haft betydning for en hurtigere tilpasning til et koldt klima hos Homo sapiens. Det er også muligt, at vi har arvet neandertalgener, der gør os mere modtagelige for forskellige sygdomme, heunder sukkersyge.

  1. Hvorved adskiller Homo sapiens sig genetisk fra neandertalerne? Der er indtil videre identificeret omkring 100 betydende mutationer i arvemassen hos Homo sapiens, som ikke findes hos neandertalerne. De områder af arvemassen, hvor de pågældende mutationer er identificeret, vedrører bl.a. de kognitive funktioner, hudens funktion, bevægelse af sædceller, sårheling m.m. De kommende års forskning vil helt sikkert gøre det muligt at afklare, hvad der mere præcist gør os til Homo sapiens, og hvad der gjorde neandertalerne til det, de var.

Uden tvivl vil de nye teknologiske landvindinger betyde, at vi i de kommende år vil se kortlægning af arvemassen fra et væld af fortidige mennesker, både Homo sapiens og arkaiske menneskearter – se boks 3-3. I 2013 lykkedes det f.eks. at udvinde mtDNA fra 400.000 år gamle knogler fra Sima de los Huesos ved Atapuerca i Nordspanien. Det er suverænt det ældste fossile DNA, der til dato er udvundet fra homininer. Der er al mulig grund til at forvente, at vi i fremtiden vil få en langt mere detaljeret viden om f.eks. Homo sapiens’ kolonisering af verden og om slægtskabsforholdene mellem de forskellige arter af mennesker ved hjælp af fossilt DNA.

Slægtsdiagram Homo sapiens, neandertalere og Denisova, der viser den indbyrdes opblanding

Slægtsdiagram Homo sapiens, neandertalere og Denisova, der viser den indbyrdes opblanding

 

„Ud af Afrika“-hypotesen er mest sandsynlig

Samlet peger de genetiske undersøgelser sammen med fossilerne klart i retning af, at Homo sapiens er opstået i Østafrika for relativt nyligt – de fleste undersøgelser peger på en alder på 150.000-200.000 år. Dette er klart mest i overensstemmelse med „Ud af Afrika“-hypotesen og gør Den multiregionale hypotese lidet sandsynlig, idet sidstnævnte forudsætter en oprindelse, der kan føres 1,8 millioner år eller mere tilbage i tiden. De genetiske analyser viser også, at der ikke har været tale om fuldstændig fortrængning af, men derimod om let opblanding med (nogle af) de arkaiske menneskeformer, som Homo sapiens mødte på sin vej ud af Afrika (Assimilationshypotesen). Selv om de seneste genetiske analyser stærkt antyder, at der har været en vis, men dog minimal opblanding med arkaiske mennesker kan vi alligevel være nogenlunde sikre på, at det genetiske materiale, der har skabt grundlaget for det moderne menneske, i al væsentlighed er blevet samlet i Afrika for mindre end 200.000 år siden.

De stærkt grønne felter repræsenterer tilstedeværelsen af Homo sapiens i de forskellige regioner. De øvrige farver repræsenterer forskellige arkaiske mennesketyper

De stærkt grønne felter repræsenterer tilstedeværelsen af Homo sapiens i de forskellige regioner. De øvrige farver repræsenterer forskellige arkaiske mennesketyper

Homo sapiens' demografiske hsitorie

Homo sapiens’ demografiske hsitorie

Homo sapiens koloniserer verden fra Østafrika

Homo sapiens koloniserer verden fra Østafrika

Til Toppen

DET UNIKKE VED MENNESKET

Tilpasningen til kultur

Det er den kulturelle tilpasning indenfor de sidste 100.000 år, der i sidste ende har gjort os til mennesker.  Kulturen blev vores overlevelsesstrategi. Vores evne til at lære fra andre og til at overføre og bygge videre på allerede opnået erfaring, teknologi og kompetencer er måske den vigtigste forklaring på de ændringer af omgivelserne, der førte til landbruget og civilisationen. Andre organismer er begrænset til det miljø, som deres arvemasse har tilpasset dem til, men vi har tilpasset os til stort set alle typer af miljøer på Jorden.

Det, der definerer vores natur – vores ultra-socialitet, vores sprog og vores medfødte evner og talenter – opstod som tilpasninger til at leve i menneskesamfundenes righoldige sociale miljøer skabt af kulturen – og er ikke en del af vores fælles evolutionære historie med andre organismer.

Vores kulturelle kapacitet er primært baseret på to faktorer: Social læring og theory of mind. Via social læring kan vi kopiere ny adfærd blot ved at observere andre. Og theory of mind gør os i stand til at læse andres mentale tilstand og giver os derved mulighed for at gætte os til og forstå andres motiver. Vi kan derefter vælge at kopiere de handlinger, ideer og nyskabelser, der giver os selv størst udbytte.

Selv om nogle dyr kan siges at have kulturelle traditioner – f.eks. knækker chimpanser nødder med sten -forbedres og udvikles disse vaner ikke over tid; selv efter en million år vil teknikken være den samme, fordi chimpanser ikke evner ægte social læring og theory of mind. Til sammenligning udvikles menneskelige samfund konstant gennem kumulative kulturelle tilpasninger. Vores viden, evner og teknologier akkumuleres hele tiden og bliver derved innovative og nyskabende, fordi mennesker imiterer hinanden, vælger og modificerer eksisterende former og kombinerer kendte objekter for at skabe nye (mental syntese, se nedenfor) – som f.eks. når en kølle blev kombineret med en håndkile, hvorved den første økse opstår. Resultatet er for menneskets vedkommende en kompleks og varieret kultur, der ligner dyrs kultur i samme grad som en Bach kantate ligner en gorilla, der slår sig på brystet.

Altruisme er også en central menneskelig egenskab. Vi er som art meget gruppe-fikserede: Vi går med glæde omkring i besynderlige T-shirts eller hatte i forbindelse med sportsbegivenheder eller maler os i ansigtet i nationalflagets farver. Den slags adfærd ses ikke hos chimpanser. I resten af dyreriget er samarbejde generelt begrænset til biologiske slægtninge.

De unikke træk ved vores psykologi, inklusive vore normer og moral, vores forventning om retfærdighed og vores tendens til moralsk aggression – straffe dem, der bryder de sociale love – er følelser og sociale mekanismer, som vi udviklede for at straffe dem, der udnytter vores skrøbelige fællesskab.

Moderne samfund adskiller sig markant fra små stammer, der en gang konkurrerede om at besidde verden. Men den gamle psykologi viser sig fortsat i vores globaliserede, multikulturelle verden. Vores arts historie er en fremadskridende triumf af samarbejde i stedet for konflikt, da folk opdagede, at samarbejde gav langt større udbytte end endeløse konflikter og hævnakter. I en diversificeret verden er nøglen til at fremme samarbejdet at skabe en større følelse af tillid og fælles værdier, der strækker sig ud over etniske og kulturelle grænser. Dette er denne sociale lim, der oprindeligt skabte vores ekstremt udviklede sociale evner og som fortsat kan være dette.

Den udvidede familie

Der er næppe nogen tvivl om, at udvikling af hjernen til det niveau, som vi besidder – og som giver vores liv et så rigt indhold – i sidste ende afhang af etableringen af familien som social ramme. Opfindelsen af den udvidede familie gjorde mennesket i stand til at udvikle store hjerner og minimere de ulemper, der er forbundet med denne udvikling: lang modningstid og tilsvarende lav frugtbarhed. Den lange modningstid bruges til vækst af hjernen, der hos mennesket først slutter ved puberteten. Der går bl.a. tid til at danne erfaringsbaserede forbindelser (synapser), hvorved kompleksiteten og omfanget af hjernens funktionelle netværk øges, hvilket er afgørende for hjernens funktion hos voksne.

Efter nogle antropologers mening har etableringen af parforholdet, dvs. etableringen af stærke bånd mellem to individer af forskelligt køn, været et afgørende trin frem mod dannelsen af den udvidede familiestruktur. Vores nærmeste slægtninge, chimpansen og bonoboen, lever i store grupper af individer af begge køn. De parrer sig frit med hinanden, og hunnerne er (i modsætning til hannerne) tilbøjelige til at forlade gruppen på et tidspunkt. Hos vore forfædre, måske allerede hos tidlig Homo, blev denne adfærd afløst af faste pardannelser, hvilket ses som et første skridt frem mod dannelsen af store familegrupper og slægtskab i flere niveauer (søskende-forældre-bedsteforældre-kusiner osv.). De enkelte individer ville vide, hvem de var i slægt med, og børnene kendte eksempelvis både til fars og mors familie.

Den efterfølgende udvikling af et symbolsk sprog gjorde mennesket i stand til at kommunikere om objekter, der ikke var til stede, inkl. fødeemner, der evt. kunne indsamles i fremtiden. Det symbolske sprog, der bliver nærmere omtalt i næste afsnit, var et middel til at være fælles om viden og koordinere overlevelsesstrategier, når omgivelserne bød på potentielle trusler, hvor man kunne være i tvivl om, hvad der var den rigtige handlemåde.

Sproget gjorde det også lettere at overføre og lagre ophobet viden fra én generation til den næste. Sproget satte mennesket i stand til at skaffe sig føde af højere kvalitet, der desuden var nemmere at fordøje; mennesket skulle derfor bruge mindre energi på indsamling og fordøjelse, hvorfor mere energi kunne afses til hjernen.

Hos vore jæger-samler forfædre udviklede hjernen sig som følge af positiv feedback i et socialt system, der blev mere og mere komplekst, og hvor de mest socialt „intelligente“ udkonkurrerede de mindre socialt egnede. Social intelligens skal her forstås som evnen til at danne alliancer, til planlægning, til abstrakt tænkning og til klar kommunikation. Et modersprog – med blot en minimal syntaks (sætningsbygning) – under udvikling ville være mest effektiv, hvis lange ordlister var tilgængelige. Derfor ville dem, der kunne huske flest ord, have en fordel, idet de bedre kunne kommunikere – det ville højst sandsynligt også være dem, der havde de største eller bedst udviklede hjerner; disse ville levere flest gener til næste generation.

 

Sproget

Ingen andre skabninger end mennesket har evnen til abstrakt tænkning og evnen til at kommunikere via et komplekst talesprog. Sprog og andre symbolske udtryksformer gør mennesket til noget ganske særligt på Jorden.

Menneskets evne til at danne billeder af omverdenen i sin bevidsthed og at genskabe disse billeder i den virkelige verden uden for dem selv er enestående. Vi er i stand til at inddele omverdenen i et utal af adskilte enheder, som vi hver kan tildele et symbol eller et navn. Disse navne kan vi så kombinere på utallige nye måder, hvilket bl.a. gør os i stand til at stille spørgsmål som: „Hvad nu hvis…“ Det er evnen til at stille sådanne spørgsmål, der er grundlaget for menneskets kreativitet.

Andre arter som f.eks. chimpansen kan udnytte omverdenen med stor effektivitet, men grundlæggende vedbliver de at være passive tilskuere til den. For mennesket var udviklingen af talesproget en udviklingsmæssig triumf, som hævede os op i en særlig kategori adskilt fra resten af dyreverdenen.

Det menneskelige sprog er et fantastisk instrument, der sætter os i stand til at udtrykke tanker, som strækker sig fra madopskrifter til den fineste poesi. Men vi gør os sjældent klart, i hvor høj grad vi mestrer dette instrument.

Hvis man f.eks. udtrykker en sætning på 10 ord, tænker man ikke på, at 10 ord kan ombyttes og kombineres på 3.628.800 måder, men på fingrene kan man tælle de kombinationer, der giver en grammatisk korrekt sætning. Uden nærmere eftertanke fravælger man således mere end 3.000.000 uanvendelige kombinationer. Sproget omfatter et ubegrænset, fleksibelt system af syntaktiske regler og grammatik, der muliggør dannelsen af et ubegrænset antal meninger fra et begrænset antal elementer. Disse regler og evnen til at behandle dem rigtigt er afgørende, idet som nævnt ikke alle kombinationer giver mening. Manden maler huset virker som en troværdig sætning, mens sætningen huset maler manden virker forkert. Der er denne strukturering, der gør menneskets sprog så enestående, og det er det, der gør det så ideelt et medium til at manipulere mentale symboler.

Vores sprogevne er betinget af et kompliceret samspil mellem strubehovedets/mundens anatomi med tilhørende muskler og de motoriske nerver, som styrer musklerne, samt høresansen, gennem hvilken man har lært sproget. Dertil kommer de strukturer i hjernen, der tyder modtagelsen af de sproglige meddelelser, man modtager fra andre, og som formulerer vore egne sætninger. Når man taler, sendes der over 100.000 nerveimpulser pr. sekund til de mere end 100 muskler, hvis bevægelser skal koordineres.

Sproget handler i første række om begivenheder, der finder sted omkring os, om nogen, der gør noget, eller om genstande, som skal bearbejdes. Selvfølgelig indeholder sproget også udbrud eller advarselsråb; sådanne udtryk har imidlertid ikke deres udgangspunkt i neocortex, men i ældre dele af hjernebarken på samme måde som abernes kald. Udbrud og eder kan derfor ikke anses for at repræsentere et egentligt sprog. Sproget har tre hovedelementer: Ordforråd, syntaks og betydning.

Med udviklingen af bevidsthed opdagede menneskene, at de var omgivet af en verden, der var fuld af genstande, som de måtte sætte navne på, for at de kunne meddele sig til hinanden. På den måde blev sproget udviklet som en fællesmenneskelig omverdensrepræsentation. Sproget blev i første omgang et instrument, som kunne beskrive den verden, der omgav mennesket, og som kunne hjælpe det til at vælge eller fastlægge en adfærd i forhold til denne verden.

Sproget har tre hovedelementer: Ordforråd, syntaks (regler for sætningsbygning) og betydning. Et ordforråd kan defineres som et sæt af tilfældigt valgte symboler, der erstatter genstande, handlinger og relationer i den virkelige verden (eller som repræsenterer sådanne i bevidstheden). Det er vigtigt at understrege symbolernes vilkårlige natur, idet der normalt ikke er nogen logisk forbindelse mellem symbolet og den genstand/handling, der skal symboliseres. Ordforrådet indeholder „indholdsord“ f.eks. Per, æble, spise, mæt, der symboliserer henholdsvis en person, en spiselig frugt, processen at indtage noget og måden man føler på, når man har spist. Andre ord, f.eks. en, den og ikke er vilkårlige syntaktiske symboler eller „funktionsord“, der specificerer relationerne mellem „indholdsord“.

Ordforråd og syntaks skaber sætninger, der i sig selv kan opfattes som symboler. Per spiser æblet; Per spiser et æble; Hvis Per ikke er mæt, vil han spise æblet; Vil Per spise et æble? er alle fire symboler skrevet i en slags kode, der overfører specifik og klar information fra én person til en anden. Udviklingen af syntaks har åbnet et næsten ubegrænset antal verdener for den menneskelige kommunikation ved at tillade udviklingen af nye symboler, der er forståelige for dem, der kender syntaksen. Dette udvider også mulighederne for den individuelle tankevirksomhed og for planlægningen inden for gruppen i et omfang, der ikke eksisterer hos nogen anden levende organisme. Sproget åbner op for en hel ny forestillingsverden, som kun sproget muliggør: „Hvis du går bag buskene derhenne, og jeg kaster en sten bag mammutten…“. Vilkårlige symboler ligger således bag både ordforrådet og syntaksen, og det er sådanne symboler af forskellig kompleksitet, der giver meningen eller betydningen.

Sprogets ordforråd viser også, at det først og fremmest er udviklet for at beskrive den verden, der omgiver os. Sammenlignet med det store antal ord, der kan anvendes til at beskrive naturen, har vi kun få ord til rådighed til at beskrive følelserne. Derfor må al poesi, fra den danske salmebog til den australske urbefolknings sange, hente ord fra naturbeskrivelser for at kunne behandle følelseslivet. Sproget er i grundstrukturen udviklet for at sende meddelelser om den eksisterende verden fra det ene menneske til det andet.

Sproget er en så central del af vores tilværelse, at vi næppe kan forestille os en verden uden ord. I de fleste samfund tilbringer folk størsteparten af de vågne timer badet i et hav af ord. Vi konverserer, ser fjernsyn, læser bøger og aviser, lytter til foredrag; i alt dette tager vi sproget for noget givet. Men sproget udstyrer os endvidere med en fantastisk egenskab: Vi er i stand til at påvirke andres tanker. Ved at lave en bestemt rækkefølge af lyde (tale) kan vi få andre til at tænke tanker, som de ellers ikke ville have tænkt! Den, der læser dette afsnit i bogen, vil således uvægerligt tænke over sprogets kraft, tanker som han eller hun måske ikke ville have gjort sig uden.

Sproget bringer mening ind i vores verden og væver menneskelivets praktiske, sociale og intellektuelle tråde sammen til et righoldigt og farverigt klæde, som vi kalder kultur. Vi tilegner os ordforrådet og grammatikken som en del af opvæksten i vores kultur. Vi er alle ved livets begyndelse udstyret med evnen til at leve utallige forskellige liv, men ender op med kun at have levet ét. Dét liv, som vi lever, deler vi med andre inden for samme samfund eller kultur; der er tale om en kollektiv eksistens. Og de mange liv, som vi ikke levede, betragter vi i bedste fald med forundring og mangel på forståelse, og i værste fald med mistænksomhed og frygt. Sprog og kultur forener og deler verden: Næsten 6.000 forskellige sprog – og forskellige kulturer – eksisterer på Jorden.

Det er vores evne til at lagre og dele kultur, der har ført til udvikling af kunst, religion, humaniora og naturvidenskab, der alle er så karakteristiske for den menneskelige natur.

Mennesket er i så udpræget grad en talende art, at Homo loquens („det talende menneske“) har været foreslået som et mere passende artsnavn end Homo sapiens. Det er blevet skønnet, at en person på en normal dag taler ca. 40.000 ord, hvilket er det samme som 4-6 timers uafbrudt tale. Og det meste af det talte er ikke om emner, der kan klassificeres som udtryk for vores intelligens.

I forlængelse af det har den engelske antropolog Robin Dunbar analyseret studenters samtaler, og han fandt, at kun 14 % handlede om akademiske emner. Det meste var om trivielle emner som personlige forhold og oplevelser. Kultur, religion, videnskab og selv sport udgjorde en forbavsende ringe del, mens almindelig sladder udgjorde 70 %. Sprogets vigtigste opgave er derfor utvivlsomt at tilvejebringe „sludderen“, dvs. talen om de personlige forhold. Det er først og fremmest udvekslingen af de personlige forhold, folks sludren om sig selv, hinanden, veninderne og kæresterne, TV-programmerne osv., som foregår på gaden, caféerne og derhjemme, der har skabt vores kultur og som har haft den største betydning for udviklingen af det moderne menneske.

Sproget har sammen med anden symbolsk adfærd (f.eks. fremstilling af perler) været afgørende for skabelsen af det sociale tilhørsforhold og identiteten hos vore forfædre. Sprogets evne til at viderebringe information om f.eks. komplicerede tekniske forhold kommer blot i anden række.

Man kan ligefrem tale om et sproginstinkt hos mennesket. Men hvordan og hvornår vi har fået dette instinkt, og hvordan det har kunnet udvikle sig så hurtigt, ligger stadig hen i det uvisse.

Sagen er, at vi ikke kan rekonstruere sprogets udviklingshistorie på samme måde, som vi kan rekonstruere oprindelsen af oprejst gang, fordi sprog ikke efterlader klare spor på fossilerne. Selv om vores store hjerne så afgjort var en forudsætning for, at sproget kunne udvikles, har der ikke været nogen tæt og generel sammenhæng mellem hjernestørrelse og færdigheder (såsom redskabsteknologi, opfindsomhed og kunstneriske evner). Faktisk havde neandertalerne i gennemsnit større hjerner end Homo sapiens.

Vi har altså ikke nogen åbenlys forklaring på, hvad der i Øvre Palæolitikum betingede det store skridt fremad i kulturel henseende, som udviklingen af det avancerede sprog var en del af. Desuden har vi stadigvæk kun tågede forestillinger om, hvordan elektriske og kemiske signaler i hjernen omsættes til bevidsthed og tanker. Uden en klarere viden om disse forhold vil vi ikke fuldt ud kunne forstå, hvordan sproget er udviklet.

Det er således fremdeles uklart, i hvilken sammenhæng sproget er opfundet af analfabetiske mennesker med en tilsyneladende „symbol-klar“ hjerne. Robin Dunbar, der blev omtalt ovenfor, har foreslået, at sproget opstod som en erstatning for den gensidige fysiske soignering, som alle primater bruger så meget af deres tid på. Gensidig soignering, som hyppigt består i at undersøge pelsen hos en artsfælle med fingeren, er en intens og meget vigtig social aktivitet, der cementerer sociale bånd inden for gruppen. Men det er ikke nogen særlig praktisk aktivitet for næsten hårløse primater. Dunbar foreslår derfor, at konversation eller small talk/sladder er opstået hos mennesket til at udfylde en tilsvarende social funktion, som bliver mere vigtig efterhånden som gruppen blev større.

En ting er, hvad der satte sprogudviklingen i gang, noget andet er, hvornår det skete. Også her står vi i nogen grad på bar bund, selv om både anatomiske og genetiske spor hjælper lidt (se de følgende afsnit om sprogevnens forudsætninger). Da alle nulevende mennesker imidlertid taler et avanceret sprog, kan lære matematik og bruge en computer, kan vi i det mindste være nogenlunde sikre på, at sproget opstod, inden Homo sapiens indledte de store udvandringer fra Afrika for omkring 60.000 år siden.

Nogle arkæologer og sprogforskere mener, at sproget fremkom inden for en kort tidsramme for cirka 50.000 år siden, idet man først fra denne tid har beviser for avancerede kulturelle fænomener: Billedfremstilling, begravelsesritualer o.l. Andre hælder til den overbevisning, at sproget opstod for cirka 2 millioner år siden, idet man i fossilfund fra den periode kan iagttage en markant stigning af hjernens rumfang. Begge hypoteser kan være rigtige. Det kan nemlig tænkes, at sproget opstod for 2 millioner år siden på et primitivt niveau og kun langsomt udvikledes indtil for cirka 50.000 år siden, hvor udviklingen tog et store skridt fremad mod nutidssproget.

Efter en langsom udvikling af hjernens størrelse over millioner af år indtrådte der således tilsyneladende ret pludseligt en begivenhed, der banede vejen for sprogevnen. Måske har der været tale om en tilfældig kombination af allerede eksisterende elementer i hjernen, der resulterede i noget fuldstændig uventet. En lille ændring i hjernens ledningsnet kunne være opstået i en lille gruppe af datidens mennesker (den oprindelige befolkning i Østafrika – se kapitel 3). Ændringen ville ikke kunne spores i fossilerne, men kun i de arkæologiske efterladenskaber, der har hobet sig op siden den afrikanske eksodus.

I øvrigt er sprog ikke afhængig af tale, fordi dets output udelukkende kan bestå af gestikulationer, som f.eks. i tegnsprog. Det er derfor sandsynligt, at gestikulationer kom før talesproget. Og håndgestikulationer er stadig en væsentlig del af menneskelig kommunikation, så meget, at nogle mennesker gestikulerer, når de taler i telefon, og så meget, at en del mennesker klarer sig med tegnsprog (døvesprog) alene. Først for 100.000 år siden begyndte talte ord at dominere over gestikulationer; men herefter blev sproget et selvstændigt system og ikke kun et gryntende akkompagnement til gestikulationerne.

Og da sproget først var på vej i form af ord eller gestikulationer eller begge er den videre evolution helt sikkert gået hurtig på grund af den store fordel, som enhver forbedring ville have givet de pågældende. Sproget har derfor nemt kunnet sprede sig hurtigt i en befolkning af symbol-klare, men oprindeligt analfabetiske individer. Selv i dets mest rudimentære form ville sproget have muliggjort et helt nyt niveau i de sociale interaktioner. Præcise og utvetydige tanker kunne endelig deles med andre medlemmer af gruppen, uanset om det drejede sig om at skabe alliancer, antyde intentioner, beskrive folk og steder eller dele viden. Endvidere ville hver lille forbedring af det overordnede system, f.eks. større præcision af hørelsen eller af artikulationen eller af syntaksdannelsen give yderligere fordele, og de gener, der er grundlaget for forandringerne, ville feje gennem befolkningen.

Vi kan således kun være helt sikre på, at det moderne menneske, Homo sapiens, har haft et avanceret sprog. Skabelse af hule- og klippemalerier, fremstilling af allehånde kunstgenstande og smykker samt udførelse af rituelle begravelser er utænkelige uden et avanceret sprog. Selv om Homo heidelbergensis og neandertalerne var effektive som redskabsmagere, anvendte ild og byggede hytter, har de i det store og hele ikke efterladt sig spor efter symbolsk aktivitet. Bedømt ud fra sporene efter symbolsk adfærd synes det rimelig at konkludere, at sproget er udviklet i løbet af en meget kort tidshorisont og ikke ved en gradvis og langsom ændring af allerede eksiterende systemer via den naturlige udvælgelse. Sproget opstod som en isoleret begivenhed, der ikke kunne forudsiges af, hvad der eksisterede i forvejen. Ydermere har der ikke være nogen påvisbar udvikling af sproget, siden det opstod, hvilket taler for, at sproget er opstået for ganske nylig, hos Homo sapiens.

Tilegnelsen af sprog og evnen til at udtrykke sig symbolsk, til at tænke og erkende, ligger nær kernen af det, der gør os til mennesker. Det er den almene tilegnelse af disse evner, der ligger til grund for det, der betegnes „moderne adfærd“. Da Cro-Magnon-menneskene ankom til Europa for 40.000 år siden medbragte de tilsyneladende hele dette arsenal af adfærdsmæssige og mentale nyskabelser.

Vort sprog er den højeste form af symbolsk mental funktion. Det er næsten umuligt at forestille sig tankevirksomhed uden sprog – sproget fungerer i virkeligheden som det medium, hvormed vi forklarer vore tanker til andre – og hvormed vi søger at påvirke, hvad der går for sig i andres hjerner (jf. ovenfor). „Opfindelsen“ af sproget kan derfor være dét kulturelle stimulus, der åbnede for hele det symbolske potentiale hos mennesket.

 

Bevidsthed og mental syntese

Menneskets psyke er grundlæggende sammensat af tre komponenter: 1) Kognition, dvs. evnen til indlæring, logisk tankevirksomhed og problemløsning, 2) følelser som f.eks. sorg, nedtrykthed, glæde, opstemthed og 3) bevidsthed, der sætter os i stand til at vide, hvad vi ved. Bevidstheden forsyner os med et „indre øje“, så vi kan erkende vore egne følelser og adfærd. Således udstyret er vi i en stærkere position til at fortolke – og forudsige – andres følelser og adfærd end organismer uden bevidsthed. Bevidstheden er med andre ord et redskab for det sociale dyr.

På samme måde kan sproget – foruden at være et middel til at give instruktioner og til at udveksle idéer og tanker om den verden, vi er omgivet af – opfattes som bevidsthedens værktøj til at skabe nye verdener. Som eksempel kan man bruge billedet af et simpelt trækors, der for en kristen ikke blot er to stykker træ gjort fast til hinanden på en bestemt måde, men som i stedet repræsenterer kærligheden til Gud og ofringen af Hans søn. På samme måde er en totempæl for visse amerikanske indianere ikke blot et stykke træ med udskæringer, men er selve legemliggørelsen af deres forfædre og udtryk for vrede mod guderne. Det er sådanne nye verdener, sproget skaber i bevidstheden og som bibringer os en fælles kulturel bevidsthed. De nye verdener – skabt af sproget – udgør derfor sjælen i alle kulturer.

De fleste organismer reagerer meget direkte på indkommende stimuli, men deres reaktioner kan ikke desto mindre være ganske subtile og sofistikerede. Alligevel synes ingen andre end mennesket at rekonstruere verden i deres hoveder, som vi gør. Dyr erfarer de fysiske og sociale omgivelser i store træk, som disse bliver præsenteret for dem. Denne måde at opfatte verden på betyder dog ikke nødvendigvis, at ræsonnement og forståelse af sammenhænge dermed er udelukket, for intuitive processer kan helt klart føre til komplekse reaktioner.

Ydermere er det sådan, at menneskets reaktioner i høj grad er styret af ubevidste ræsonnementer, der formentlig er en arv fra tidligere stadier i hjernens meget langvarige evolution. Inde i vore kranier har vi stadig „fiskehjerner“, „krybdyrhjerner“ og „primitive pattedyrhjerner“ foruden hele det neurale apparat, som menneskeaberne har til rådighed. Men tilsyneladende er det kun os, der har en overlejring af mental symbolsk manipulation, der gør det muligt for os at udforske omverdenen på en helt ny og enestående måde. Vi gør derfor ikke kun, hvad vore forfædre gjorde, bare på en lidt bedre måde. Vi har også nogle unikke adfærdsmønstre, der repræsenterer et kvalitativt spring ind i en helt ny bevidsthedsverden.

Vor bevidsthed omfatter også evnen til at danne billeder og tanker uden om de direkte sanseindtryk. Under bevidsthedens udvikling blev evnen til at danne en omverdensrepræsentation på et vist tidspunkt ændret, så det blev muligt at danne et forestillet omverdensbillede, dvs. et billede eller en tænkt omverdensrepræsentation, der ikke var knyttet til direkte sanseindtryk (mental syntese, se videre nedenfor). Denne evne skabte mulighed for at overskue og vurdere konsekvenser af handlinger i den virkelige verden, før disse handlinger blev sat i værk.

Mennesket blev på den måde i stand til at foretage et valg mellem de foreliggende muligheder. At kunne vælge den mest livsfremmende mulighed har ubetinget været en stor biologisk fordel, og denne evne kan meget vel have været en af de helt afgørende forudsætninger for, at vores bevidsthed blev udviklet.

 

Mental syntese

Ved et mentalt billede forstås pr. definition et billede, der dannes i bevidstheden med lukkede øjne. Ved mental syntese forstår man den proces, hvorved der skabes (syntetiseres) et nyt, aldrig-før-set billede ud fra to eller flere mentale billeder.

Lad os til illustration af begrebet om mental syntese foretage et mentalt eksperiment. Luk øjnene og forestil dig en kaffekop placeret et eller andet sted, hvor du aldrig tidligere har set den, f.eks. oven på dit computertastatur. Åbn nu øjnene og gennemtænk de begivenheder, der foregik i din bevidsthed. Din bevidsthed fremkaldte et billede af en kop fra din hukommelse. Den fremkaldte også et billede af et tastatur. Derefter integrerede din bevidsthed billederne af koppen og tastaturet. Dvs. din bevidsthed syntetiserede et nyt billede fra to billeder, som blev dannet af hukommelsen. Dette er et eksempel på mental syntese. Du har aldrig tidligere set en kop oven på et tastatur, men du kan nemt danne billedet af en kop oven på et tastatur i din bevidsthed. Hvis du på et eller andet tidspunkt så en kop oven på et tastatur og derefter ved en senere lejlighed ville genkalde dette billede fra din hukommelse, ville der ikke være tale om mental syntese, idet du blot ville frembringe et enkelt mentalt billede fra din hukommelse.

Skabelsen af „Løve-mennesket“ er et skoleeksempel på mental syntese. Kunstneren har evnet at fremkalde og fastholde et billede af et menneske og en løve i sin bevidsthed på én gang for at kunne fremstille statuetten; samtidig var kunstneren i stand til at manipulere billederne i bevidstheden og foretage bestemte handlinger, dvs. fysisk at fremstille statuetten af „Løve-mennesket“.

Løvemennesket blev fundet i en hule, Hohlenstein-Stadel, i det sydlige Tyskland i 1930'rne. Det blev fremstillet af Homo sapiens i begyndelsen af Øvre Palæolitikum

Løvemennesket blev fundet i en hule, Hohlenstein-Stadel, i det sydlige Tyskland i 1939. Det blev fremstillet af Homo sapiens i begyndelsen af Øvre Palæolitikum for ca. 40.000 år siden. Det er den ældste, kendte genstand, der er fremstillet af Homo sapiens alene ud fra fantasien.

Mental syntese involverer altså kombination af to eller flere mentale billeder med det resultat, at der dannes et nyt mentalt billede, som ikke tidligere var lagret i hukommelsen. Dyr kan ikke forestille sig noget, de aldrig har set. De kan kun genkalde og lagre, hvad de har set, og de kan ikke ændre på sekvensen af billeder i bevidstheden.

Mental syntese er medfødt hos mennesket og er et unikt menneskeligt træk, der er fuldt udviklet hos det 3-4 årige barn. Meget tyder på, at mental syntese primært udføres i venstre hemisfæres præfrontale cortex. Al symbolsk aktivitet, herunder sprogevnen, kunst, dans, musik, fantasi og forestillingsevne, religion, trang til historie- og eventyrfortælling, skabelse af civilisationer og byer, videnskab osv. er konsekvenser af mental syntese.

Det kan i den forbindelse bemærkes, at vi bruger sproget i dagligdagen, f.eks. i forbindelse med undervisning, foredrag, eventyrfortællinger osv. til at overføre og syntetisere nye mentale billeder i lytterens bevidsthed, hvorfor sproget også kaldes for et syntetiserende sprog.

Sandsynligvis var neandertalsprog (hvad dette så end var) ikke et syntetiserende sprog, men blot et kodesprog. En neandertaler, der lærte ordet for kop og tastatur ville ikke have været i stand til at syntetisere et nyt mentalt billede af en kop oven på tastaturet. En neandertaler, der lærte ordene fisk, spise og menneske ville ikke kunne se forskel på sætningerne „menneske spiser fisk“ og „fisk spiser menneske“. Dette krævede nemlig evnen til mentalt syntese. Neandertalere kunne ikke verbalt beskrive redskabsfremstilling; de måtte i stedet demonstrere redskabsfremstilling ved praktisk træning. En neandertaler kunne vise dig, hvordan du skal lave et spyd, men han kunne ikke have forklaret processen ved et foredrag.

Mental syntese er frivillig og bevidst syntese af nye mentale billeder. Spontan og ukontrolleret dannelse af nye billeder er imidlertid også mulig. Dette fænomen kaldes hallucinationer.

En anden unik evne hos mennesket, der hænger sammen med mental syntese, er dannelse af en speciel form for bevidsthed, hvor individet bliver opmærksomt på subjektiviteten eller relativiteten ved tid. Det er denne evne, der muliggør mennesket at rejse mentalt i tiden. Mennesket bliver herved i stand til at genkalde sig fortiden og forudse hvad der kunne tænkes at indtræffe i fremtiden. Derfor kan mennesket reflektere over, bekymre sig for og lave planer for sin egen og andres fremtid. Homo sapiens har ved at drage den fulde fordel af denne nyerhvervede form for bevidsthed været i stand til at omforme den naturlige verden til en verden domineret af kultur og civilisation som vore forfædre og alle andre nulevende skabninger ikke har kunnet forestille sig.

Social intelligens og mental syntese og de deraf afledte konsekvenser i form af symbolsk adfærd og et syntaktisk baseret sprog er en integreret del af det, der i kapitel 4 blev kaldt moderne adfærd. Hertil kommer en veludviklet arbejdshukommelse (dvs. hvad man kan fremkalde og fastholde af mentale billeder i sin bevidsthed på én gang og samtidig bearbejde disse), der er en forudsætning for mental syntese og dermed moderne adfærd.

Til Toppen