Pierre Teilhard de Chardin var jesuitterpræst trænet i palæontologi og geologi. Han deltog i opdagelsen af Pekingmennesket (Homo erectus i Kina) og i fundene ved Piltdown. Nogle af hans antropologiske ideer kom i konflikt med den katolske kirke, og flere af hans bøger blev censureret af kirken. Inden for antropologien blev han imidlertid en kultfigur.

Pierre Teilhard de Chardin

Teilhards far, Emmanuel Teilhard (1844-1932) var amatørnaturvidenskabsmand og indsamlede sten, insekter og planter. Teilhards religiøsitet blev vækket af moderen, og da han var 12 år gammel blev han installeret på et jesuitterkollegium, hvor han studerede filosofi og matematik. Fra 1905 til 1908 underviste han i fysik og kemi i Kairo og i Frankrig. I 1908 bosatte Teilhard de Chardin sig i Hastings, det sydlige England, nærmere bestemt Ore Place jesuitterseminariet, der lå tæt ved Piltdown. Her blev han indtil 1912. I 1909 mødte han Dawson i en grusgrav, hvor Dawson ledte efter fossiler. I juni 1912 gravede han sammen med Arthur Smith Woodward og Charles Dawson i grusgraven ved Piltdown i et forsøg på at følge op på Dawsons første fund. Det var i øvrigt hans (og Woodwards) første besøg i Piltdown.

Han blev ordineret præst i Hastings i 1911. Året efter forlader han imidlertid Hastings til fordel for Paris. Fra 1912-14 arbejdede han i det palæontologiske laboratorium på det naturhistoriske museum i Paris, hvor han studerede pattedyr fra mellemste Tertiær. Studierne i Paris blev dog afbrudt i sommeren 1913, hvor han vendte tilbage til Hastings. Her opholdt han sig i august 1913 og deltog i yderligere undersøgelser ved Piltdown sammen med Dawson. Bl.a. fandt han ved den lejlighed en hjørnetand, der passede ind i Piltdown-kæben. Den berømte franske palæontolog Marcellin Boule, der i øvrigt var meget skeptisk over for Piltdownfundene, blev Teilhards mentor, og Teilhard blev også ven med den store hulekunstforsker Henri Breuil.

Efter 1920 underviste Teilhard i geologi ved det katolske institut i Paris. I 1923 rejste han til Kina og igen i 1926, hvor han tilbragte de næste 20 år, dog afbrudt af rejser verden rundt. Han blev i 1926 rådgiver for udgravningerne ved Zhoukoudian uden for Beijing.

Pierre Teilhard de Chardin med Sinanthropus

Herved blev han også ven med Davidson Black, der havde været med ved Zhoukoudian fra starten og som var ophavsmand til navnet Sinanthropus pekinensis (Pekingmennesket). Teilhard bidrog i disse år i væsentlig grad til etableringen af et internationalt netværk for palæontologisk forskning med relation til Øst- og Sydøstasien.

Teilhards arbejde var baseret på en overbevisning om, at menneskets åndelige udvikling styres af de samme universelle love, der styrer den materielle udvikling. Hans vigtigste arbejde, Fænomenet menneske kom i 1941. Heri skrev han storladent om udfoldningen af kosmos, fra primordiale partikler til livets og menneskets udvikling og noosfæren (menneskets tankesfære; gr. nous = sind) og endelig til Omega Point i fremtiden, hvor det maksimale niveau af kompleksitet og bevidsthed nås; det var hen mod dette punkt, at Universet bevægede sig. Han var en førende fortaler for ortogenese, dvs. hypotesen om, at livet har en iboende tendens til at udvikle sig uniliniært på grund af en indre drivkraft. Han gik også ind for den moderne syntese.

Pierre Teilhard de Chardin (i midten) ved Solofloden (Java)

I Fænomenet menneske afviser Teilhard traditionelle fortolkninger af Skabelsesberetningen til fordel for en mindre strikte fortolkning. Inden for den katolske kirke blev bogen mødt med stort mishag, og Teilhard blev anklaget for at underminere doktrinen om den oprindelige synd. Men hans syn på videnskab og religion blev en stor inspiration for evolutionsbiologen Theodosius Dobzhansky (1900-1975), der var en del af kredsen omkring udviklingen af den moderne syntese i midten af 1900-tallet.