I begyndelsen af den sidste mellemistid, Eem, skete der en hurtig spredning af Homo sapiens fra Østafrika til hele det afrikanske kontinent. Under den foregående istid, Saale, har Homo sapiens været begrænset til små enklaver i det sydlige og østlige Afrika. I Eem fungerede Nildalen som en hovedkorridor til den nordafrikanske kyst, hvorfra Homo sapiens har bredt sig videre langs kysten mod vest til Marokko (lokaliteten Dar-es-Soltan) og mod øst til Levanten (lokaliteterne Skhūl og Qafzeh i Israel). Det kan ikke udelukkes, at Homo sapiens på dette tidspunkt kortvarigt var udbredt til dele af det sydlige Asien. Nye fossilfund fra Karmelbjerget (Misliya-hulen) i Israel dokumenterer tilstedeværelsen af Homo sapiens uden for Afrika allerede for mellem 177.000 og 194.000 år siden, det vil sige i begyndelsen af Saale-istiden. De omtalte ekskursioner til Levanten (Skhul, Qafzeh og Misliya) hænger sandsynligvis sammen med periodiske ekspansioner af Homo sapiens’ geografiske råderum, som har fluktueret med klimaet (tørt-fugtigt) eller demografiske faktorer. Der har næppe været tale om permanente kolonisationer.
Der er senere rejst kritik af dateringen af Misliya-fossilet, og nogle mener, at fossilet ikke er mere end 60.000-70.000 år gammelt. Indtil videre (ultimo 2018) må alderen siges at være uafklaret.