Der er nye oplysninger om Denisova-menneskets oplag i hule af samme navn. Den lille fingerknogle (der er fundet i hulens lag 11), hvorfra arvemassen blev kortlagt hos Denisova-mennesket, stammer fra en pige, der levede i hulen for mindst 50.000 år siden. To andre Denisova-individer (repræsenteret ved tænder, fundet i lag 22) levede i hulen for mindst 110.000 år siden og måske så tidligt som for 170.000 år siden. Undersøgelse af DNA-sekvenserne fra de forskellige præparater viser, at de Denisova-mennesker, der har boet i hulen, ikke var tæt beslægtede, og de havde indbyrdes mere genetisk variation end samtlige neandertalere, hvorfra der er udvundet DNA.

Der er udvundet DNA fra fire tænder, hvoraf de tre viste sig at stamme fra Denisova-mennesker, mens den fjerde stammede fra en neandertaler. Så både Denisova-mennesker, neandertalere og Homo sapiens har boet i hulen.

Siden det oprindelige fund fra Denisova-hulen er der gjort andre fund i Kina, der måske repræsenterer Denisova-mennesket. F. eks. er der ved lokaliteten Xujiayao i Nihewan bassinet nord for Beijing fundet 20 hominine fossiler, 30.000 redskaber og 5.000 fossiler af pattedyr. Fundet er  dateret til 260.000-370.000 år før nu. De hominine fossiler har deriverede neandertaltræk og kan meget sandsynligt repræsentere en tidlig udgave af Denisova-mennesket.

Et andet fund består af to sent pleistocæne (105.000-125.000 år før nu) kranier fra Lingjing, Xuchang, i det østlige Kina. Kranierne er arkaiske med både forskelle og ligheder med tidsvarende vestlige eurasiske fossiler (neandertalere). De kan meget vel repræsentere Denisova-mennesket. Et af kranierne har et skønnet volumen på 1800 ml!

i 2013 lykkedes det at udvinde mitokondrie-DNA fra nogle af knoglerne fra Sima de los Huesos, Atapuerca, Nordspanien. Knoglerne er omkring 400.000 år gamle. Nu er det lykkedes at udvinde – meget små fragmenter, kun 25-40 bp lange – lidt af kerne-DNA’et fra samme knogler (en knogle fra benet og en tand) og at sekventere 1-2 millioner bp (0,05% af arvemasssen). Resultaterne viser, at Sima de los Huesos individerne er langt tættere beslægtet med neandertalere end med Denisova og Homo sapiens; faktisk er de (næsten) neandertalere. Resultaterne viser også, at Homo sapiens udskiltes fra den fælles forfar til neandertalere og Denisova for omkring 700.000 år siden, mens neandertallinjen og Denisovalinjen adskiltes for omkring 500.000 år siden. Men alligevel har de tre typer i en vis udstrækning kunne parre sig med hinanden (hvilket kan forklare, at der findes mitokondrie-DNA fra Denisova i Sima de los Huesos individerne).

Stamtræ

I oktober 2013 blev der gjort et af de mest sensationelle fund overhovedet af hominine fossiler i en hule i Sydafrika. Der blev fundet over 1500 fossile knogler og tænder, hvor stort set alle af skelettets elementer er repræsenteret mere end én gang. Fossilerne stammer fra mindst 15 individer, hvor begge køn og alle aldersgrupper er repræsenteret. Fundene er gjort i Dinaledi kammeret i The Rising Star hulesystemet 50 km nordvest for Johannesburg. Hulen ligger i samme område som de berømte huler, Sterkfontein og Swartkrans.

Kort og sydafrikanske lokaliteter

Denaledi hulesystemet

Det er det rigeste fund, der nogensinde er gjort i Afrika og matcher i så henseende fundene fra Sima de los Huesos i Spanien og neandertalfundene fra Krapina. Fundene er publiceret i september 2015 (eLife 2015;4:e09560. DOI: 10.7554/eLife.09560).

Fossilerne udviser en blanding af australopithecine træk og træk, der ses hos tidlig Homo. F. eks. er kraniets morfologi som hos tidlig Homo, men kranierumfanget er blot på 513 kubikcentimeter, hvilket kun er marginalt over det australopithecine niveau. Encefalisationskoefficienten (forholdet mellem kropsvægt og hjernevægt) er på niveau med australopithecinerne og mindre end hos alle arter af Homo bortset fra Homo floresiensis og et af kranierne fra Dmanisi (D4500). De relativt små tænder er også forenelig med tidlig Homo og tyder iøvrigt på en alsidig kost og i hvert fald ikke på en kost, der udelukkende bestod af grove og seje plantedele. Hvad det postkranielle skelet angår er skulderen, brystkassen, bækkenet og lårbensknoglen primitive (australopithecin), mens foden, skinnebenet, hånden og håndleden er typisk for tidlig Homo. Dog er fingerknogler påfaldende krumme (som det også ses – men i mindre grad – hos australopithecinerne), hvilket tyder på et liv delvist i træerne. Fossilerne udviser således både primitive og mere deriverede træk – i en unik kombination – og de pågældende individer kan bedst karakteriseres  som en overgangsform mellem australopitheciner og tidlig Homo. Men hvad de præcist repræsenterer er mere vanskeligt at afgøre – finderne (Lee Berger og medarbejdere fra Witwatersrand University i Johannesburg) har valgt at allokere fossilerne til Homo, Homo naledi. På beskrivelsen minder de mest om homininerne fra Dmanisi, Georgien, der formentlig er tidlig Homo og 1,8 millioner år gamle.

Man kan forestille sig, at Homo naledi repræsenterer en såkaldt relikt population, der er levet i isolation, afsondret fra andre hominine populationer. Det kan forklare deres særpræg. I givet fald kan de repræsentere en blindgyde på menneskets stamtræ og har derfor ikke givet ophav til senere homininer, herunder Homo sapiens. Sydafrika ligger på den sydlige spids af et meget stort kontinent, og det er logisk at forestille sig, at genflowet hertil har været ringe sammenlignet med forholdene i det mere centralt beliggende Østafrika.

Homo naledi

Kranie, kæber og tænder fra Dinaledi hominin 1 (DH1)

Individernes højde er skønnet til omkring 145 cm og vægten til 45-50 kg.

Én helt afgørende ting mangler for at kunne bedømme fossilernes fylogenetiske slægtskab med andre homininer: Intet vides om fossilernes alder. De kan derfor for så vidt være blot 100.000 år eller to millioner år gamle. Hvilken betydning fossilerne får for vores forståelse af menneskets udvikling er det endnu for tidligt at udtale sig om.

Årsagen til at alderen ikke umiddelbart kan fastlægges er, at fossilerne alle er fundet dybt inde i en snæver, svært tilgængelig hule, hvor de med stor sandsynlig bevidst er blevet deponeret. Der har således formentlig været tale om en gravplads. Ingen af knoglerne udviser spor efter rovdyrs tænde eller tegn på at være skyllet ind i hulen af regnvand eller floder.

Indtil videre er den bedste læring vi kan udlede af det nye fund menneskets udvikling er langt mere kompleks end nogen har kunnet forstillet sig; menneskets stamtræ er en stærkt forgrenet busk.