Udgravninger på den filippinske ø, Luzon, har tidligere frembragt 57 stenredskaber samt et næsten parteret skelet af et næsehorn, som viser klare tegn på slagtning. Redskaberne er ca. 700.000 år gamle. Siden er der også fundet hominine fossiler på øen, nærmere bestemt i Callao hulen. I 2007 blev der fundet en tåknogle, og for nylig er der fundet yderligere 7 kindtænder fra overkæben, to håndknogler, to tåknogler og en lårbensknogle. Fossilerne repræsenterer mindst tre individer og er dateret til 50.000-67.000 år. Finger- og tåknoglerne er primitive og bøjede, hvilket antyder, at klatring var en vigtig del af adfærden. Tænderne er derimod mere moderne og klart Homo. Kombinationen af de primitive og mere deriverede træk er ifølge finderne unikke, hvorfor fossilerne er allokeret til en ny art, Homo luzonensis. Det er ikke lykkedes at udvinde DNA fra fossilerne.

Homo luzonensis er som Homo floresiensis en dværgart, og de to kan måske opfattes som ”fætre” med en fælles forfar (der dog indtil videre er helt ukendt, men kan være Homo ergaster/erectus). Ligesom for Homo floresiensis’ vedkommende viser det nye fund, at sørejse i en eller anden form (måske på naturlige ”tømmerflåder”) i Sydøstasien fandt sted tidligt i mellemste Pleistocæn – det er sandsynligt, at mindst et åbent havområde skulle passeres dengang – selv om der er en næsten ubrudt økæde fra Borneo (Sunda).

Homo Luzonensis var tilstede på Jorden i samme tidsrum som Homo floresiensis, Homo sapiens, Denisova mennesket, neandertalerne og Homo soloensis på Java.