Månedsarkiv: maj 2019

NYE FUND AF DENISOVA-MENNESKET

Nye, grundige dateringer af lagene i Denisova-hulen har vist, at hulen var beboet af Denisova-mennesket i perioder mellem for 287.000 og 55.000 år før nu og af neandertalere i perioder mellem for 193.000 og 97.000 før nu. Det er uklart, hvornår Homo sapiens ankom og boede i hulen. Men redskaber fra Øvre Palæolitikum, der normalt tilskrives Homo sapiens, er fundet i hulen; redskaberne er mellem 42.000 og 48.000 år gamle. Fra den nærliggende lokalitet ved Ust’-Ishim er der indikationer på, at Homo sapiens var dér for omkring 45.000 år siden.

I 1980 blev der fundet en halv underkæbe med to fastsidddende tænder i Baishiya Karst hulen i 3280 m højde på det tibetanske plateau i Kina. Finderen var en munk, og knoglen lå i mange år hengemt i et kloster. Men for nylig kom det i forskernes hænder, og nu kunne det for det første fastslås, at knoglen var mindst 160.000 år gammelt (svarende til næstsidste istid). For det andet kunne det fastslås, at knoglen stammer fra et Denisova-menneske eller et individ tæt beslægtet hermed. Det fylogenetiske slægtskab er baseret på analyse af protein (kollagen) udvundet fra de to tænder. Det har ikke været muligt at finde spor af DNA i knoglen eller tænderne. Der er også fundet talrige stenredskaber og dyreknogler med skæremærker i hulen. Knoglen repræsenterer det hidtil bedste og eneste fossil, der kan give os nogen anelse om udseendet hos Denisova-mennesket, og det viser også, at disse – i hvert fald i perioder – var udbredt over en større del af Asien end det oprindelige fund fra Denisova-hulen lod antyde.

Det nye fossil er halvdelen af en underkæbe med to fastsiddende tænder
Hulen på det tibetaqnske plateau i 3280 m højde, hvor det nye fund er gjort

Denisova-hulen i Sibirien, hvor de oprindelige fund blev gjort, ligger i blot 700 m højde, mens Baishiya Karst hulen som nævnt ligger i 3280 m højde. Dette indikerer, at højdetilpasning allerede blev udviklet hos Denisova-mennesket og herfra videregivet i form af en særlig variant af det såkaldte EPAS gen til de nulevende tibetanere. Tibetanere har som de eneste denne særlige variant af EPAS genet, der gør, at de kan leve i stor højde, hvor atmosfærens iltindhold er lavt. Arkæologiske undersøgelser viser, at Homo sapiens har opholdt sig på det tibetanske plateau i 4600 m højde så tidligt som for 30.000-40.000 år siden.

Den rekonstruerede underkæbe