Neandertalernes kerneområde omfattede Europa syd for den 55. breddegrad, Mellemøsten og dele af det sydlige Sibirien. De er gradvist – over en periode på 2-300.000 år – udviklet fra Homo heidelbergensis i Europa. Neandertalerne er således en europæisk ”opfindelse”, og de har aldrig levet i Afrika. Flere europæiske fossiler udviser tydelige neandertaltræk og er at opfatte som overgangsformer eller ”før-neandertalere”. Ikke mindst fossilerne fra Sima de los Huesos (”knoglehullet”) ved Atapuerca i det nordlige Spanien fremstår som perfekte før-neandertalere. Ingen tilsvarende neandertal-specialiseringer ses i øvrigt i samme tidsrum i Asien og i Afrika som udtryk for, at udviklingen disse steder fulgte helt andre spor.

Både analyse af fossilerne og genetiske studier indikerer, at Homo sapiens og Homo neanderthalensis delte en fælles afrikansk forfar, der levede for mere end 500.000 år siden. Den del af Homo heidelbergensis populationen, der udvandrede til Europa, udvikledes til neandertalerne, mens de, der blev tilbage i Afrika, udvikledes til Homo sapiens. Selv om vi derfor ikke er direkte efterkommere af neandertalerne, er disse alligevel at betragte som vore meget nære slægtninge.

Sammenlignet med det moderne menneske (Homo sapiens) var neandertalskelettet overordentligt robust med tykke knogler og kraftige muskelhæfter, der afslører betydelig styrke.

De har i gennemsnit vejet omkring 25 % mere end os. Kropsformen var firskåren og stovt som hos nulevende arktiske folk og var utvivlsomt udtryk for en kuldetilpasning. Neandertalkraniet var langstrakt og fladt; midteransigtet var trukket frem under hjernekassen, hvorfor der ikke ses noget tydeligt hagefremspring. På bagsiden af kraniet ses i lighed med bl.a. Homo erectus en fremspringende, afrundet knoglekam (torus); over knoglekammen ses som noget meget karakteristisk en oval fordybning (fossa suprainii).

Neandertalerne havde endnu bredere brystkasse og kortere lemmer end inuitterne; dette på trods af, at klimaet i Central- og Vesteuropa – hvor neandertalerne primært levede – under istiden var mildere end i det højarktiske klima, som inuitterne historisk har levet under. Inuitterne tilpassede sig først og fremmest med kulturelle midler og i mindre grad biologisk, og de er berømte for deres geniale, velopvarmede bosteder og deres ophyggeligt syede beklædning. Noget tilsvarende gjorde sig ikke tilnærmelsesvist gældende for neandertalerens vedkommende. For omkring 45.000 år siden kom Homo sapiens vandrende ind fra det varme Afrika med deres høje, smalle tropisk tilpassede kropsform til det arktiske Europa. De klarede at bosætte sig og tilpasse sig de mest barske steder i det nordøstlige Europa og det nordlige Asien – steder hvor intet andet menneske, inklusive neandertalerne, havde kunnet leve før dem. Deres succes illustrerer hvor stor en forskel kulturen kan gøre, og deres relativt set avancerede kultur kan forklare, hvorfor de var i stand til fortrænge neandertaleren så hurtigt og så fuldstændig.

Den egentlige neandertal-æra, hvor de karakteristiske anatomiske træk var fuldt udviklede, omfatter sidste mellemistid (Eem) og det meste af sidste istid (perioden fra 130.000 år til ca. 40.000 år før nu). I det mindste i dele af denne periode var neandertalerne også udbredte til det sydvestlige Asien og det sydlige Sibirien. For ca. 45.000 får siden begyndte den klassiske neandertaler at forsvinde fra Europa, først i øst, siden i vest. De sidste overlevende neandertalere er lidt under 40.000 år gamle.

Neandertalerne er dog ganske bemærkelsesværdige. De levede i en tid, hvor klimaet udviste nogle intense udsving, og på trods af det ovenfor anførte var deres teknologi absolut tilpasset et liv under disse svære betingelser. Deres tilpasning var ikke udelukkende biologisk: I givet fald skulle de have kunnet kompensere fuldstændigt for de koldeste klimatiske perioder, hvorunder de levede. For at dette skulle kunne lade sig gøre, måtte de have udviklet et lag af underhudsfedt, der vejede det samme som resten af kroppen. I stedet må vi antage, at neandertalerne udviklede en vis kulturel tilpasning, så de kunne klare sig igennem de værste tider. Sporene efter denne, bl.a. varmt tøj, sandsynligvis fremstillet ud fra pelse af dyr holdt sammen af dyresener, har imidlertid ikke overlevet til i dag.

 

Kortlægning af neandertalerens genom

I dag har man kendskab til over 275 neandertal-individer, der er fundet på mere end 70 lokaliteter. I skarp kontrast til den situation, der er gældende for tidligere homininer, er neandertalfundene rige på komplette eller næsten komplette skeletter, hvilket verdens ældste gravsteder bærer æren for. Fordi neandertalerne morfologisk og adfærdsmæssigt på mange måder mindede om det moderne menneske, har det som omtalt i perioder været antaget, at de i fylogenetisk henseende var direkte forløbere for det moderne menneske. I overensstemmelse hermed er neandertalerne blevet opfattet som en underart af Homo sapiens, Homo sapiens neanderthalensis. Imidlertid har de senere års forskning vist, at samtidig med, at neandertalerne levede i Europa og det vestlige Asien, levede der andre typer af mennesker i Fjernøsten og Afrika; og de mennesker, der levede i Afrika, var klart mere moderne end neandertalerne. De afrikanske mennesker er således, alene på dette grundlag, mere sandsynlige forfædre til nutidige mennesker end neandertalere, og der er en stigende tendens til at opfatte sidstnævnte som en evolutionær blindgyde, der kun videregav lidt eller intet af deres arvemasse til det moderne menneske. Af denne grund mener mange i dag, at neandertalerne bør klassificeres som en selvstændig art, Homo neanderthalensis.

Den kolossale udvikling inden for DNA-teknologien i det sidste årti, herunder ikke mindst et gennembrud i DNA-sekventeringsteknologien (bl.a. såkaldte high throughput teknologier, f.eks. Next Generation Sequencing, NGS) har muliggjort undersøgelse og karakteristik af de i reglen meget små mængder DNA, der i visse tilfælde kan udvindes fra fossilt væv („fossilt” DNA eller aDNA). Herved kan der i mange tilfælde opnås værdifuld viden om menneskets fortid.

I maj 2010 publiceredes en foreløbig udgave af neandertalerens arvemasse. Kortlægningen er sket på materiale, der først og fremmest stammer fra neandertalfossiler fra Vindija-hulen i det nordlige Kroatien (36.000 år). Men der er også arbejdet med prøver fra El Sidrón, Spanien (43.000 år), Mezmaiskaya-hulen, Kaukasus (> 60.000 år) og fra det oprindelige fossil fra Neanderdalen (40.000 år).

Kortlægningen af neandertalernes arvemasse kan potentielt besvare to vigtige spørgsmål:

1. Er der spor efter neandertalernes arvemasse i det moderne menneskes arvemasse? Det tyder resultaterne noget overraskende på, at der er, men tilsyneladende kun i arvemassen fra personer, der ikke har en afrikansk herkomst. Sammenligning af neandertalernes arvemasse med arvemassen fra nulevende mennesker viser, at arvemassen fra neandertalerne er en anelse mere lig arvemassen hos europæere, østasiater og melanesiere end hos afrikanere. Resultaterne peger på, at opblandingen med DNA fra neandertalere er sket omkring tidspunktet for det moderne menneskes eksodus fra Afrika for 60.000 år siden, og at det er sket i Mellemøsten (inden vandringsvejene skiltes). Opblandingen er tilsyneladende ringe, af størrelsesordenen 1,5-2,1 %, og kan forklares ved et relativt lille antal parringer. Opblandingen gør indtil videre ikke ikke-afrikanere til særlige hulemennesker sammenlignet med afrikanere. Men sidstnævnte er måske den eneste “rene” gruppe af Homo sapiens.

Det er dog påfaldende, at der tilsyneladende ikke på et senere tidspunkt er sket en yderligere opblanding i Europa, hvor Homo sapiens og neandertalerne sameksisterede i flere tusinde år, indtil sidstnævntes forsvinden for lidt under 40.000 år siden. Der er foreløbigt intet i de genetiske data, der tyder på, at dette skulle være tilfældet (man kan naturligvis ikke udelukke, at dette alligevel er sket, men sporene er så blot forsvundet igen), og moderne europæere har ikke et større genetisk fællesskab med neandertalerne end andre ikke-afrikanere.

1. Hvorved adskiller Homo sapiens sig genetisk fra neandertalerne, og hvad er det, der i genetisk henseende gør os til Homo sapiens og dem til neandertalere? Der er foreløbig identificeret omkring 100 betydende mutationer i arvemassen hos Homo sapiens, der ikke findes hos neandertalerne. De områder af arvemassen, hvor de pågældende mutationer er identificeret, vedrører bl.a. de kognitive funktioner, hudens funktion, bevægelse af sædceller, sårheling m.m.Der er endvidere tydeligt, at den mandlige frugtbarhed hos Homo sapiens er blevet påvirket negativt ved opblandingen med neandertalerne. Det neandertal-DNA, som Homo sapiens har arvet, synes nemlig især at være videreført af den kvindelige linje. Dette må betyde, at de drenge, der blev født, enten har været meget lidt frugtbare eller har været helt sterile og dermed ude at stand til af få afkom. Også andre forhold tyder på, at parringen mellem Homo sapiens og neandertalere har været vanskelig. F.eks. er der i gener, der udtrykkes kraftigt i testikelvæv, meget få neandertalspor, og det samme gælder i X-kromosomet. Her er neandertalsekvenserne formentlig selekteret bort, idet de har været forbundet med infertilt afkom. Dette må igen betyde, at de to arter har været nær grænsen til reproduktiv isolation. En anden (supplerende) forklaring på, at X-kromosomet udviser færre neandertalspor end de andre kromosomer, kan være, at det især var neandertal mænd og Homo sapiens kvinder, der blandede sig. Dette passer fint med, at man ved undersøgelser af mtDNA ikke har kunnet påvise nogen opblanding.Opblandingen med neandertalernes arvemasse har tilsyneladende også på anden måde haft en funktionel betydning for Homo sapiens. Noget tyder f.eks. på, at opblandingen har forstærket immunsystemet hos det moderne menneske (især over for virusinfektioner): Da Homo sapiens udvandrede fra Afrika, mødte det en række nye, potentielt sygdomsfremkaldende mikroorganismer, som neandertalerne gennem tusindvis af år havde tilpasset deres immunsystem til; det moderne menneske benyttede på den måde en smutvej til større modstandskraft via opblandingen med neandertalerne.

   Det kan endvidere nævnes, at et studie fra 2020 har påvist et genområde på kromosom 3 med seks gener, der samlet udgør en meget betydelig risikofaktor for vejrtrækningsproblemer og er den væsentligste risikofaktor for at blive alvorligt syg af covid-19. Dette genområde viser sig at være nedarvet fra neandertalerne og findes hos ca. 50% af folk fra Sydasien i mindst én kopi (i Bangladesh 63%), hos 13% af opblandede amerikanere og hos 16% af europæere. Men den ses næsten ikke i Afrika.

   Et nyt, endnu ikke publiceret studie, har vist det interessante, at neandertalerne, foruden neanderetalvarianter af forskellige gener, også har tilført Homo sapiens gamle afrikanske genvarianter, som gik tabt, da Homo sapiens migrerede ud af Afrika: Kun et relativt lille antal individer deltog i udvandringen fra Afrika, hvilket resulterede i en markant genetisk flaskehals, hvor meget af den genetiske variation gik tabt. Den tabte genetiske variation fandtes hos den fælles forfar til neandertalerne og Homo sapiens (Homo heidelbergensis). Senere modtog Homo sapiens altså tilsyneladende dele af denne tabte genetiske variation fra neandertalerne – sammen med distinkte neandertalvarianter.

   I 2002 blev der fundet fossiler af, hvad der formodes at være en ung mand i Pestera cu Oase hulen i Rumænien. Alderen på fossilerne er ca. 42.000 år. Fossilerne er blevet tolket som repræsenterende Homo sapiens og er dermed de ældste fossile spor efter det moderne menneske i Europa. Mange antropologer, herunder ikke mindst amerikaneren Erik Trinkhaus, har set neandertaltræk hos fossilerne og derfor opfattet disse som resterne efter en hybrid mellem Homo sapiens og neandertalere. 

De kommende års forskning vil helt sikkert gøre det muligt at afklare, hvad der mere præcist gør os til Homo sapiens, og hvad der gjorde neandertalerne til det, de var. Udover det allerede nævnte er det logisk at forestille sig ændringer i genregulation som årsag til nogle af de fænotypiske forskelle mellem Homo sapiens og neandertalerne.

 

Se også NEANDERDALEN

Se også Nyhedssiden om neandertalere og hulekunst