Forfatterarkiv: admin

HAR SKRIFTSPROGET PALÆOLITISKE RØDDER?

Kan geometriske tegn – figurer og streger – der er fundet i association med de spektakulære hulemalerier fra sidste istid, repræsentere en form for kode eller nedskreven information og således være en forløber for egentlige skriftsprog, der først opstod langt senere – for blot omkring 5.000 år siden i Mesopotamien (Sumer) og Ægypten?

De 32 gennemgående tegn som von Petzinger har observeret gentagne gange

Palæoantropologen Genevieve von Petzinger fra universitet i Victoria, Canada har undersøgt et stort antal huler i Europa fra Spanien til Ural og er kommet frem til, at 32 geometriske tegn går igen i mange huler, der tidsmæssigt spænder over 30.000 år – fra 40.000 år til 10.000 år før nu.

I den berømte Lascaux hule i Frankrigs Dordogneregion er der f.eks. malet geometriske tegn, firkanter og prikker under dyrebillederne

Grafiske tegn i en af istidens huler i Europa

Andre tegn, der bl.a. optræder på halskæder fremstillet af dyretænder, kunne have fungeret som ”huskesedler” for vigtige rituelle eller ceremonielle handlinger eller måske information om stammens oprindelsesfortællinger.

En 16.000 år gammel halskæde fremstillet af dyretænder. Har de viste mærker hjulpet ejeren til at recitere stammens forælling om dets oprindelse

Se også temaet om skriftsprogets oprindelse

Koelbjergkvinden er en mand

En dansk gruppe fra Institut for Geogenetik, KU har udvundet DNA fra et af Koelbjegkvindens tænder og påvist tilstedeværelse af et Y-kromosom. Det viser med meget stor sandsynlig, at Koelbjergkvinden i virkeligheden er en MAND! Et gen på Y-kromosomet, SRY-genet, er kritisk for kønsbestemmelsen hos fosteret. Jeg er på nuværende tidspunkt ikke klar over om, forskergruppen har påvist et aktivt SRY-gen hos Koelbjergkvinden eller ej, idet undersøgelsen endnu ikke er publiceret.

Se også siden om Koelbjergkvinden.

Alderen på Homo naledi

Der er nu gjort et første, noget indirekte, forsøg på at aldersbestemme Homo naledi, der i 2013 blev fundet i en hule i Sydafrika (se indlæg fra den 25. september 2015). Problemet med aldersbestemmelsen har været, at de afdøde var blevet transporteret til hulen, hvor de blev fundet, og ikke døde der. Så nogen direkte aldersbestemmelse har ikke været mulig. Mark Collard et al. samlede en stor supermatrix af kraniodentale karakterer fra tidlige og senere homininer. Efterfølgende analyserede de data ved hjælp af statistiske metoder (Bayesisk fylogenetisk teknik) og nåede frem til en sandsynlig alder på Homo naledi 912.000 år, altså lidt under en million år. Homo naledi kan derfor alene af denne grund ikke anses for en basal art af Homo-slægten, idet fossiler af tidlig Homo fra Østafrika er over 2,5 millioner år.

Mysteriet omkring dværgmennesket fra Flores – Homo floresiensis

I 2014 blev der fundet nye fossiler af Homo floresiensis på lokaliteten Mata Menge i So’a bassinet på det centrale Flores 74 km fra Liang Bua: Et underkæbefragment + seks isolerede tænder fra mindst tre individer (en voksen (underkæben) og to børn).  Fossilerne er dateret til ca. 700.000 år før nu (dateret med flere forskellige absolutte teknikker) og dermed de ældste hominine fossiler fra Flores. De matcher størrelsesmæssigt og hvad angår morfologi fossilerne tilhørende Homo floresiensis fra Liang Bua, men Mata Menge fossilerne (bl.a. den voksne underkæbe) er endnu mindre end Liang Bua fossilerne. De levede sammen med en dværgfauna, og de producerede simple stenredskaber, der i forbavsende grad matcher redskaberne fra Liang Bua. Mata Menge fossilerne er deriverede i forhold til Australopithecus og Homo habilis og støtter derfor hypotesen om, at Homo floresiensis er en dværgudgave af asiatisk Homo erectus. Den ekstremt lille kropsstørrelse synes derfor udviklet på et meget tidligt tidspunkt. Fundene er desuden et meget stærkt indicium for, at Homo floresiensis er en distinkt, selvstændig art med dybe evolutionære rødder. 

Homo floresiensis er ældre end hidtil antaget

Der er i marts 2016 publiceret en ny, forbedret datering af fundene fra Liang Bua hulen på den indonesiske ø, Flores. De første dateringer, der viste, at Homo floresiensis levede indtil for for omkring 15.000 år siden, var baseret på C-14 analyser udført på trækul fundet i hulen. Men stratigrafien er meget kompliceret i hulen, og denne har ikke været helt forstået, da de første dateringer blev udført i 2003-04. Nu viser det sig, at fossilerne ligger i lag, der er mellem 60.000 og 100.000 år gamle, mens de fundne stenredskaber stammer fra lag, der er mellem 50.000 og 190.000 år. Dette betyder, at Homo floresiensis med stor sandsynlighed var forsvundet, inden ankomst af Homo sapiens. Derfor kan Homo floresiensis ikke repræsentere en patologisk form af Homo sapiens, som det har været hævdet af nogle. Det er med meget stor sandsynlighed en selvstændig art udviklet fra Homo erectus eller tidlig Homo.

HOMO SAPIENS I KINA FOR 120.000 ÅR SIDEN?

I oktober 2015 blev der i Nature publiceret et fund af 47 tænder stammende fra tidlig Homo sapiens i Kina. Fundet blev gjort i en hule – Fuyan Cave – i det sydlige Kina 600 km nord for Hongkong, Tænderne er dateret til mellem 80.000 og 120.000 år før nu. Dateringen er sket på basis af en stalagmit, der var afsat i samme niveau som den stalagmit, der dækkede tænderne. Men som nævnt kom den daterede stalagmit fra en anden del af hulen, end den, der dækkede tænderne. Så dateringen kan være forkert.

De hidtil ældste fossiler af Homo sapiens uden for Afrika, i Europa, Østasien (Tianyuan-hulen i Kina, Niah-hulen på Borneo) og Australien er 40.000 til 50.000 år gamle; ældre fossiler fra Asien, der hævdes at stamme fra Homo sapiens, er alle kontroversielle.

De fleste studier peger på, at Homo sapiens’ udvandring fra Afrika startede for 50.000-70.000 år siden. Men der er dog fundet stenredskaber på den arabiske halvø og i Indien, der hævdes at være op til 125.000 år gamle; men da der er ikke fundet fossiler sammen med redskaberne, er det usikkert, hvem redskabsmageren er.

Forfatterne til ovennævnte studie diskuterer to forklaringer på fundet af de gamle tænder: Enten fandt der en tidlig udvandringsbølge sted fra Afrika mod Østasien inden hovedudvandringen for 50.000-70.000 år siden eller også støtter fundene det radikale synspunkt, at Homo sapiens (eller i det mindste den kinesiske version af Homo sapiens) er opstået i Kina.

DENISOVA

Der er nye oplysninger om Denisova-menneskets oplag i hule af samme navn. Den lille fingerknogle (der er fundet i hulens lag 11), hvorfra arvemassen blev kortlagt hos Denisova-mennesket, stammer fra en pige, der levede i hulen for mindst 50.000 år siden. To andre Denisova-individer (repræsenteret ved tænder, fundet i lag 22) levede i hulen for mindst 110.000 år siden og måske så tidligt som for 170.000 år siden. Undersøgelse af DNA-sekvenserne fra de forskellige præparater viser, at de Denisova-mennesker, der har boet i hulen, ikke var tæt beslægtede, og de havde indbyrdes mere genetisk variation end samtlige neandertalere, hvorfra der er udvundet DNA.

Der er udvundet DNA fra fire tænder, hvoraf de tre viste sig at stamme fra Denisova-mennesker, mens den fjerde stammede fra en neandertaler. Så både Denisova-mennesker, neandertalere og Homo sapiens har boet i hulen.

Siden det oprindelige fund fra Denisova-hulen er der gjort andre fund i Kina, der måske repræsenterer Denisova-mennesket. F. eks. er der ved lokaliteten Xujiayao i Nihewan bassinet nord for Beijing fundet 20 hominine fossiler, 30.000 redskaber og 5.000 fossiler af pattedyr. Fundet er  dateret til 260.000-370.000 år før nu. De hominine fossiler har deriverede neandertaltræk og kan meget sandsynligt repræsentere en tidlig udgave af Denisova-mennesket.

Et andet fund består af to sent pleistocæne (105.000-125.000 år før nu) kranier fra Lingjing, Xuchang, i det østlige Kina. Kranierne er arkaiske med både forskelle og ligheder med tidsvarende vestlige eurasiske fossiler (neandertalere). De kan meget vel repræsentere Denisova-mennesket. Et af kranierne har et skønnet volumen på 1800 ml!

Billede1

HOMO SAPIENS, NEANDERTALER OG DENISOVA

i 2013 lykkedes det at udvinde mitokondrie-DNA fra nogle af knoglerne fra Sima de los Huesos, Atapuerca, Nordspanien. Knoglerne er omkring 400.000 år gamle. Nu er det lykkedes at udvinde – meget små fragmenter, kun 25-40 bp lange – lidt af kerne-DNA’et fra samme knogler (en knogle fra benet og en tand) og at sekventere 1-2 millioner bp (0,05% af arvemasssen). Resultaterne viser, at Sima de los Huesos individerne er langt tættere beslægtet med neandertalere end med Denisova og Homo sapiens; faktisk er de (næsten) neandertalere. Resultaterne viser også, at Homo sapiens udskiltes fra den fælles forfar til neandertalere og Denisova for omkring 700.000 år siden, mens neandertallinjen og Denisovalinjen adskiltes for omkring 500.000 år siden. Men alligevel har de tre typer i en vis udstrækning kunne parre sig med hinanden (hvilket kan forklare, at der findes mitokondrie-DNA fra Denisova i Sima de los Huesos individerne).

Stamtræ

Stamtræ

HOMO NALEDI

I oktober 2013 blev der gjort et af de mest sensationelle fund overhovedet af hominine fossiler i en hule i Sydafrika. Der blev fundet over 1500 fossile knogler og tænder, hvor stort set alle af skelettets elementer er repræsenteret mere end én gang. Fossilerne stammer fra mindst 15 individer, hvor begge køn og alle aldersgrupper er repræsenteret. Fundene er gjort i Dinaledi kammeret i The Rising Star hulesystemet 50 km nordvest for Johannesburg. Hulen ligger i samme område som de berømte huler, Sterkfontein og Swartkrans.

Kort og sydafrikanske lokaliteter

Kort og sydafrikanske lokaliteter

Denaledi hulesystemet

Denaledi hulesystemet

Det er det rigeste fund, der nogensinde er gjort i Afrika og matcher i så henseende fundene fra Sima de los Huesos i Spanien og neandertalfundene fra Krapina. Fundene er publiceret i september 2015 (eLife 2015;4:e09560. DOI: 10.7554/eLife.09560).

Fossilerne udviser en blanding af australopithecine træk og træk, der ses hos tidlig Homo. F. eks. er kraniets morfologi som hos tidlig Homo, men kranierumfanget er blot på 513 kubikcentimeter, hvilket kun er marginalt over det australopithecine niveau. Encefalisationskoefficienten (forholdet mellem kropsvægt og hjernevægt) er på niveau med australopithecinerne og mindre end hos alle arter af Homo bortset fra Homo floresiensis og et af kranierne fra Dmanisi (D4500). De relativt små tænder er også forenelig med tidlig Homo og tyder iøvrigt på en alsidig kost og i hvert fald ikke på en kost, der udelukkende bestod af grove og seje plantedele. Hvad det postkranielle skelet angår er skulderen, brystkassen, bækkenet og lårbensknoglen primitive (australopithecin), mens foden, skinnebenet, hånden og håndleden er typisk for tidlig Homo. Dog er fingerknogler påfaldende krumme (som det også ses – men i mindre grad – hos australopithecinerne), hvilket tyder på et liv delvist i træerne. Fossilerne udviser således både primitive og mere deriverede træk – i en unik kombination – og de pågældende individer kan bedst karakteriseres  som en overgangsform mellem australopitheciner og tidlig Homo. Men hvad de præcist repræsenterer er mere vanskeligt at afgøre – finderne (Lee Berger og medarbejdere fra Witwatersrand University i Johannesburg) har valgt at allokere fossilerne til Homo, Homo naledi. På beskrivelsen minder de mest om homininerne fra Dmanisi, Georgien, der formentlig er tidlig Homo og 1,8 millioner år gamle.

Man kan forestille sig, at Homo naledi repræsenterer en såkaldt relikt population, der er levet i isolation, afsondret fra andre hominine populationer. Det kan forklare deres særpræg. I givet fald kan de repræsentere en blindgyde på menneskets stamtræ og har derfor ikke givet ophav til senere homininer, herunder Homo sapiens. Sydafrika ligger på den sydlige spids af et meget stort kontinent, og det er logisk at forestille sig, at genflowet hertil har været ringe sammenlignet med forholdene i det mere centralt beliggende Østafrika.

Homo naledi

Homo naledi

Kranie, kæber og tænder fra Dinaledi hominin 1 (DH1)

Kranie, kæber og tænder fra Dinaledi hominin 1 (DH1)

Individernes højde er skønnet til omkring 145 cm og vægten til 45-50 kg.

Én helt afgørende ting mangler for at kunne bedømme fossilernes fylogenetiske slægtskab med andre homininer: Intet vides om fossilernes alder. De kan derfor for så vidt være blot 100.000 år eller to millioner år gamle. Hvilken betydning fossilerne får for vores forståelse af menneskets udvikling er det endnu for tidligt at udtale sig om.

Årsagen til at alderen ikke umiddelbart kan fastlægges er, at fossilerne alle er fundet dybt inde i en snæver, svært tilgængelig hule, hvor de med stor sandsynlig bevidst er blevet deponeret. Der har således formentlig været tale om en gravplads. Ingen af knoglerne udviser spor efter rovdyrs tænde eller tegn på at være skyllet ind i hulen af regnvand eller floder.

Indtil videre er den bedste læring vi kan udlede af det nye fund menneskets udvikling er langt mere kompleks end nogen har kunnet forstillet sig; menneskets stamtræ er en stærkt forgrenet busk.

MENNESKET FRA PESTERA CU OASE

I 2002 blev der fundet fossiler af hvad der formodes at være en ung mand i Pestera cu Oase hulen i Rumænien. Alderen på fossilerne er ca. 42.000 år. Fossilerne er blevet tolket som repræsenterende Homo sapiens og er dermed de ældste, fossile spor efter det moderne menneske i Europa. Mange antropologer, herunder ikke mindst amerikaneren Erik Trinkhaus, har set neandertaltræk hos fossilerne og derfor opfattet disse som resterne efter en hybrid mellem Homo sapiens og neandertalere.

Nu er der udvundet DNA fra fossilerne, og det viser sig noget overraskende, at omkring 10% af DNA’et stammer fra neandertalere (mod 2-3% hos nulevende europæere). Ydermere viser analyserne, at Pestera cu Oase mennesket har arvet neandertal-DNA’et i store fragmenter, hvilket indikerer, at hybridiseringen (opblandingen) kun er sket nogle få (6) generationer tilbage. Dette betyder igen, at opblandingen må være sket i Europa senere end den veldokumenterede opblanding i Mellemøsten, da Homo sapiens var på vej ud af Afrika for omkring 60.000 år siden. En af Pestera cu Oase menneskets tip-tip-tip oldeforældre var altså neandertaler.

Et andet tidligt Homo sapiens individ er repræsenteret ved fossiler fra Kostenki (Kostenki 14) i Rusland; her er andelen af neandertal-DNA som hos nulevende europæere. Dette viser, at Kostenki-individet er en direkte forfar til de moderne europæere, mens Pestera cu Oase mennesket er en blindgyde, der ikke har bidraget til de moderne europæere. Årsagen til det sidstnævnte er ikke klarlagt, men måske havde Pestera cu Oase mennesket stærk nedsat fertilitet?

Pestera cu Oase hulen

Pestera cu Oase hulen

Pestera cu Oase fossilerne

Pestera cu Oase fossilerne