Lokalitet

Type-lokalitet for Homo neanderthalensis. Lokaliteten er beliggende lidt sydøst for Düsseldorf i en dal, der gennemstrømmes af  den lille flod, Düssel. Nærmeste by er Mettmann.

 

Fundhistorie

Der henvises til den udførelige omtale sidst på denne side.

 

Datering

De oprindelige fund fra 1856 er dateret til ca. 40.000 år før nu.

 

Beskrivelse

Neanderdalen nær Düsseldorf havde i 1800-tallet været sæde for en betydelig brydning af kalksten. Men bortset fra dette havde dalen altid ligget hen i uberørthed, romantisk, frodig og grøn, gennemstrømmet af den lille Düssel, der er en biflod til Rhinen.

Navnet på dalen kan føres tilbage til komponisten Joachim Neumann, der levede i 1600-tallet. Neumann, der bl.a. ernærede sig som organist i Düsseldorf, tilbragte mange stunder i neanderdalen, hvor han kunne finde ro og inspiration til sine kompositioner. Joachim Neumann var en forfængelig person, der mente, at hans navn var for almindeligt til, at han og hans kompositioner kunne gå over i erindringen. Måske hans forfængelighed overgik hans musikalske evner; i det mindste havde han en forventning om, at et navneskifte kunne begunstige overlevelsen af hans hymner og melodier i eftertiden. Måske håbede han, at ”Pris Herren, herlighedens mægtige konge” ville gå over i historien som en del af århundredets store kirkemusik? Ville hans kompositioner rangere på linie med Bachs og Buxtehudes? Hvor om alting er, oversatte han sit efternavn til et klassisk sprog, græsk, hvor Neumann oversættes til Neander, græsk for ”nyt menneske.”

Hans samtidige elskede hans musik, og de ærede ham ved at opkalde dalen efter ham, Neander Thal. I begyndelsen af 1900-tallet moderniseres det tyske skriftsprog, så h blev udeladt i thal.

Symbolikken er åbenlys om end tilfældig, da ingen i 1600-tallet kunne ane, at man netop her i ”Det Nye Menneskes Dal” 200 år senere skulle finde et ”nyt” menneske. Det var her, på en solbeskinnet dag i august 1856, at menneskets største udfordring gennem tiderne begyndte, nemlig forsøget på at forene guden og dyret, og at forstå essensen af menneskets natur.

På grund af kalkbrydningen har dalen ændret fuldstændig karakter. I dag er de stejle skrænter og hulerne forsvundet. For få år siden lykkedes det at lokalisere det oprindelige fundsted, der i dag er markeret med et antal stolper på en plæne et par hundrede meter vest for museet.

På lokaliteten er der opført et moderne og særdeles seværdigt museum, der fortæller fundhistorien samt giver en generel indføring i menneskets udvikling. Ved museet er der anlagt et stianlæg langs Düssel-floden.

 

 

 

 

Diverse

Lokaliteten er sidst besøgt i 2006.

Referencer

1. Ralf W. Schmidt: Neanderthal 1856-2006. Verlag Philip von Zabern, Mainz am Rhein 2006.

Til Toppen

Historien om neandertalerne

Fundet af neandertalknogler i et kalkbrud uden for Düsseldorf i 1856 markerer starten på den videnskabelige udforskning af menneskets fortid og dermed også på palæoantropologien. Det var de første knogler, der blev anerkendt som stammende fra en fortidig menneskeart, der ikke længere eksisterer.

Neandertalmennesket er uden tvivl det mest berømte og i videnskabelig henseende tillige det bedst beskrevne fortidsmenneske af alle. Udforskningen af neandertalerne startede på et tidspunkt, da udviklingstanken netop var blevet skabt i Europa i forbindelse med Darwins udgivelse af Arternes oprindelse i1859. Opdagelsen og den efterfølgende udforskning af neandertalerne skulle vise sig at få stor betydning, ikke blot for palæoantropologien, men også for videnskaben i almindelighed. Dette skyldtes, at neandertalerne som nævnt var de første fossile fortidsmennesker, man fik kendskab til, også i den brede offentlighed. Opdagelsen af neandertalerne var i virkeligheden det første konkrete indicium på, at også mennesket havde gennemgået en evolution. Darwins Arternes oprindelse, der blev publiceret tre år efter neandertalfundet, placerede dette fund i en meningsfyldt sammenhæng.

Neandertalerne levede i det område, hvor den moderne vestlige civilisation udvikledes, hvorfor de har været genstand for en af de voldsomste kontroverser inden for palæoantropologien. Kontroverserne drejede sig især om disse grove, dyriske eksistenser virkelig kunne være forfædre til nutidens herskere over Universet. Var de den direkte og umiddelbare forfar til det moderne menneske eller blot en fjern fætter, som droppede ud af hovedvejen for menneskets evolution en gang langt tilbage i fortiden? Var de normale (dvs. ikke patologiske) menneskeformer eller var de patologiske former af moderne mennesker? Var de en race, en art eller en slægt af menneskeheden, og var de overhovedet at regne for mennesker?

Indtil for få år siden var der faktisk flere, der mente at neandertalerne stadig eksisterede, og det blev bl.a. foreslået at eventuelle interesserede kunne tage en tur til Irlands vestkyst. Også i Danmark var der rygter om neandertalernes fortsatte eksistens. Den traditionelle opfattelse af danskerne var, at de tilhørte den lysøjede, blonde nordiske race, men dette holdt ikke for en nærmere undersøgelse. Professor i geografi ved Københavns Universitet, H.P. Steensby (1875-1920) forsøgte ved sammenligning af kranieformer at finde frem til de to urtyper, som den danske blandingsbefolkning stammede fra. Ingen steder passede typerne med teorien om lyse, langskallede stærke mennesker. I stedet fandt han, at danskeren bedst kunne karakteriseres som en høj, mørk og næsten rundskallet type, og heraf fulgte ifølge Steensby, at den danske type var forskellig fra den rene nordiske type, og at neandertaleren var den reelle urrace for danskerne og for befolkningerne i områderne lige syd og sydvest for Danmark. Steensby måtte i øvrigt konstatere, at efterkommerne af neandertaleren var de smukkeste og åndeligt bedst udstyrede i Europa (og dermed i verden). Da Johannes V. Jensen (1873-1950) senere omtalte H.C. Andersen som en rigtig neandertaler, var dette således et yderst positivt udsagn. Ifølge Steensby var danskerne dog nu ikke længere rene neandertalere, for siden neandertalernes tid var andre typer indvandret såsom de langskallede Cro-Magnon’er og siden igen de kortskallede alpinske folk med asiatisk oprindelse.

I Racestudier i Danmark og i Meddelelser om Danmarks antropologi. Foreløbige betragtninger over Danmarks raceantropologi fra 1907 og 1908 søgte Steensby imidlertid at påvise, at der her i Danmark endnu fandtes levende efterkommere af neandertaltypen flere steder i landet, bl.a. på Anholt og på Fyn. I en artikel i Riget (Riget var en dansk avis, der udkom fra november 1910 til december 1913) fra 1910, der handlede om dansk natur og racer med smukke tegninger af maleren Johannes Larsen kommenterede Johannes V. Jensen Steensbys undersøgelser: ”Dr. H.P. Steensby har i ”Meddelelser fra den antropologiske komité” søgt at påvise, at der her i Danmark endnu findes levende efterkommere af neandertaltypen flere steder i landet, bl.a. på Fyn, og hvis det er sandt, må H. C. Andersen da henregnes dertil. De store øjenbrynsbuer, hele typen viser det tydeligt, og der er jo også mange andre træk, der karakteriserer ham som en slags urmenneske, ”orangutangen”, som samtiden ikke uden fysiognomiske holdepunkter kaldte ham. Personlig ved sin smag som mandfolk minder Johannes Larsen mere om Frithjof Nansen end om den undertiden flæbende neandertaler fra Odense”.

Neanderdalen

Neanderdalen nær Düsseldorf var i 1800-tallet sæde for en betydelig brydning af kalksten, der blev anvendt som byggemateriale. Men bortset fra dette havde dalen altid ligget hen i uberørthed, romantisk, frodig og grøn, gennemstrømmet af den lille Düssel, der er en biflod til Wupper.

Kalkstenen fra Neanderdalen er fra Devon (410-360 millioner år før nu). Karstprocesser havde gennem tiderne ført til dannelse af adskillige huler i dalvæggene, herunder Kleine Feldhofer Grotte, hvor fundet af neandertalknoglerne blev gjort. Oprindeligt stod dalen med stejle vægge, men på grund af den omfattende kalkbrydning er disse nu sammen med grotterne helt forsvundet, og dalen har fuldstændig ændret karakter.

I 1997 lykkedes det en forskergruppe at lokalisere sedimentet fra Feldhofergrotten, og det var muligt ret præcist at lokalisere den oprindelige position af den nu forsvundne hule. I sedimenterne blev der fundet adskillige stenredskaber fremstillet af de oprindelige beboere (stenredskaberne tilhører den såkaldte Moustérien-kultur, der er karakteristisk for neandertalerne). Endnu mere sensationelt var fundet af yderligere neandertalknogler, hvoraf nogle kunne vises at stamme fra det samme individ, som blev fundet i 1856, mens de resterende tilhørte flere andre individer. En kulstof-14-datering af de nye fund viste en alder på ca. 40.000 år.

Fundhistorien fra Neanderdalen 1856

I august 1856 fandt minearbejdere en kraniekalot samt flere andre knogler fra et menneskeskelet i Kleine Feldhofer Grotte.

Ingen viste på daværende tidspunkt, at fundet af en mand, der havde været død i 40.000 år, for altid skulle ændre historien og vort syn på os selv. Desværre fik man ikke reddet resten af skelettet eller mulige rester af dyr eller redskaber, der kunne have givet oplysninger om, hvor gammelt fundet var. Mineejeren mente, at knoglerne stammede fra en hulebjørn, men heldigvis overgav han dem til en lokal skolelærer og amatørnaturforsker, Johann K. Fuhlrott (1803-1877),

der virkede i den nærliggende lille by, Elberfeld. Fuhlrott indså hurtigt, at knoglerne dels måtte have en meget høj alder: De var stærkt mineraliserede og fundstedet var dækket af 1,5 m tykke jordlag; og at de dels måtte stamme fra et usædvanligt menneske: Kraniekalotten afslørede store øjenbrynsbuer, en lav pande og udbulende sidevægge (hos nutidige mennesker er sidevæggene tilnærmelsesvis parallelle); de øvrige knogler var usædvanligt tykke og robuste. Fuhlrott mente, at de knogler, han havde fået overdraget, måtte hidrøre fra et komplet skelet, og han søgte – men desværre forgæves – efter resten. Fuhlrott erindrede, at han havde set illustrationer af lignende skeletter fra chimpanser og orangutanger og kranier publiceret af den berømte engelske anatom Richard Owen i 1835.

Fuhlrott videregav knoglerne til den kendte tyske professor i anatomi, Herman Schaaffhausen (1816-1893) i Bonn.

Schaaffhausen kunne se, at knoglerne hverken kunne stamme fra en menneskeabe eller fra et moderne menneske. Han fandt ej heller sygdomstegn ved knoglerne, bortset fra et ophelet brud på underarmsknoglen. Han kunne ikke finde, at noget tilsvarende var beskrevet i litteraturen. Schaaffhausen besluttede sig for, at knoglerne måtte stamme fra en race, der havde levet i Nordeuropa før germanerne og kelterne. Han indså imidlertid ikke de potentielle, evolutionære implikationer, der lå i denne tanke, selv om det må indrømmes, at han var snublende nær derved: ”Der er tilstrækkeligt grundlag for at antage, at mennesket sameksisterede med dyr fundet i diluviet [den bibelske syndflod]; og mange vilde racer kan være forsvundet før historisk tid sammen med dyr fra denne ældste tid, mens de racer, hvis struktur er forbedret, har sikret slægtens fortsættelse.” Tiden var dog ingenlunde moden til den slags tanker (Darwins bog om arternes oprindelse blev som bekendt først publiceret i 1859). Derimod var tiden, som altid, moden til uoverensstemmelser og kontroverser, og kontroverser i stort tal var, hvad Schaaffhausens beskrivelse affødte. Schaaffhausen foretrak i øvrigt betegnelsen Homo primigenius for neandertalfundet. Schaafhausen udtalte, at kraniet var ”det ældste minde om Europas tidligste indbyggere”, og det kunne ”spores til en periode, hvor de sidste diluviale dyr stadig eksisterede”. Men problemet med neandertalfundet var, at det ikke var fundet i lag, der nødvendigvis var særlig gamle: Ingen uddøde pattedyr var fundet sammen med de humane fossiler. Det kunne derfor intet sige om menneskehedens geologiske alder.

Schaaffhausen annoncerede kort fundet den 9. september 1856 i den lokale avis, Elberfelder Zeitung, mens en mere udførlig beskrivelse (”Neanderthal Man”) blev publiceret i juni 1857 og igen i 1858. Fundet fra Neandertal blev dog allerede gjort officiel for en videnskabelig kreds ved et møde den 4. februar 1857 i Rhinlandets medicinske og naturhistoriske selskab i Bonn og igen den 2. juni 1857 i det preussiske naturhistoriske selskab (Rhinlandet og Westphalen) i Bonn, begge arrangeret af Fuhlrott og Schaafhausen. I den detaljerede rapport konkluderede Schaaffhausen: ”1. At den ekstraordinære form at kraniet skyldtes en naturlig udvikling af en form, der hidtil har været ukendt, selv ikke blandt de mest barbariske racer. 2. At disse bemærkelsesværdige menneskelige efterladenskaber tilhørte en periode, der lå forud for kelternes og germanernes tid og efter al sandsynlighed stammede fra en af de vilde racer fra det nordvestlige Europa, som latinske forfattere havde berettet om. 3. At det var uden for enhver tvivl, at disse menneskelige efterladenskaber kunne spores tilbage til en periode, hvor de sidste af diluviets dyr eksisterede; men at dette ikke kunne bevises ud fra de omstændigheder, hvorunder knoglerne var fundet”.

Schaaffhausen endte med at konkludere, at skønt de fysiske træk ved kraniekalotten gik ud over, hvad der hidtil var kendt, var den generelle lighed med moderne menneskers kranier alligevel så stor, at fundet måtte betragtes som værende fra et normalt, moderne menneske.

Fuhlrotts offentliggjorde i 1859 sin egen beskrivelse af selve opdagelsen, de geologiske forhold på fundstedet og hans fortolkning. Knoglerne blev siden anbragt på provinsmuseet (Landesmuseum) i Bonn, hvor de fortsat befinder sig.

Det var først da Schaaffhausens detaljerede rapport blev oversat (af nedennævnte George Busk) og publiceret på engelsk i Natural History Review i april 1861, at kontroversen om fundet begyndte.

 

Fortolkninger af fundet fra Neanderdalen

Den engelske geolog Charles Lyell besøgte fundstedet i 1860, hvor han blev vist rundt af Fuhlrott. Lyell erklærede, at skelettet med sikkerhed kunne dateres til istiden. Også Darwin havde hørt om neandertalknoglerne, men undlod at nævne dem i Arternes Oprindelse (1859). Den første, der seriøst diskuterede de evolutionære aspekter, var sandsynligvis Darwins nære ven og støtte, Thomas Huxley i sin bog Vidnesbyrd om menneskets plads i naturen fra 1863. Huxley opremsede en række morfologiske forskelle mellem Feldhoferkalotten og det moderne menneske. Man kunne derfor forvente, at Huxley ville konkludere, at der her var tale om en uddød slægtning til Homo sapiens. Men han konkluderede i stedet, at ”neanderthal kraniet udviser den laveste type af et menneskekranium, der indtil videre kendes, idet det frembyder visse pithecoide [abelignende] karakterer i en mere udtalt form end andre; men… idet en komplet serie af gradueringer findes af moderne kranier… er der ingen grund til at adskille dets besidder artsmæssigt og endnu mindre slægtsmæssigt fra Homo sapiens. For nærværende har vi ikke tilstrækkelig evidens til hverken at erklære kraniet som tilhørende en ny race…; ej heller muliggør de anatomiske træk ved kraniet at konkludere noget om dets alder.” Og videre: ”En lille yderligere udfladning og forlængelse med en tilsvarende øgning af øjenbrynsbuerne ville omdanne den australske hjernekasse [der befandt sig i bunden af ovennævnte serie] til en form identisk med det afvigende fossil”. ”De fossiler af mennesket, der hidtil er fundet synes efter min mening ikke at have ført os nærmere til den lavere pithecoide form, som via modifikation sandsynligvis var blevet til os”. Huxley endte med at konkludere, at neandertalkraniet repræsenterede et morfologisk primitivt individ (”det mest abelignende af alle kendte menneskekranier”), som ikke desto mindre stod langt fra menneskeaberne og derfor ikke kunne betragtes som et “missing link”. Han udtalte endvidere, at ”i endnu ældre lag ville knogler fra en fossil menneskeabe mere antropoid, eller fra et menneske mere pithecoid end nogen hidtil kendt vente på at blive fundet af endnu ufødte palæontologer.” Huxley afviste altså det distinkte ved neandertaleren.

En anden brite hævdede, at knoglerne måtte hidrøre fra en åndsvag stakkel, der havde levet som eneboer i dalen. Det var dog Schaaffhausens kollega, August Mayer (1787-1865), der leverede den mest fantasifulde fortolkning. Han anså de buede rørknogler som værende typisk for et menneske, der havde tilbragt det meste af sit liv på en hesteryg (engelsk syge kunne dog være en medvirkende faktor); de fremstående øjenbrynsbuer forklarede han ved at henvise til et dårligt ophelet brud på venstre overarmsknogle, der må have fremkaldt alvorlig smerte, der igen havde fremkaldt vedvarende og udtalt panderynken, der forårsagede væksten af knoglen over øjnene. Desuden så han udpræget mongolske træk hos neandertaleren – i øvrigt i direkte modstrid med elementære anatomiske sagsforhold. For Mayer var offeret helt klart en deserteret fra et kavaleri af kosakker under general Tchernitcheff, der havde slået lejr ved Rhinen i 1814 i en pause i deres forfølgelse af Napoleon på dennes tilbagetog fra Rusland. Såret forlod kosakken lejren og søgte ensomhed i en grotte, hvor han døde af sine sår.

Men på samme tid, og med større autoritet, fastslog den verdenskendte tyske anatom og patolog Rudolf Virchow (1821-1902, at neandertalkraniet stammede fra et helt almindeligt menneske, der imidlertid var sygt og som ydermere havde fået et slag mod hovedet, mens han endnu levede. Virchow mente, at personen som barn havde lidt af engelsk syge og senere havde pådraget sig flere kraniebrud, der siden var helet op. Desuden havde han haft en svær gigtlidelse. På grund af Virchows store autoritet vandt dette synspunkt udbredt accept og blev det dominerende syn på neandertalerne helt frem til slutningen af århundredet. Bidragende hertil var også det faktum, at evolutionsbegrebet som omtalt i det foregående var fremmed og ubehageligt for mange på den tid. Og Virchow selv var en fremtrædende modstander af evolutionsteorien og transmutation af arter. Så sent som i 1882 på en antropologisk kongres i Ulm nægtede Virchow og med ham mange andre tyske eksperter, at der eksisterede humane fossiler, idet mindste i Europa.

En anden fremtrædende fortaler for, at det drejede sig om et patologisk individ var C. Carter Blake (1840-efter 1887), medlem af det antropologiske selskab i London, og han skrev om sit synspunkt i Geologist i 1862: ”Alle disse karakterer [patologiske fund ved venstre arm, tøndeformet bryst osv.] er forenelig med, at neandertal skelettet har tilhørt en stakkels idiot eller eneboer, som døde i den hule, hvor knoglerne blev fundet.” Blakes franske kollega, Franz Pruner-Bey (1808-1882), var enig heri. Pruner-Bey mente endvidere, at det fossile kranium måtte stamme fra en robust bygget kelter, idet det i nogen grad mindede om kraniet hos moderne irere, der, hvad de mentale kvalifikationer angik, jo var de kontinentale europæere underlegne.

William King (1809-1886) var professor i anatomi ved Queens College i Galway, Irland. I 1864 – samme år som den britiske politiker og premierminister Benjamin Disraeli (1804-1881) udtalte, at han var på englenes side i spørgsmålet om, hvorvidt mennesket var en abe- eller en engleætling – erklærede King modigt, at neandertaleren var et forhistorisk menneske – ”og altså ikke irer!” – og at det repræsenterede en særskilt, nu uddød art af menneskeslægten, som han benævnte Homo neanderthalensis. I et noget spekulativt foredrag på årsmødet for The British Association for the Advancement of Science meddelte han, at der var tilstrækkelige distinkte træk ved fossilerne til at placere dem som tilhørende en ny art, der stod mennesket nær. King havde aldrig set fossilerne, men henholdt sig udelukkende til publicerede beskrivelser af dem. King anførte sidenhen, at navnet ikke var anvendeligt, idet fossilet ikke blot på artsniveau, men også på slægtsniveau afveg fra mennesket.

Status i midten af 1860’rne var således, at snart sagt enhver tænkelig forklaring på neandertalfundet var blevet fremført: Sygdom, idioti, ulykke, ydre grænse af den normale variation for Homo sapiens, repræsentant for en anden art eller endog for en anden slægt.

Bortset fra fundet fra Neanderdalen havde man på daværende tidspunkt kun kendskab til ét menneskefossil af formodet tilsvarende høj geologiske alder: En kraniekalot fra et 2½ år gammelt barn fundet af Philippe-Charles Schmerling (1791-1836) i Engis, nær Liège, Belgien i 1829. Men til forskel fra voksne kranier ligner barnekranier fra neandertalere og moderne mennesker hinanden meget, hvorfor Engis-fundet oprindeligt ikke gav anledning til nogen overvejelser om menneskets fortid. Det var først i 1936, at Engis-fundet blev erkendt som hidrørende fra en neandertaler.

I 1848 blev der gjort et fund af et kranium fra en neandertalkvinde i Forbes mine på Gibraltarklippen, men også dette fund blev miskendt i første omgang og gemt hen i en skuffe. Fundet er registret som en note i Gibraltars Videnskabelige Selskab, hvor der blot står: ”Præsenterede et menneskekranium fra Forbes minen, North Front, af sekretæren”. Seksten år senere blev kraniet bragt til London og opbevaret i Museum of the Royal College of Surgeons. Gibraltarkraniet har til forskel fra neandertal- og Engis-kraniet et bevaret ansigtsskelet. Kraniet blev forelagt den engelske anatom George Busk (1807-1886) i 1863, der hurtigt indså ligheden med neandertalkraniet fra Feldhofer. Dette var imidlertid ikke nok til at overbevise Virchow og det øvrige videnskabelige samfund om den rette sammenhæng. Gibraltarkraniet blev ikke definitivt afklaret som stammende fra en neandertaler indtil 1906.

Det næste fund, en underkæbe, en overarmsknogle samt en knogle fra hånden, blev gjort i 1866 i en hule i Trou de la Naulette i Belgien. Sammen med disse knogler blev der fundet fossiler af mammutter, næsehorn og rensdyr, der afslørede den høje geologiske alder af menneskeknoglerne. Dette fund er beskrevet af Darwin i 1871 i Menneskets Afstamning. Virchow fastslog imidlertid atter, at knoglerne var sæde for patologiske forandringer og stammede fra et sygt individ, og samme syn havde han på et lignende fund fra Mæhren i det østlige Tjekkiet fra 1880. Dette til trods for, at man i Dordogne i det sydvestlige Frankrig i 1868 havde fundet de første fossile af de ældste moderne mennesker i Europa (Cro-Magnon-menneskene). Cro-Magnon-knoglerne var meget anderledes end neandertalknoglerne.

Først med fundet af to skeletter i Spy nær Namur, Belgien, i 1886 blev der sat et alvorligt spørgsmålstegn ved Virchows fortolkning. Spy-skeletterne blev fundet i en hule kaldet Betche-aux-Rotches af den belgiske geolog, Max Lohest (1857-1926) og en amatørarkæolog, Marcel de Puydt (1855-1940) i uforstyrrede lag i 4 m’s dybde sammen med knogler af mammut, næsehorn og rensdyr, der dokumenterede skeletternes høje alder. Spy-fundene blev publiceret i en monografi i juli 1887 af Max Lohest sammen med anatomen Julien Fraipont (1857-1910), begge fra universitetet i Liége. Monografien vakte meget betydelig opsigt, fordi fundene bekræftede, at den først fundne neandertaler ikke var en anomali, og de legitimerede for første gang neandertalerne som fossile mennesker.

I 2009 blev Spy-fossilerne dateret med kulstof-14 til omkring 40.000 år, dvs. at de er alderssvarende med det oprindelige fund fra Neanderdalen.

Neandertalerne fik herefter – fra slutningen af 1800-tallet – status som den gruppe ud fra hvilken, modernitet skulle defineres; tidligere havde det været indfødte i de nyopdagede lande i Amerika, aboriginere i Australien, buskmænd i Afrika m.m.

Krapina

Talrige neandertalfund blev gjort i begyndelsen af 1900-tallet i det sydvestlige Frankrig (Dordogne-regionen) og ved Krapina nær Zagreb i Kroatien. Krapina-fundene repræsenterer en af de største samlinger af hominine fossiler, der nogensinde er fundet på ét sted – over 800 knoglefragmenter stammende fra mindst 40 individer sammen med talrige stenredskaber. Krapina blev opdaget i 1899. Udgravningerne, der blev ledet af den kroatiske professor i palæontologi, Dragutin Gorjanović-Kramberger (1856-1936), foregik fortrinsvist i årene 1899-1905. I 1970’rne blev undersøgelserne genoptaget af de amerikanske palæontologer Fred H. Smith, Erik Trinkaus og Milford H. Wolpoff.

Gorjanović-Kramberger beskrev i 1906 de nye neandertalfossiler fra Krapina i en voluminøs monografi med mange fotografier. Han opfattede dem først som en del af den moderne menneskehed, men senere skiftede han mening og kaldte dem Homo primigenius efter Wilsers term; han opfattede dem i øvrigt (korrekt) som kannibaler. Han mente dog, at variationen mellem Homo primigenius og Homo sapiens udgjorde et kontinuum uden skarpe grænser, hvorfor han regnede Homo primigenius som umiddelbar forfar til Homo sapiens.

Hermann Klaatsch (1863-1916), der var palæontolog fra Heidelberg, kom til Zagreb for at studere Krapina-fossilerne. Han havde afvist Virchows teori om, at Feldhofer neandertaleren led af engelsk syge. I stedet opfattede han neandertalerne som en distinkt art af Homo, og mente, at de buede rørknogler var udtryk for en arboreal tilpasning. Klaatsch var både darwinist og polygenist. Men han accepterede dog en fælles forfar til hele menneskeheden. Efter et 3-års besøg i Indonesien og Australien fra 1904-1907 foreslog han, at menneskets rod skulle findes i Australien, en rod der også havde givet ophav til menneskeaberne. Fra den basale australske rod opstod to hovedgrene, en asiatisk og en europæisk. Den asiatiske gren gav ophav til orangutangerne og også til mennesker i Asien, der senere indvandrede til Europa. ”Aurignacienerne” (Homo aurignacensis eller Cro-Magnon), der erstattede neandertalerne i Europa, var en del af denne linje. Den basale europæiske linje gav derimod ophav til neandertalerne (Homo primigenius) og til de afrikanske racer, og alle disse delte et antal degenererede træk. Den europæiske linje gav desuden ophav til de afrikanske menneskeaber. Ifølge Klaatsch var den moderne europæer således nærmere beslægtet med orangutangen end med afrikanske mennesker. Australierne var minimalt modificerede efterkommere af den basale rod, de var derfor ikke en del af de degenererede racer, men faktisk fortidige til de moderne europæere. Klaatsch mente, at parallel evolution var årsagen til de fællesmenneskelige træk: Evolutionen skabte de samme resultater i ensartede miljøer.

Marcellin Boule (1861-1942) og den gamle mand fra La Chapelle-aux-Saints
Mellem 1908 og 1911 blev de franske huler La Chapelle-aux-Saints, Le Moustier, La Ferrassie og La Quina undersøgt, og alle steder fandtes et eller flere, næsten komplette skeletter af neandertalere. Det var især fundet af ”den gamle mand fra La Chapelle-aux-Saints”, der vakte opsigt. Fossilet skulle siden blive arketypen på neandertalerne, hvilket kan føres tilbage til en omfattende monografi, menneskefossilet fra La Chapelle-aux-Saints på hele 279 sider fra den ledende og indflydelsesrige franske palæontolog Marcellin Boules hånd (1911-13). Monografien skulle vise sig at blive et standardværk om neandertaleren og om den humane palæontologi i al almindelighed i en lang årrække; med den etablerede Boule en palæontologi om mennesket, palæoantropologien. Neandertaleren fra La Chapelle-aux-Saints var et fantastisk fossil af et næsten komplet skelet fra en ældre mand, der blev fundet sammen med adskillige dyreknogler og stenredskaber. Boules monografi var præget af den konservative overbevisning, at en sådan ”vild” og menneskeabelignende type som neandertaleren ikke kunne være en direkte forfar til det moderne menneske. Boule beskrev neandertalerne som havende divergerende storetæer, ludende holdning, en gang på ydersiden af fødderne (som hos orangutangen), bøjede knæ, kort og tyk hals og lille hjerne. Desuden beskrev han rygsøjlen som dannende én stor konkav bue (som hos menneskeaberne) og ikke havende det S-formede udseende (som hos Homo sapiens), der var nødvendig for den oprejste gang. Rekonstruktionen antydede en stærkt ludende holdning hos det pågældende individ, hvilket gav Boule anledning til at overbetone det primitive hos neandertalmennesket. Han anså ikke Dubois’ Pithecanthropus for en hominin, og neandertaleren opfattede han som en overgangsform mellem chimpansen og det moderne menneske. Rekonstruktionen af La Chapelle-aux-Saints-skelettet er forkert, men Boules synspunkter kom til at præge palæoantropologien i en lang årrække fremover.

Boule var af den opfattelse, at Cro-Magnon mennesket allerede eksisterede på neandertalernes tid, hvorfor sidstnævnte ikke kunne være forfar til førstnævnte. Boule placerede neandertalerne i slægten Homo (Homo neanderthalensis). I slutningen af monografien fra 1913 anførte han, at han så enorme kontraster til Cro-Magnon mennesket, som med deres mere gracile kropsform, mindre ansigtsskelet, større og mere lodrette panderegion, fingerfærdighed, innovative mentale evner, kunstneriske og religiøse talenter og evnen til abstrakt tænkning var de første, der fortjente betegnelsen Homo sapiens.

En anden væsentlig grund til, at neandertaleren blev fremstillet som en lavstammet, firskåren hulemand med lange slæbende arme og en krum og fremadludende gang var en sammenligning med gorillaen. Gorillaen var for første gang blevet grundigt videnskabeligt beskrevet i 1847. Sammenholdt man dennes beskrivelse med neandertalerens kraftige øjenbrynsbuer, kraniekalottens voldsomme fortykkelse og de kraftige og noget krumme lårben, lå det nær for ikke alene at se neandertaleren som et forhistorisk menneske, men også som et mellemstadium mellem gorillaen og nutidsmennesket – selveste missing link.

Om Boules store prestige og den generelle anti-tyske stemning efter 1. verdenskrig var væsentlige årsager til at undertrykke diskussionen om neandertalernes eventuelle status som direkte forfædre til moderne mennesker, kan ikke afvises. Et faktum er det, at især tysktalende antropologer støttede synspunktet om neandertaleren som direkte forfar til Homo sapiens. Blandt sidstnævnte var Gorjanović-Kramberger, der som nævnt mente, at Krapina neandertalerne var logiske forfædre til moderne mennesker, og den tyske antropolog Gustav Schwalbe (1844-1916). Begge disse skrev på tysk og måtte betale prisen ved, at publiceringen af deres arbejde mødte store forhindringer. Også den tjekkiskfødte, amerikanske antropolog Aleš Hrdlička (1869-1943) og den tyskfødte jøde, Franz Weidenreich (1873-1948) anså neandertalerne som det moderne menneskes forfædre.

 

Neandertalproblemet
Det såkaldte neandertalproblem opstod for mere end et århundrede siden og har skabt en intens debat næsten lige siden. Det centrale element i diskussionen har været neandertalernes skæbne: Har de udviklet sig gradvist til Homo sapiens; eller er de blevet overløbet og erstattet af Homo sapiens, der kom til Europa et andet steds fra; eller er de blevet opblandet med den indkommende Homo sapiens, så det moderne menneske bærer på en arv fra neandertalerne? Neandertalerne var tilsyneladende forsvundet ret pludseligt fra Europa under sidste istid og blevet erstattet af Homo sapiens. Men hvor Homo sapiens kom fra var stadig uklart. Nogle antropologer, f.eks. Carlton Coon (1904-1981) mente, at der fortsat i hjørner af Europa eksisterede mennesker med neandertaltræk. Men evidensen herfor var dog særdeles usikker.

Det første seriøse forsøg på at placere neandertalerne i en kontekst af menneskets evolution blev foretaget af Gorjanović-Kramberger og Gustav Schwalbe i begyndelsen af 1900-tallet. Begge mente, at menneskets evolution havde gennemgået distinkte faser med neandertalerne som de umiddelbare forfædre til Homo sapiens (neandertalfase hypotesen).

Schwalbe mente, at neandertalerne var det næstsidste stadium i en evolutionær progression fra en menneskeabelignende forfar til Homo sapiens. Han så menneskets evolution som en lige linje langs hvilken, der var arrangeret de 3-4 hominine typer, der var kendt på daværende tidspunkt. Mange var enige med Schwalbe i hans lineære arrangement af menneskets evolution, men bl.a. Marcellin Boule afviste som omtalt ovenfor ideen om neandertaleren som umiddelbar forfar til Homo sapiens.

I begyndelsen af 1900-tallet eksisterede der ingen klar evidens for en før-neandertal population med specialiseringer, der var markant forskellige fra det mønster, der pegede frem mod neandertaleren, og som derfor kunne tages som en indikation på en mere sapiens-lignende evolutionær linje. Men det var helt åbenbart, at såfremt neandertaleren blev udelukket som en direkte forfar til det moderne menneske, måtte der have eksisteret andre populationer, der undergik andre evolutionære udviklinger. Her er det – i det første årti af 1900-tallet – at Piltdownmennesket trådte ind på scenen – med en moderne hjerneskal, der manglede neandertalerens store øjenbrynsbuer. Dette fik enkelt-linje-synet på menneskets evolution til at vakle. Nu opstod i stedet ideen om to racer i fortiden, hvor den ene uddøde med neandertaleren og som sandsynligvis var udviklet fra tidligere former bl.a. repræsenteret af Dubois’ Pithecanthropus. Den anden linje nedstammede fra Piltdownmennesket (og fra endnu tidligere former, der endnu ikke var fundet), der fortrængte neandertalerne og således var de sande forfædre til Homo sapiens. Disse synspunkter gik under betegnelsen før-sapiens hypotesen.

Den førende amerikanske antropolog, Aleš Hrdlička (1869-1943) var den af de få, der ikke accepterede det nye scenario. Han afviste neandertaleren som en selvstændig art og videreudviklede i stedet Gorjanović-Kramberger og Schwalbes idé om neandertalerne som en distinkt fase i evolutionen af Homo sapiens (neandertalfase hypotesen). Han udtalte i 1916: ”Min overbevisning er, at neandertaleren blot er en fase i en mere eller mindre gradvis udviklingsproces af mennesket til dets nuværende form”. I 1927 var Hrdlicka inviteret til at holde den årlige Huxley Memorial Lecture i The Royal Anthropological Institute i London. Titlen på hans foredrag var The Neanderthal Phase of Man.

Disse to modstridende hypoteser – neandertalfase- og før-sapiens hypotesen – blev referencepunkterne for diskussionerne om neandertalproblemet i årtierne, der kom.

Hrdličkas neandertalfase hypotese blev i 1930’rne underbygget af en række neandertalfund, der blev gjort i Mellemøsten og det vestlige Asien, først og fremmest på og omkring Karmelbjerget i det nuværende Israel, i Shanidar-hulen i det nordlige Irak og i Teshik Tash-hulen i Usbekistan. Ikke mindst fundene fra Karmelbjerget blev afgørende for synet på neandertalerne. Her var der nemlig fundet umiskendelige moderne fossiler sammen med neandertalfossiler og førstnævnte blev anset for at være yngre end sidstnævnte. Der var derfor logisk at forestille sig en gradvis udvikling af Homo sapiens fra neandertalerne, i det mindste i det mellemøstlige område.

Hulerne på Karmelbjerget blev udgravet i perioden 1929-1934 af den britiske arkæolog Dorothy Garrod (1892-1968), men det var palæontologerne Theodore D. McCown (1908-1969) og Arthur Keith, der i 1939 beskrev fundene.  Det viste sig at være næsten umuligt for dem at skelne de moderne fra neandertalerne, hvorfor de konkluderede, at de to typer var racer af samme art og ikke forskellige arter.

Genetikeren Theodosius Dobzhansky blandede sig i sagen og var på linje med McCown og Keith. Det var Dobzhanskys opfattelse, at fossilerne skulle fortolkes som repræsenterende to underarter (racer), og at de mange ligheder mellem de to (neandertalere og Homo sapiens) derfor var udtryk for udbredt opblanding.

Indtil for få år siden var det almindeligt antaget, at neandertalfossilerne fra Karmelbjerget var ældre end de moderne (henholdsvis 60.000 og 40.000 år); neandertalerne ansås derfor for at være forfædre til de moderne. Nye aldersbestemmelser foretaget i begyndelsen af 1990’erne og senere viser imidlertid et mere kompliceret billede, hvorfor det simple billede af forfader-efterkommer ikke længere opretholdes. Det er mere sandsynligt, at de to, neandertalerne og de moderne, har beboet hulerne på Karmelbjerget på skift.

I1951 hævdede den kendte amerikanske palæoantropolog F. Clark Howell (1925-2007), at der i Europa kun havde været en enkelt linje, der gik fra Mauerkæben (Tyskland, 600.000 år) gennem kraniet fra Swanscombe (England, 400.000 år) til Steinheimkraniet (Tyskland, 300.000) og videre til de tidlige neandertalere (ca. 200.000 år). Sidstnævnte var opstået i den sidste mellemistid, mens de senere, klassiske neandertalere stammede fra sidste istid. Han mente dernæst, at tidlige neandertalere fra Østeuropa og Levanten havde givet ophav – via fossilerne fra Karmelbjerget – til Homo sapiens, der således ifølge Howell havde en mellemøstlig oprindelse.

En anden amerikansk antropolog, Loring Brace (f. 1930) forslog ”Tilberedningshypotesen” som forklaring på, hvordan Homo sapiens kunne have udviklet sig direkte fra neandertalerne. Essensen i denne hypotese er, at neandertalerne begyndte at tilberede maden i større og større omfang efterhånden, som de blev bedre til at kontrollere ilden. Dette reducerede behovet for store tænder og kraftige kæber. Da sådanne strukturer er energimæssigt dyrebare, eksisterede der et selektionstryk for at minimere dem i det nye miljø – et miljø bragt til veje med kulturelle midler. Dette førte frem til anatomisk moderne mennesker.

I 1954 var en fremtrædende person i den nye generation af palæoantropologer, Henri Vallois (1889-1981), inviteret til at holde den årlige Huxley Memorial Lecture, og han brugte lejligheden til at argumentere imod en neandertalfase i menneskets evolution, som Hrdlička have præsenteret i samme forum 27 år tidligere. Vallois var Boules efterfølger efter at sidstnævnte var død i 1942. Han udtalte under foredraget, at en gruppe betegnet før-sapiens var de sande forfædre til Homo sapiens, mens neandertalerne var en retarderet form, der var uddød uden at efterlade sig spor. Før-sapiens var repræsenteret af fossilerne fra Swanscombe i England (400.000 år) og Fontéchevade i Frankrig (150.000 år), hvor sidstnævnte var fundet og beskrevet af Vallois selv; begge var ældre end neandertalerne og havde stærke affiniteter til Homo sapiens.

Før-sapiens hypotesen blev udfordret i 1955 og 1957, da det blev klart, at Boule havde begået alvorlige fejl i sin fortolkning og rekonstruktion af neandertalerne på basis af La Chapelle-aux-Saints fossilet. Det opstod herefter en fornyet interesse i neandertaleren som mulig forfar til Homo sapiens, og i 1970’rne blev begrebet om en neandertalfase i udviklingen af Homo sapiens igen populær viden.

Højdepunktet af neandertalernes veneration kom med englænderen William George Constables (1887-1976) bog fra 1973, Neandertalerne, hvoraf det bl.a. fremgår, at neandertalerne havde en moderne forstand, der var buret inde i et arkaisk legeme. Det hedder videre i Constable’s bog: ”Placer ham i et landskab af højt, bølgende græs, med solen skinnende ned fra himlen og sommerens summende musik i luften. Hvem er denne mand? Han er en evolutionær bro, bare lidt genert over sin status som fuldt moderne. Han er et sandt menneske – vores forfader. Vi burde betragte ham ærefuldt, fordi snart sagt alt hvad vi er, kommer direkte fra ham.”

Men én ting er at rehabilitere neandertalerne, at bortviske billedet af et primitivt hulemenneske; noget andet er at påstå, at neandertaleren er vores umiddelbare forfader. I de sidste årtier af 1900-tallet begyndte pendulet igen at svinge tilbage, så neandertalerne atter blev fjernet som vore umiddelbare forfædre. Begyndende fra omkring 1980 opponerede en ny generation af antropologer mod neandertalfase hypotesen. Motiveret af den stigende forgrenethed af menneskets stamtræ spekulerede de nye antropologer på, om ikke også den senere del af menneskets stamtræ var busket. Med andre ord, det faktum, at der på samme tid i fortiden havde eksisteret flere arter af australopitheciner og tidlig Homo, kunne vel tale for, at Homo sapiens og neandertalere også havde eksisteret samtidig. I løbet af 1980’rne fandtes overbevisende evidens for, at Homo sapiens og neandertalere havde levet samtidigt i flere regioner i Europa i tusindvis af år.

Se også NEANDERTALERNE

Til Toppen