En særlig form for fødeindtagelse – kannibalisme – er et distinkt, hvis ikke et definerende, træk ved mennesket. Intet andet pattedyr praktiserer rutinemæssigt kannibalisme, selvom det er blevet observeret blandt chimpanser og bonoboer. Så vidt det vides, har ethvert menneskeligt samfund på et eller andet tidspunkt praktiseret kannibalisme, og det er en uomgængelig sandhed, at der under grundstenen til alle civilisationer gemmer sig knogler fra kannibalfester.

Kannibalisme har været praktiseret forskellige steder i verden helt op til nutiden. Fiji var tidligere kendt som “Kannibaløerne”. Også blandt aztekerne fra Mexico og anasazi-indianerne fra det sydvestlige USA er der uigendrivelige beviser for regelmæssig kannibalisme. Korowaistammen i det sydøstlige Papua Ny Guinea menes at være den sidste kannibalstamme i verden. I Danmark er kannibalisme bl.a. beskrevet i forbindelse med Ertebøllekulturen (sidste del af Jægerstenalderen fra 5.400 til 3.900 år fvt.).

Udtrykket kannibalisme stammer fra spansk, caníbal i forbindelse med den påståede kannibalisme blandt Carib-indianere (udtrykket stammer fra Columbus). Nogle gange bruges udtrykket anthropophagy (fra græsk anthropos “menneske” og phagein ”at æde”), der betegner, at mennesker fortærer andre mennesker.

Der er ikke sikker evidens for, at Homo erectus praktiserede kannibalisme, men ved Atapuerca (Gran Dolina), Spanien er der evidens for, at man for mindst 800.000 år siden regelmæssigt slagtede børn over en periode på flere hundrede år. Også på flere neandertallokaliteter, f.eks. Krapina, Kroatien og Gibraltar, er der tydelige spor efter kannibalisme.

Kannibalisme er sjældent blevet praktiseret af rent ernæringsmæssige grunde. Men rituel spisning af døde slægtninge (såkaldt endokannibalisme) i Ny Guineas højland er forklaret med, at det har været et nødvendigt proteintilskud for befolkningen, der ellers kun havde adgang til lav-proteinholdige afgrøder og små dyr som mus, edderkopper og frøer. Der er også eksempler fra nutiden på kannibalisme i forbindelse med nødsituationer, f.eks. blandt skibbrudne eller under den 900 dage lange belejring af Leningrad under 2. verdenskrig, hvor der var kannibalisme blandt de belejrede. Kannibalisme blev også praktiseret under Det Store Spring Fremad i 1950’ernes Kina.

Langt oftere er kannibalisme blevet praktiseret for dens symbolske eller magiske værdi, f.eks. i forbindelse med stammekrige, hvor dræbte fjender fra andre stammer blev indtaget (såkaldt exokannibalisme). For næsten alle kannibaler har indtagelse af menneskekød medført en forøgelse af livskvaliteten på måder, der overskred det enkle biologiske behov for føde. Menneskekød er blevet indtaget med lige så megen moralsk selvbevidsthed, som når nutidens veganere indtager bønner. F.eks. var kannibalisme for Orokaiva folket i Papua Ny Guinea en måde at indfange de tabte krigeres ånd eller sjæl på. Indtil 1960’rne spiste Gimi kvinderne fra Ny Guineas højland deres afdøde mænd: Vi ville ikke lade mændene rådne, vi har medlidenhed med dem, var deres forklaring. Indfødte fra Ny Guinea har givet udtryk for forfærdelse over vores vestlige begravelsespraksis: ”Vi forhindrer deres ånd i at leve videre, når vi begraver vore slægtninge uden at vise dem den sidste ære ved at spise dem.” Denne forklaring genkalder de vismænd, der fortalte Alexander den Store, at de spiste deres ærede afdøde af respekt; det var ubærligt for dem at brænde eller begrave dem.

Endokannibalisme (fortæring af slægtninge) har især været udbredt blandt jæger-samlere, mens exokannibalisme har været karakteristisk for landbrugssamfund, hvor krigshandlinger og manddrab blev hyppige.

Hvis føde kan ændre legemet, inspirere bevidstheden, ændre sociale relationer og angive fokus for ritualer bliver den en kilde til magi og mystik – nyttig for rationelt uforklarlige transformationer af selvet, der inkluderer det hellige, det symbolske og det kurative. I alle samfund er måltidet en kulturel og nogle gange også en magisk transformerende handling. Det har sin egen alkymi. Det leder individet ind i en bestemt social sammenhæng og kan ændre sygdom til sundhed. Det kan også ændre personligheden. Det kan helliggøre tilsyneladende sekulære handlinger. Det kan gøre maden både guddommelig og djævelsk. Det kan frigøre kraft. Det kan skabe sociale bånd. Det kan betyde hævn eller kærlighed. En forandring, der var lige så revolutionær som en hvilken som helst anden begivenhed i menneskets historie indtraf, da fødeindtagelse ophørte med kun at være en praktisk, biologisk nødvendig foranstaltning og blev en symbolsk handling. Lige fra kannibaler til vegetarer, fra de der praktiserer galensk eller ayurvedisk medicin (sidstnævnte lover et sygdomsfrit liv og et fredfyldt sind i en sund krop ved indtagelse af en bestemt kost), fra homøopater til sundhedsprofeter, vælger mennesket den føde, som det tror vil skærpe dets karakter, forøge dets livskraft og forlænge dets liv. Det menneskelige legeme besidder en livgivende kraft, som det beholder også efter døden, og kraften kan gives videre gennem kannibalisme.

I Renæssancen og fremefter, fra år 1500-1800, var det i Europa en udbredt praksis at kurere sygdomme og kvæstelser med præparater fra afdøde mennesker. Pulveriserede kranier var i høj kurs, og det samme var pulvere lavet af mumificerede mennesker. Tonsvis af mumier fra de ægyptiske pyramider blev eksporteret til Europa, men kunne langtfra imødekomme efterspørgslen. ’Mumie’ blev slet og ret betegnelsen for helbredende pulvere lavet af menneskelig. Kød, fedt, blod og knogler, alt kunne bruges. Og alle typer lig blev brugt – henrettede forbrydere, lig fra tidens mange slagmarker, spedalske og ofre for pesten. Pulverne blev spist eller indgik i plastre. Det berettes, at Christian den 4. tog ’pulvere delvis fremstillet af kranier fra kriminelle’ som kur mod sin epilepsi.

Den fremtrædende tyske farmakolog Johann Schroeder fra 1600-årene gav denne opskrift på det bedste middel: ” … et lig af en rødhåret mand (i en sådan mand menes blodet at være lettere og kødet bedre), helt og uden pletter, cirka 24 år gammel, som har lidt en voldsom død (ikke af sygdom), og udsat for månens stråler en dag og en nat under en skyfri himmel. Skær kødet af denne mand, og drys det over med myrrha-pulver og en lille smule aloe, læg det i blød, så det bliver mørt, og hæng til sidst stykkerne op et tørt og skyggefuldt sted, til de er tørre. På denne måde kommer det til at minde om røget kød og uden stank.”

En anden version af samme opskrift specificerer, at hængte personer er særligt velegnede. Helt op i 1800-tallet berettes fra flere steder i Europa, inklusive Danmark, at folk kunne købe sig adgang til skafottet ved halshugninger for at opsamle den henrettedes blod i deres kopper. At drikke det endnu varme blod mentes at være en god kur mod epilepsi.

Denne praksis, at drikke frisk menneskeblod, er flere tusind år gammel. Den går mindst tilbage til Romertiden, hvor man drak blod fra sårede gladiatorer. Det er beskrevet af den romerske læge Celsus 50-25 fvt.

Også baseret på et kristent grundlag var menneskelegemet forbundet med en livgivende kraft. Mennesket er skabt i Guds billede og legemet besjælet med Hans ånd. Det var derfor den guddommelige kraft, man fik del i ved indtagelse af ’mumie’. Nogen modstand fandtes blandt tidens læger, men mest begrundet med at det formentlig ikke virkede.

Endnu i begyndelsen af 1900-tallet kunne man se denne reklame fra det farmaceutiske firma E. Merck, Darmstadt: ”Ægte ægyptisk mumie, så længe lageret rækker, 17,50 Mark pr. kilogram”.

Kannibalisme kan være farlig: Indtagelse af menneskehjerne kan fremkalde den fatale hjernesygdom kuru, der tidligere var udbredt blandt Forestammen i Papua Ny Guinea. Kuru er nært beslægtet med Creutzfeldt-Jacobs sygdom (kogalskab). Sygdommen skyldes overførsel, via hjernevæv, af et abnormt protein kaldet prion. I Papua Ny Guinea var sygdommen tidligere hyppig blandt kvinder og børn, mens sygdommen sås langt sjældnere hos mænd. Forklaringen er, at kvinder og børn fik tildelt de mindre attraktive dele af kroppen, såsom hjernevævet. Hyppigheden af kuru blandt Forestammens medlemmer faldt brat, da rituel kannibalisme blev afskaffet omkring 1960. Der er i øvrigt genetisk evidens for, at en mutation i prion proteinet, der giver en vis modstandsdygtighed over for kuru, opstod for mere end 500.000 år siden blandt befolkningen i Papua Ny Guinea.