Athanasius Kircher (1601(2)-1680) var tysk jesuit og en af 1600-tallets mest navnkundige lærde i Europa.

Han var en sand polyhistor og en dynamisk og farverig formidler af den nye viden til et folkeligt publikum. I dag er Kircher stort set glemt, men blandt 1600-tallets lærde ragede han op som et kæmpefyrtårn. Han var i stand til at skræve over svælget mellem Renæssancen og den frembrydende nye videnskabelige tidsalder, hvor hovedvægten blev lagt på indsamling af data. Han dedikerede sit liv til at indsamle, observere, analysere, syntetisere, udstille og publicere alt, hvad han vidste. Han var en af de sidste forskere, som med rette kunne påberåbe sig at have alverdens viden på alle felter som sit fagområde. Han blev sammenlignet med Leonardo da Vinci (1452-1519) på grund af sin videns enorme spændvidde og blev æret med titlen ”De hundrede kunsters mester”.

Kircher levede i en tid præget af en veritabel videnseksplosion. Europæerne havde efterhånden udforsket hvert eneste beboeligt område af kloden, og deres skibe hjembragte foruden alskens ting og varer, rapporter, tegninger, kunstgenstande, allehånde nyttige eller eksotiske eller blot kuriøse ting, som de var faldet over.

Kircher blev født i Geisa ved Fulda i Tyskland, var katolik og havde i sin ungdom strejfet rundt i Europa i de år, da Trediveårskrigen rasede på sit højeste. Han havde overlevet at blive nedtrampet af heste, fangenskab hos protestantiske soldater, livsfarlige sygdomme, adskillige skibbrud og var, i hvert fald mindst ved én lejlighed, sluppet levende fra at blive ført ind imellem møllestenene på en mølle.

I 1629 blev han udnævnt til professor i filosofi, matematik og orientalske sprog ved universitetet i Würzburg. I 1634 dukkede han op i Rom efter at være flygtet fra protestanterne i Tyskland. Her blev han resten af sit liv. Pave Urban VIII, som året forinden havde fordømt Galilei, knyttede øjeblikkelig Kircher til Vatikanet som oversætter af ægyptiske tekster. Kircher havde studeret og forsøgt at tyde de ægyptiske hieroglyffer, men tolkede dem fejlagtigt som en allegorisk skrift. Hans teori om en direkte forbindelse mellem det oldægyptiske og der koptiske sprog fik til gengæld stor betydning for senere forskning. Han udgav i 1643 Lingua Aegyptiaca Restituta. I 1652-54 udgav han et kæmpeværk, Oedipus Aegyptiacus, der omhandlede ægyptologi og sammenlignende religion. Han anses af nogle for ægyptologiens grundlægger. Kirscher mente, at det sprog, som Adam og Eva havde talt, var ægyptisk.

Kircher viste også stor interesse for sinologi og udgav bl.a. en kinesisk encyklopædi, China Illustrata (1667). Han mente for øvrigt, at kineserne nedstammede fra Noahs søn, Kam.

Inden længe var han professor i matematik, fysik og orientalske sprog ved Jesuiterkollegiet, Collegio Romano, i Rom. Her forvandlede han sig til en veritabel oplysningsvulkan, der udspyede det ene digre værk efter det andet om ethvert tænkeligt emne, det være sig helligt eller profant. Den souvenirsamling, han havde haft i sit soveværelse, voksede og blev til et museum, der snart bugnede af antikviteter og naturhistoriske genstande, som strømmede ind til ham fra missionærer i Asien, Afrika og Den Nye Verden. Han beherskede tolv sprog. Kirschers interesse i ægyptisk og andre orientalske sprog var del af en bredere interesse i at opdage eller opfinde et universelt sprog, der kunne lette jesuitternes missionsarbejde. Det ganske Rom lå på maven for ham.

Han blev i realiteten kirkens svar på nederlaget efter Galilei. Den gode præst Kircher bekræftede pligtskyldigt rigtigheden af det traditionelle verdensbillede og satte alle sine formidable kræfter ind på at gengive Rom dets tidligere position som et af verdens førende kulturcentre. Han største lidenskaber var magnetismen og de ægyptiske hieroglyffer – der begge ifølge ham var af den største betydning inden for mystikken – men han skrev også om optik, astronomi, musikteori, matematik, teologi, vulkaner, fossiler og hvad der nu ellers fangede hans interesse. Hans første bog fra 1631, Ars Magnesia, omhandlede en af hans store lidenskaber, magnetismen. Han var en af de første, der observerede mikroorganismer i mikroskopet, og han kom med det fremsynede postulat, at pest skyldtes en infektion med mikroorganismer. Han foreslog endda visse hygiejniske tiltag for at hindre spredning af sygdommen.

Kircher var altid parat til at lade videnskaben træde i troens tjeneste og bidrog til, at der var fuldt hus i kirkerne om søndagen, ved at gå rundt i gaderne om natten med sin Laterna magica og pludselig sende lysbilleder af djævelen ind i folks private hjem for at skræmme dem fra vid og sans. Han opfandt en regnemaskine, et magnetisk ur og et katte-klaver (uden at gå i detaljer kan det nævnes, at der i sidstnævnte instrument indgik spidse nåle og katte, der frembragte deres mjav i forskellige tonehøjder). Et rygte ville vide, at han også havde fundet en måde at flyve på, men at han havde afstået fra at gennemføre forsøget i praksis efter henstilling fra Kirken.

Kircher oprettede et museum i Rom, Museum Kircheriarum, der blev den tids berømteste naturhistoriske samling i Europa, ikke alene på grund af sine enorme mængder af fossiler og andre rariteter (heriblandt tvivlsomme relikvier som f.eks. en mytologisk sirenes ribben og hale), men også takket være Kirchers sprudlende talent for at få det store publikum i tale. Hans museum var langt fra at være et opbevaringssted for besynderlige genstande, men i høj grad, som han selv formulerede det i en bog med den rammende titel Kunsten at anvende lys og skygge, et ”Sansernes Verdensteater”.

Museets gæster blev budt velkommen, ikke af Kircher i egen høje person, men af hans stemme, der kom fra et skjult metalrør, som han talte ind i oppe fra sit soveværelse i privatboligen. Når folk først var kommet indenfor, stod det dem frit for at tage de mange naturhistoriske genstande, der stod udstillede fra gulv til loft, i nærmere øjesyn – eller at overvære en Laterna magica-forestilling med forevisning af lysbilleder, eller måbende at studere Kirchers mange mekaniske opfindelser (blandt andet perpetuum mobile-maskiner) eller at stille spørgsmål til en ”levende” statue, Oraklet fra Delphi: Som en anden troldmand formidlede Kircher gennem et andet metal-talerør de svar, som statuen gav, mens den bevægede munden og rullede med øjnene over gæsternes spørgsmål.

I 1675 publicerede han Arca Noë, der omhandlede hans udforskning af den bibelske Noahs Ark.

Kircher analyserede Arkens dimensioner; baseret på de af ham kendte arter (eksklusive insekter og andre former, der mentes at kunne opstå ved spontan genese) beregnede han, at arken ikke ville have været overfyldt. Han diskuterede også logistikken i forbindelse med Arkens rejse, og han spekulerede over, om der var bragt ekstra kvæg med ombord til at fodre rovdyrene, og over hvordan den daglige fodring og øvrige omsorg for dyrene var organiseret.

Trods sin højt besungne lærdom bevarede Kircher en barnlig livsindstilling, som andre fandt bemærkelsesværdig. ”Han er både et af de mest umiddelbare og mest godhjertede mennesker, jeg har mødt, og det falder ham let at formidle sin viden videre til andre så at sige ved hjælp af sentenser, han har for hånden”, skrev en engelsk besøgende hjem til sin familie. ”På den anden side hævdes det, at han er meget naiv og villig til at befordre en hvilken som helst besynderlig historie i trykken, bare der er noget, der taler for den. Han har ofte fået mig til at smile.”

Kirchers interesse for, hvad der foregik nede i Jordens indre, blev vækket i forbindelse med en rejse til Malta, hvor han fungerede som skriftefader for biskoppen. På hjemvejen fra Malta studerede han vulkanerne Etna, Stromboli og Vesuv. De var på det tidspunkt alle i udbrud, og Kircher fik den idé, at Jordens indre var et ildhav og vulkanerne sikkerhedsventiler for ilden. Han interesse blev genoplivet i 1638, da han på et hængende hår slap levende fra et jordskælv under en rejse i Syditalien. Det var en gruopvækkende oplevelse: Jorden bølgede så voldsomt under ham, at han blev slynget omkuld, byer og slotte styrtede i grus for øjnene af ham, og vulkaner udspyede røg og flammer.

Men med frygten fulgte fascinationen. Bagefter, mens alt omkring ham lå i ruiner, og det stadig ulmede fra vulkanerne, travede Kircher op ad bjerget Vesuv og lod sig ved hjælp af et tov fire ned i dets krater. ”Det var et frygteligt syn”, fortalte han. ”Alt omkring mig stod i flammer, og den glødende svovl og lava udsendte en uudholdelig dunst. Der så nøjagtig ud som i helvede, og kun djævlene manglede for at fuldende billedet.”

Kircher var overvældet. ”O Gud!”, udbrød han, ”….hvor uransagelige er dine veje!” Men 26 år senere mente han i grundtræk at vide, hvad det var, der fandt sted nede i undergrunden – og skrev et af sine mest berømte værker, Mundus subterraneus (Den underjordiske Verden, 1664. Heri hævdede han, at tidevandet skyldtes vand, der bevægede sig frem og tilbage fra det underjordiske ocean.

Værket var i to store, rigt illustrerede bind og indeholdt en encyklopædisk blanding af kendsgerninger og opdigtede historier. Man blev ikke blot delagtiggjort i Kirchers viden om vulkaner, bjerge, huler og floder, men fik undervejs også en opskrift på krudt, gode råd mod slangebid, og beregninger af, hvor lang tid det ville tage en svale at flyve rundt om Jorden. Værket rummede også et kort over det forsvundne kontinent, Atlantis, der blev anbragt midt i Atlanterhavet mellem Afrika og Amerika.

Ligesom tidligere tænkere i Renæssancen troede Kircher, at naturens verden var en matrix af tegn og symboler, der var fulde af mystisk betydning. Målet for al hans forskning og hans utrættelige indsamling af genstande fra naturens verden var en altomfattende, intuitiv, universel forståelse af Kosmos.

Da Gud skabte verden, tog han sig ikke alene af alle levende væsners fysiske fornødenheder, men sørgede også for at dække deres åndelige behov. Ligesom Kircher med sit Laterna magica havde sendt billeder af djævelen ind i folks stuer, sådan betjente Gud sig af billeder eller symboler på Jorden for at vejlede de troende.