Danskeren Johannes Holst udgav i 1907 Geografi med billeder. Bogen blev anbefalet af kulturministeriet og autoriseret til brug ved de københavnske kommuneskoler. Således kan man være sikker på, at den fortæller præcist og sanddrueligt om verden, som den så ud for lidt over 100 år siden.

Bogen indledes med afsnit om Jorden som himmellegeme, derefter følger noget om Solen, årstiderne, varmebælter, bredde- og længdegrader, noget om land og vand, om luften, vinde, varme og luftstrømninger. Herefter følger afsnittet om menneskeracerne, hvor Holst redegør for sit syn på racer: Mennesket tænkes at have en fælles afstamning, men ved forskellig levevis er de blevet højst forskellige i udseende, sprog og dannelse. Der er fem hovedracer: den hvide (eranske), den gule (mongolske), den sorte (negre), den brune (malajer) og den røde (indianere).

Den hvide race er ifølge Holst karakteriseret ved høj pande, en rummelig hjernekasse, blødt og ofte lokket hår samt stærk skægvækst. Den gule race er karakteriseret ved et bredt, fladt ansigt, skråtstillede øjne, glat, stridt hår og ringe skægvækst.

Den sorte race er karakteriseret ved skråt tilbagegående pande, en lille hjernekasse, store udstående kæber, skråt fremliggende tænder, tykke, opsvulmede læber og sort, uldkruset hår. Den brune høj pande, fremspringende kæber, flad næse, stor mund og tæt, blødt, sort hår. Den røde race er karakteriseret ved skrå pande, glat, stridt hår, fremstående kindben, stor næse og fremstående hage.

Den hvide eller eranske race står højest i dannelse og har det mest udviklede sprog (det såkaldte bøjningssprog). Ved sin åndelige overlegenhed har den forstået at gøre sig til hersker næsten overalt på Jorden. Den gule race tæller også folkestammer med megen dannelse; men en vis træghed er som oftest betegnende for det åndelige liv i modsætning til den eranske races kraft og livlighed. Den gule race har den sejeste livskraft og stiller kun ringe krav til livets goder. Sproget er et enstavelsessprog, der er mere simpelt end den hvide races bøjningssprog. Negerracen står på det laveste dannelsestrin, og dens sprog er meget ufuldkomment. Disse tre racer er de vigtigste. Indianerne og malajerne gør sig ikke gældende hverken i åndelig henseende eller ved deres mængde.

Uanset det ovenstående har alle racer og folkeslag en vis dannelse, og egentlige ”vilde” forekommer ikke.

Holst udtaler sig i Geografi med billeder også om enkelte landes folkeslag. F.eks. Rusland dårligt befolket, og folket er uvidende og undertrykt. I Schweiz derimod står oplysningen højt, og fortrinlige almueskoler haves. I snævre, usunde dale træffer vi dog mange døvstumme, fjollede mennesker af gustent udseende og med hæslige udvækster. De kaldes kretinere og findes især i Wallisdalen.

Tyskerne er et dygtigt, arbejdsomt og nøjsomt folk. De er dog kun lidet afholdte af deres mange naboer, da de indbilder sig at stå på et højere dannelsestrin end andre, og ofte viser de sig pralende og herskersyge.
Malajerne har mongolske træk og heftige, hævngerrige sindsanlæg.

Japanerne er i nær slægt med kineserne og har fået sin dannelse fra dem, men japanerne er tillige tapre, ærekære og renlige og overgår herved langt deres læremestre.

Der våde Afrika er negrenes egentlige hjem (Sudan betyder sprogligt ”det sorte land”). Afrikanere udmærker sig ved mørk hudfarve, stinkende hududdunstning, uldhår og et snudeagtigt fremskudt underansigt. I det, som Holst kalder Højafrika, lever de mørkebrune bantufolk, der er smukkere og kraftigere end negrene, men står på samme dannelsestrin.

Sudan bebos mest af negre, der kan tåle det hede og våde vejrlig, da en stærk hududdunstning holder deres legeme svalt. De er dovne, barnagtige og heftige mennesker med evne til efterligning, men uden egen opfindsomhed.

De australske aboriginere er hæslige, mørkebrune, skæggede vildmænd, der af og til nedlægger en kænguru, men for resten lever af orme, larver og rødder. På øerne findes papuaer og malajer, hvor sidstnævnte har vist sig stærkt modtagelige for kultur og kristendom.