William Buckland, der var professor i geologi i Oxford, var en af 1800-tallets store videnskabelige personligheder. Foruden geolog var han også præst, og han var en af tidens varmeste, videnskabelige fortalere for den bibelske kronologi og Syndfloden.

Paradoksalt nok var han også den første i England til at påpege gletsjerisens virkning på klipper, og han gjorde i sine senere år meget for at fremhæve betydningen af naturvidenskaben. Han var på den måde stærkt medvirkende til at give universitet i Oxford sit internationale ry. Buckland efterfulgte John Kidd (1775-1851) som professor i mineralogi i 1813 og fra 1818 også i geologi. Samme år blev han valgt til the Royal Society i London.

Det var i samme periode, at den historiske geologi begyndte at udvikles i Cambridge under indflydelse af bl.a. John Henslow (1796-1861), der var professor i mineralogi fra 1822-28, og Adam Sedgwick (1785-1873), der var professor i geologi fra 1818. Adam Sedgwick, som havde undervist Darwin i geologi, opsummerede den konventionelle tankegang i 1825: ”De hellige skrifter fortæller os – at for få tusinde år siden blev det store dybs fundamenter revet op – og at hele Jordens overflade blev oversvømmet af vand … [som] har efterladt spor af sin virksomhed i form af diluvialt sediment, som ligger over alle lagene over hele Jorden”.

For Buckland var diluviet de aflejringer, som den sidste store geologiske omvæltning på Jorden havde skabt. Han udtalte, at uanset hvor i Europa, der var fundet knogler fra mennesker sammen med antediluvianske dyr, viste de nærmere omstændigheder dog, at de menneskelige efterladenskaber var af postdiluviansk oprindelse (dvs. efter Syndfloden). Buckland brugte betegnelsen diluvium til at beskrive de overfladiske aflejringer, der dækkede det meste af det nordlige Europa for at skelne disse fra alluvium, det sand og grus, der var blevet aflejret af nutidens floder.

I en forelæsning i Oxford i 1819 redegjorde Buckland for, hvordan geologien kunne understøtte teologien. Skabelsesberetningen og de følgende begivenheder var sande, hvad alle hovedpunkter angik, inklusive de to vigtigste punkter, mennesket nylige ankomst på Jorden og universaliteten af Syndfloden. Bucklands forelæsning blev publiceret i 1820 og blev fulgt op i hans mest kendte værk fra 1823, Syndflodens efterladenskaber eller Observationer af organiske efterladenskaber fra huler, sprækker og diluvial grus, og af andre geologiske fænomener, der vidner om virkningen af en universel oversvømmelse. Denne forener hans to professionelle verdener inden for videnskaben og kirken ved at give de hellige skrifter status som et undersøgende værktøj. Han var fortaler for en universel oversvømmelse i en tid, der ikke var så fjern og indikerede en ung geologisk alder for mennesket. Oversvømmelsen var synonym med den bibelske syndflod, der var ansvarlig for en række geologiske fænomener, såsom dannelse af dale, aflejring af klippestykker samt af det næsten universelt forekommende diluviale slam og grus såvel som knogler af dyr. Hans videnskabelige argumentation var så omhyggelig, at selv efter at alle bibelske overtoner var fjernet, inklusive Syndfloden selv, gav hans omhyggelige redegørelse for de menneskelige skeletale rester og redskaber fra engelske og tyske diluviale aflejringer og hans argumentation for menneskets sene ankomst til Europa, stadig god mening.

Buckland indså, at Jorden måtte være af en betydelig alder. For at få dette til at stemme overens med den bibelske redegørelse foreslog han, at ordet ”begyndelse” i første vers i Skabelsesberetningen stod for et meget langt tidsrum, hvis størrelse ikke var nærmere fastsat, før Skabelsen og Syndfloden. Han var dog foruroliget over, at der ikke var fundet menneskelige fossiler i diluviet. Hvor var knoglerne fra dem, som Syndfloden var kommet for at udslette? Men på trods at dette foruroligende problem understregede Buckland, at geologien i hovedtræk var forenelig med den bibelske redegørelse, idet Syndfloden kun indvarslede den mest nylige af en lang række af verdener. Buckland skrev: ”Vidnesbyrdene fra de geologiske fænomener gør os i stand til med større sikkerhed af fastslå grundlaget for naturteologien.” Med den ene fod i den nye geologi og den anden i den anglikanske ortodoksi var Buckland en mand med en dyb overbevisning og kun lidt tvivl.

Buckland var i øvrigt noget af en charmerende særling og dertil en excentrisk person: En bizar, men sympatisk gentleman, og en videnskabsmand med vide interesser. Han havde f.eks. den sædvane at lave feltarbejde i sin akademiske kjole. Han passede til klicheen om en excentrisk, men brillant videnskabsmand, der skulle blive et forbillede for mange af tidens naturvidenskabsmænd.

Han huskes ikke mindst for sine ejendommeligheder. Han var særlig kendt for et menageri af vilde dyr, hvoraf nogle var store og farlige, og som færdedes frit i hans hus og have. Desuden var han kendt for sit ønske om at spise sig igennem samtlige dyr i skaberværket. Alt efter lune og lejlighed kunne gæster i Bucklands hjem få serveret indbagt marsvin, musepandekager, grillet pindsvin eller kogt sydøstasiatisk søpølse. Buckland kunne finde fortrin hos alle dyrene, undtagen muldvarpen, som han erklærede for afskyelig. Det kunne heller ikke undgås, at han blev den førende autoritet inden for coprolitter – dvs. fossil afføring – og fik lavet et bord af sin samling af sådanne eksemplarer.

Charles Darwin omtalte Buckland som en bajads, men geologen Charles Lyell synes at have ladet sig inspirere af ham, og han rejste rundt med ham i Skotland i 1824. Det var kort tid efter denne tur, at Lyell besluttede sig for at opgive sin karriere inden for juraen og i stedet hellige sig geologien på fuld tid (Charles Lyell omtales nærmere nedenfor og i boks 5-2).

Det er vigtigt at fastholde et billede af Buckland som en fremragende videnskabsmand, en fremragende naturteolog og en fremragende forfatter. Hans Syndflodens efterladenskaber var en vigtig og meget indflydelsesrig publikation inden for palæontologien og geologien i begyndelsen af 1800-tallet.

 

Goat’s Hole i Paviland

Buckland er i denne sammenhæng særlig interessant for i 1822-23 at have fundet og udgravet det første fossil nogensinde af et fortidigt menneske. Fossilet blev fundet i en hule, ”Goat’s Hole”, på halvøen Gower i Paviland i det sydlige Wales. Hans udgravning i Goat’s Hole var en af de tidligste videnskabelige af slagsen, og han fandt her mere end 5000 stenredskaber. Af særlig vigtighed var dog fundet af en grav, der foruden et skelet fra et menneske, indeholdt små skaller af Nerita littoralis (Littorina littoria – den almindelige strandsnegl). I kontakt med ribbenene fandtes 40-50 fragmenter af små, næsten cylindriske stave af elfenben og fragmenter af elfenbensringe. Alt, inklusive skelettet, var overstrøet med rød okker.

Det var klart for Buckland, at han stod over for en ceremoniel begravelse af en slags. Buckland antog i første omgang, at menneskeknoglerne stammede fra en mand, en tolder, der måske var blevet myrdet af smuglere, som kysten dengang var kendt for. Buckland ændrede dog hurtig mening og antog nu, at der var tale om en ung dame, som han kaldte ”Den røde frue fra Paviland” (navnet skyldes de okkerfarvede knogler) eller ”heksen fra Paviland”. Buckland forestillede sig, at heksen anvendte skulderbladet fra et får, der blev fundet i hulen, som et trylleredskab i overensstemmelse med walisisk tradition sammen med stavene og ringene af elfenben, snegleskallerne og de andre genstande fundet i graven.

På trods af alle de associerede fund begreb Buckland ikke betydningen – nemlig at personen havde levet samtidig med de uddøde dyr, der var repræsenteret ved knogler og elfenben. Men “Den røde frue fra Paviland” måtte efter hans overbevisning dog være umådelig gammel, måske lige så gammel som den romerske okkupation af England. For Buckland, der jo troede på den bibelske syndflod og menneskets nylige ankomst på Jorden, var det så langt hans forestilling kunne række. Og offentligheden var enig heri.

Det var især på grund af elfenbensringene, at Buckland mente, at der måtte være tale om en kvinde – grave, der indeholdt smykker, var kvinder, grave med våben var mænd. Rødfarvningen af knoglerne fik i øvrigt Buckland til spøgefuldt at spore nedstamningen til Eva via Esau med det røde hår.

Buckland havde dog en alternativ teori om damen fra Paviland, som gik ud på, at der var en forbindelse til en nærliggende, fortidig militærlejr, hvilket overbeviste ham om, at skelettet var af postdiluvial alder. Han udtalte, at man kun kunne gætte på hendes beskæftigelse, men nærheden til lejren kunne være et motiv for, at hun havde slået sig ned der, da det gav mulighed for et udkomme til livets opretholdelse. Han beskrev fundet i Syndflodens Efterladenskaber, hvor hypotesen om en heks var forladt; ringene af elfenben blev nu anset for at være armringe.

Da den kendte franske palæontolog Édouard Lartet (1801-1871) og den engelske amatørarkæolog og bankier Henry Christy (1810-1865) i 1863 besøgte det nyåbnede naturhistoriske museum i Oxford, hvor den røde dames knogler blev opbevaret, og så knoglerne og redskaberne fra Paviland, indså de ligheden med, hvad de selv havde fundet i Périgord (se videre nedenfor). Ydermere var de knogler, der senere blev fundet i Cro-Magnon i Dordogneregionen (1868)[1], også rituelt begravet og farvet rød med okker. I begge tilfælde var der i graven fundet stødtænder fra mammut, smykker af elfenben og strandskaller. Dette mere end antydede, at den røde dame kunne være meget ældre, end Buckland havde forestillet sig.

William Sollas (1849-1936), en af Bucklands efterfølgere som professor i geologi i Oxford, genundersøgte hulen i 1912, og han erklærede, at den røde dame var et Cro-Magnon menneske. Sollas blev desuden klar over, at den røde dame var en mand.

Den seneste undersøgelse af hulerne i Paviland blev påbegyndt i 1995 af et interdisciplinært forskerhold under ledelse af arkæologen Stephen Aldhouse-Green fra universitet i Newport, Wales. Det blev herved bekræftet, at Sollas’ formodning om, at Paviland skelettet tilhørte en mand sidst i 20’rne og ved godt helbred på dødstidspunktet, var korrekt. Han er ca. 33.000 år gammel – en tidlig moderne Homo sapiens. Den rige udsmykning af graven lader formode, at der var tale om en shaman, dvs. en person, der kan rejse til åndernes verden via ændrede bevidsthedstilstande induceret af dans, trommer, stoffer, meditation eller faste.

I dag ligger Goat’s Hole helt ud til kysten, men under istiden lå den mere end en kilometer inde i landet. Herfra var der en enestående udsigt ud over den flade kystzone, hvor der kunne holdes øje med byttedyrenes vandringer.

 

Bridgewater afhandlingerne

I 1829 donerede den 8. jarl af Bridgewater £8.000 med henblik på at producere et eller flere arbejder, der bekræftede ”magten, visdommen og godheden hos Gud, som det kom til udtryk i Skabelsen”. Jarlen døde i februar 1829, men hans vilje fremgik af et testamente, som han havde ladet udforme i 1825. Han pålagde præsidenten for the Royal Society i London at forvalte og virkeliggøre testamentets vilje. Præsidenten for the Royal Society, Davies Gilbert, bad ærkebiskoppen af Canterbury og Londons biskop til på bedste måde at forvalte jarlens intentioner. Med deres råd udpegede Gilbert otte gentlemen til hver at skrive en afhandling inden for deres fagområde og i overensstemmelse med jarlens vilje.

Resultatet blev otte autoriserede Bridgewater afhandlinger, der inkluderede Bucklands Geologi og mineralogi betragtet med reference til naturteologi (1836). Heri argumenterede Buckland fortsat – på trods af adskillige fund fra Tyskland og Frankrig, der antydede det modsatte – at ingen af de påståede associationer om forekomsten af menneskets efterladenskaber sammen med uddøde dyr var valide. Fordi mange huler er udsat for sporadiske oversvømmelser, og nogle indeholder vandløb, kan aflejringer af meget forskellig alder nemt blive blandet med hinanden. Buckland konkluderede derfor, at der ikke var sikker evidens for, at mennesket havde levet sammen med uddøde dyr.

Buckland var blevet bedt om at illustrere, hvordan geologien afslørede Skabelsens visdom og skønhed. På trods af det ovennævnte rådede Buckland til forsigtighed i anvendelsen af geologien til støtte for en bogstavelig fortolkning af Skabelsen. Han kunne med reference til de seneste opdagelser ikke længere med sikkerhed tilskrive fossilerne Syndfloden. Fossiler var blevet fundet i lag, der akkumuleredes langsomt over meget lange tidsrum. Selv overfladiske lag var afsat i løbet af mere end én begivenhed. Men han fastholdt dog, at dette spørgsmål ikke vedrørte sandheden i den mosaiske narrativ, men vores fortolkning af denne. I en filosofisk tallerkenvending skiftede han fra at anvende geologien som forsvar for en bogstavelig fortolkning af Bibelen til at argumentere for, at bibelske fortolkninger kunne testes ved at undersøge, om de var i overensstemmelse med de geologiske observationer.

 

Syndflodsgeologien opgives

Omkring 1830 var de fleste britiske geologer parate til at afvise, at en enkelt, bibelsk syndflod havde fundet sted. Buckland opgav selv troen på Syndfloden midt i 1830’rne, og få år senere accepterede han Louis Agassiz’ istidsteori som forklaring på aflejringen af diluviet. Buckland blev efterfølgende en af de ivrigste forkæmpere for Agassiz’ teori, og i 1837 udtalte han: ”Nogle har forsøgt at tilskrive dannelsen af alle lagdelte bjergarter effekten af den mosaiske Syndflod; en opfattelse som er uforenelig med den enorme tykkelse og næsten ubegrænsede opdeling af disse lag, og med de talrige og regelmæssige, successive lag med efterladenskaber efter dyr og planter, der adskiller sig mere og mere fra de nulevende arter, jo dybere lag de er fundet i. Det faktum, at en stor del af disse efterladenskaber tilhører uddøde slægter, og næsten alle til uddøde arter, som levede, formerede sig og døde på eller nær ved det sted, hvor de nu er fundet, viser at lagene hvori de befinder sig, var aflejret langsomt og gradvist over lange tidsperioder og med meget store tidsintervaller.”

Buckland var ikke den eneste fremtrædende geolog, der offentligt skiftede synspunkt vedrørende Syndflodsgeologien. Mindre end et årti senere konverterede også Adam Sedgwick og Charles Lyell, og de argumenterede for at afkoble geologien fra den bibelske syndflod. Det var blevet klart, at fortællingerne i Skabelsesberetningen var for korte og mystiske til enten at bekræfte eller afvise geologiske teorier.

Eksplicit reference til den mosaiske kronologi i videnskabelige kredse er svær at finde efter 1830; dem, der diskuterede den mosaiske kronologi efter 1830, havde primært teologiske og ikke videnskabelige interesser. Afkoblingen af diluviet og Syndfloden betød endvidere, at man nu ikke længere havde en pålidelig tidsmarkør for menneskets tilsynekomst.

Ved slutningen af 1800-tallet havde geologerne helt tabt interessen for Syndfloden. Det var et afsluttet kapitel. Noahs syndflod blev set som en lokal historisk begivenhed i Mellemøsten, selv om dens præcise natur fortsat var til diskussion. Thomas Huxley (1825-1895), der var en af Darwins støtter, skrev et essay, hvor han hævdede, at en global oversvømmelse var en fabel, der var i konflikt med de geologiske vidnesbyrd: ”I dag er det vanskeligt at overbevise seriøse videnskabsfolk om, at de skal beskæftige sig med Noahs syndflod. De kigger på dig med et smil og et skuldertræk, og siger, at de har vigtigere ting at beskæftige sig med … Men sådan var det ikke i min ungdom. På daværende tidspunkt kunne geologer og biologer næppe følge en sti til enden i deres udforskning af verden uden at finde, at vejen var blokeret af Noah og hans ark eller af det første kapitel i Skabelsesberetningen; og det var en alvorlig sag, i det mindste i dette land, for en person at blive mistænkt for at betvivle den bogstavelige sandhed om Syndfloden”.

I løbet af 1900-tallet blev syndflodsgeologien ikke desto mindre genoptaget af evangelisk kristne, og disse mente, at det var umuligt for tro og videnskab at leve i harmoni. I stedet for at forsøge at ændre på deres forståelse af den bibelske syndflodshistorie i lyset af den nye viden brød radikale kristne med dem som anerkendte de videnskabelige opdagelser og begyndte at ignorere og underminere videnskaben til fordel for en bogstavelig udlægning af Bibelen. Det er dem, vi i dag kalder kreationister.

I dag kan vi betragte Jorden som en stor, beboelig ark, der sejler rundt om Solen. Måske ligger den moderne relevans af syndflodshistorien ikke så meget i, at den bogstaveligt beskriver en forhistorisk oversvømmelse, men i stedet i, at den er en tidløs læring om menneskets moralske ansvar for at værne om Jorden, som Noah og hans besætning gjorde. Syndflodshistorien har måske aldrig været tænkt som et historisk faktum. Den skal nærmere forstås som et episk digt skrevet for at befordre den guddommelige oprindelse af vores vidunderlige Jord, uanset hvordan den nu blev skabt.

Noahs Syndflod er et eventyr, et ældgammelt forsøg på at forklare mysteriet om, hvordan fossiler af havdyr kunne ende i klipper højt oppe i bjergene.

 

Erkendelsen af istider

En af de vigtigste geologiske opdagelser i første halvdel af 1800-tallet var, at hvad der i første omgang blev antaget som den geologiske bekræftelse af den bibelske syndflod, i stedet var vidnesbyrd om gentagne, voldsomme klimaforandringer, der har fundet sted på Jorden inden for de sidste godt 2 millioner år, dvs. den tidsperiode, der afgrænser, hvad vi i dag betegner som Kvartærtiden. Svejtseren Louis Agassiz (1807-1873) fremsatte som den første i 1837 en påstand om, at Jorden i fortiden havde været vidne til flere istider, hvor dele af den nordlige halvkugle havde været dækket af is.

Agassiz får normalt hele eller den meste kredit for at have formuleret begrebet om en istid, men dette giver ikke andre pionerer på området den fulde retfærdighed. Uden tvivl er Agassiz stor tak skyldig til bl.a. den svejtsiske geolog Jean de Charpentier (1786-1855) og den tyske naturforsker Karl Friedric Schimper (1803-1867), der introducerede ham til glaciologien. Desuden til James Hutton, der med bemærkelsesværdig indsigt i 1795 konkluderede, at de store klippestykker, som franskmanden Horace-Bénédict de Saussure (1740–1799) havde bemærket på Jurabjergenes skrænter, var transporteret af is. Hvad angår ideen om en kontinental nedisning var Agassiz forudgået af den tyske glaciolog Reinhard Bernhardi (1797-1849), der i 1832 publicerede en artikel, hvor han gav udtryk for det synspunkt, at i fortiden havde isen bredt sig fra den nordlige polarregion til et stykke ned i Tyskland. Agassiz’ væsentligste bidrag var at udbrede den nye idé om en istid, som efterfølgende gav dødsstødet til teorier baseret på den bibelske syndflod.

Der var i starten naturligvis stor skepsis overfor Agassiz’ istidsteori, men efterhånden indså flere og flere geologer, at mange af de geologiske fænomener, der var forårsaget af de alpine gletsjere lignede de landskabsformer, der tidligere blev fortolket som et resultat af Syndfloden. Det lykkedes endog for Louis Agassiz det at overbevise selveste William Buckland om, at der på de britiske øer var talrige indicier på tidligere gletsjeres erosive kraft. Også i det øvrige Europa var der mange tegn på fortidige gletsjeres tilstedeværelse. Gradvist – fra midten af 1800-tallet – blev syndflodsmyten og Cuviers oversvømmelser derfor afløst af en næsten lige så dramatisk serie af istider. Agassiz’ istidsideer kan opfattes som en ny version af Cuviers katastrofeteori, hvor geologiske omvæltninger stadig spillede en vigtig rolle, men nu uden forbindelse med teksten i Bibelen. Det blev nu også alment erkendt, at istiderne var karakteriseret ved tilstedeværelsen af et stort antal vilde dyr, der levede syd for isranden og som bl.a. omfattede talrige kuldetilpassede store pattedyr som mammutter, bisoner, heste, uldhårede næsehorn og store rovdyr. De fleste af disse dyr er i dag uddøde. Det blev endvidere erkendt, at under istiderne, hvor havvandsspejlet var sænket, kunne dyrelivet migrere fra kontinent til kontinent og fra fastlandet til områder, der i dag er øer langt ude i havet.

Desværre gik det sådan, at da Agassiz’ teori så småt var ved at få fodfæste i Europa, havde han travlt med at overføre sin teori til stadigt mere eksotiske territorier. Han begyndte at finde tegn på gletsjere praktisk taget overalt, hvor han ledte, også nær ækvator. Til sidst blev han overbevist om, at isen engang havde dækket hele Jorden og udslettet alt liv, som så var blevet genskabt af Gud. Intet af det materiale, som Agassiz tog til indtægt for sin idé, støttede imidlertid et sådant synspunkt. Men i sit andet fædreland, USA, hvortil han emigrerede i 1848, voksede han ikke desto mindre i anseelse, indtil han selv blev opfattet som noget nær en gud. Da han døde i 1873, følte Harvard universitetet sig kaldet til at udnævne ikke mindre end tre professorer til at udfylde hans plads.

Som det kendes fra andre, lignende tilfælde, blev hans teorier imidlertid hurtigt umoderne. Mindre end ti år efter hans død skrev hans efterfølger i lærestolen ved Harvard, at den ”såkaldte glaciale epoke….der var så populært for få år siden blandt istidsgeologer, nu kan forkastes helt.”

[1] Cro-Magnon mennesket repræsenterer tidlig Homo sapiens i Europa. Fundene fra Cro-Magnon er ca. 30.000 år gamle.