MAKAPANSGAT

Makapansgat[i] er den største fossillokalitet i Sydafrika. Lokaliteten ligger ca. 250 km nord for Johannesburg og 16 km nord for den lille by Mokopane i den nordlige Limpopoprovins.

Makapangatsdalen

Makapangatsdalen

Landskabet ved makapansgat

Landskabet ved makapansgat

Området ved Makapansgat er opbygget af fossilrig, dolomitisk kalksten og rummer ca. 70 huler. Fossilernes alder er fra 3 til 2,6 millioner år (Pliocæn og Pleistocæn). Af størst antropologisk interesse er tre huler, Cave of Limeworks, Cave of Hearths og til dels også Rainbow Cave.

FOSSILHOLDIG BRECCIA FRA HULERNE VED  MAKAPANSGAT

FOSSILHOLDIG BRECCIA FRA HULERNE VED MAKAPANSGAT

FOSSILHOLDIG BRECCIA FRA HULERNE VED  MAKAPANSGAT

FOSSILHOLDIG BRECCIA FRA HULERNE VED MAKAPANSGAT

FOSSILHOLDIG BRECCIA FRA HULERNE VED  MAKAPANSGAT

FOSSILHOLDIG BRECCIA FRA HULERNE VED MAKAPANSGAT

FOSSILHOLDIG BRECCIA FRA HULERNE VED  MAKAPANSGAT

FOSSILHOLDIG BRECCIA FRA HULERNE VED MAKAPANSGAT

FOSSILHOLDIG BRECCIA FRA HULERNE VED  MAKAPANSGAT

FOSSILHOLDIG BRECCIA FRA HULERNE VED MAKAPANSGAT

FOSSILHOLDIG BRECCIA FRA HULERNE VED  MAKAPANSGAT

FOSSILHOLDIG BRECCIA FRA HULERNE VED MAKAPANSGAT

Der har været gravet kalk ved Makapansgat siden 1907. Indsamling af fossiler startede i 1925, da den lokale matematiklærer, Wilfred Eitzman blev opmærksom på minearbejdernes fund af talrige knogler i den brudte kalksten (Makapansgat er den største fossillokalitet i Sydafrika. Lokaliteten ligger ca. 250 km nord for Johannesburg og 16 km nord for den lille by Mokopane i den nordlige Limpopoprovins.dart

Området ved Makapansgat er opbygget af fossilrig, dolomitisk kalksten og rummer ca. 70 huler. Fossilernes alder er fra 3 til 2,6 millioner år (Pliocæn og Pleistocæn). Af størst antropologisk interesse er tre huler, Cave of Limeworks, Cave of Hearths og til dels også Rainbow Cave.
Der har været gravet kalk ved Makapansgat siden 1907. Indsamling af fossiler startede i 1925, da den lokale matematiklærer, Wilfred Eitzman blev opmærksom på minearbejdernes fund af talrige knogler i den brudte kalksten (breccia). Eitzman videresendte sine indsamlede fossiler til Raymond Dart, der var professor i anatomi ved Witwatersrand universitetet i Johannesburg. Dart var kendt for sit fund og beskrivelse af et kranium repræsenterende en juvenil Australo-pithecus africanus fra Taung i det centrale Sydafrika i 1924.eitzman

Dart blev hurtigt klar over, at der ikke var tale om hominine fossiler, men han publicerede dog en kort notits om de fossilrige breccia ved Makapansgat. Han påbegyndte først systematiske studier i hulerne ved Makapansgat i 1947 efter palæontologen James W. Kitchings fund af et hominint kraniefragment[ii] i affaldsdyngerne. Dart beskrev fundet i en lille notits i Nature i 1948. Nogle af de fossiler, som Dart havde modtaget fra Eitzman tilbage i 1925, var mørkfarvede, hvilket Dart tog til indtægt for, at de havde været brændt på bålsteder. Derfor inkluderede Dart de første hominine fossiler fundet i 1947 i en ny art, Australopithecus prometeus (efter den mytologiske græske helt, Prometeus, der stjal ilden fra guderne). Men det viste sig dog senere, at mørkfarvningen skyldtes imprægnering med manganmineraler, hvorefter artsnavnet blev ændret til Australopithecus africanus af John T. Robinson i 1960 (samme art som Dart havde beskrevet i 1924 fra Taung).

KITCHINGS OCCIPETALKNOGLE FUNDET 1947 I CAVE OF LIMEWORKS

KITCHINGS OCCIPETALKNOGLE FUNDET 1947 I CAVE OF LIMEWORKS

kitching

Dart konkluderede desuden ud fra fundene ved Makapansgat, at australopithecinerne (”abemenneskene”) havde været effektive storvildtjægere, der bl.a. inkluderede jagt på farlige dyr (knogler fra bavian, hyæne, løve, næsehorn, giraf, flodhest m.m. var rigt repræsenterede i affaldsdyngerne), og at de havde fremstillet og anvendt redskaber af knogle, tænder og horn. Dette førte til, at Dart navngav australopithecinernes kultur den osteodontokeratiske (knogle-tænder-horn). Dart fortolkede endvidere hulernes ikke-hominine fossiler som rester efter abemenneskenes måltider, men i dag regnes disse for rovdyrs efterladenskaber. Senere undersøgelser har bragt Darts livlige og noget fantasifulde fortolkninger af den osteodontokeratiske kultur i miskredit, og hans teori anses i dag for usandsynlig.

Efter 1947 organiserede Dart, Kitching og andre systematiske undersøgelser og katalogisering af den fossilholdige breccia, der blev tilbage som affald efter minearbejdernes brydninger. Der blev efterfølgende fundet yderligere hominine fossiler, der i dag alle inkluderes i Australopithecus africanus. Alle stammer fra det såkaldte member 3, med én undtagelse fra member 4.

Cave of Limeworks: Det er herfra, at fossilerne af Australopithecus africanus stammer, fra lag, der er mellem 2,85 og 2,58 millioner år gamle (palæomagnetisk datering). I alt 39 hominine fossiler repræsenterende mindst 12 individer, alle tilhørende Australopithecus africanus, er hidtil fundet her. Homininerne er sandsynligvis slæbt ind i hulen af rovdyr eller faldet ned gennem de naturligt dannede ”sink holes”. Cave of Limeworks er fortrinsvis udforsket i perioden 1947-1962.

CAVE OF LIMEWORKS

CAVE OF LIMEWORKS

CAVE OF LIMEWORKS

CAVE OF LIMEWORKS

CAVE OF LIMEWORKS

CAVE OF LIMEWORKS

CAVE OF LIMEWORKS

CAVE OF LIMEWORKS

CAVE OF LIMEWORKS

CAVE OF LIMEWORKS

Vue ned mod Cave of Limeworks

Vue ned mod Cave of Limeworks

NATURLIG DANNET "SINKHOLE", CAVE OF LIMEWORKS

NATURLIG DANNET “SINKHOLE”, CAVE OF LIMEWORKS

Cave of Hearths: Hulen har været beboet siden Palæolitikum (Acheuléen, formentlig Homo ergaster/erectus) via Den Mellemste Stenalder (MSA) til Jernalderen. Bl.a. er der fundet håndkiler typiske for Acheuléen-kulturen. Den systematiske udforskning af Cave of Hearths startede ligesom af Cave of Limeworks i 1947 med James Kitchings fund af et fragment af en hominin underkæbe (katalognummer MLD 40, fra Homo heidelbergensis?) i lag 3 (sandsynligvis 200.000 til 400.000 år gammel). I 1953 blev udgravningerne overtaget af Revil Mason, der identificerede 11 horisonter i hulen. Han markerede og navngav horisonterne på klippen uden for hulen. Markeringerne kan stadigvæk ses.

CAVE OF HEARTHS

CAVE OF HEARTHS

MARKERING AF LAGENE (REVIL MASON), CAVE OF HEARTHS

MARKERING AF LAGENE (REVIL MASON), CAVE OF HEARTHS

CAVE OF HEARTHS - SPOR EFTER ILD (DET MØRKFARVEDE OMRÅDE)?

CAVE OF HEARTHS – SPOR EFTER ILD (DET MØRKFARVEDE OMRÅDE)?

mason

Det mest bemærkelsesværdige fund i Cave of Hearths er ca. 1 million år gamle mørkfarvede lag, der oprindeligt blev tolket som spor efter ild, men fornyede undersøgelser i årene mellem 1996 og 2001 har indikeret, at de farvede sedimenthorisonter fra Acheuléen næppe kan tages som indtægt for brugen af ild (nogle af ”askelagene” er afføring fra flagermus).

Rainbow Cave: Denne hule indeholder mulige spor efter bålsteder samt MSA redskaber (100.000 til 50.000 år gamle). Sporene efter bålsteder er siden afvist og anses i dag for at være søsedimenter.

Hominine fossiler fra Cave of Hearths

Hominine fossiler fra Cave of Hearths

HOMININT FOSSIL (MLD 40) FRA CAVE OF HEARTHS

HOMININT FOSSIL (MLD 40) FRA CAVE OF HEARTHS

 

 

 

 

I 1936 blev Makapansgat erklæret for et nationalt monument, og siden er det kommet ind under UNESCO’s verdensarv. Flere tusinde fossiler er gennem årene fundet på lokaliteten.

 

 

 

[i] [i] Afrikaans for “Makapan Cave”. Stedet er opkaldt efter høvding Makapan (Mokopane), der omkom sammen med sin stamme i Den Historiske Hule ved Makapansgat i 1854 efter en langvarig belejring af en boer kommando. Ved den lejlighed blev boeren Piet Potgieter skudt, og den nærliggende by blev opkaldt efter ham (Potgietersrus), men i 2003 blev navnet ændret til Mokopane.

[ii] Katalognummer MLD 1; omfatter den bagerste (occipetale) del af hjernekassen.