Tasmanien er en bjergrig ø beliggende 300 km ud for Australiens sydøstkyst. Øen er på størrelse med Irland. Da europæerne opdagede øen i 1642 beboedes den af ca. 5.000 jæger-samlere (Palawa) beslægtede med aboriginerne på det australske fastland. Disse jæger-samlere besad den formentligt mest primitive teknologi blandt alle moderne folkeslag: De fremstillede nogle få typer sten- og træredskaber, men havde hverken metalredskaber, landbrug, keramik eller bue og pil. Årsagen til det primitive teknologiske stade var en årtusind lang isolation fra resten af menneskeheden, en isolation, der i hvert tilfælde har stået på siden oversvømmelsen af landbroen mellem Tasmanien og det australske fastland for 10.000 år siden. Tasmanierne havde primitive både, der kun var brugbare til korte rejser. De havde således været overladt til deres eget univers i hundreder af generationer og dermed overlevet den længste isolation i det moderne menneskes historie. Noget lignende har gjort sig gældende for Ildlandets oprindelige befolkning på Sydamerikas yderste spids, og også her resulteret i et primitivt teknologisk stade.

Tasmanien blev befolket fra det sydøstlige Australien under sidste istid. Havniveauet skulle blot være sænket 64 m for at skabe en landbro. De ældste arkæologiske fund er ca. 25.000 år gamle.

I 1772 skete den første kontakt med europæiske opdagelsesrejsende, da franskmanden Marc-Joseph Marion du Fresne (1724–1772) landede ved Marion Bay. De indfødte var ret sky og søgte ikke nærmere kontakt med de fremmede. En anden franskmand, Antoine D’Entrecasteux (1737-1793), kom til øen i 1792 og 1793. D’Entrecasteaux’ folk havde mere held med at skabe kontakt til de indfødte, og de blev mødt med stor venlighed. Det generelt venlige og fredelige møde passede i øvrigt fint ind i det Rousseau’ske billede som Oplysningstidens franskmand havde af de vilde som venlige og uskyldige. Franskmændene mødte de indfødte som det de var, nemlig mennesker. Både franskmændene og de indfødte ønskede at lære af hinanden: Franskmændene gjorde minutiøse optegnelser om de indfødtes livsførelse, mens tasmanierne var meget optaget af europæernes lyse hud, deres tøj og fraværet af deres kvinder.

Anderledes gik det, da der i 1803 blev sejlet 49 englændere fra Port Jackson (det senere Sydney) til Tasmanien; af disse var 24 stærkt kriminelle, 8 var soldater, nogle var frivillige nybyggere, en var kirurg og en militær leder.  Englænderne bosatte sig permanent og grundlagde Hobart Town[1].

På daværende tidspunkt fandtes der næppe nogle folkeslag på Jorden, der var mindre egnede til at forstå hinanden end tasmanierne og de hvide engelske kolonister.Der osptod næsten øjeblikkeligt konflikter. Bl.a. bortførte englænderne de tasmanske børn som arbejdere og kvinderne som ægtefæller, mens mændene blev lemlæstede eller slået ihjel. En fåreholder skød således 19 tasmaniere med en særlig spredebøsse ladet med søm, mens fire andre fåreholdere indfangede en gruppe indfødte i baghold, dræbte 13 og kastede ligene ud over en klippeskrænt. De indfødte blev tvunget til at fortrække til øens indre.

De indfødte blev også forfulgt af bortløbne straffefanger, som levede af at jage kænguruer, og som øens regering i starten faktisk betalte for at skyde kænguruer på grund af problemer med at skaffe mad nok. Indtil disse undvegne fanger blev bragt under kontrol af løjtnant guvernør William Sorell (1775-1848) omkring 1820 udførte de ufattelige grusomheder over for de indfødte. Indfødte mænd blev dræbt for deres kvinder eller for at fodre deres egne hunde. Nogle gange blev de indfødte endog stegt levende. Én historie omhandler en undvegen kaldt ”Carrots”, som dræbte en indfødt mand og derefter tvang konen til at bære hendes myrdede mands blodige hoved i en rem om halsen.

I begyndelsen skete disse overgreb uden megen gengældelse, men efter 1820, hvor antallet af kolonister (både straffefanger og frivillige) steg kraftigt, begyndte spredningen af bønder at udøve en alvorlig trussel mod de indfødtes jagtområder[2]. De indfødte var ude af stand til at trække sig yderligere tilbage på grund af indbyrdes konkurrerende stammer, hvorfor de var tvunget til at stjæle kvæg m.m. fra bønderne. Som gengæld blev de indfødte jagtet som dyr; der blev opsat fælder for dem, eller de blev skudt ned fra træerne. Dette medførte så gengældelsesangreb på isolerede bønder og deres huse, hvilket igen afstedkom et krav fra nybyggerne om militær beskyttelse. Selv om både Sorell og hans efterfølger som guvernør, George Arthur, opfattede de indfødtes angreb som en konsekvens af en oprindelig aggression fra nybyggernes side, blev der gradvist åbnet op for en mere aktiv politik.

På dette tidspunkt var vigtige økonomiske interesser kommet i spil. Spekulanter i London havde investeret en million pund i Van Diemans Land kompagniet, som lededes af Tasmaniens guvernør. Kompagniet ejede store landområder på øen, hvorfra kænguruer blev udryddet og erstattet med får. Øens hvide befolkning blev fordoblet hvert 5. år, og over halvdelen var nu frivillige nybyggere. Disse følte lidet ansvar fra fortidens grusomheder udført af straffefangerne og endnu mindre fællesskab med de nøgne vilde, der truede deres gårde og kvæg, hvorfor de nye nybyggere ikke havde problemer med at kræve deres ret over for de indfødte. Som redaktøren af Colonial Times sagde i 1826: Vi gør ikke noget stort nummer ud af at være filantropiske. Regeringen må fjerne de indfødte; hvis ikke vil de blive jaget som vilde dyr og slået ihjel. Dette skete faktisk med stor hast. Den følgende juli kunne Times rapportere drabet på 60 tasmaniere som hævn for mordet på en nybygger. Ved en anden lejlighed samme år omringede en gruppe soldater 70 indfødte og slog hjernerne ud på kvinderne og børnene.

I 1828 blev krigsretsloven indført, hvorved soldater bemyndigedes til at dræbe enhver tasmanier ved første syn på bosat område. Som næste skridt blev der indført præmier for hver indfødt: Fem britiske pund for hver indfanget voksen tasmanier, 2 pund for hvert barn.

I begyndelsen af 1828 etablerede guvernør Arthur en linje af militærposter med henblik på at isolere de indfødte på den vestlige barske og mest ufrugtbare del af øen. De, der befandt sig på den østlige del, blev tvangsforflyttet. Bander af kriminelle blev mod fritagelse for yderligere straf sendt ind i bushen for at indfange indfødte. Men den ”sorte krig”, som perioden mellem 1826 og 1831 kaldtes, trak ud, og mange hvide blev også dræbt.

Lige fra begyndelsen af den ”sorte krig” var det et krav fra nybyggerne overfor guvernøren, at han ikke blot skulle forhindre de indfødtes adgang til nybyggernes område, men også helt fjerne dem fra øen. Nybyggerne var overbeviste om deres eneret til landet, hvilket havde rod i den engelske lovgivning om rettighederne for nybyggere i nyerhvervede områder. Her klassificeredes territorier som ”ødemark”, selv om de var beboet af ”vilde”. De officielle instruktioner fra den britiske regering til de udnævnte guvernører for de australske kolonier var en kombination af ordrer om at tilskynde nybyggere til at bosætte sig, men også at forbedre forholdene for de indfødte og bibringe dem fordelene ved den engelske kultur, især kristendommen og ønsket om at lære dem at tjene til livets oprethold ved at arbejde for deres ”herrer”. Det var i reglen umuligt for guvernørerne at opfylde alle disse, til dels modsætningsfyldte, krav fra regeringen. Resultatet var, at der blev gjort meget lidt godt for de indfødte. Guvernørerne var altid parate til at forsvare og retfærdiggøre nybyggernes angreb og dårlige behandling af de indfødte. Britisk lov gjorde det ikke muligt for de indfødte at afgive vidnesbyrd; de havde kun foretræde for retten som anklagede.

Da alt synes at være gået skævt, fandt Arthur i efteråret 1830 på et af sine tragikomiske påhit. Han mobiliserede 3.000 soldater, kriminelle og frivillige, og forsøgte at fortrænge de indfødte fra nybyggernes områder og ud på en lille halvø på sydøstkysten. Der blev lavet en tæt linje af soldater (”Den Sorte Linje”), der gradvist lukkede sig om halvøens hals. Efter forbruget af 30.000£ og tab af fire soldater blev fælden lukket, men uden at en eneste indfødt blev indfanget.

Ikke overraskende blev Arthur kritiseret voldsomt i Colonial Times. Men det lykkedes dog Arthur at overbevise hans foresatte i London om, at aktionen havde været en succes, idet presset på de indfødte var blevet så voldsomt, at de nu tilsyneladende udviste en langt mere fredelig adfærd. Det viste sig senere, at der på dette tidspunkt ikke var mere end 300 indfødte tilbage, og den ”Sorte Linjes” magtdemonstration kan meget vel have lagt en dæmper på disse sidste overlevende.

Manden, der fuldførte Arthurs mål, var George Augustus Robinson (1791-1866), en stornæset, stovt og rødmosset person, som kom sammen med sin kone og syv børn til øen og nedsatte sig som murer i Hobart Town. Som nidkær metodist brugte han fritiden på at omvende kriminelle og til at bekymre sig om de indfødtes skæbne. Da Arthur i 1829 søgte om en stabil person af god karakter til at residere på den lille ø Bruni Island sydøst for hovedøen og tage sig af tasmanierne bragt ind af ”jægerne”, synes Robinson at have været den eneste ansøger. Det følgende år havde Robinson sin egen plan for at afslutte den ”sorte krig”. Han var overbevist om, at tasmanierne var rationelle individer, og han ville gå ubevæbnet ind i bushen og overbevise dem om, at europæerne kun ønskede det bedste for dem, så de kunne blive civiliserede og gjort til nyttige samfundsborgere i stedet for at være blodtrøstige, aggressive individer, sådan som de blev anset af de hvide nybyggere.

Fulgt af syv indfødte fra Bruni Island vandrede Robinson i månedsvis igennem den vestlige og nordlige del af øen. Ved hjælp af venlighed og nips uddelt af kvindelige ledsagere lykkedes det at skabe kontakt. Stemningen var dog ustabil og frygtsom, og i et tilfælde var Robinson nær druknet, men blev reddet af en af sine ledsagere (Truganina, se nedenfor). I sidste ende lykkedes det Robinson at komme frem med sit kristne budskab, ikke mindst fordi situationen for de indfødte efterhånden var aldeles fortvivlende. Tidligt i 1835 havde han samlet de sidste ca. 200 indfødte for hvilken bedrift han modtog 8000£ og tildelt land; desuden blev han udnævnt til kommandant for den kristne koncentrationslejr, hvortil de indfødte blev ført.

Allerede i 1831 havde Arthur besluttet at transportere alle overlevende indfødte til den isolerede Flinders Island – en stor og ufrugtbar ø midt i Bass-strædet beboet af talrige kænguruer, som de indfødte kunne jage. Men da Robinson overtog kommandoen var der opnået et minimum af orden på øen efter en periode med uro og vold, hvorfor planerne om en forflytning blev opgivet. Robinson forsøgte at skabe ordnede forhold for de indfødte, betale dem for deres arbejde og afholde et ugentligt marked, hvorved Robinson ville skabe interesse i at eje noget og i at føre et civiliseret liv.

Hvis man skal dømme ud fra Robinsons rapport for første halvår af 1837 var alt gået over forventning. De indfødte var nu beskæftiget med nyttigt arbejde, harmløse fornøjelser, religiøse møder og skolegang. De klædte sig også civiliseret og ikke længere i fedt og okker. De vaskede sig hver dag, og nogle spiste endda med kniv og gaffel. Orden blev opretholdt af de indfødtes politi valgt af og blandt alle; natlige orgier var for længst ophørt, og deres vilde sang var afløst af ”hellig” musik. De kunne alle – når de var blevet skolet – berette, hvem der havde skabt verden og med hvilket formål, og de vidste, hvad der skete med de af Guds børn, der kom i helvede. Skønt de indfødte almindeligvis blev anset for ikke mere end en overgangsform mellem mennesket og dyrene, havde de alligevel demonstreret et så fremmeligt intellekt, at de langt havde overhalet flertallet af de tarveligste af de europæiske indbyggere på Tasmanien – og for altid gjort de mest skeptiske og forudindtagede tavse.

Robinson indrømmede et enkelt alvorligt tilbageslag – de indfødte blev ved at dø som fluer på trods af, at de nu havde opnået alle civilisationens fordele. På et halvt år var syv døde af maveinfektion, fire af lungebetændelse og otte af ukendte årsager – man fristes til at antage, at dødsfaldene skyldtes europæiske madvaner og de i øvrigt fortvivlende forhold. Der var nu mindre end 100 tilbage og Robinson forudså, at de ville uddø, hvis de ikke blev transporteret til New Holland (det australske fastland), hvor de kunne blande sig med de indfødte der. Men dette forslag vandt ikke gehør i London.

Robinson lod herefter sig selv forflytte til fastlandet, hvor han opholdt sig 15 år, inden han vendte tilbage til England i 1853. 6 år tidligere var de sidste 45 indfødte blevet forflyttet til deres sidste hjem – en miserabel samling af hytter ved Oyster Cove nær Hobart Town, hvor de kom i tæt kontakt med de værste udskud af det hvide samfund på øen. Her blev de overladt til sig selv til en hurtig social deroute. Da Darwin udgav Arternes oprindelse i 1859 var deres skæbne beseglet, idet der kun var 9 overlevende kvinder tilbage, og de havde alle passeret den alder, hvor børnefødsler var mulige. Den sidste indfødte mand, William Lanney, som forlod Oyster Cove for at blive sømand, døde af kolera i 1869.

På grund af misrøgt var alle på nær én mand og to kvinder døde i 1869. Disse sidste tre tasmaniere tiltrak sig videnskabens interesse, da man mente, at de repræsenterede et ”missing link” mellem mennesker og menneskeaber. Da den sidste mand døde i 1869 konkurrerede videnskabelige hold om at partere og dele liget. Den sidste kvinde, Robinsons livredder, Truganina døde den 8. maj 1876; det engelske Royal Society gravede siden hen hendes skelet op og udstillede det på Tasmanian Museum, hvor det forblev indtil 1947. Omsider – i 1976, 100 år efter hendes død – blev skelettet kremeret og asken spredt ud over havet, sådan som hun oprindeligt selv havde ønsket det.

Skønt den engelske regering havde afvist forespørgslen fra The Royal Society of Tasmania om at William Lanneys lig skulle gives til deres museum, blev kranieet stjålet, inden han blev begravet (angiveligt af medlemmer af The Royal College of Surgeons i London), og resten af liget blev røvet fra graven kort tid efter. For at afværge en gentagelse af denne krænkelse hemmeligholdt regeringen begravelsen af den sidste kvinde. Først nogle år efter hendes død i 1876 blev hendes lig opgravet og skelettet udstillet på det tasmanske museum.

Nogle få årtier efter ankomsten af hvide nybyggere var tasmanierne således nærmest blevet slettet af de etnografiske optegnelser. Dog overlevede de tidligste opdagelsesrejsendes beretninger, nybyggernes historier, og enkeltes mere seriøse forsøg på at indsamle materiale samt spredte redskaber og knogler fra de indfødte, der alle kunne bidrage til erindringen om dem og deres tragiske historie.

Europæere og indfødte tasmaniere fik faktisk talrige børn sammen. I 1978 blev det fastslået, at der var mellem 4.000 og 5.000 efterkommere af blandet etnisk herkomst på Tasmanien.

[1] Briternes oprindelige navn for Tasmanien var Van Diemens Land, en ø-stat hørende til Australien. Øen blev navngivet Anthoonij van Diemenslandt til ære for Antonio van Diemen, det Hollandske Østindiske Kompagnis generalguvernør i Ostindien, som i 1642 sendte Abel Tasman ud på en opdagelsesrejse. Navnet blev ændret i 1856 til ære for Tasman selv, den første europæer som opdagede øen.

[2] I 1804 var der 626 europæerne på øen, i 1810 1600, i 1818 3240, i 1820 5400, i 1823 10.000, i 1814 14.200, i 1827 16.800 og i 1830 24.300. I 1804 var der 5.500 indfødte, i 1824 600 og i 1830 350.