For omkring 7.400 år siden opstod et bemærkelsesværdig standardiseret landbrug i det centrale Europa. Til det var knyttet den såkaldte LBK-kultur eller den båndkeramiske kultur. Emmer var her den vigtigste afgrøde efterfulgt af enkorn, grønsager og i visse områder byg og hør (det sidste med henblik på fremstilling af klæder), ligesom opiumsvalmuen dyrkedes nogle steder. Kvæg og svin var de foretrukne husdyr, mens får og geder spillede en underordnet rolle.
Mellem 7.000 og 6.500 år før nu spredte denne kultur sig i form af tusindvis af landbrugsbaserede landsbyer – ofte i klynger på 10-20 – ud over hele det centrale Europas skove fra Rusland i øst til Nordfrankrig i vest. Dette markerer begyndelsen på den langsomme omformning af den central- og nordeuropæiske natur fra udbredte skove, der havde eksisteret siden istidens afslutning, til et åbent agerbrugsland.
LBK-bønderne magtede i løbet af få generationer at rydde enorme skovområder. De første LBK-landbrugere slog sig ned, hvor de næringsrige og veldrænede løssjorder, der var dannet under sidste istid, fandtes. De medbragte de karakteristiske langhuse, der aldrig tidligere var set i Europa. Langhusene var de største fritstående bygninger i flere tusinde år. De kunne være over 40 m i længden og fra 5,5 til 7 m i bredden og rumme en hel „storfamilie“. Et andet meget karakteristisk træk ved LBK-kulturen er den meget ensartede keramik samt de ensartede stenredskaber, landsbyplaner, begravelsesformer og levemåder over hele udbredelsesområdet.
Tiden for LBK-kulturen er ofte blevet opfattet som en gylden tid, hvor mennesket levede i fredelig sameksistens med hinanden. Men for omkring 7.000 år siden fandt en massakre sted i et lille samfund ved Talheim i det sydvestlige Tyskland. Her har man fundet en massegrav indeholdende resterne af 34 mænd, kvinder og børn, der var dræbt med øksehug mod baghovedet. Tre af de døde var desuden skudt ned med pil bagfra. En anden og lignende massegrav er blevet fundet ved Asparn (Schletz) i det nordlige Østrig. I 2015 blev endnu en massegrav fra LBK-kulturen beskrevet, denne gang fra Schöneck-Kilianstädten nær Frankfurt am Main, Tyskland; mindst 26 individer blev slået ihjel med slag og pile med systematisk brud på knogler, som udtryk for tortur eller mutilation. De tre fund tilsammen tyder på, at massakre af hele landsbyer var almindelige i slutningen af LBK-kulturen.
Oprindeligt havde man anset konflikter af ovennævnte karakter som værende af langt yngre dato; nogle har ment, at først med dannelsen af stærke magtcentre i Bronzealderen startede egentlige krigshandlinger. Men andre har dog ment at kunne skubbe starten tilbage til Neolitikum, hvor indførelsen af agerbruget gav anledning til konflikter over retten til jord og dyr. De ovennævnte massakre kan tænkes at være resultatet af en sådan konflikt over ejendomsretten.
Også i den foregående, mesolitiske, periode har man kendskab til massakrer, om end de er sjældnere end i Neolitikum. Der kendes et enkelt eksempel fra Mesolitikum i Centraleuropa: For omkring et århundrede siden udgravedes en hule (Ofnett-hulen) i Bayern lidt nord for Donau. Udgravningen afslørede 38 kranier, hvoraf flere var løsnet fra rygsøjlen (som tegn på ”halshugning”); de fleste kranier stammede fra børn under 15 år. Blandt de voksne kranier var de fleste fra kvinder, og flere af kranierne viste tegn på skalpering.
Efterhånden er der dog dukket flere og flere vidnesbyrd om manddrab i Mesolitikum op og endda fra slutningen af øvre Palæolitikum – to ca. 13.000 år gamle skeletter fra Italien (San Teodoro-hulen på Sicilien og Grottes des Enfants ved den italienske riviera) er fundet med pilespidser fastsiddende i knoglerne. Fra Nildalen er der gjort to gravfund, der muligvis kan repræsentere manddrab: I Sudan (Jebel Sahaba) er der fundet en massegrav fra sen Magdalénien, der rummer resterne af 59 personer, hvoraf mindst halvdelen kan have lidt en voldelig død. Længere nede ad Nilen er der fundet et skelet af en ung mand med to fastsiddende spydspidser i bækkenknoglerne; skelettet kan være 20.000 år gammelt. De nævnte eksempler er de eneste kendte fra øvre Palæolitikum. En dyb revne i et kvindekranium fra det oprindelige fund ved Cro-Magnon i Frankrig ved man nu blev forårsaget af en jernbanearbejders hakke i 1868. Mange eksempler kendes fra store dele af Europa, inklusive Danmark; disse er alle 9.000 år eller yngre, altså mesolitisk tid. Foruden bue og pil synes køller at have været et yndet våben.