”Gud har efter sin evige rådslutning og ved sin almagt villet drage Monseigneur Nicolaus Stenonius, biskop af Titipolis og Apostolisk Vikar i disse nordlige egne, ud af denne verden.”

Sådan skrev en livlandsk adelsmand, Johann von Rosen, den 4. december 1686 fra Schwerin til Storhertug Cosimo III af Toscana. Det er således godt 300 år siden, at denne store dansker døde i Schwerin, hovedstaden for hertugdømmet Mecklenburg. Niels Steensen døde den 25. november 1686. Han ligger begravet i San Lorenzo kirken i Firenze.

Niels Steensen blev født den 1. januar 1638 ved Klareboderne i København, ikke langt fra Rundetårn, som lige da var ved at blive opført. Hans far var guldsmed. I 1656 begyndte han at læse anatomi. I 1660 drog han til Amsterdam. Her opdagede han den kanal, der fører spyt fra ørespytkirtlen til mundhulen; den kaldes stadig ductus stenonianus.

Niels Steensen

Endnu i 1660 flyttede han til Leiden, hvor han allerede som studerende gjorde sig berømt ved sine opdagelser om kirtler og muskler, især den, at hjertet er en muskel. I 1662 udkom posthumt den berømte René Descartes bog Om mennesket, hvori hjertet fremstilles som ophav til livsånden. Descartes var dengang så højt anset, at de fleste anså ham for nærmest ufejlbarlig. Denne opdagelse rystede den unge videnskabsmand i sin tillid til alt det, de store ånder forkyndte som uomstødelige sandheder i videnskaben … og i religionen.

I 1666 ankom han til Firenze. Her dissekerede han et hajhoved. For Steensens skarpe og øvede øje viste der sig ingen forskel mellem hajens tænder og de dengang meget omdiskuterede ”tungestene”, glossopetrae, der så ud som hajtænder, men af mange blev forklaret som naturens spøg.

„Glossopetrae”, der blev afsløret af Steno som hajtænder

I 1667 publicerede han det første forsøg på at forstå jordskorpens bygning og dens udviklingshistorie ad de eksakte undersøgelsers vej. Men hans vigtigste bog, Prodromus, dvs. Foreløbig meddelelse om en afhandling angående faste stoffer, der på naturlig måde indlejres i andre faste stoffer (De Solido), kom i 1669, hvor han lagde grunden til den moderne geologi. Bogen var skrevet i hast under opbrud fra Italien. Han er nu klar over forsteningernes organiske oprindelse med de deraf følgende vidtrækkende palæontologiske og geologiske konsekvenser, selvom han naturligvis kun glimtvis kunne overskue disse: ”Jordlagene er sedimenter, hvis oprindelige vandrette lagstilling dog ofte er forstyrret under indflydelse af underjordisk ild og vandets virksomhed”. Han diskuterede bl.a. bjergdannelsen ud fra sine iagttagelser på rejser i Italien, og ikke som hans samtidige under udfoldelse af rene fantasier. Og til sidst gav han, som den første af alle, en skitse af et bestemt områdes (Toscanas) geologiske udviklingshistorie.

I 1675 afbrød han sin videnskabelige forskning for at blive præst og helt at vie sig præstegerningen, frem for alt ”af længsel efter at skænke Gud efter min svage evne det bedste på den bedste måde”. Således ville han udtrykke sin tak til Gud for alt det skønne, han havde oplevet og selv opdaget i sin videnskabelige forskning og især som tak for sin konversion.

I 1885 flyttede han til Schwerin, hvor han var biskop, ja, endog pavens stedfortræder i Norden, hvor ingen katolske biskopper havde haft sæde siden reformationen.