Interessen for taksonomi og sammenlignende anatomi blandt 1700-tallets zoologer indledte en proces, der gik ud på at omdefinere menneskets plads i naturen. Den sammenlignende anatomi markerede et vigtigt skridt mod udviklingen af en naturalistisk antropologi, der tillod fortidens og nutidens menneske at blive betragtet og studeret som et dyr, og oprindelsen af mennesket kunne studeres uden reference til overnaturlige årsager. Samme interesse ledte også til forsøg på at identificere menneskeracer. Den franske greve og naturforsker Georges-Louis Leclerc, Comte de Buffon (1707-1788) diskuterede racer i sin Naturhistorie, men den største indflydelse på dette spørgsmål havde dog den tyske professor i sammenlignende anatomi i Göttingen, Johann Friedrich Blumenbach (1752-1840), der gjorde sine tanker gældende i Om menneskehedens naturlige variation fra 1775. Her skrev han den første naturhistorie om mennesket, og det var det første videnskabelige værk, der behandlede menneskeracerne. Det skulle vise sig at blive en af tidens mest indflydelsesrige antropologiske værker. Det indeholdt bl.a. kimen til den senere kraniometriske forskning, som blev et af de vigtigste antropologiske forskningsfelter i årene, der fulgte.

Blumenbach var en af de første, der studerede mennesket som en del af naturen og den første, der videnskabeligt beskæftigede sig med menneskets variation. Hans metode inkluderende undersøgelser af kranier, fostre, hår, anatomiske præparater samt tegninger og billeder.

Blumenbachs afhandling fra 1775 blev publiceret i tre udgaver. I første udgave fra 1775 diskuterede han fire geografisk definerede varianter af mennesket: Europæere; asiater indtil Ganges og folk fra en del af Nordamerika; afrikanere; nordamerikanere. Han konkluderede, at mennesket var en unik art og at mellemformer, der er delvist menneskelige, ikke eksisterede.

Blumenbachs centrale ærinde var spørgsmålet, om moderne mennesker var sammensat af en eller flere arter, der var opstået uafhængigt af hinanden – polygenisme, der var den mest udbredte opfattelse af menneskeheden i 1700-tallet. Blumenbach understregede i modsætning hertil menneskehedens enhed (monogenisme): Han så gradvise variationer, men ingen distinkte arter eller underarter. Ikke desto mindre beskrev han ovennævnte fire varianter, der var defineret ud fra geografiske kriterier. Disse fire varianter blev til fem i anden udgave fra 1781: Europæere (urmenneskene), inklusive folk fra Nordindien, Nordafrika, Nordamerika (f.eks. eskimoer); folk fra resten af Asien øst for Ganges; afrikanere (bort fra folk fra Nordafrika); folk fra resten af Amerika; folk fra den sydlige verden (f.eks. fra Filippinerne). Blumenbach mente, at variationen, i f.eks. højde eller hudfarve, primært skyldtes klimaet samt kulturelle faktorer. Han mente derfor, at hudfarve ikke alene kunne definere en art eller en variant. Han tillagde også variation i kranieformen ydre faktorer, hvilket i øvrigt sendte alvorlige rystelser ind i det ”kraniologiske” samfund.

I afhandlingens anden udgave fra 1781 blev Blumenbach mere specifik hvad angik forskelle mellem mennesker og dyr: Oprejst position, bredt, faldt bækken, to frigjorte hænder, regelmæssig og ensartet tandsæt, stor hjerne, tale, nøgen hud og hymen hos kvinderne, var de unikke træk, der adskilte mennesket fra dyrene. Han understregede igen, at der ikke var nogen klar opdeling af menneskeheden, idet variationen var gradvis med usynlige grænser. Han erkendte også en betydelig variation inden for den enkelte population.

Hans klassifikation blev yderligere udviklet i tredje udgave fra 1795, som er den definitive udgave, hvor han anvendte generiske og ikke geografiske betegnelser: kaukasiere; mongoler; etiopiere; amerikanere; malajer.

Blumenbach beskrev i tredje udgave et kranium fra en georgisk kvinde, der var det smukkeste af alle kranier, han havde set.

Derfor blev hans påstand, at de smukkeste mennesker levede på sydskråningerne af Kaukasus, dvs. i Georgien. Og han konkluderede videre, at det var rimeligt at antage, at menneskets oprindelige hudfarve havde været hvid. Dog skrev han også positivt om negrene og understregede deres skønhed, deres mentale evner og deres resultater indenfor for litteratur og kunst. Han påpegede forskelle i geografisk betingede muligheder som årsag til forskelle i civilisationsniveau.

 

Blumenbachs degenerationsteori

Blumenbach var tilhænger af “degenerationsteorien” om racernes oprindelse. Han mente, at menneskets oprindelse havde fundet sted i Vestasien, jf. ovenfor. Han hævdede i overensstemmelse hermed, at Adam og Eva var kaukasiere, og at andre racer var opstået ved degeneration som følge af ydre, miljømæssige faktorer såsom Solens stråling og fejlernæring. Han nævnte eksempelvis, at negerens pigmentering var opstået på grund af varmen fra den tropiske sol, mens den kolde vind havde forårsaget den gyldenbrune farve hos eskimoerne. Kinesere var lyse i huden sammenlignet med andre asiatiske folk, fordi de for det meste opholdt sig i byerne, hvor de var beskyttet mod miljøets indflydelse. Han mente endvidere, at det ville være muligt at vende degenerationen, såfremt miljøets indflydelse kunne styres, hvorved alle moderne racer kunne bringes tilbage til den oprindelige kaukasiske race.

Blumenbach betragtede ikke sin degenerationsteori som racistisk, og han kritiserede skarpt folk som den tyske filosof og polygenist Christoph Meiners (1747-1810), der var en tidlig udøver af videnskabelig racisme, og den tyske læge og antropolog Samuel Thomas von Sömmerring (1755-1830), der ud fra obduktioner konkluderede, at afrikanerne tilhørte en underlegen race.

Som reaktion på denne gryende videnskabelige racisme i 1700-tallet skrev Blumenbach tre essays, hvori han påstod, at ikke-hvide folk var i stand til at frembringe lødig kunst og videnskab. Og han konkluderede, at afrikanerne ikke var inferiøre i forhold til resten af menneskeheden “hvad angår sund fornuft, naturtalenter og mental kapacitet”. Han udtalte videre: “Endelig er jeg af den opfattelse, at efter alle disse mange tilfælde, som jeg har sammenbragt af negres kapacitet, ville det ikke være svært at nævne hele, velkendte provinser i Europa, ud fra hvilke man ikke umiddelbart ville forvente at finde så gode forfattere, digtere, filosoffer og korrespondenter som de, der findes på akademiet i Paris; og på den anden side kendes der ingen såkaldte vilde nationer under solen, som har udmærket sig så meget ved eksempler på fuldkommenhed og original videnskabelig kultur, og derved knyttet sig så tæt til de mest civiliserede nationer på jorden, som negeren har.”

Blumenbach understregede som ovennævnt menneskehedens enhed som art – monogenisme i modsætning til den i tiden herskende polygenisme. Hans arbejde blev et omdrejningspunkt i videnskabshistorien om racebegrebet. Hans navn er fejlagtigt blevet knyttet til videnskabelig racisme, men hans argumentation undergravede i stedet racismen. Han kunne ikke have forudset det kommende misbrug af hans ideer og klassifikationer i 1800- og første halvdel af 1900-tallet.