I titusindvis af år efter oprindelsen i Afrika for omkring 200.000 år siden forblev det moderne menneske, Homo sapiens inden for grænserne af moderkontinentet. For omkring 100.000 år siden gjorde en lille gruppe en kort razzia ind i Mellemøsten, men tilsyneladende var de ikke i stand til at fortsætte. Men på et eller andet tidspunkt efter for 70.000 år siden forlod vores art, Homo sapiens, Afrika og begyndte dets ubønhørlige spredning ud over kloden. Andre menneskearter var etableret i Europa og Asien, men kun Homo sapiens evnede at sprede sig ud over alle kontinenter og på utallige øer. I løbet af sidste istid (Weichsel-istiden) skete der en dramatisk udvidelse af menneskets geografiske råderum, idet den nordøstlige del af det store eurasiske kontinent foruden Amerika og Australien blev koloniseret for første gang. Stillehavsområdet eller Oceanien var det sidste store område, hvor mennesket bosatte sig; det skete imidlertid først i Holocæn, der var tiden efter sidste istids afslutning. Antarktis blev som det eneste kontinent først beboet efter industrialiseringen.

Der var ikke tale om nogen almindelig kolonisation. Overalt hvor Homo sapiens kom frem fulgte massive økologiske forandringer. De arkaiske mennesker, som de mødte på deres vej, uddøde, skønt nogle af dem efterlod en lille arv i det moderne menneskes DNA. Økosystemer blev destrueret, dyrearter uddøde og omgivelserne blev omformet efter menneskenes behov. Det var uden tvivl den mest dramatiske og effektfulde migration, der nogen sinde har fundet sted på Jorden.     

Vores smag for mobilitet står i skarp kontrast til det mere bofaste liv, der karakteriserer de fleste andre primater. Vores nærmeste nulevende slægtninge, chimpansen og gorillaen, er eksempelvis bosat i relativt velafgrænsede områder eller territorier. De bevæger sig dagligt frem og tilbage i disse territorier, men forbliver inden for grænserne hele deres liv.

Udviklingen frem mod det moderne menneske er sket inden for de sidste 300.000 år, der har omfattet to istider (Saale og Weichsel) og to varmeperioder (mellemistiden Eem og vor egen varmetid, Holocæn, der hidtil har varet 11.500 år). I begyndelsen af Saale-istidens første kuldebølge, (MIS 8, se figur), ser man de første spor efter Homo sapiens dukke op i Afrika samtidig med, at neandertalerne udvikledes i Europa. I den sidste periode af Saale med ekstrem kulde (MIS 6, se figur) skete der en næsten total affolkning af Europa, og neandertalerne søgte for første gang til et refugium i Levanten, hvad efterladenskaber i Tabun-hulen på Karmelbjerget i det nuværende Israel vidner om. På samme måde blev tropisk Østafrika og sandsynligvis også Afrikas sydkyst blandt andet lokaliteten Pinnacle Point, hvor der er arkæologiske spor efter mennesket for 164.000 år siden, et refugium for Homo sapiens i Afrika. Saale-istiden formodes at have forårsaget udbredt tørke på det afrikanske kontinent.

Ved Saale-istidens afslutning for 130.000 år siden vendte neandertalerne tilbage til Europa. I begyndelsen af den efterfølgende varmetid, Eem, skete der en hurtig spredning af Homo sapiens til hele det afrikanske kontinent. Nildalen har fungeret som en hovedkorridor til den nordafrikanske kyst, hvorfra Homo sapiens har bredt sig videre langs kysten mod vest til Marokko (lokaliteten Dar-es-Soltan) og mod øst til Levanten (lokaliteterne Skhūl og Qafzeh i Israel), hvorfra neandertalerne som nævnt i mellemtiden var forsvundet mod nord. Det kan ikke udelukkes, at Homo sapiens på dette tidspunkt kortvarigt var udbredt til dele af det sydlige Asien. Nye fossilfund fra Karmelbjerget (Mislya-hulen) i Israel dokumenterer tilstedeværelsen af Homo sapiens uden for Afrika allerede for mellem 177.000 og 194.000 år siden, det vil sige i begyndelsen af Saale-istiden. Og i 2019 blev analyserne af et fossil (Adipima 1) fra en hule i Grækenland publiceret. Fossilet kan tilhøre en tidlig Homo sapiens, dog med arkaiske træk; dateringen har noget overraskende vist en alder på 210.000 år! De omtalte ekskursioner til Levanten (Skhul, Qafzeh, Mislya og evt. Grækenland) hænger sandsynligvis sammen med periodiske ekspansioner af Homo sapiens’ geografiske råderum, som har fluktueret med klimaet eller demografiske faktorer – men uden nogen permanent kolonisering uden for Afrika.

Andre vandrede mod syd i Afrika; de er repræsenteret ved fossilerne fra Klasies River Mouth, Die Kelders og Border Cave, der alle ligger ved kontinentets sydkyst. Mange slog sig ned langs kysten og udnyttede de ressourcer, som havet bød på. Dette omfattede også Abdur ved Rødehavets kyst i det nuværende Eritrea.

I Weichsel-istiden, der indledtes ret pludseligt for omkring 70.000 år siden, indfandt der sig på ny en voldsom kuldebølge, der lagde det meste af Europa øde (Heinrich 7 begivenheden). Neandertalerne måtte atter fortrække til deres refugium i Levanten, mens Homo sapiens, der slet ikke var kuldetilpasset som neandertalerne, forsvandt herfra. Enten uddøde de, eller også lykkedes det dem at fortrække til tropisk Afrika. De afrikanske befolkningsgrupper splittedes op på grund af den tiltagende tørke, og deres antal reduceredes voldsomt. Måske har Homo sapiens i en periode omkring indledningen af sidste istid været reduceret til nogle få tusinde individer og dermed reelt været truet af total udryddelse.

 

Den oprindelige befolkning
I det østlige Afrika forberedte en lille gruppe mennesker – den oprindelige befolkning, der blev grundlaget for alle nulevende – sig for 60.000 år siden på at forlade hjemlandet. Verden befandt sig i sidste istids greb. Meget af Afrika var blevet affolket, og den totale befolkning udgjordes af blot nogle få tusinde mennesker. Fra denne „landsby“ blev verden befolket. Kun en enkelt lille kvist fra en enkelt gren af stamtræet overlevede udvandringen og gav ophav til resten af verdens . Dem, som drog af sted, løb en stor risiko, da deres overlevelse som jægere og samlere afhang af et detaljeret kendskab til de lokale planter og dyr.

Emigranterne stod over for endnu en udfordring på deres vej ind i det ukendte. Landet uden for Afrika var ikke ubeboet. For omkring 1,8 millioner år siden, i en varm periode før de kvartære istider for alvor satte ind, havde tidlige mennesker forladt Afrika i én eller flere omgange. Da de blev adskilt fra modergruppen i det afrikanske hjemland, fulgte disse arkaiske mennesker deres egen evolutionære sti, og efterhånden var de blevet til nye arter betegnet Homo erectus og Homo neanderthalensis. Homo erectus var bosat i Østasien, mens neandertalerne fandtes i Europa og den Nære Orient.

Ikke mindst neandertalerne var formidable modspillere. De havde store hjerner, i absolutte tal større end den samtidige Homo sapiens, og de havde kraftig muskulatur. De havde desuden udviklet effektive våben inklusive kastespyd med spidser af sten. De var bosat i hele det område, der udgjorde brohovedet til det sydøstlige Europa for alle dem, der kom vandrende fra Afrika. Det moderne menneske, Homo sapiens, der var udviklet i Afrika, kan have forsøgt at indvandre til Europa mange gange. Men hver gang uden succes, og dette kan meget vel skyldes neandertalernes tilstedeværelse ved udgangen fra det nordøstlige Afrika.

i Østafrika opstod for mindre end 100.000 år siden. Hvordan så disse oprindelige mennesker ud? De var mørke i huden, og de havde formentlig klippet og dekoreret deres hovedhår. Utvivlsomt har de båret klæder. De var adfærdsmæssigt og anatomisk moderne. Men kraniet og knoglestrukturen var generelt tungere og mere robust end i dag. De har haft et fuldt artikuleret sprog. De levede sandsynligvis i små egalitære samfund uden personlige ejendele og uden et hierarkisk ledelsessystem. Visse universelle adfærdstræk må have været til stede, f.eks. tilberedning af mad, dans, spådomsevner og frygt for slanger. Også en bestemt ansigtsmimik for at udtrykke følelser. Alle disse egenskaber er i dag universelt til stede og har derfor formentlig også været til stede hos den oprindelige befolkning.

Den oprindelige befolkning levede som jægere og samlere. I deres hjemland i det nordøstlige Afrika var de sandsynligvis kompetente kendere af planter og dyr i området. De havde effektive jagtvåben, redskaber for tilberedning af føden og til at bære ting i. Sandsynligvis kendte de også til både og til fiskeri.

 

Udvandringen fra Afrika
Under sidste istids første kuldebølge, der som tidligere nævnt indledtes for omkring 70.000 år siden, var en demografisk ekspansion af Homo sapiens vanskeliggjort af ekstremt tørt klima i Nordafrika og på den arabiske halvø. Men i den mildning, der efterfulgte Weichsel-istidens første kuldebølge, øgedes den afrikanske befolkning af Homo sapiens i antal, og det moderne menneskes udvandring fra Afrika tog sin begyndelse.

Ved eftersporing af migrationen ud af Afrika viser genetikernes kort smukke pile strækkende sig fra Østafrika til Indien, Australien eller Japan, og disse linjer og pile giver uundgåeligt det indtryk, at migranterne bevidst vandrede et bestemt sted hen. Men sådan forholdt det sig næppe – de havde intet kort og ingen idé om, hvad der lå for enden af deres rejse. Faktisk er det tvivlsomt, om de overhovedet var på rejse. For jæger-samlere er korte ekskursioner rutine, men langdistance-migrationer, hvor de skulle bære deres børn og alt deres pikpak, var ikke hensigtsmæssigt.

I stedet for bevidst at vandre ud i det ukendte eller udsætte deres familier for den risiko, der er forbundet med planløs udforskning af det ukendte, er det mere sandsynligt, at de tidlige, moderne mennesker, der forlod Afrika, opførte sig som nomader plejer at gøre – de bevægede sig en kort distance og slog sig så atter ned. Som årene gik og nye fødsler forøgede gruppen var det hensigtsmæssigt at opdele gruppen for at undgå konflikter m.m. En af de nye grupper ville forblive på stedet, mens den anden ville bevæge sig ind i nyt terræn. Med andre ord blev disse langdistance-migrationer ikke foretaget af en enkelt gruppe på ét langt trek, men var resultatet af en langsom ekspansion af grupper, der brugte en generation på hvert stræk. „Marchhastigheden“ har i gennemsnit kun været nogle få km pr. år.

Uden tvivl var levevilkårene for Homo sapiens vanskelige i det indre af Østafrika under Weichsel-istiden, og det må formodes, at mange af den grund slog sig ned ude ved kysten. Disse kystboere var relativt fastboende, og de udnyttede tidevandszonen med dens store rigdom på fisk og skaldyr. Deres muligheder for at skaffe mad har givet være langt større end indlandets beboeres.

Det var fra Østafrikas kystegne, at den første udvandringsbølge foregik mod øst til Sunda-landet  og videre til Sahul (Ny Guinea og Australien) for ca. 60.000 år siden. Det er meget tænkeligt, at migranterne tog vejen over Djibouti og Bab-el-Mandeb strædet (”Sorgens Port”), der har været nem at forcere på grund af den lave vandstand, til Yemen og herefter fulgte den sydøstasiatiske kyst til Sunda-landet, der dengang var et stort, regnskovsdækket lavlandsområde, der under istiden forbandt dele af det, der i dag er det indonesiske øhav, med det sydøstasiatiske fastland.

Der er ingen konkrete beviser på Homo sapiens’ tilstedeværelse på Den Arabiske Halvø for 60.000 år siden, og der er da også nogle genetiske undersøgelser, der peger på, at hovedruten ud af Afrika i stedet gik via Nildalen. Men mange lokaliteter rundt om den arabiske halvø ligger i dag under havets overflade. Da havniveauet var lavere under sidste istid, fungerede de eksponerede kystområder som frodige oaser. F.eks. var store dele af det, der i dag er Den Persiske Golf (der kun er omkring 40 m dyb), under istiden én stor oase, en sand Edens Have, der kan have tjent som et refugium, hvor mennesker og dyr kunne have overlevet istidens mest barske perioder.

Genetiske undersøgelser, hvoraf nogle er meget overbevisende, støtter hypotesen om en sydlig rute til Sydøstasien og Sahul. F.eks. er det vist, at de mutationer i mitokondrie-DNA (mtDNA), der til sammen danner den såkaldte M-haplogruppe, er langt den hyppigste i Syd- og Østasien samt i Amerika, men ikke forekommer i Levanten. Derimod forekommer N-haplogruppen i Levanten; det er i dag den dominerende mtDNA haplogruppe i det vestlige Asien og i Europa.

Ligesom der er usikkerhed om, hvilken rute Homo sapiens fulgte ud af Afrika, er der også usikkerhed om tidspunktet for udvandringen, og om der var mere end én udvandringsbølge. De fleste studier peger på, at Homo sapiens’ udvandring fra Afrika startede for 60.000-70.000 år siden. Nogle argumenterer dog for, at en initial og mindre udvandringsbølge via den arabiske halvø og direkte til Australo-Melanesien (Sahul) allerede fandt sted for mere en 100.000 år siden. For 125.000 år siden var dele af den arabiske halvø grøn og fugtig med græsstepper, floder og søer. Fundet af fossile dyreknogler bekræfter de gode livsbetingelser på halvøen  Der er fundet stenredskaber på halvøen fra denne periode, blandt andet fra Jebel Faya, Emiraterne, men (endnu) ikke hominine fossiler. Det var i øvrigt i samme periode, at Homo sapiens kortvarigt var udbredt til Levanten, som nævnt ovenfor. En tidlig udvandring fra Afrika støttes også af fund af mikrolitter og andre redskaber fra det sydlige Indien; redskaberne er ældre end 74.000 år, det vil sige, at de ligger under de askelag, der blev afsat i forbindelse med megaudbruddet af Toba-vulkanen på nordspidsen af Sumatra. Toba-udbruddet regnes for det største vulkanudbrud i flere hundrede millioner år og kan være den begivenhed, der udløste den første kuldebølge under sidste istid. Ophavsmanden til de indiske redskaber er dog indtil videre ukendt, da der ikke er fundet hominine fossiler sammen med redskaberne.

Flere fossilfund i Kina tages af nogle også til indtægt for en tidlig udvandring fra Afrika. Nogle af fossilerne er 100.000 år gamle eller derover, men fossilernes taksonomiske status er usikker.

 

Hvorfor koloniserede Homo sapiens verden?
Hvorfor koloniserede vi verden? Motiverne hertil kan være vanskelige at gennemskue i dag. Var driften efter at søge videre frem forårsaget af klimaændringer og ansporet af mangel på føde, eller var det en voldsom befolkningstilvækst, der udfordrede områdets bæreevne, som måske har ligget bag vore forfædres udvandring fra Afrika. Eller var det blot den næsten universelle menneskelige trang til at bestige et bjerg, der endnu ikke er besteget.

Ud fra undersøgelser ved blandt andet Pinnacle Point på Afrikas sydkyst har den amerikanske arkæolog Curtis Marean nærmet sig spørgsmålet fra en anden vinkel, hvor han har forsøgt at opstille et videnskabeligt baseret scenario, der kan forklare bevæggrundene for Homo sapiens’ afrikanske eksodus og for vor arts succes i mere generel forstand. Ifølge Marean kan forklaringen være en kombination af udviklingen af en ny social adfærd – en genetisk betinget evne til samarbejde med ubeslægtede individer – der sammen med avancerede kognitive evner og udviklingen af avancerede projektilvåben muliggjorde en smidig tilpasning til nye miljøer.

Udviklingen af træk, der gjorde os til gode samarbejdspartnere og på samme tid hensynsløse konkurrenter, er den bedste forklaring på vores succesrige kolonisering af kloden. Evnen til samarbejde behøver ikke at være tillært, men kan være genetisk betinget og drevet af den naturlige udvælgelse. Stammer bestående af individer med veludviklede evner til samarbejde vil gøre dette mere effektivt sammenlignet med individer med ringere udviklede evner i så henseende; derfor vil førstnævnte kunne udkonkurrere sidstnævnte, og derfor vil førstnævntes gener præferentielt overføres til næste generation. En sådan adfærd vil nemmest kunne spredes, hvis konkurrencen mellem stammer er intens, og når den samlede population er lille, hvilket passer med den ovennævnte opfattelse af den oprindelige befolkning i Afrika. Udstyret med disse nye sociale og teknologiske færdigheder var Homo sapiens klar til at bøje verden efter sin vilje.

Da den menneskelige kognition blev mere kompleks, opdagede Homo sapiens fordelene ved at leve nær kysten og spise skaldyr. Dette skifte kan ses ved Pinnacle Point, Sydafrika og bestemmes til at have fundet sted for 160.000 år siden. Dér, for første gang i menneskets historie, tilpassede mennesket sig en tilværelse ved kysten baseret på indtagelse af en rigelig føderessource, skaldyr. Genetiske og arkæologiske undersøgelser indikerer, at den samlede befolkning af Homo sapiens faldt dramatisk i forbindelse med indledningen af en ekstrem kuldebølge i næstsidste istid for lidt under 200.000 år siden. De kystnære områder blev et refugium for Homo sapiens, hvor føden var rigelig. Den rigelige fødemængde skabte et højt niveau af territorialitet, hvilket førte til konflikt mellem grupperne. De regelmæssige sammenstød skabte større sammenhold inden for grupperne; man arbejdede sammen for at forsvare skaldyrsområderne og bevare den eksklusive adgang til disse, hvilket styrkede sammenholdskraften i populationen.
 
Allerede for 500.000 fandtes spidse sten, som blev anvendt som spydspidser (Kathu Pan 1 lokaliteten i Sydafrika). Men tilsynekomsten af de såkaldte mikrolitter signalerede udviklingen af ægte projektile våben. Disse kendes fra Pinnacle Point og er 71.000 år gamle. Her anvendtes bjergarten silcret, der ved opvarmning bliver let at bearbejde til små skarpe og spidse sten, der kunne hæftes for enden af et langt skaft. Homo sapiens har sandsynligvis også opdaget effekten af gift, der kunne øge den dødelige effekt af projektilerne. Den korte livslængde og de mange knoglebrud hos neandertalerne vidner om deres farlige liv i forbindelse med jagten på store dyr, da de var nødt til at dræbe på tæt hold. I modsætning hertil kunne Homo sapiens stå på stor afstand og fyre sine dødelige projektilvåben af. Giften ville bedøve dyret, så de efterfølgende kunne dræbe det på tæt hold uden fare. Med dette nye våben og evnen til samarbejde i hold var et helt nyt rovdyr skabt på jorden.

Homo sapiens blev i stand til at svare på miljømæssige udfordringer og kriser med en fleksibel social adfærd og en ny teknologi. De blev Jordens alfarovdyr, og de evnede at klare enhver miljømæssig udfordring, hvilket var den afgørende faktor, der åbnede døren ud af Afrika til resten af verden. Arkaiske mennesker, der ikke kunne samarbejde på denne måde og ikke havde farlige våben, der kunne fyres af på stor afstand, havde ikke en chance mod dette nye rovdyr.

Til toppen

Koloniseringen af Sahul (Australien og Ny Guinea)
Koloniseringen af det australske kontinent var et sandt mesterstykke, der mere end noget andet viser, hvad det vil sige at være menneske. På trods af at brede landbroer under sidste istid knyttede mange af øerne i det sydøstlige Asien sammen i store landområder, skulle Australiens kolonisatorer krydse et op til 90 km bredt farvand i åben båd. Dette er formentlig hovedårsagen til, at mennesket nåede Australien så sent, som det synes at være tilfældet. Det kan have været steppebrande eller fugles flyveretning, der fik mennesket til at rette blikket mod syd. På den anden side af havet mødte der mennesket et usædvanlig ugæstfrit land; det var meget varmt og ekstremt tørt. Ikke desto mindre formåede mennesket at etablere sig her.

Efter den første kolonisation synes australierne at have levet praktisk taget isoleret fra resten af verden, indtil europæernes ankomst i slutningen af 1700-tallet. Dette kan være den vigtigste årsag til aboriginernes helt særlige fysiske karaktertræk og til den meget langsomme kulturelle udvikling på kontinentet. Efter den første ankomst til Ny Guinea og Australien kan disse to populationer have været isoleret fra hinanden og fra resten af verden i mere end 50.000 år.

Koloniseringen af den resterende del af Oceanien skete langt senere og uafhængigt af koloniseringen af Sahul.

Undersøgelser af mtDNA antyder muligheden af, at ø-gruppen Andamanerne i Det Bengalske Hav har fungeret som mellemstation under udvandringen til Australien. Andamanesernes mtDNA-linjer er meget gamle og ligner ikke andet asiatisk mtDNA; de er muligvis opstået på Den Arabiske Halvø kort efter, at Homo sapiens havde forladt Østafrika. Andamaneserne har desuden mange fysiske træk til fælles med mennesker fra Centralafrika. Det samme synes i øvrigt at gælde for Semang, der er et oprindeligt folk på den malajiske halvø. I dag ligger Andamanerne langt ude i havet, men omgivet af relativt lavt vand; det er derfor ikke usandsynligt, at nogle af øerne kan have været landfaste med Sydøstasien under sidste istid.

Der er stor uenighed om, hvornår mennesket nåede Sahul. Det ældste, veldaterede fossil fra Australien er et skelet fundet i kontinentets sydøstlige hjørne (”Mungomanden”, LM3), der er ca. 42.000 år gammelt. Der er dog arkæologiske spor, der er lidt ældre, 45.000-50.000 år gamle. Det er ca. 10 år siden, at det første gang blev foreslået, at der var en tidlig bølge, tidligere end for 60.000 år siden, ud af Afrika, som fulgte kystruten hele vejen til Sahul. Dette synspunkt støttes af flere genetiske undersøgelser, der mere end antyder, at forfædrene til australierne var de første, der udvandrede fra Afrika i en separat migration, spredende sig hurtigt langs Asiens sydkyst tusindvis af år, før den næste (hoved)bølge ud af Afrika fandt sted og førte til kolonisering af Eurasien. Andre genetiske undersøgelser konkluderer imidlertid modsat, at der ikke var nogen tidlig første bølge, men kun én bølge ud af Afrika, der førte til kolonisering af både Sahul og Eurasien. Dette gælder f.eks. en dansk undersøgelse udgået fra Geogenetisk Institut, Københavns Universitet. Denne undersøgelse viser, at aboriginerne adskiltes fra andre ikke-afrikanere mellem for 50.000 og 70.000 år siden og efter, at hele gruppen af ikke-afrikanere skiltes fra afrikanere, hvilket så betyder, at aboriginere og eurasiere stammer fra én og samme bølge ud af Afrika. Den danske undersøgelse bekræfter desuden, at Australien kun blev koloniseret én og ikke to gange i forhistorisk tid.

En anden, amerikansk undersøgelse viser det samme som den danske undersøgelse. Den amerikanske undersøgelse var meget omfattende og baseret på 300 sekventerede genomer fra 142 populationer. Hovedkonklusionen var, at alle ikke-afrikanere nedstammer fra én og samme bølge ud af Afrika, selvom det ikke med absolut sikkerhed kunne udelukkes, at der havde været en tidligere bølge til Sahul.

I modsætning hertil står resultaterne af endnu en meget omfattende undersøgelse, der var baseret på sekventering af 379 genomer fra 125 populationer. Her konkluderes det, at mindst 2% af genomet hos folk fra Papua Ny Guinea kommer fra en tidligere bølge ud af Afrika, som måske fandt sted for 120.000 år siden, men sporene herfra er næsten udslettet af den senere hovedbølge.

En ny, omfattende og meget omhyggeligt udført arkæologisk undersøgelse med fund af talrige, ”moderne” redskaber i Madjedbebe klippelyet i Arnhem Land i det nordlige Australien synes med sikkerhed at dokumentere, at den første indvandring til Australien fandt sted for mindst 65.000 år siden, hvilket igen betyder, at udvandringen fra Afrika må være påbegyndt før dette tidspunkt. Ved dateringen er der anvendt den avancerede OSL-teknik (Optisk Stimuleret Luminescens), der giver en meget præcis alder på enkelte mineralkorn. Den nye undersøgelse bidrager imidlertid ikke til afklaringen af, om der har fundet én eller flere udvandringer sted fra Afrika.

Uanset de oven for omtalte uenigheder viser alle studier den tidlige kolonisering af Australien og den efterfølgende langvarige isolation. De bekræfter aboriginernes unikke historie.

Til toppen

Koloniseringen af Central- og Østasien
Den nyeste forskning gør det som omtalt ovenfor muligt, at de første moderne mennesker, der udvandrede fra Østafrika for mere end 60.000 år siden, tog hele vejen til Sahul, der således blev koloniseret uafhængigt af og inden Østasien. Herefter ankom der som nævnt ikke flere mennesker til det australske kontinent i forhistorisk tid. Den næste udvandringsbølge fra Østafrika etableredes som en kernebefolkning i det sydlige Kina, der senere kom til at danne grundlag for den efterfølgende kolonisering af det øvrige Sydøstasien, Stillehavsområdet samt det centrale og nordøstlige Sibirien og herfra i sidste ende også Amerika.

Dette scenario kan forklare, hvorfor det kun er den oprindelige befolkning i Sahul og ikke andre østmigrerende befolkninger, der blev opblandet med de arkaiske mennesker fra Denisova: På tidspunktet for den første udvandringsbølge må Denisova-menneskene have været udbredt i store dele af det sydlige og sydøstlige Asien, hvor de mødte de første moderne mennesker, der udvandrede fra Afrika; da den anden migrationsbølge fandt sted, var Denisova-mennesket atter forsvundet fra Sydasien. Måske var de alligevel ikke helt forsvundet, da anden migrationsbølge ankom til det sydøstlige Asien. De nyeste undersøgelser antyder en ganske svag (under 1 %) opblanding af nuværende sydøstasiatisk DNA med Denisova-DNA. Der kan dog være alternative forklaringer på denne (mulige) opblanding, f.eks. indvandring fra Melanesien til Sydøstasien i nyere tid.

Som der fremgår at figuren blev denne østasiatiske kernebefolkning for 35.000 år siden suppleret med et betydeligt bidrag fra Centralasien, efterkommere efter Y-kromosom-markøren M45.

De fleste skelner mellem „sydlige mongoler“ fra Sydøstasien og „typiske mongoler“ fra det nordøstlige Asien. De „typiske mongoler“ udviser bestemte karaktertræk som f.eks. hudfolden (epicanthus) over indre øjenkrog, de skrå øjenspalter, det flade ansigt og de skovlformede fortænder i mere udtalt grad end de „sydlige mongoler“. Opfattelsen er, at de „typiske mongoler“ er den specialiserede gruppe, mens de „sydlige mongoler“ udgør grundformen, hvorfra de „typiske“ er udviklede. Denne opfattelse støttes også af genetiske undersøgelser.

For omkring 30.000 år siden vandrede grupper af „sydlige mongoler“ mod nord og udvikledes i løbet af sidste istids klimaks til de „typiske mongoler“, hvis karakteristiske udseende opfattes som en kuldetilpasning. Også høj grad af isolation under det glaciale maksimum kan have befordret udvikling af karaktertrækkene.

Da de klimatiske forhold forbedredes, spredtes de „typiske mongoler“ til det østlige Sibirien og herfra videre mod øst til Amerika. Nogle vandrede tilbage mod syd, hvor de blandede sig med de „sydlige mongoler“. Disse „blandede mongoler“ koloniserede Nicobarerne, en øgruppe syd for Andamanerne i den Bengalske Bugt og bidrog siden hen også til koloniseringen af Oceanien.

Andre nordlige mongolske befolkningsgrupper vandrede mod vest, hvor de dels koloniserede det tibetanske plateau, dels mødte og blandede sig med europæiske og vestasiatiske folkeslag. Tibet blev i al væsentlighed koloniseret for mindre end 8.000 år siden, men arkæologiske undersøgelser viser dog, at der har været mennesker på det tibetanske plateau før sidste istids kulmination for 20.000 år siden.

Det mægtige område, der udgør Centralasien kan opfattes om en korsvej og et grænseområde mellem øst og vest, hvor befolkninger og kulturer har mødtes. Genetiske undersøgelser giver et klart billede af de centralasiatiske befolkninger som kasakher, uighurer og kirgisere som en blanding af europæere og østasiater. Forbindelsen mellem øst og vest i forhistorien illustreres af en analyse af arvemassen fra en dreng, der døde i det østlige Sibirien for 24.000 år siden. Drengens arvemasse blev kortlagt i 2013 ud fra de bevarede knogler, der i dag findes på Hermitage museet i Skt. Petersborg, og analysen viste, at drengen ikke havde nogen forbindelse til moderne østasiater. Hans arvemasse havde derimod tætte bånd til dagens oprindelige amerikanere og til Europa/Vestasien. En forklaring kan være, at drengen nedstammer fra indvandrere, der kom til Østasien fra det vestlige Eurasien. Efter at drengen døde, blev hans stamme blandet op med østasiater, og det var denne blandede population, der fandt vej til Amerika.

Opblandingen er forstærket i historisk tid på grund af handelsruterne, først og fremmest Silkevejen, tværs over det asiatiske kontinent. Mumier, der er 3.800 år gamle, fra den vestlige kinesiske provins Xinjang bærer umiskendelige europæiske træk, fysisk som kulturelt. De er sandsynlige efterkommere af tocharisk-talende indoeuropæere.

Omfattende genetiske undersøgelser af den kinesiske befolkning bekræfter overnævnte scenario. Det mægtige Kina, der rummer næsten 20 % af hele Jordens befolkning, har været én stat siden år 221 før vor tidsregning, og befolkningen er forbavsende homogen i genetisk og sproglig henseende. Dette gælder ikke mindst den nordlige del af landet, der næsten udelukkende bebos af den dominerende etniske gruppe, Han-kineserne, der omfatter 1,2 milliard mennesker (93 % af befolkningen). De resterende ca. 100 millioner omfatter mindst 56 etniske minoriteter, der især bor i den sydlige del af landet. Størst etnisk, genetisk, kulturel og sproglig variation findes i den sydvestlige Yunnan-provins. Nord- og sydkinesere deles af en grænse, der forløber nogenlunde midt mellem Yangtze-floden og den Gule Flod, og det er i forlængelse heraf interessant, at landbruget er opstået uafhængigt af hinanden langs de to floder.

 

Koloniseringen af Japan
Det er ikke klart, hvornår de japanske øer for første gang blev koloniseret, men sandsynligheden taler for, at det skete under sidste istids kulmination, hvor de japanske øer var indbyrdes forbundne og desuden forbundet med det asiatiske hovedland.

Den første kolonisering tilskrives Jomon-folket, der kom fra nord via den nuværende russiske ø, Sakhalin; de var formentlig beslægtet med ovennævnte „typiske mongoler“. Arkæologiske spor efter Jomon-folket optræder dog først i lag, der er afsat efter afslutningen af sidste istid og er 12.000 år gamle. Jomon-folket var først og fremmest jæger-samlere, men spor efter plantedyrkning og permanent bosættelse kendes dog fra flere Jomon-lokaliteter. Jomon-folket har fremstillet noget af verdens ældste keramik.

Ainu er en befolkning, der i dag bebor den nordlige japanske ø, Hokkaido, samt den nærliggende russiske ø, Sakhalin. De afviger fra resten af den japanske befolkning og kan være en relikt-befolkning fra den første indvandring til de japanske øer. Ainu udgør i dag en etnisk minoritet i Japan med sit eget kulturelle særpræg.

Japan blev atter isoleret fra hovedlandet på grund af havstigningen efter sidste istids afslutning for omkring 10.000 år siden.

For 2.300 år siden ankom en befolkning, Yayoi, beslægtet med de „sydlige mongoler“ til Japan. De ankom via den koreanske halvø og førte risdyrkningen og det altaiske sprog til Japan. De blandede sig med og fortrængte den oprindelige Jomon-befolkning, bortset fra Ainuerne i nord, der forblev stort set uopblandet.

Til toppen

Koloniseringen af Europa
De mennesker, der levede i Østafrikas indland, drev intensiv jagt på steppens hovdyr, men de var nødt til at bevæge sig langt omkring for at skaffe føde og vand nok. Det var formentlig dem, der tog springet mod nord ind i det mægtige og ukendte eurasiske kontinent.

Udvandringen mod nord til Eurasien fandt først sted noget senere end udvandringen mod øst, for omkring 45.000 år siden, og den skete formentlig via Nildalen og Levanten. Alternativt er den sket fra Den Arabiske Halvø fra samme kildegruppe, der tog springet over Bab-el-Mandeb-strædet i forbindelse med den første udvandringsbølge mod sydøst. Herfra kan udvandringen have fortsat mod nord via Levanten.

Udvandringen til Europa faldt i det væsentlige sammen med den såkaldte Hengelo-varmeperiode midt i Weichsel-istiden, selvom der forud synes at have været flere tilløb til kolonisering af Sydøsteuropa. Klimaforbedringen betød, at græssteppe og tempereret skov kunne trives på dele af den tidligere tundra i Centralasien og det sydlige Europa. Det har sandsynligvis ført vildtet på vandringer nordpå, og det er meget tænkeligt, at mennesket har fulgt i hælene på det.

I 2015 blev fundet af en 55.000 år gammel kraniekalot fra Manot-hulen i Israel 40 km nord for Karmelbjerget offentliggjort. Kraniekalotten er helt moderne og har mange ligheder med tidlig Homo sapiens i Europa. Manot-fossilet repræsenterer derfor med stor sandsynlighed den population af Homo sapiens, som for 45.000 år siden indvandrede til Europa fra Levanten.

Det skal bemærkes, at koloniseringen af Nordafrika var en del af den eurasiske migrationsbølge og formentligt stimuleret af samme mildning i klimaet. I øvrigt menes den nordafrikanske Dabban-kultur og den europæiske Aurignacien-kultur at være udsprunget af samme levantine kilde.

Som nævnt fandt udvandringen til Europa sted via Levanten, men hvilken rute Homo sapiens herefter valgte på sin første vandring til Europa, er der fortsat lidt usikkerhed om. De arkæologiske undersøgelser viser, at en tidlig indvandring må have fundet sted via Balkan, hvor de ældste, ca. 45.000 år gamle kulturspor efter Homo sapiens er fundet i en hule, Bacho Kiro, i Bulgarien. Det er ligeledes på Balkan (Rumænien), at de ældste europæiske fossiler af Homo sapiens er fundet, og de er ca. 42.000 år gamle. Isolerede tænder fundet i det sydlige Italien (Grotto del Cavallo) og fund fra Kents hule i det sydlige England er dog af samme alder eller måske endda lidt ældre. Man mente oprindeligt, at tænderne fra Grotto del Cavallo stammende fra neandertalere, men nye analyser viser klart, at de hidrører fra Homo sapiens. Andre tænder fra Homo sapiens fundet i det sydlige England er lidt yngre.

Som det fremgår af figuren forløb indvandringen til Central- og Vesteuropa fortrinsvist via Donau-dalen og den nordlige rand af Middelhavet. De ovenfor omtalte fossiler dokumenterer desuden den meget hurtige spredning til store dele af Europa, da Homo sapiens først havde fået fod på kontinentet.

Det er sandsynligt, at denne ældste indvandring til Europa er repræsenteret ved den såkaldte Aurignacien-kultur, der er den tidligste „moderne“, og også kaldes øvre palæolitiske kultur. Aurignacien-kulturen var langt mere avanceret end den forudgående Moustérien eller mellempalæolitiske kultur, og den tilskrives alene Homo sapiens.

Til toppen

Undersøgelser af Y-kromosomet
Der er i de senere år foretaget meget omfattende undersøgelser af den genetiske variation blandt nulevende mennesker. Grundlaget for denne variation er den tilfældige, men meget hyppige optræden af selektivt neutrale mutationer i DNA-molekylerne, det vil sige mutationer uden væsentlig indflydelse på bærerens udseende eller funktioner, altså fænotypen. Disse neutrale ændringer i basesekvensen kaldes genetiske markører eller polymorfier. Bestemte mønstre af markører i samme DNA-molekyle kaldes haplotyper. Haplotyper nedarves uændret fra generation til generation, så nært beslægtede personer vil næsten altid have den samme haplotype. Den kolossale variation i menneskets arvemasse resulterer i et meget stort antal forskellige haplotyper, men de kan dog som regel grupperes i et mindre antal overordnede kategorier, der kaldes linjer eller haplogrupper.

Haplogrupperne er af forskellig alder og forbundet med hinanden via successivt opståede mutationer. Et givet geografisk område er karakteriseret ved forekomsten af en enkelt eller nogle få haplogrupper, der er sjældne eller helt fraværende fra andre geografiske områder.

I DNA fra Y-kromosomet er der beskrevet ikke mindre end 311 haplogrupper, der i vid udstrækning har været anvendt til at kortlægge vandringsvejene ud af Afrika. De to ældste haplogrupper, A og B, findes udelukkende i Afrika syd for Sahara. Alle øvrige haplogrupper, der omfatter nogle afrikanere samt alle jordens øvrige befolkningsgrupper, er afledt herfra ved mutationen M168 (se figuren ovenfor).

Haplogruppe A er dannet, da mutation M91 opstod for ca. 60.000 år siden (figur 8). M91 er dermed en af de ældste mutationer på Y-kromosomet, og den indtraf formentlig hos en mand, der levede kort tid efter oprindelsen af stamfaderen til alle nulevende mennesker. Han vandrede mod syd i Østafrika.

M91 findes i dag hos befolkninger, der taler de såkaldte kliksprog. De pågældende befolkningsgrupper er både i genetisk, sproglig og kulturel henseende blandt de ældste Homo sapiens-linjer, der eksisterer i dag. De var i fortiden udbredt over hele det sydlige Afrika, men er inden for de sidste 2-3.000 år fortrængt til marginalområder af først bantu-talende bønder, der kom fra Vestafrika, og senere af europæerne.

For knap 60.000 år siden opstod en ny mutation i en østafrikansk undergruppe af A: M168. Fra M168 opstod alle senere grupper og dermed alle moderne mennesker af hankøn, der udvandrede fra Afrika. Alle nulevende ikke-afrikanere (plus nogle afrikanere) bærer uden undtagelse M168.

I modsætning til de arkæologiske undersøgelser viser de genetiske undersøgelser, at hovedindvandringen til Europa tilsyneladende er sket via Centralasien. Undersøgelserne har fokuseret på M173-mutation i Y-DNA, der er de tidligste moderne europæeres, Cro-Magnon-menneskets genetiske kendetegn.

M173 er afledt af M45-mutationen, der opstod i Centralasien for 35.000 år siden (se figur 8). Derfor må den indvandring, der førte M173 til Europa, være yngre end de ovenfor nævnte arkæologiske spor fra Østeuropa; den fandt formentlig sted for omkring 30.000 år siden og repræsenterede ikke Aurignacien-kulturen, men i stedet den yngre Gravettien-kultur, der efterfulgte førstnævnte.

Tilsyneladende er de genetiske spor efter den første indvandring fra sydøst forsvundet (muligvis bortset fra mtDNA-haplotypen U5). Gravettien-kulturen er repræsenteret af kulderesistente Cro-Magnon mennesker, der havde vænnet sig til det kolde klima i Centralasien, inden de ankom til Europa.                 

Weichsel-istidens kuldemaksimum (Last Glacial Maximum, LGM), der var den værste kuldeperiode i de sidste 130.000 år, blev relativt kortvarig. Den kulminerede for mellem 21.000 og 18.000 år siden og satte som tidligere kuldebølger menneskene under stærkt pres. Homo sapiens forstod dog at tilpasse sig i Europa, hvor det etablerede sig i Middelhavsregionen. Efter LGM steg temperaturen og fugtigheden relativt hurtigt i de følgende årtusinder, hvilket skabte forudsætningen for landbrugets opfindelse i blandt andet Mellemøsten ved indledningen til Holocæn. Den varmeste periode siden sidste istid indtraf for mellem 8.000 og 5.000 år siden og kaldes Atlantisk tid; det var i denne periode, at landbruget spredtes fra sydøst op gennem Europa.

Til toppen

Homo sapiens’ møde med arkaiske homininer i Eurasien
Da Homo sapiens migrerede ind i Eurasien, var kontinentet endnu beboet af arkaiske mennesketyper, neandertalerne i Europa og Mellemøsten og en lidet kendt mennesketype, Denisova-mennesket i dele af Asien. Dem mødte Homo sapiens på sin vej ud over Eurasiens stepper. Hvad angår neandertalerne, var disse spredt ud over et enormt område, og den samlede neandertalpopulation har næppe på noget tidspunkt udgjort mere end 100.000-200.000 individer. Heraf følger, at befolkningstætheden må have været ekstrem lav, men dog ikke nødvendigvis homogen; bedømt ud fra antallet af fundsteder kan der sagtens have været en koncentration af neandertalere i det sydvestlige Europa og i Mellemøsten. Derfor kan det ikke udelukkes, at de to, neandertalerne og Homo sapiens, kan have mødt hinanden. En (foreløbig) afklaring af denne sag kom med kortlægningen af neandertalerens arvemasse i 2010, hvilket muliggjorde en detaljeret sammenligning med arvemassen hos Homo Sapiens.

Resultatet af denne sammenligning tyder på, at neandertalerne har efterladt sig en (lille) arv i det moderne menneskes arvemasse, men tilsyneladende kun i arvemassen fra personer, der ikke har en afrikansk herkomst. Sammenligning af neandertalernes arvemasse med arvemassen fra nulevende mennesker viser, at arvemassen fra neandertalerne er en anelse mere lig arvemassen hos europæere, østasiater og melanesiere end hos afrikanere. Undersøgelserne viser også, at mennesker fra Papua Ny Guinea og Kina er lige så beslægtet med neandertalerne som f.eks. franskmænd. Til dato er der kortlagt en håndfuld humane genomer fra Europa uden tegn på gen flow fra neandertalerne ud over, hvad der gælder for andre, ikke-afrikanske populationer. Dette er umiddelbart ganske bemærkelsesværdig set i lyset af den formodede sameksistens i Europa mellem neandertalere og Homo sapiens over flere tusinde år.

Resultaterne peger videre på, at opblandingen med arkaisk DNA fra neandertalere er sket omkring det tidspunkt, hvor det moderne menneske udvandrede fra Afrika for 60.000 år siden, og at det er sket i Mellemøsten, inden vandringsvejene skiltes. Hvis det accepteres, at opblandingen er sket i forbindelse med Homo sapiens’ afrikanske eksodus, er der dog det problem, at den første udvandringsbølge, der gik til Australo-Melanesien efter al sandsynlighed er forløbet via den sydlige del af den arabiske halvø, og her er der indtil videre ikke fundet spor efter neandertalere. Der er dog den mulighed, at de kan have fået deres neandertal-DNA fra Denisova-menneskene, som er tæt beslægtede med neandertalerne og desuden er opblandet med dem.

Alternativt kan man tænke sig, at neandertalerne og Homo sapiens har mødtes i Mellemøsten mange tusinde år førend, man tidligere har troet. Kan det eventuelt have været de ovenfor omtalte fra Skhul og Qafzeh, der har blandet sig med neandertalerne fra Tabun allerede for 120.000 år siden? Herfor kunne tale, at de to populationer på daværende tidspunkt var kulturelt sidestillede, idet begge praktiserede den mellempalæolitiske Moustérienkultur, og måske var de på dette tidspunkt heller ikke fysisk så forskellige, som det senere blev tilfældet, da neandertalerne udviklede et kuldetilpasset fremtoningspræg i løbet af sidste istid. Hvis blot 1.000 af disse Homo sapiens individer opblandedes med 50 neandertalere og derefter overlevede et eller andet sted på den arabiske halvø eller i Nordafrika, kunne de efterfølgende have parret sig med Homo sapiens fra Østafrika i forbindelse med udvandringen fra Afrika 60.000 senere og i denne forbindelse have overført deres skjulte neandertalgener. Dette er ifølge nogle antropologer absolut en mulighed.

Endelig kan man tænke sig, at det arkaiske element i det moderne menneskes arvemasse stammer fra tiden før opsplitningen af neandertallinjen og sapienslinjen i Afrika for omkring ½ million år siden. Hvis, som det synes at være tilfældet, alle ikke-afrikaneres arvemasse er opblandet med neandertal-DNA, og nogle af disse måske aldrig havde været i kontakt med neandertalere, må det logiske alternativ til opblanding være tilstedeværelsen af en oprindelig opdeling af den afrikanske population, der udgjorde den fælles forfar til neandertalerne og Homo sapiens. Hvis denne opdeling eksisterede indtil tidspunktet, hvor Homo sapiens migrerede ud af Afrika, og den fraktion, der migrerede ud af Afrika, var genetisk nærmere beslægtet med neandertalerne end dem, der blev tilbage, ville dette indebære, at nutidens ikke-afrikanere ville have et større genetisk fællesskab med neandertalerne og Denisova-menneskene end afrikanere, der i dag lever syd for Sahara. På denne måde kunne nogle moderne mennesker stadig i deres arvemasse bære spor efter et tættere genetisk fællesskab med neandertalere, uden at dette nødvendigvis betyder opblanding efter, at de to populationer blev adskilt. Mange genetiske undersøgelser samt undersøgelse af variationen i kraniemorfologien har dokumenteret, at der i Afrika syd for Sahara findes separate, meget dybe genetiske linjer, der er i overensstemmelse med en stærk opdelt oprindelig befolkning.

Uanset hvad der end er forklaringen, synes opblandingen under alle omstændighed at være af en ringe størrelse, ca. 1,8-2,4 %, og kan forklares ved et relativt lille antal parringer. Det er dog interessant, at de forskellige befolkningsgrupper af ikke-afrikanere har modtaget forskellige dele af neandertalernes arvemasse, så samlet set har måske en femtedel af neandertalernes arvemasse overlevet i den moderne menneskehed.

Der er endvidere tydeligt, at den mandlige frugtbarhed hos Homo sapiens er blevet påvirket negativt ved opblandingen med neandertalerne. Det neandertal-DNA, som Homo sapiens har arvet, synes nemlig stort set udelukkende at stamme fra den mødrene linje. Dette må betyde, at de drenge, der blev født, enten har været meget lidt frugtbare eller har været helt sterile og dermed ude at stand til af få afkom. Også andre forhold tyder på, at parringen mellem Homo sapiens og neandertalere har været vanskelig. F.eks. er der i gener, der udtrykkes kraftigt i testikelvæv, meget få neandertalspor, og det samme gælder i X-kromosomet. Her er neandertalsekvenserne formentlig selekteret bort, idet de har været forbundet med infertilt afkom. Dette må igen betyde, at de to arter har været nær grænsen til reproduktiv isolation.

Opblandingen med neandertalernes arvemasse har tilsyneladende også på anden måde haft en funktionel betydning for Homo sapiens. Noget tyder f.eks. på, at opblandingen har forstærket immunsystemet hos det moderne menneske: Da Homo sapiens udvandrede fra Afrika, mødte det en række nye, potentielt sygdomsfremkaldende mikroorganismer, som neandertalerne gennem tusindvis af år havde tilpasset deres immunsystem til; det moderne menneske benyttede på den måde en smutvej til større modstandskraft via opblandingen med neandertalerne.

I 2002 blev der fundet fossiler af, hvad der formodes at være en ung mand i Pestera cu Oase hulen i Rumænien. Alderen på fossilerne er ca. 42.000 år. Fossilerne er blevet tolket som repræsenterende Homo sapiens og er dermed de ældste fossile spor efter det moderne menneske i Europa. Mange antropologer, herunder ikke mindst amerikaneren Erik Trinkhaus, har set neandertaltræk hos fossilerne og derfor opfattet disse som resterne efter en hybrid mellem Homo sapiens og neandertalere. Der henvises i øvrigt til kapitlet om neandertalerne.

 
Denisova-mennesket
I 2008-2010 blev der fundet en fingerknogle og to kindtænder fra en hominin i Denisova-hulen i det sydlige Sibirien. Denisova-hulen ligger i Altai-bjergene på grænsen mellem Rusland, Kasakhstan, Kina og Mongoliet, hvor der i samme område tidligere er fundet fossiler af neandertalere og Homo sapiens. Fingerknoglen blev dateret til at være over 50.000 år gammel, men det kunne ikke afgøres, om den eventuelt stammede fra en neandertaler eller fra Homo sapiens.

Man har haft held til at udvinde DNA fra fingerknoglen. I første omgang lykkedes det at analysere mtDNA’et, der overraskende viste sig at være markant anderledes end mtDNA’et fra både Homo sapiens og Homo neanderthalensis. Det var derfor muligt, at man stod over for en ny art af Homo. Resultaterne blev publiceret i marts 2010.

I december 2010 blev hele kerne-DNA’et fra Denisova-fingerknoglen publiceret, og flere overraskelser kom for dagen. Kerne-DNA’et synes for det første at bekræfte, at man vitterligt står over for noget nyt, aldrig før set. Om det drejer sig om en ny art eller en underart af Homo sapiens/Homo neanderthalensis er dog uklart. Men det er første gang, at en ny menneskeform er blevet identificeret udelukkende på basis af DNA-sekvenser og ikke ved hjælp af fossiler.

Denisova-DNA ligner mere neandertal-DNA, end det ligner Homo sapiens-DNA. Det ligner dog ikke neandertal-DNA så meget, at man kan sige, at de to arvemasser stammer fra samme genpulje. Det mest sandsynlige er, at Denisova-mennesket og neandertaleren er søstergrupper med en fælles forfar, der levede for omkring 300.000 år siden. 

Sammenligning af Denisova-arvemassen med arvemassen fra Homo sapiens viser, at der formentligt er sket et gen flow fra Denisova-arvemassen ind i nulevende melanesiers fra Ny Guinea og omliggende øer og de australske aborigineres arvemasse Gen flowet er af en størrelsesorden, der svarer til, at ca. 3,5 % af nulevende melanesiers arvemasse stammer fra Denisova-arvemassen. Nye undersøgelser publiceret i 2018 antyder endvidere en ikke helt ubetydelig opblanding (dog mindre end hos Sahul-populationerne) af nuværende syd- og østasiatisk DNA med Denisova-DNA. Der er sågar tegn på, at der har været to tilfælde af Denisova-opblanding hos østasiaterne; i det ene tilfælde har det været fra en Denisova-population nær beslægtet med det Denisova-individ fra Altai, hvorfra der forligger et komplet sekventeret genom; i det andet tilfælde fra en population, der var fjernere beslægtet med Altai-individet. Sahul-populationerne (og sydasiaterne) har kun modtaget bidrag fra den Denisova-population, der var fjernere belægtet med Altai-individet (se videre nedenfor om Denisova-mennesket).

Til toppen

Os og dem – neandertalernes skæbne
I Europa mødtes Homo sapiens som nævnt med neandertalerne, hvilket givetvis har været en stor overraskelse for førstnævnte. I Afrika var de blevet alene, de eneste tilbageværende på dette store kontinent. Men på tærsklen til Europa mødte de en anden slags mennesker, som på en gang var forbavsende lig dem, selv og samtidig næsten skræmmende anderledes.

Som nævnt i det foregående tyder de genetiske undersøgelser på, at Homo sapiens og neandertalerne var tæt på reproduktiv uforligelighed, da de mødtes første gang for omkring 60.000 år siden. Omfanget af den morfologiske forskel mellem de to arter er forbavsende stor og meget større end hos f.eks. de to arter af chimpanser, der splittedes for omkring 2 millioner år siden; den sidste fælles forfar til Homo sapiens og neandertalerne er sammenlignet hermed langt yngre, af størrelsesordenen 500.000-700.000 år gammel. For pattedyr af mellemstørrelse tager det i gennemsnit 1,4 millioner år at opnå reproduktiv uforligelighed. Hvorfor differentierede neandertalerne så hurtigt? Formentlig på grund af ringe befolkningsstørrelse og det forhold, at de levede i isolation fra andre homininer, hvorfor den genetiske drift har haft ideelle vilkår.

Neandertalerne uddøde sammen med de øvrige fortidige mennesketyper i Den Gamle Verden, inden den sidste kuldeperiode i Weichsel. For 45.000 år siden levede der kun neandertalere i Europa; for 40.000 år siden var de forsvundet fra Østeuropa, og de fandtes herefter kun i Frankrig og Spanien. Sameksistensen mellem Homo sapiens og neandertalerne har varet mellem 2.500 og 5.400 år i forskellige dele af Europa, men siden for 39.000 år siden har der kun levet én mennesketype, Homo sapiens, på Jorden.

Der har i tidens løb været angivet mange forskellige forklaringer på neandertalernes skæbne. Det synes dog sandsynligt, at det er adfærdsmæssige og teknologiske og ikke fysisk-anatomiske forskelle på neandertalerne og Homo sapiens, der gjorde udslaget.

Europas neandertalere var ægte istidsspecialister. Måske blev de udkonkurreret, fordi de var for specialiserede og derfor ikke evnede at omstille sig til ændrede livsvilkår. Til støtte for dette har undersøgelser af den genetiske diversitet hos den formentlig ganske lille gruppe af neandertalere, der levede i Europa på tidspunktet for Homo sapiens’ ankomst, vist, at denne var ganske ringe. Dette kan have betydet, at neandertalerne var særdeles sårbare over for væsentlige ændringer i livsvilkårene.

Neandertalernes livsform var endvidere præget af rutine, forudsigelighed og ringe mobilitet. Sammenlignet med Homo sapiens var deres adfærd langt mere lokaliseret, og deres aktionsradius var lille. Selv om de levede i Istidens Europa, foretrak de helt overvejende de mere tempererede dele af kontinentet. Deres nord-syd udbredelse synes at følge istidens kuldsvingninger. De nåede aldrig længere mod nord end ca. 55 grader nord, og dette kun i sidste mellemistid og i de mildeste perioder af sidste istid. Dette står i skærende kontrast til den hurtige spredning af Homo sapiens mod nord, hvor de nåede Polarcirklen i Sibirien allerede for knap 35.000 år siden – utvivlsomt en effekt af deres uovertrufne evne til kulturel tilpasning, både hvad klæder og våben angår.

Endelig var neandertalernes liv barsk og farligt, hvilket talrige knoglebrud vidner om. Deres foretrukne jagtdyr var vildoksen, som de dræbte med spyd, ikke ved at kaste med disse, men ved at stikke dem ind i dyret på nært hold. Neandertalerne brugte dobbelt så mange kalorier som et hårdtarbejdende nutidsmenneske, dels på grund af deres større kropsvægt, dels og især på grund af kulden og anstrengelserne i forbindelse med jagten, der sled hårdt på dem.

I modsætning hertil var Homo sapiens menneskene langt mere mobile, og evnen til at planlægge og forudse begivenheder var langt mere udviklet hos dem. Homo sapiens spredte sig ud over store områder, og de udnyttede området og ressourcerne langt mere effektivt. De var desuden kreative og udviklede konstant bedre og mere effektive redskaber, med hvilke de udnyttede de tilgængelige ressourcer langt bedre end neandertalerne. Homo sapiens udnyttede et varieret udbud af materialer til redskabsfremstilling, og ofte var materialerne hentet langvejs fra. De fangede laks og jagede rensdyr i stor stil. Homo sapiens var sandsynligvis organiseret i store grupper („stammer“), der lejlighedsvist mødtes og udvekslede idéer.

Arkæologiske studier af bopladser i istidens Vesteuropa har vist, at de bopladser, der repræsenterede Homo sapiens, var talrigere og betydeligt større end dem, der var anlagt af neandertalerne. Det tyder sammen med andre forhold på, at grupperne af Homo sapiens var langt større, måske en faktor 10 større, end neandertalgrupperne, da de to sameksisterede i Europa. Denne markante forskel kan i sig selv have været en afgørende faktor for, hvem der overlevede, og hvem der uddøde.

Neandertalernes bytte blev i bogstaveligste forstand taget fra dem af de nytilkomne. Efterhånden blev neandertalerne reduceret til små grupper på måske kun 10-20 individer, der ikke var i stand til at overleve på det lange sigt. I det sydvestlige Frankrig bukkede de under for ca. 40.000 år siden, måske fordi koncentrationen af Homo sapiens var størst her.

De overlevede længst på Den Iberiske Halvøs sydlige del, hvor Gibraltar har udgjort et sidste tilflugtssted. Ikke mindre end ti neandertallokaliteter er der fundet på klippen, så Gibraltar har på daværende tidspunkt nærmest fungeret som en hel lille „neandertallandsby“. Den samlede befolkning har dog været af ringe størrelse, så der har formentligt været et alvorligt problem med indavl; dette kan have været endnu en årsag til, at neandertalerne til sidst uddøde.

Man skal dog på ingen måde undervurdere neandertalerne. De var et enestående folkefærd, der levede i 150.000 år i istidens grusomme favntag. Man bør snarere undre sig over, at neandertalerne holdt ud så længe, som de gjorde, end over at de bukkede under. Det særlige ved neandertalerne er, at de har været her sammen med os og det endda indtil for kort tid siden: Kun omkring 1.500 generationer er forløbet, siden den sidste neandertaler vandrede rundt i det sydlige Europa. På en måde er neandertalerne langt mere interessante end de første moderne mennesker, fordi de sidste lignede os selv utrolig meget.

Til toppen

Koloniseringen af Amerika
”Fordi dette først kunne ske, da mange år og de ældste tider var forløbet, er der ikke meget, der taler for, at de mennesker, som bebor disse øer og dette kontinent, har været her meget længe.” Således udtalte den navnkundige spanske biskop i Chiapas, Mexico, Bartolomé de Las Casas (1484-1566) i 1542. Eftertiden skulle vise, at han havde ret. Amerika blev koloniseret som det sidste af de store kontinenter, og det skete efter al sandsynlighed først i slutfasen af sidste istid.

Koloniseringen af Amerika er en af de mest spændende og samtidig en af de mest omdiskuterede beretninger i historien om menneskets erobring af kloden. Derfor bliver begivenhederne i det følgende omtalt ret udførligt. Her var situationen en ganske anden end i Den Gamle Verden, for Den Nye Verden var jomfruelig jord. Homo sapiens vandrede ind i landområder, der ikke tidligere havde været beboet af mennesker. Som det vil fremgå, er der stadig usikkerhed om tidspunktet for indvandringen til Amerika, og om Homo sapiens er ankommet hertil i én eller flere omgange i forhistorisk tid.

Christopher Columbus’ (1451-1506) „opdagelse“ af Amerika for mere end 500 år siden kom som et dybt chok for den intellektuelle elite i Renæssancens Europa. Eksistensen af enorme, ukendte kontinenter forstyrrede den etablerede opfattelse af verdens fuldstændighed. Men de indfødte amerikanere var lige så chokerede, da mennesker ankom til deres land fra for dem ukendte kyster. Begge grupper anstrengte sig for at forklare den andens eksistens, og forklaringerne spændte fra at være religiøse eller mytologiske til forestillinger om væsener fra andre planeter.

Da det blev klart, at den nyopdagede verden ikke var Indien, som Columbus ellers troede, spurgte europæerne sig selv, hvem disse mennesker på den anden side af oceanet mon var, og hvor de var kommet fra? Én teori gik ud på, at de indfødte amerikanere var efterkommere af „Israels tabte stammer“. En anden teori kan man stifte bekendtskab med i Mormons bog, der indeholder oplysninger om amerikanernes oprindelse. Det fremgår heraf, at de første amerikanere var landsforviste fra Det Forjættede Land, landsforviste der rejste over Atlanten og ankom til Amerika i år 600 før Kristus; Kristus selv, hævdes det, havde også besøgt Den Ny Verden.

Allerede på Thomas Jeffersons (1743-1826) tid for 200 år siden var det dog blevet opfattelsen, at de indfødte amerikanere stammede fra Asien: På et eller andet tidspunkt i forhistorien havde mindre grupper af mennesker krydset Beringstrædet mellem Sibirien og det nordvestlige Amerika for senere at brede sig mod syd.

 

Fra Sibirien via Beringstrædet
Amerikanernes herkomst har således i århundreder været omgærdet med mystik. Også i nyere tid har der været stor usikkerhed om, hvor de kom fra – både en europæisk og en australo-melanesisk foruden en asiatisk oprindelse har været forslået. Men som nærmere omtalt nedenfor tyder både arkæologiske og genetiske analyser klart på, at Asien er alle oprindelige amerikaneres hjemland.

Vejen fra Asien til Amerika førte over den dengang eksisterende landbro, Beringia, mellem de to kontinenter. Det område, der kaldes Beringia, strakte sig fra Verkhoyansk bjergkæden i Sibirien til Mackenzie-floden i det nordlige Canada, en strækning på 3.200 km; bredden fra nord til syd var på ca. 1.600 km. I dag er Beringstrædet ca. 70 km bredt, men kun 50-60 m dybt. Da havniveauet under dele af sidste istid var sænket med 100-120 m, kan man gå ud fra, at strædet under sidste istid var tørlagt som en bred landbro. Landbroen blev igen oversvømmet for ca. 12.500 år siden. Formentlig var Beringia et refugium under istids kulmination, idet det sydlige og centrale Beringia da havde et relativt mildt klima. Her var landskabet koldt, men isfri tundra med spredt vækst af mindre træer. Der var mange græssende dyr, blandt andet uldhåret mammut, hest, bison og saigaantilope, der givet har kunnet lokke jægere fra Østsibirien videre mod øst.

Dele af det nordlige Eurasien blev koloniseret for 45.000-50.000 år siden, og her levede Homo sapiens i de varmere perioder af sidste istid. På den 57. breddegrad er der fundet 45.000 år gamle knogler, hvorfra arvemassen blev kortlagt; analyse af denne viser, at knoglerne hidrører fra Homo sapiens. Det er sandsynligt, at Homo sapiens koloniserede det nordøstlige Sibirien for omkring 35.000 år siden. Der findes f.eks. velundersøgte øvre palæolitiske lokaliteter i Lena-bassinet i det østlige Sibirien, hvor kulstof 14-datering har dokumenteret tilstedeværelse af mennesker i perioden for mellem 35.000 og 20.000 år siden. I 2002 fandt man stenredskaber og spydspidser fremstillet af elfenben fra mammut og horn fra uldhåret næsehorn ved Yana-flodens bred i det østlige Sibirien 500 km nord for polarcirklen. Redskaberne er ca. 32.000 år gamle. Sammen med redskaberne fandtes talrige mammutknogler, der viser, at levevilkårene trods alt var tålelige så højt mod nord dengang. I 2012 blev der fundet en ca. 45.000 år gammel mammut fra arktisk Sibirien på en formodet slagterplads. Fundstedet ligger ved Yenesei-bugtens østbred på næsten 72 grader nord. Mammutknoglerne bærer mange og tydelige spor efter menneskets aktivitet. Flere andre fundsteder i arktisk Sibirien er omkring 28.000 år gamle.

De fleste genetiske undersøgelser peger på, at alle oprindelige amerikanere, moderne som fortidige, stammer fra en enkelt kildepopulation i Sibirien, der ankom til det vestlige Beringia for 32.000 år siden. For mellem 26.000 og 18.000 år siden migrerede de til det østlige Beringia og udviklede her de genetiske karakteristika for de oprindelige amerikanere.

Nogle genetiske undersøgelser indikerer, at Beringia-populationen blev isoleret fra den asiatiske oprindelsespopulation for 30.000 år siden, hvorefter der ikke fandt yderligere indvandring sted fra Asien i forhistorisk tid. Andre genetiske undersøgelser tyder omvendt på, at der efter istidskulminationen var en ny indvandring fra Sibirien til Nordamerika (repræsenteret ved haplotype D2 i mtDNA). Dette kan i givet fald være Na-Dené talende folk (athapaskere). De fleste genetiske undersøgelser viser dog, at Na-Dené og Eskimo-Aleutere er tættere beslægtet med andre oprindelige amerikanere end med moderne asiatiske populationer. Det mest sandsynlige er derfor, at den under istidskulminationen isolerede befolkning i Beringia har givet ophav til alle grupper af oprindelige amerikanere. Størrelsen af den indvandrende befolkning er skønnet til at være på 5.000-10.000 individer. Befolkningen i Beringia kan have været opdelt i grupper, der uafhængigt af hinanden vandrede mod syd efter istidens kulmination. Det kan blandt andet forklare den store sproglige diversitet.

Landvejen fra Beringia til det sydlige Nordamerika var blokeret af mægtige iskapper indtil for omkring 15.000 år siden, og det er derfor usandsynligt, at der var mennesker i Nord- og Sydamerika før end for 15.000 år siden. De to iskapper har varieret meget i udstrækning under sidste istid, og i perioder har der været en isfrie korridor („the Alberta Corridor“) mellem det centrale isskjold over Hudson Bay og iskappen over Rocky Mountains. Korridoren har været lukket under den sidste kuldeperiode, der indledtes for ca. 22.000 år siden, for først at blive genåbnet for omkring 14.000 år siden. Kystområderne langs Stillehavet blev dog isfrie noget tidligere, hvorfor kolonisation langs kysten allerede kan være sket for omkring 15.000 år siden. En hurtig spredning langs kysten kan forklare, at Monte Verde i det sydlige Chile allerede blev nået for 14.700 år siden. Mange spor efter en kolonisering langs kysten vil i dag være forsvundet på grund af havstigningen i Holocæn.

Denne isfri korridor har været central i diskussionen om koloniseringen af Amerika. Under en stor del af sidste istid havde de nævnte iskapper isoleret Beringia fra den isfri del af det sydlige Nordamerika. Men mod slutningen af istiden, for 14.000-15.000 år siden, åbnedes som nævnt en 1.500 km lang korridor mellem de to iskapper. Men det har været et stort spørgsmål, hvornår planter og dyr koloniserede korridoren, og hvornår det blev muligt for mennesker at passere den. Blandt andet kulstof-14 datering af dyrefossiler og mtDNA udvundet fra bisonfossiler, der levede i slutning af istiden, har været anvendt til at afgøre, hvornår korridoren har været åben. I én undersøgelse tyder det på, at den var lukket mellem for 23.000 og 13.400 år siden. Først herefter optræder der evidens for, at bisoner brugte korridoren fra syd mod nord og fra for 13.000 år siden den modsatte vej. Disse dateringer ligger umiddelbart før Clovis-kulturen, der traditionelt er blevet regnet for den tidligste amerikanske kultur, optræder i det indre Nordamerika. En anden undersøgelse, der er baseret på en kombination af kulstof-14 datering, dyrefossiler og genetiske analyser, viser, at steppevegetation, bison og mammut benyttede korridoren for ca. 12.600 år siden, mens åben skov befolket af elg og hjort fandtes for 11.500 år siden. Disse dateringer er for sene til, at korridoren kunne være benyttet af Clovis-folket, der eksisterede i Nordamerika syd for iskapperne for 13.200 til 12.700 år siden.

 

Arkæologiske vidnesbyrd
Indtil midten af 1970’erne var det en udbredt opfattelse, at Amerika oprindeligt blev koloniseret af en lille gruppe asiatiske storvildtjægere, der vandrede over Beringbroen for godt 13.000 år siden, i slutningen af den varmetid, der kaldes Allerødtid. Kun inuitterne var kommet til senere. Denne opfattelse blev støttet af, at de ældste bopladser i Alaska er dateret til at være 13.800 år gamle.

De oprindelige indvandrere spredtes hurtigt ud over hele det amerikanske kontinent, hvor de ifølge den såkaldte ”Clovis-først-teori” grundlagde den øvre-palæolitiske clovis-kultur. Clovis-kulturens varemærke er clovis-spidsen, en lille riflet, bifacial pile- eller spydspids med konkav basis og en karakteristisk langstrakt indkærvning på den ene side beregnet til skaftet.

Clovis-kulturen er opkaldt efter en lokalitet i New Mexico, hvor clovis-spidser første gang blev fundet i 1929 siddende i en mammutknogle; lokaliteten er dateret til at være 11.000 år gammel. Spydspidser af en lidt yngre dato blev dog allerede fundet i 1927 i Folsom lidt nord for Clovis. Spor efter clovis-kulturen er siden fundet over størstedelen af det nord- og sydamerikanske kontinent. Clovis-kulturen er aldrig fundet i Asien, hvorfor den må være udviklet i Amerika efter indvandringen dertil.

Fra midten af 1970’erne blev der beskrevet flere arkæologiske lokaliteter, der hævdedes at være ældre end clovis-kulturen. To af de bedst undersøgte lokaliteter er fra Sydamerika, henholdsvis Pedra Furada i Brasilien og Monte Verde i Chile, der begge oprindeligt blev dateret til at være over 30.000 år gamle. Nye dateringer har imidlertid angivet en ret præcis alder på 14.700 år for Monte Verde, mens dateringen af Pedra Furada er meget tvivlsom. Ved Monte Verde er de arkæologiske lag særdeles velbevarede, idet de har været dækket af et vandtæt tørvelag. Blandt andet har man fundet resterne af et stort, ellipseformet skindtelt.

En række lokaliteter fra Nordamerika, hvoraf nogle stadig diskuteres livligt, er dateret til at være mellem 14.000 og 15.000 år gamle. Et nyligt fund af knuste mastodontknogler og -stødtænder fra det sydlige Californien (Cerutti Mastodon archaeological site) er blevet taget til indtægt for, at Amerika kan være blevet koloniseret for allerede 130.000 år siden! Nogle af knoglerne var brudte på en måde, der kunne tolkes som en bevidst handling med henblik på at få adgang til den næringsrige marv. Sammen med mastodontfossilerne fandtes større og mindre sten, der er blevet tolket som mulige kernesten og flækker. Men der er ikke fundet hominine fossiler på lokaliteten. Det har været foreslået, at sen Homo erectus, neandertalere eller Denisova-mennesker og ikke Homo sapiens kunne være ansvarlige for de knuste mastodontknogler, men der er dog intet, der tyder på, at de nævnte mennesketyper skulle være nået til Amerika.

Sammenfattende kan man konkludere, at de arkæologiske data synes at give sikre vidnesbyrd om tilstedeværelsen af mennesker i Amerika for i hvert fald 15.000 år siden, hvorfor eksistensen af en kultur forud for clovis i dag synes indiskutabel. Det kan tilføjes, at ingen hominine fossiler fra Amerika er ældre end 13.000 år.

Til støtte for „Før-Clovis“ teorien tæller også, at det i 2008 lykkedes at udvinde DNA fra fossil menneskeafføring, der var blevet fundet i en hule (Paisley) i staten Oregon; afføringen er dateret til at være ca. 14.100 år gammel.

 

Sproganalyser
Der er tre hovedgrupper af sprog i Amerika: De to første, eskimo-aleutisk (eskaleutisk) i Arktis og Na-Dene i nordvest, er hver for sig ret ensartede. Den tredje sproggruppe, amerindisk, varierer derimod kolossalt.

Som beskrevet i næste afsnit må amerinderne antages at være de første, der ankom til Amerika. Men det er usikkert, om de repræsenterer et enkelt indvandret folk fra Beringia, der siden splittedes op i talrige mindre grupper, eller om de er et resultat af mange adskilte indvandringer. Sandsynligheden taler for det sidste, som det vil fremgå af næste afsnit (Reich 2012).

Med Na-Dene-indianerne og eskimo-aleuterne (inuitterne) er det lettere. De repræsenterer med stor sandsynlighed to adskilte indvandringer fra Beringia, der fandt sted efter istidens afslutning for henholdsvis 8.000-10.000 og 5000 år siden. Na-Dene-indianerne findes i det centrale Alaska, i det nordvestlige Canada og i et mindre område i det sydvestlige USA (apache, navajo med flere), hvortil de ankom i historisk tid for mindre end 1000 år siden. Eskaleutisk tales af inuitterne, der bebor de arktiske egne af Nordamerika samt Grønland; de er i familie med de sibiriske chukchier. Grønland blev første gang koloniseret for 4.500 år siden i form af Saqqaq-kulturen.

 

Genetiske vidnesbyrd
Det er især analyse af mitokondrie-DNA (mtDNA), der har bidraget til klarlæggelse af udvandringsmønstret fra Asien til Amerika. mtDNA-analyser viser, at 97 % af alle nulevende indianere nedstammer fra fire mtDNA-haplogrupper (A-D, nogle få nedstammer fra haplogruppe X), der alle har deres oprindelse i Asien, og hvor tilsvarende ingen af dem findes hos nulevende afrikanere og europæere. Hver haplotype er karakteriseret ved sin egen sjældne, asiatiske markør. Alle amerikanske mtDNA-linjer og Y-kromosom-linjer kan tilsyneladende føres tilbage til samme region i Asien, nemlig den sydlige Altai-region i Sibirien, hvilket antyder en fælles genpulje for alle oprindelige amerikanere.

Alle fire haplotyper findes repræsenteret hos amerinderne i såvel Nord- som Central- og Sydamerika. Amerinderne repræsenterer som nævnt efter al sandsynlighed mere end én migrationsbølge mod syd, en ældre og en eller flere yngre, hvoraf én formentlig repræsenterer clovis-folket. Undersøgelse af mtDNA’s variation viser, at denne er 3-4 gange større hos amerinderne end hos nogen af de andre grupper. Dette tyder således på, at amerinderne er langt den ældste gruppe, og at de må være ankommet mod slutningen af sidste istid, mens Na-Dene-indianerne og inuitterne først er ankommet efter istidens afslutning.

Hos Na-Dene-indianerne finder man derimod næsten udelukkende haplotype A, hvilket også er tilfældet for nutidens beboere af det nordlige Sibirien. De genetiske analyser viser endvidere, at Na-Dene-indianerne og eskaleuterne (inuitterne) er to adskilte befolkningsgrupper, men dog nærmere beslægtet med hinanden end nogen af dem er med amerinderne. Begge synes helt at mangle haplotype B.

Undersøgelser af Y-kromosomets DNA har vist, at en mutation heri kaldet M242 (haplogruppe Q) er opstået i Asien, men umiddelbart inden de første mennesker krydsede Beringbroen; M242’s alder sætter derfor en øvre grænse for tidspunktet for den første indvandring til Amerika. Alderen på M242 er med stor sandsynlighed mellem 15.000 og 18.000 år. I 2014 blev det første komplette genom fra en oprindelige amerikaner (drengen Anzick-1), der døde for 12.500 år siden i Montana, kortlagt. Anzick-1 havde Y-haplogruppe Q som beskrevet.

Sammenholdt med de arkæologiske fund peger de genetiske analyser på, at Amerika er koloniseret ad flere omgange, måske ad tre eller fire indvandringsbølger fra Asien/Beringia. Ingen indvandring fra Beringia fandt sted tidligere end for 18.000 år siden. Sandsynligvis har udgangspunktet for koloniseringen af Amerika været en kernegruppe, der blev etableret i Beringia under sidste istids kulmination for 18.000-20.000 år siden, hvor området har fungeret som et refugium.

Fra Beringia bredte den første koloniseringsbølge sig sandsynligvis mod syd langs den isfri kyst, mens en senere indvandring senere end for 14.000 år siden kan være sket over land via den isfri korridor. Dem, der fulgte kysten, kan være nået helt ned til Monte Verde. Andre kan være gået ind i landet syd for isranden, hvor de kan have fulgt mastodonter og mammutter ind i det centrale Nordamerika. Clovis-kulturen kan enten være opstået fra disse eller repræsentere en ny indvandring fra den fælles genpulje i Beringia, da iskorridoren var passabel for ca. 14.000 år siden.

 

Clovis og Folsom
Det berømte clovis-folk, de nordamerikanske mammutjægere, ankom altså mod slutningen af sidste istid, efter at Beringsbroen var blevet genåbnet. Clovis-folket var et af de mest bemærkelsesværdige folkeslag overhovedet: I løbet af dets korte eksistens, der kun varede i ca. 500 år for mellem 13.200 og 12.700 år siden, svarende til sen Allerødtid, skete der en voldsom befolkningseksplosion, og clovis-folket nåede i løbet af denne korte tid at bosætte sig overalt i den isfrie del af Nordamerika fra den canadiske prærie i nord til det centrale Mexico i syd.

Selv om det måske kun var 100 istidsjægere, der for 13.500 år siden krydsede Beringbroen, ville en årlig befolkningstilvækst på blot 2-3 % føre til en fordobling i løbet af en enkelt generation (25 år) og i løbet af 300 år ville befolkningen være vokset til ca. en million. Og det er præcis, hvad de arkæologiske fund viser! Clovis-folket opfattes som et af istidens store jægerfolk; de var ægte storvildtjægere. Da de nåede syd for isranden, mødte de en verden, der vrimlede med storvildt: Mammut, mastodont, bison, kæmpedovendyr, vildheste foruden tre arter af kameler, flere arter af antiloper, kæmpegnavere og tapirer. Endvidere beherskedes sletterne af så imponerende rovdyr som løver, bjørne, sabelkatte og ulve. Storvildtet var ikke vant til omgangen med mennesker, hvorfor de formentlig alle var forholdsvis let bytte for clovis-menneskene.

Kun clovis-folket er entydigt forbundet med mammutten i Nordamerika. De jagede mammutten i stort tal, men nedlagde som oftest enkelte dyr ad gangen. I modsætning hertil nedlagde de efterfølgende Folsom-jægere bisonen i større og mindre flokke.

Det hele var som nævnt overstået for clovis-folket efter blot 500 år. Lige så pludselig og dramatisk som deres indtræden på scenen var, lige så pludselig forsvandt de og deres kultur igen. Mod clovis-kulturens slutning var mere end 80 % af alt storvildtet forsvundet fra Nordamerika, og mange arter herunder mammutten, mastodonten, kæmpedovendyret, vildhesten, flere bjørnearter og sabelkattene var uddøde. Samtidig undergik landskabet og floraen lige så dramatiske ændringer som følge af temperaturstigningen og isens afsmeltning.

Clovis-kulturen blev afløst af folsom-kulturen, der i teknologisk henseende ikke afveg meget fra førstnævnte. Men den virkelighed, som folsom-menneskene blev konfronteret med, var ganske anderledes. Tilbage af storvildtet var kun bisonen, og de arkæologiske fund fremstiller da også folsom-menneskene som specialiserede bisonjægere. Ikke en eneste mammut blev dræbt af folsom-menneskene. Folsom-kulturen spredtes lige så hurtigt, som det var tilfældet med clovis-kulturen: På mindre end 1.000 år blev hele Amerika befolket fra Edmonton i nord til Tierra del Fuego (Ildlandet) på kontinentets sydspids, en distance på 8.000 km!

Under folsom-kulturen var befolkningstilvæksten mindst lige så stor som under den foregående clovis-kultur, og folsom-folket efterlod sig flere og større bosættelser. Deres kultur udvikledes hurtigt i utallige retninger, hvilket skabte den righoldige kulturelle og sproglige mosaik, der karakteriserede den tidlige amerindiske verden.

Amerikas befolkning gjorde sig således bemærket ved en overordentlig hurtig udbredelse til hele det store kontinent. På forbavsende kort tid blev kontinentet transformeret fra et land uden Homo sapiens til menneskehedens nye verden. Da Columbus ankom til Amerika, taltes befolkningen i adskillige millioner, og flere maya- og aztec-byer havde over 100.000 indbyggere. Amerika var da hjemsted for mere end 1.000 forskellige sprog og kulturer, hvoraf kun halvdelen har overlevet til i dag.

Til toppen

Koloniseringen af Den Nye Verdens Arktis
Den første kolonisering af Den Nye Verdens Arktis skete som for det øvrige Amerikas vedkommende fra Sibirien og fandt sted for ca. 5.000-6.000 år siden. De fortidige og nulevende arktiske folk kan opdeles i 1. tidlige palæo-eskimoer (Saqqaq kulturerne); 2. sene palæo-eskimoer (tidlig, mellem og sen Dorset kultur) og 3. Thule kulturen, der er yngst. Koloniseringsmønstret er primært kortlagt ud fra genetiske undersøgelse af fossilt DNA fra knogler, tænder og hår fra arktisk Sibirien, Alaska, Canada og Grønland samt af DNA fra nulevende inuitter. Desuden har arkæologiske undersøgelser givet væsentlige bidrag. En dansk forskergruppe fra Københavns Universitet under ledelse af professor Eske Willerslev har stået for de fleste genetiske undersøgelser.

Palæo-eskimoerne var et folk, der viste genetisk kontinuitet over 4.000 år; de blev imidlertid fortrængt af Thulekulturen for mindre end 700 år siden. Thule inuitterne er genetisk distinkte og forfædre til alle nulevende inuitter.

Saqqaq kulturen kom til Grønland for ca. 4,500 år siden og blev for 2.800 år siden erstattet af dorset kulturen. Saqqaq kulturen bukkede formentlig under på grund af en klimaforværring, hvor Dorset kulturen var kulturelt bedre tilpasset et højarktisk klima; blandt andet havde de snesko og isknive, så de kunne skære gennem havisen; de var derfor bedre til at jage på havisen.

Dorset kulturen forsvandt igen fra Grønland for 2.200 år siden. Nordboerne (vikingerne) kom til Grønland ca. år 1000, men forsvandt igen fra Vesterbygden midt i det 14. århundrede og fra Østerbygden midt i det 15. århundrede, da klimaet blev koldere. Thule inuitterne ankom til Grønland ca. år 1200. Der er ikke påvist mtDNA fra vikingerne hos inuitterne.

Til toppen

Koloniseringen af Stillehavsområdet
Det blev nævnt tidligere, at mennesket for 50.000 år siden med båd nåede fra det sydøstasiatiske hovedland til dele af Indonesien (Suwalesi eller Celebes), Ny Guinea, Australien, New Ireland og de nordlige Salomon-øer. Under sidste istid førte den globale havsænkning til en drastisk udvidelse af Den Malaysiske Halvø, der blev landfast med Sumatra, Java, Borneo, Bali og en række småøer, der tilsammen dannede Sunda-landet. I samme tidsrum var Ny Guinea, Australien og Tasmanien forbundet med landbroer og dannede subkontinentet Sahul.

For at nå fra fastlandet ud til de nye områder var det alligevel nødvendigt at krydse et farvand af en bredde på omkring 90 km. Dette palæolitiske „bådfolk“ er forfædre til de nuværende, oprindelige beboere af Australien og Ny Guineas indre højland. De omtalte landmasser blev atter adskilt for 8.000 år siden, hvilket afbrød kontakten mellem den australske urbefolkning og urbefolkningen på Ny Guinea, der herefter udviklede sig uafhængigt af hinanden.

Den resterende del af Stillehavsområdet, Mikronesien og Polynesien, er først blevet koloniseret efter sidste istid. Denne kolonisering skal ses i sammenhæng med den ekspansion, der fulgte i kølvandet på agerbrugets oprindelse i begyndelsen af neolitikum. Kolonisationen af Stillehavsområdet er blevet studeret ved hjælp af arkæologiske undersøgelser, sproganalyser og genetiske analyser, der giver nogenlunde overensstemmende resultater.

Kolonisationen af Stillehavsområdet fra det sydøstasiatiske hovedland repræsenterer en af de største folkevandringer overhovedet i forhistorien. Tusindvis af sømil blev tilbagelagt på det åbne ocean i primitive kanoer. Arkæologisk er denne migrationsbølge repræsenteret ved lapita-kulturen, der blev udbredt over hele området, bortset fra Australien og Ny Guinea. Lapita-kulturen er særlig kendt for sin keramik, smykker gjort i obsidian og skaller fra muslinger og snegle. Desuden var økser af basalt, tatovering og klæder fremstillet af bark en del af kulturen. Lapiti-folket dyrkede taro, yams, brødfrugt og bragte grise og kyllinger med sig.

For 40.000 år siden var New Britain og New Ireland, der ligger nord for Ny Guinea og aldrig har været del af Sahul, koloniseret. Salomonøerne, der er den østligste del af Næroceanien, blev nået for 30.000 år siden. Koloniseringen af Fjernoceanien begyndte først for 3.000 år siden. Samoa og Tonga blev koloniseret for 2.850 år siden, mens resten af Polynesien først blev koloniseret 1.500-2.000 år senere. Koloniseringen af det centrale og østlige Polynesien synes at være sket i to faser: Selskabsøerne (Tahiti m.fl.) blev nået ca. år 1000, hvorefter det østlige Polynesien hurtigt blev koloniseret 2-300 år senere. New Zealand og den fjerntliggende Påskeø (eller Rapa Nui) var de sidste områder, der blev koloniseret, hvilket skete sent i 1200-tallet. Analyse af mtDNA på Påskeøen viser i øvrigt entydigt, at dette er polynesisk, mens der ikke findes genetiske spor efter sydamerikanere (Matiso-Smith 2015). Bemærk i øvrigt, at Madagaskar og de nærliggende Comoro-øer befolkningsmæssigt hører til Stillehavsområdet. De er formentlig oprindeligt blevet koloniseret fra Borneo og ikke fra det afrikanske kontinent.

Genetiske undersøgelser tyder på, at der allerede for 8.500 år siden opstod en kernegruppe i Næroceanien centreret omkring Bismarck-øgruppen, der har fungeret som korridor for den videre migration mod øst og vest. Det var her, at det såkaldte polynesiske markørmønster i mtDNA og Y-kromosom-DNA opstod. Herved forstås et særligt sæt af genetiske markører, der findes med meget høj hyppighed blandt alle austronesisk-talende befolkningsgrupper fra Madagaskar i vest til Påskeøen i øst, og udelukkende blandt disse befolkningsgrupper. Det er muligt at følge koloniseringen af Polynesien ved hjælp af dette markørsæt.

Taiwan menes at være oprindelsesstedet for lapiti-kulturen og udgangspunkt for koloniseringen af Polynesien. Lapiti-kulturen kom med den nødvendige teknologi, udriggerkanoer udstyret med sejl, og de havde udviklet evnen til at skønne breddegraden ud fra stjernerne samt evnen til at krydse mod passatvinden. Der har traditionelt været opstillet to forskellige scenarier for koloniseringen af Polynesien: Det var enten bønder, der sejlede direkte fra de sydøstasiatiske øer til de fjerne øer i Stillehavet (”eksprestogshypotesen”) eller, alternativt, havde de gjort ophold i Melanesien og der blandet sig med de lokale jæger-samlere, hvorefter de spredte sig langsomt mod øst (”langsom bådshypotesen”). Omfattende genetiske studier, der blev offentliggjort i 2016, favoriserer klart den første hypotese: De gamle søfarere var sydøstasiater, der hurtigt sejlede ud i Stillehavet. Det var først langt senere, at melanesiere sejlede ud i Oceanien og blandede sig med polynesierne. De nye undersøgelser er blandt andet baseret på analyse af DNA fra fire, 2.300-3.100 gamle kvindelige skeletter fra Vanuatu og Tonga. Tre af de undersøgte skeletter fandtes sammen med genstande fra lapiti-kulturen. Man sammenlignede det udvundne DNA med DNA fra 800 nulevende østasiater og beboere af Oceanien. De fire kvinder var alle nært beslægtet med Atayal-folket fra Taiwan og Kankanaey-folket i Filippinerne. Der fandtes ikke evidens for opblanding med melanesiere fra Papua Ny Guinea. Nutidens polynesiere bærer dog rundt på betydelige mængder DNA fra melanesiere, men der er tale om lange, ubrudte sekvenser, der viser, at disse sekvenser blev inkorporeret i polynesiernes DNA relativt for nylig efter, at lapiti-kulturen forsvandt for godt 500 år siden. Meget af det melanesiske DNA kom fra mænd, som parrede sig med polynesiske kvinder.

”Eksprestogshypotesen” er i overensstemmelse med de lingvistiske undersøgelser, hvor den austronesiske sprogfamilie spredtes fra Østasien til Oceanien og er distinkt fra Papua-sprog i Melanesien.

Den austronesiske sprogfamilie
Sproganalyser har gjort det klart, at den austronesiske sprogfamilie blev dannet og udbredt i forbindelse med landbrugets opståen i Sydøstasien for ca. 8.000 år siden. Austronesisk omfatter omkring 1200 forskellige sprog og tales i dag af 200 millioner mennesker, der alle er efterkommere af de oprindelige mennesker i Thailand, det centrale Sydvietnam, Madagaskar, Malaysia, Filippinerne, Indonesien, Stillehavsøerne (undtagen dele af Melanesien) og Taiwan.

De austronesisk-talende folkeslag har sandsynligvis deres rødder i det sydøstlige Kina eller i det indonesiske øhav, hvorfra de udvandrede til Taiwan for 6000 år siden. Taiwan var oprindeligt beboet af negrito-befolkninger, der er pygmæ-lignende befolkningsgrupper, som er spredt ud over de fjernere dele af Sydasien, Filippinerne og Ny Guinea. De findes blandt andet i junglen på den malajiske halvø og på Sumatra, på Andamanerne og Filippinerne. De austronesisk-talende folk bragte risen fra Kina til Taiwan foruden grise, vandbøfler og kyllinger, keramik, vævning og metal. Det kan nævnes, at der i 1600-tallet skete en ny massiv indvandring til Taiwan, denne gang af Han-talende kinesere, der for en stor dels vedkommende fortrængte den oprindelige, austronesisk-talende befolkning.

På Taiwan tales det ældste austronesiske sprog (oprindeligt kaldet malayo-polynesisk), og det er også her, at den sproglige variation er størst: 8 af 9 underfamilier af austronesisk tales på Taiwan; alle austronesiske sprog uden for Taiwan tilhører den 9. underfamilie. Der er derfor al mulig grund til at tro, at austronesisk blev udviklet her. Der er også grund til at tro, at den berømte udriggerkano, der fik afgørende betydning for koloniseringen af Stillehavet, blev opfundet på Taiwan; i hvert tilfælde var den opfundet, da austronesierne nåede Filippinerne for 5.500 år siden.

Fra Filippinerne skete den videre udbredelse til det sydøstasiatiske øhav og herfra til hele Stillehavsområdet i løbet af de næste 4000 år. Da austronesierne nåede Fiji og det vestlige Polynesien for 3000 år siden, var risdyrkningen af uklare årsager helt glemt. Austronesierne nåede ikke Australien og højlandet på Ny Guinea, hvorimod de koloniserede de lavtliggende kystområder på Ny Guinea.

Til toppen

Tiden efter den afrikanske eksodus
Med neandertalernes uddøen var de arkaiske mennesker endegyldigt fordrevet fra det eurasiske fastland. Det moderne menneske havde 20.000 år efter den afrikanske eksodus bosat sig over det meste af kloden.

Befolkningerne var endnu meget små og spredte, men de strakte sig tværs over Eurasien, Sunda, Sahul og Afrika. Der var kun tale om et spredt mønster af stammer uden kontakt med stammer fra andre kontinenter og ingen central autoritet. Arkæologer har ikke fundet spor efter landsbyer eller byer fra denne periode; folk levede stadig med naturen, og deres eksistens var helt afhængig af jagt og indsamling af planter. I starten, i hvert fald indtil for 30.000 år siden, havde menneskene overalt lignet hinanden; de var alle efterkommere af en lille flok afrikanere, der igen var en del af en ikke særlig stor modergruppe.

De første moderne mennesker var således en afrikansk „art“, der pludseligt havde udvidet sit råderum. I flere tusinde år havde de eksempelvis beholdt deres mørke hud. Det er derfor helt sandsynligt, at de første moderne europæere også var mørke i huden og i øvrigt har haft mange andre afrikanske træk. Derimod havde neandertalerne jo levet i titusindvis af år i Europa, hvorfor de var lyse i huden. De to grupper, neandertalerne og de moderne, ville derfor som udgangspunkt have set meget forskellige ud, og det er da en mulighed, at de vidtgående har undgået hinanden. De moderne ville formentlig have bevaret deres afrikanske træk i adskillige tusinde år efter ankomsten til Eurasien.

Vor art spredtes fra Afrika med dens moderne, genetisk bestemte krop og hjerne, med kapaciteten for sprog og for indlæring og med en fælles kulturel bagage, der allerede var betydelig og f.eks. omfattede fremstilling af redskaber, anvendelse af ild og tilberedning af maden, viden om hvordan man laver tøj og smykker og evnen til at lave både. Disse tidlige mennesker besad og var fælles om et betydeligt antal sociale kompetencer med omfattende netværk inden for og imellem grupper.

Hvorfor der efterfølgende opstod store forskelle mellem de forskellige kontinenters folk, er et af forhistoriens store mysterier. Historikere og samfundsforskere anfører som regel rene kulturelle eller miljømæssige forklaringer på disse forskelle. Man kan imidlertid ikke komme uden om, at genetiske forskelle også kan have haft betydning, blandt andet fordi det er vanskeligt for en organisme ikke at reagere biologisk (genetisk) på vedvarende miljømæssige udfordringer. Når mennesker bosætter sig i arktiske egne, tilpasser de sig genetisk til kulden og udvikler den fysik, der er karakteristisk for inuitter. Når folk bosætter sig i tropisk regnskov, udvikler de pygmæhøjde, en tilpasning, der er sket mindst tre gange uafhængigt af hinanden siden udvandringen fra det gamle hjemland.

Spredt i små grupper fra Afrika til Australien, fra Østasien til Europa, var menneskene i øvre palæolitikum og fremefter med andre ord udsat for forskellige selektionstryk og virkningen af den tilfældige genetiske drift.

Da den oprindelige befolkning spredte sig ud over kloden for 60.000 år siden igangsatte evolutionen et fantastisk eksperiment: Hver gruppe udviklede sin egen vej. Denne udvikling var både kulturel med et uendeligt stort antal sprog, religioner og livsstile til følge, og genetisk, da hver gruppe reagerede på de forskellige klimatiske forhold, det fysiske miljø i øvrigt samt på forskellige sociale relationer, som den enkelte gruppe udviklede. Isoleret på deres forskellige kontinenter fulgte de forskellige grene af den store familie hver deres vej, efterhånden som de hver især tilpassede sig den fremmede verden, som lå hinsides grænserne for deres gamle hjemland.

Til toppen