Franz Weidenreich var en af de mest indflydelsesrige palæoantropologer i 1900-tallet. Han blev født i 1873 i en landsby nær Edenkoben, Pfalz.

Forældrene var af jødisk afstamning. I 1899 tog Weidenreich lægeeksamen fra universitetet i Strasbourg, da Alsace endnu var tysk. De næste to år var han assistent og senere privatdocent ved det anatomiske institut ved samme universitet, hvor han arbejdede under den berømte antropolog, professor Gustav Schwalbe. Fra 1904-1918 var han professor i Anatomi i Strasbourg, men mistede sin stilling, da Alsace blev fransk efter afslutningen af 1. Verdenskrig. I 1921 blev han professor i anatomi i Heidelberg og fra 1928-1935 professor i antropologi i Frankfurt a. M.

Weidenreichs store interesse var den funktionelle anatomi. Fra 1904 og frem publicerede han flere arbejder om udviklingen af den menneskelige hage og dens betydning for sproget. I 1913 publicerede han om den oprejste gangs oprindelse. I 1921-1922 udkom hans vigtige artikel om menneskets fod og dets oprindelse fra et griberedskab hos menneskeaben. Han tvivlede i øvrigt aldrig på Darwins og Huxleys synspunkt vedrørende menneskets oprindelse fra en fortidig antropoid abe.

I 1928, da han var 55 år gammel, publicerede han sit første palæoantropologiske arbejde, der var en beskrivelse af Ehringsdorf kraniet (neandertal), der var blevet fundet i en kommerciel travertinmine ved Weimer i 1925. Som en god komparativ anatom sammenlignede han kraniet fra Ehringsdorf med alle på daværende tidspunkt kendte fossiler, der havde relation til neandertalernes evolution. Han publicerede endvidere om Kabwe kraniet, der blev fundet i 1921 i Zambia og om det fossile ansigtsskelet fra Zuttiyeh, der var blevet fundet i Palæstina i 1925.

 

 

 

 

 

 

 

 

I første halvdel af 1900-tallet opfattede langt de fleste palæoantropologer Piltdown-mennesket som forfaderen til det moderne menneske. Men i 1920’rne, 25 år før Piltdown-svindelen blev afsløret, undersøgte Weidenreich de originale fossiler og fandt korrekt frem til, at de bestod af et kranium fra et moderne menneske og en kæbe fra en orangutang, hvor tænderne var filet til. Weidenreich, der jo var uddannet anatom, afslørede således med lethed svindelnummeret. Men hans konklusioner forblev ubemærkede.

Weidenreich er mest kendt for sin rolle i forbindelse med udgravningerne af Peking-mennesket (Sinanthropus) i hulerne ved Zhoukoudian sydvest for Beijing og for opstillingen af arten Homo erectus. I forbindelse hermed udviklede han sin egen teori om menneskets evolution, ”Weidenreichs polycentriske teori”, der dannede grundlag for den senere udvikling af den multiregionale teori om det moderne menneskets oprindelse. Med sin anatomiske uddannelse observerede han mange lighedspunkter mellem Sinanthropus og de moderne asiater samt mellem Pithecanthropus fra Java og de moderne australiere. Ifølge hans teori udviklede menneskeracerne sig uafhængigt af hinanden flere steder i Den Gamle Verden fra Homo erectus til Homo sapiens. Weidenreich anså derfor oprindelsen af det moderne menneske som polycentrisk. Et betydeligt gen flow mellem de forskellige geografiske udviklingslinjer sikrede en konvergens af udviklingen frem mod én og kun én art, Homo sapiens. Ifølge Weidenreich ville gener, der var generelt adaptive (f.eks. gener af betydning for intelligens og sprog), hurtigt spredes fra én del af Den Gamle Verden til en anden. Modsat med gener, der kun var lokalt adaptive; de ville i det væsentlige forblive lokalt og sikre udviklingen af de forskellige moderne racer af Homo sapiens.

En højrøstet fortaler for Weidenreichs polycentriske teori var den amerikanske antropolog Carleton Coon.

Weidenreichs polycentriske eller multiregionale teori står i modsætning til Out-of Africa- eller fortrængningsteorien, ifølge hvilken det moderne menneske kun er opstået ét sted, hvorfra det har koloniseret resten af verden under fortrængning af alle de arkaiske menneskeformer.

Samme år som Weidenreich publicerede om Ehringsdorf kraniet, publicerede han et arbejde, Evolutionen og racetyper af Homo primigenius” (Homo primigenius var Schwalbes og de fleste andre centraleuropæeres betegnelse for neandertalere på daværende tidspunkt). Her fremførte og understøttede han teorien om en ”neandertalfase” i menneskets evolution, en teori der mindede meget om Schwalbes. Året forinden havde den tjekkiskfødte, amerikanske antropolog Aleš Hrdlička publiceret Menneskets neandertalfase. De tre var helt åbenbart i forbindelse med hinanden.

Weidenreichs racesyn fremgår af en lille bog fra 1927, Racer og kropsform. Han placerede oprindelsen af racerne meget langt tilbage i tiden. Efter hans mening havde racevariationen geografiske årsager. Men den geografiske basis for racerne var ikke stabil, hvorfor racerne hele tiden undergik forandringer. Weidenreichs indså fra 1939 ud fra sine studier af Javamennesket, at forskellige veje førte frem til det moderne menneske og at der også var forskellige hastigheder. Selvom Weidenreichs recebegreb var typologisk, talte han kraftigt mod racisme, især mod at racerne havde forskellige mentale kvaliteter.

I Racer og kropsform havde han endvidere bemærket, at den aflange hovedform, som nazisterne troede karakteriserede den ”nordiske type” og som var målet for deres love om racerenhed, ikke var karakteristisk for nogle af de berømteste tyskere (bl.a. Beethoven, Goethe, Kant, Leibniz og Schiller). Han argumenterede for, at adskillige såkaldte racetræk, der blev anvendt til at karakterisere europæiske befolkninger, var tilpasninger til klima og højde over havet, og de kunne nemt ændre sig fra den ene generation til den næste.

Weidenreich forlod Tyskland i 1934 for at bliver gæsteprofessor i anatomi i Chicago. Men året efter rejste han til Beijing for at erstatte canadieren Davidson Black, der døde pludseligt og uventet. Weidenreich blev honorær direktør for Det Kænozoiske Forskninglaboratorium, der var blevet oprette af Black i 1927. Han opholdt sig i Beijing i 6 år fra 1935 til 1941, hvor han bl.a. arbejdede tæt sammen med Teilhard de Chardin.

I 1937 rejste Weidenreich til Java for at besøge G.H.R. von Königswald (1902-1982). Det var her den berømte ”Javamand” (Pithecanthropus) var blevet fundet ved Trinil af Eugéne Dubois (1858-1941) i 1891. Pithecanthropus blev i øvrigt detaljeret beskrevet af Gustav Schwalbe, mens Weidenreich var i hans laboratorium i Strasbourg tidligt i 1900-tallet. Von Königswald var taget til Java for at finde flere fossiler med henblik på at dokumentere Trinil fossilets status som enten en menneskeabe eller et menneske.  Weidenreich og von Königswald beskrev sammen fundene fra Zhoukoudian og Java og konkluderede, at de var racer af en og samme art (Homo erectus).

Da Japan invaderede Kina i 1937 ophørte udgravningerne ved Zhoukoudian, og Weidenreich vendte tilbage til USA i 1941 medbringende kopier af kranier fra Sinanthropus og Pithecanthropus til det naturhistoriske museum i New York. Han var tilknyttet dette museum indtil sin død i 1948.