LOUIS LEAKEY 1903-1972

Louis Leakey blev født den 7. august 1903 i et simpelt hus på en missionsstation etableret af Church Missionary Society blandt Kukuyu folket ved Kabete, 15 km fra Nairobi. Han voksede op blandt Kukuyu folket og sugede til sig af Kukuyuernes vaner og folklore. Han skrev således i sin bog, Den Hvide Afrikaner, at ”i sproget og mentalt var jeg [som barn] mere Kukuyu end engelsk”.

Louis Leakey

Louis Leakey

Ligesom Raymond Dart og Robert Broom blev Louis Leakey af det videnskabelige samfund betragtet som en uortodoks enspænder, der helst skulle holdes tre skridt fra livet. Hans tidlige karriere som videnskabsmand i felten havde været fuld af forhåbninger, men han blev siden indrulleret i kontroverser og skandaler. Ingen tvivlede på hans energi, entusiasme og talent, men kolleger fandt ham for ubesindig, for dogmatisk, for intolerant over for kritik og for meget af en showmand.

Louis Leakey blev tidligt fascineret af stenredskaber. Hans interesse herfor blev vakt af en bog om stenaldermennesker i England, som han fik i julegave af en fætter, da han var 12 år gammel. I 1926 fik han en grad i antropologi ved Cambridge universitet, England. Han organiserede efterfølgende fire arkæologiske ekspeditioner til Østafrika mellem 1926 og 1935 med det specifikke formål at finde hominine fossiler i Kenya.

Louis Leakey var overbevist om, at Afrika var stedet for menneskets oprindelse: ”Jeg er overbevist om, at Afrika, og ikke Asien, er menneskehedens vugge”. Han havde læst Charles Darwins Menneskets Afstamning (1871), havde hørt om Taung-fossilet og om et andet fossil, der var fundet i Olduvai-kløften af tyskeren Hans Reck i 1913 i den daværende tyske koloni Tysk Østafrika. Efter 1. Verdenskrig blev kolinien engelsk under navnet Tanganyika.

Louis Leakey blev frarådet at tage til Afrika for at lede efter menneskets vugge, men dette ignorerede han, idet han var fast besluttet på at finde ud af, om Darwin havde ret i sit postulat. Han startede som ovennævnt i 1926 i Kenya, hvor han installerede sig på en forladt farm. Her mødte han sin første kone, Frida og et halvt dusin andre forskere, der søgte efter fossiler af forhistoriske mennesker og disses redskaber. Det tog ekspeditionen tre års udgravninger i klipperne omkring Lake Elmenteita og Nakuru-Naivasha bassinet (100 km nord for Nairobi), før der fandtes evidens for en meget gammel afrikansk kultur. I maj 1929 fandt Leakey en samling af dråbeformede håndkiler ved Kariandusi (et par km øst for Lake Elmenteita); disse mentes dengang at være omkring 50.000 år (i dag vides de at være ca. 500.000 år gamle).

Leakey inkluderede Olduvai i sin tredje ekspedition i 1931 og inviterede Hans Reck til at følge ham. Leakey var indstillet på at løse mysteriet om skelettet, der var fundet af Reck 18 år tidligere. Ekspeditionen havde udgangspunkt i Nairobi, og den 400 km lange tur til Olduvai tog fire dage. De ankom til kløften den 26. september 1931. Reck havde påstået, at der ikke fandtes stenredskaber i kløften, men allerede den første morgen efter ankomsten fandt Leakey den første håndkile. De følgende dage fandt han redskaber i alle fem lag i kløften, og han mente at kunne se en evolutionær sekvens fra de simpleste redskaber i Lag I til de avancerede håndøkser i Lag IV. De simple redskaber fra Lag I skulle vise sig at tilhøre den ældste redskabskultur i verden, som Leakey valgte at kalde Oldowan-kulturen.

Leakey lod sig i øvrigt overbevise om den høje alder af Recks skelet. Og ydermere antog han, at skelettet var fra et individ, der sandsynligvis var ansvarlig for fremstillingen af de mere simple redskaber fra kløftens nederste lag. Dette skrev Leakey om i the London Times den 3. december 1931, hvor han også foreslog, at Homo sapiens i Østafrika gik meget længere tilbage i tid, end evidensen fra andre steder på Jorden antydede.

Efter afslutningen af sine undersøgelser i Olduvai vendte Leakey sig mod aflejringer uden for Olduvari-kløften i nærheden af landsbyen Kanjera nær Victoria-søen. Her var der fundet dyrefossiler tilbage i 1913. I løbet af få uger fandt Leakey og hans hold fragmenter af to kranier, som de hævdede var på størrelse med kraniet hos Homo sapiens og hos dennes formodede forfar fra Olduvai (Recks ”Oldoway-menneske”).

På en anden lokalitet, Kanam West, fem km fra Kanjera, fandt Leakey en underkæbe, som han også hævdede stammede fra Homo sapiens eller i det mindste fra en nærtstående art, Homo kanamensis, der var en direkte og umiddelbar forfar til Homo sapiens; og underkæben var endnu ældre end Recks fossil fra Olduvai. Han mente, at underkæben var fra tidlig Pleistocæn og derfor mindst ½ million år gammel. ”Verdens ældste Homo sapiens”, kaldte han fossilet, ”et trin længere tilbage end selv Olduvai”.

Louis Leakey var enig med Arthur Keith i, at det moderne menneskes forfar skulle søges langt tilbage i tiden: ”Tilstedeværelsen af fire helt forskellige mennesketyper ved begyndelsen af Pleistocæn [han refererer til Javamennesket, Pekingmennesket, Piltdownmennesket og Homo kanamensis] siger mig, at den fælles forfar skal findes i aflejringer, der er af mindst miocæn alder.”

Hverken Kanjera-kranierne eller Kanam-kæben var særlig imponerende, og det var evidensen for den høje alder af Recks ”Oldoway-menneske” heller ikke. Men Leakeys autoritet i 1930’rne var så stærk, at han kunne overbevise de fleste om sine synspunkter. Arthur Keith, f.eks., som havde afvist Recks påstand om ”Oldoway-mennesket” fra 1914, skrev nu: ”I lyset af Mr. Leakeys fund i Riftdalen kan der ikke længere være nogen tvivl om Olduway-menneskets høje geologiske alder.….Jeg har måttet revidere min opfattelse og erkende, at Dr. Reck havde ret, da han påstod, at Olduway-mennesket var en repræsentant for de pleistocæne indbyggere i Østafrika”. På et møde i Cambridge høstede Leakey stor anerkendelse og Times rapporterede fra mødet, at Leakeys arbejde havde gjort det sandsynligt, at menneskehedens vugge skulle søges på det afrikanske kontinent.

Det er skæbnens ironi, at Keith, Elliot Smith, Woodward og Duckworth, der alle lykønskede den 30 år gamle Louis Leakey i 1933, var de samme gentlemen, der havde kastet alvorlig tvivl på den 32- årige Darts annoncering af Australopithecus syv år tidligere. Australopithecus var en menneskeabe, havde de hævdet, men Leakeys fossil var næsten ikke til at skelne fra Homo sapiens på trods af den høje geologiske alder. Men imens Darts forudsigelser blev bekræftet ved senere fund, blev Leakeys påstande snart afkræftet. Leakeys ophold i rampelyset blev derfor kortvarigt. Flere geologer studerede uafhængigt af hinanden alderen på ”Oldoway-mennesket” – og de kunne dokumentere, at individet var begravet forholdsvist for nyligt (for ca.19.000 år siden) i det gamle lag II, der var blevet eksponeret til overfladen via tektoniske kræfter. Både Reck og Leakey måtte krybe til korset. ”Oldoway-mennesket” var alligevel ikke den ældste Homo sapiens og i øvrigt uden større antropologisk interesse.

Leakey havde ikke tegnet et kort over sine fund ved Kanjera og Kanam i 1932, og da han tre år senere vendte tilbage, var alle hans markeringer af fundstederne fjernet af de lokale masaier. Derfor var det umuligt at genfinde de præcise fundsteder, hvilket naturligvis svækkede fundenes troværdighed. Leakey inviterede i januar 1935 den eminente engelske geolog Percy Boswell (1886-1960) til at besøge lokaliteterne. I marts 1935 publicerede Boswell en artikel i Nature om de to lokaliteter, hvor han dels beskyldte Leakey for inkompetence og dels for selv at have konstrueret noget af evidensen. Boswell afviste kategorisk validiteten af fundene fra Kanam og Kanjera. Et af Boswells motiver for den meget stærke kritik af Leakey kunne være hans ubetingede støtte af Piltdownmennesket: For Boswell ville det derfor have været nærmest umuligt at acceptere fossiler, der var endnu mere moderne end Piltdownfossilet, men af samme geologiske alder og så fundet i Afrika.

50 år senere fandt nye ekspeditioner nye fossiler (dog ingen hominine) samt redskaber fra både ældre, mellemste og yngre Palæolitikum ved Kanjera. Disse nye undersøgelser viste desuden, at Leakeys fossiler fra Kanjera var af nyere dato.

Leakeys , hvor ekspeditionen tilbragte flere måneder. Blandt deltagerne var en ung arkæolog ved navnet Mary Nicol. Et stort antal stenredskaber blev fundet, og Leakey benævnte de simple redskaber fra lag I som Oldowan-kulturen, mens de mere avancerede fra lag IV mindede om de Acheuléen håndøkser, der kendtes fra Europa.

I alt blev over 30 steder lokaliseret på Leakeys ekspeditioner; de blev identificeret med initialerne på ekspeditionsdeltagerne fulgt af bogstavet ”k” for korongo (swahili for regnkløft). De stenredskaber, som Leakey fandt, da han første gang besøgte Olduvai sammen med Reck i september 1931, var starten på hans mangeårige arbejde i kløften. Han navngav stedet for de første redskaber FLK efter sin kone, Frida (Frida Leakey Korongo). Mod slutningen af feltsæsonen på den fjerde ekspedition i 1935 fandt Mary Nicol to fragmenter af hominine kranier og spredte stenredskaber på en lokalitet som blev navngivet MNK.

Ekspeditionen i 1935 markerede slutningen på Leakeys første fase i Olduvai. Hans anden fase ved Olduvai begyndte først i 1951.

Da Louis Leakey vendte tilbage fra sin første østafrikanske ekspedition i 1926, arbejdede han i en periode i Arthur Keiths laboratorium på the Royal College of Surgeons. Keith var en af hovedmændene bag Piltdownmennesket. Som Keiths discipel blev han en brændende fortaler for ”stor-hjerne” teorien om menneskets evolution. Leakey argumenterede for, at i og med det måtte have taget meget lang tid at udvikle menneskets store hjerne, måtte adskillelsen af mennesket fra menneskeaberne have fundet sted langt tilbage i tiden, helt tilbage til begyndelsen af Miocæn, der dengang var dateret til ca. en million år før nu. Leakey støttede fuldt og helt op om validiteten af Piltdownmennesket.

Louis Leakey accepterede aldrig Raymond Darts påstand om, at Australopithecus africanus var en direkte forfar til mennesket. Ifølge Leakey opsplittedes menneske- og chimpanselinjen for omkring 20 millioner år siden, og han mente, at der efterfølgende havde været flere forgreninger. F.eks. havde Australopithecus forladt Homo-linjen 6-7 millioner år før nu. Neandertalere, Pithecanthropus, Sinanthropus og Australopithecus var ifølge Leakey evolutionære eksperimenter, der alle endte i en blindgyde. De var alle ret primitive typer, som kan have eksisteret på samme tid som den rigtige forfar til mennesket, men de spillede ikke nogen direkte rolle for menneskets evolution.

Disse synspunkter var fuldt og helt på linje med Arthur Keiths. Igennem hele sit professionelle liv havde Leakey en tro på menneskets evolution som én lang, ubrudt linje, hvor forøgelsen af hjernens størrelse var det afgørende træk. Leakey kunne mere end nogen anden berette om, hvordan udviklingen af mennesket var forløbet, og den offentlige tilhøreskare var næppe bevidste om, at den dristige og inspirerende historie, som Leakey fortalte i lige så høj grad var et produkt af hans intellektuelle og følelsesmæssige fordomme som en afspejling af fakta og evidens.

Arthur Keith skrev i 1931 i sin bog, Nye opdagelser i relation til menneskehedens ælde om Leakeys fund i Kenya: ”De folk, der er fundet af Mr. Leakey i forhistoriske huler (i Østafrika) var sandsynligvis samtidige med Cro-Magnon i Europa; angående deres store højde og store hjerner mindede de om tidlige europæiske typer. De var bestemt ikke negre, men de kan have været evolutionære fætre til negrene. Jeg betragter dem som pro-hamiter – forløbere for de sorte, uldhårede hamitter, der stadig findes i det nordøstlige Afrika”.

Leakey forlod Frida i 1934, da hun var gravid med deres andet barn, idet han var blevet forelsket i føromtalte Mary Nicol (1913-1996), en 20 år gammel amatørarkæolog, som illustrerede den bog, som Louis var i færd med at skrive om menneskets evolution og kultur. Hun var datter af en oprejsende landskabsmaler og var blevet uddannet på skoler i Frankrig og England, dog uden nogensinde at bestå en eksamen. Derimod havde hun afsløret et usædvanligt talent for tegning. Mary Nicols tipoldefar på moderens side var i øvrigt den John Frere, der fandt stenøkserne ved Hoxne i England i 1799. Louis og Mary blev gift i 1936.

Leakey-familien midt i 1950’rne. Foruden Mary og Louis Leakey ses deres tre sønner, Jonathan (f.1940) til højre, Richard (f. 1944) til venstre og Philip (f. 1949) i midten. Dalmatinerne tilhørte Mary Leakey

Leakey-familien midt i 1950’rne. Foruden Mary og Louis Leakey ses deres tre sønner, Jonathan (f.1940) til højre, Richard (f. 1944) til venstre og Philip (f. 1949) i midten. Dalmatinerne tilhørte Mary Leakey

Louis’ ry i de akademiske cirkler var svækket på grund af skandalerne ved Kanjera og Kanam (se hovedteksten), men det lykkedes alligevel for ham at bringe Mary med til Olduvai i 1935, hvor de kom til at arbejde resten af deres liv. Han havde forud fået at vide, at han ikke skulle regne med en akademisk stilling i Cambridge.

I 1948 gjorde de et bemærkelsesværdigt fund – det første kranium af en fossil menneskeabe, Proconsul – på Rusinga Island i Victoriasøen. Mary tog det med til London og præsenterede det for den kendte antropolog Wilfrid Le Gros Clark, der var en vigtig og nær ven af Leakey’rne.  Le Gros Clark spillede en vigtig rolle i overbevisningen af arkæologer og antropologer om, at Afrika var menneskehedens fødested. I 1947, ved den første panafrikanske kongres om forhistorien i Nairobi (organiseret af Louis), havde han åbent hævdet, at Taung-fossilet og andre nyere fossiler af denne art alle stod mennesket nær og tilhørte menneskets stamtræ. Han havde mødt både Raymond Dart og Robert Broom.

Leakey var en karismatisk underviser og en inspirator, og han blev mentor for de tre unge primatologer (”the ape ladies”): Jane Goodall, der studerede chimpanser i Gombe ved Tanganyika-søen; Dian Fossey, der studerede gorillaer i Rwanda og Zaire samt Birute Galdikas, der studerede orangutanger på Borneo.

Leakey havde indset, at det var meget lidt man vidste om chimpansers adfærd. De første fra den vestlige verden, der observerede, at chimpanser fremstillede og brugte redskaber, var et par amerikanske missionærer i Vestafrika i 1840’rne. Darwin havde omtalt disse observationer af chimpansers adfærd i Menneskets afstamning fra 1871. Men det faldt i Jane Goodalls lod at genopdage chimpansers brug af sten til at knække nødder med.

Sent i livet blev Louis Leakey involveret i kontroversen om det såkaldte Calico-menneske.  Calico (eller Calico ghost town) blev grundlagt i 1881 på grund af opdagelsen af sølvforekomster i de nærliggende bjerge i Mojaveørkenen i det sydlige Californien. Sidst i 1950’rne blev der fundet, hvad der blev tolket som stenredskaber. Lokaliteten var 50.000-80.000 år gammel, og der blev fundet mere end 170 stenredskaber, der ifølge Leakey utvivlsomt var et resultat af menneskets aktivitet. Der blev også fundet et cirkulært arrangement at sten, der blev bedømt som et ildsted. Men Leakey blev mødt med hård kritik fra fagfolk. En af de hårdeste kritikere var Louis’ kone, Mary Leakey, der om nogen kunne kende et ægte stenredskab fra naturligt tildannede sten. Hun var ikke i tvivl – der var ikke tale om redskaber, og hun indså nu, hvor meget Louis havde ændret sig siden Olduvai – nu var publicity vigtigere for ham end videnskab. Ikke desto mindre indkaldte Louis Leakey til et møde på lokaliteten, hvor arkæologer, geologer m. fl. var til stede. Mødedeltagerne lod sig ikke overbevise, men Leakey bevarede optimismen og holdt en pressekonference, hvor han fastholdt, at der for 80.000 år siden havde været mennesker på Calico Hills, og at dette var blevet bekræftet af internationale eksperter. Han publicerede om fundet i Science i 1968. I dag er der konsensus om, at stenredskaberne fra Calico er naturligt skabte. For Leakey blev Calico episoden en bedrøvelig affære, der effektivt satte en stopper for hans karriere. Han døde af et hjerteanfald i London, da han var på vej til USA, den 2. oktober 1972, få dage efter at sønnen Richard Leakey havde fundet KNM-ER 1470 (Homo rudolfensis).

Richard Leakey (f. 1944) fik som sin mor aldrig nogen akademisk uddannelse, men han ledede sine projekter ved Turkana-søen med stor succes, hvilket skyldtes hans ambitioner, determinisme og administrative talent. Ligesom sin far blev han en offentlig og selvpromoverende person, hvis udtalelser til medierne tit kom til at overskygge hans og hans gruppes videnskabelige ytringer. Han delte sin fars tro på, at menneskets evolution havde strakt sig over meget lang tid, men at denne ikke inkluderede Australopithecus.

Meave og Richard Leakey. Meave holder KNM-1470

Meave og Richard Leakey. Meave holder KNM-1470

Meave og Louise Leakey ved Ileret, Turkana

Meave og Louise Leakey ved Ileret, Turkana

Richards første ægteskab med den engelske arkæolog Margaret Cropper gik skidt og endte med skilsmisse i 1969 efter fire års ægteskab. I stedet blev han gift med palæontologen Meave Epps (f. 1942) i 1970. Meave blev bl.a. kendt for fundet af Australopithecus anamensis og Kenyanthropus platyops. Richard og Meave har en datter, Louise (f. 1972), der viderefører Leakey-traditionen.

[1] Den senere del af Tertiærtiden.