Alfred Russel Wallace var britisk naturforsker, opdagelsesrejsende, geograf, antropolog og biolog. Han er bedst kendt for selvstændigt at have fremsat en evolutionsteori, der bygger på samme mekanisme, naturlig udvælgelse, som Charles Darwin evolutionsteori.

Wallace blev anset for en af tidens helt store intellektuelle personligheder, og der er ingen tvivl om, at han og Darwin gensidigt inspirerede hinanden – dette fremgår bl.a. af den ikke ubetydelige korrespondance de to havde med hinanden. Wallace er endvidere den mest citerede person i Darwins bog, Menneskets afstamning fra 1871.

Wallace selv var inspireret af bl.a. Charles Lyells Geologiens Principper og Robert Chambers’ Levn fra skabelsens naturhistorie. Han var desuden stærkt inspireret af Alexander von Humboldts (1769-1859) og Charles Darwins rejser, der var direkte medvirkende til, at han i 1848 sammen med en anden britisk naturforsker, entomologen og billeeksperten Henry Walter Bates (1825-92), rejste til Amazonas i Brasilien. Her indsamlede de to i løbet af to måneder over 3500 eksemplarer af forskellige dyr, som de efterfølgende sendte til England. Efter månederne sammen med Bates rejste Wallace på egen hånd op ad Rio Negro, hvor han opdagede flere hidtil usete arter af fugle, dyr og planter.

Efter fire år i junglen vendte Wallace tilbage til England i 1852. På rejsen hjem opstod der imidlertid brand på skibet; Wallace overlevede, men stort set alle hans noter, tegninger og dyrepræparater gik tabt.

I 1854 drog Wallace efter grundige forberedelser af sted på sin anden store rejse, der denne gang gik til Malaysia og Indonesien og som skulle vare otte år (til 1862). Det var på denne rejse, at han definitivt formulerede sin egen evolutionsteori baseret på naturlig udvælgelse. Wallace fik penge til rejsen af den velhavende Sir Roderick Murchison, der betalte for ikke bare skibsrejsen, men også for en assistent til Wallace. Skibet Bengal lagde til i Singapore den 20. april 1854.

Wallace indsamlede mere end 125.000 præparater i Sydøstasien, heraf mere end 80.000 biller. Mere end tusind af de indsamlede præparater repræsenterede nye, hidtil ukendte arter. En af hans store fortjenester var, at han observerede en påfaldende zoologisk forskel hen over et smalt stræde i det indonesiske ørige, og han foreslog eksistensen af en zoogeografisk grænse i Sydøstasien, der i dag kendes som Wallace-linjen. Vest for Wallace-linjen er de store indonesiske øer, Sumatra, Java og Kalimantan (Borneo), der alle er omgivet af ikke særlig dybt vand; de er i virkeligheden ikke andet end de højeste punkter af det gamle Sunda, der hører til kontinentalsoklen og som stikker ud fra det sydøstasiatiske hovedland. Wallace mente (korrekt), at Sunda-shelfen engang havde været tørt land i forbindelse med en sænkning af havniveauet under sidste istid. Asiatiske dyr kunne derfor have spredt sig ud over hele dette store område fra hovedlandet. Men efter havstigningen var øerne blevet afskåret fra hovedlandet.

På den anden side af linjen er Lombok, Celebes, Ny Guinea, Molukkerne m.fl. med en meget forskellig fauna, der fundamentalt set er australsk af natur. Flere af de østlige øer havde engang under sidste istid været forbundet med Australien og dannet det stort sammenhængende landområde, Sahul. Lombokstrædet mellem Lombok og Bali deler Sunda og Sahul og dannet en geografisk og en faunabarriere.

I 1855 ankom Wallace til Sarawak på Borneo, hvor han rejste med de indfødte op ad Sarawak-floden. Her stiftede han bl.a. bekendtskab med hovedjægere og orangutanger; sidstnævnte skød og dræbte han 16 af.

I februar 1855, mens han arbejdede i Sarawak, skrev Wallace en artikel med titlen Om loven, der regulerer opståelsen af nye arter, der blev publiceret i et engelsk tidsskrift i september 1855. Heri redegjorde han for sine observationer af den geografiske og geologiske fordeling af både levende og fossile arter, og han diskuterede forskellige forhold ved nye arters opståen. Skønt artiklen ikke direkte nævnte noget om evolut, som han skrev tre år senere.

Charles Lyell læste artiklen, og den rystede hans ellers solide tro på, at arter var uforanderlige. Skønt hans ven Charles Darwin allerede i 1842 havde skrevet til ham om transmutation (dvs. at arter kan forandre sig) vedblev Lyell – indtil han læste Wallaces artikel – at være stærk modstander af ideen.

Lyell nævnte Wallaces artikel for Darwin i begyndelsen af 1856. Det samme gjorde den engelske zoolog Edward Blyth (1811-73), og han udtalte ved den lejlighed, at i følge Wallaces teori måtte de forskellige kendte racer af husdyr være udviklet temmelig langt i retning af at være nye arter. På trods af disse antydninger mistolkede Darwin Wallaces konklusioner som udtryk for tidens progressive kreationisme, og han skrev derfor tilbage til Lyell, at artiklen for ham ikke indeholdt noget særligt nyt. Men artiklen havde som nævnt gjort et stort indtryk på Lyell, og han kunne ikke lade være at spekulerede over de konsekvenser, som Wallaces ideer kunne have for menneskets oprindelse. Dette blev Darwin opmærksom på, og han benyttede derfor lejligheden til for første gang at forelægge Lyell sin evolutionsteori. Selvom Lyell var (delvist) uenig med Darwin, tilskyndede han ham til at publicere for at opnå fortrinsret frem for Wallace som den, der først formulerede evolutionsteorien.

Den 19. november 1857 sejlede Wallace til Krydderiøerne (Molukkerne). Han valgte en lille ø, Ternate som sin base. En af de første ting, der slog Wallace, var den markante forskel mellem de to indfødte hovedracer, malajerne og folkene fra Papua. Han skrev: ”Jeg har opdaget den nøjagtige grænselinje mellem den malajiske og papuanske race, og på et sted hvor ingen anden forfatter havde forventet det.” Ternate er en lille ø, der ligger ca. 100 km øst for Celebes på østsiden af Wallace-linjen.

I februar 1858 blev han ramt af et særligt voldsomt malariaanfald. Anfaldet var værre end han længe havde oplevet det, og han var i starten overbevist om, at han skulle dø under dette anfald. I feberrusen begyndte han at overveje, hvorfor nogle individer overlevede, mens andre døde. Og han forsøgte at forstå, hvordan nye arter blev til. På et tidspunkt i feberen gik det så endelig op for ham, at han i virkeligheden havde kendt svaret hele tiden, nemlig at kun de stærkeste af individerne i en population overlevede. Nogle varianter af en art var mere levedygtige end andre, der havde svært ved at overleve længe nok til at kunne reproducere sig selv og dermed overføre deres arvemasse til næste generation. Med tiden ville de stærke varianter kunne blive til en ny art. Wallace blev hermed overbevist om evolutionens realitet.

Mange år senere huskede Wallace øjeblikket for indsigten i feberdrømmen. Og han beretter, at han på et tidspunkt i feberen kom til at tænke på en bog, som han havde læst 14 år tidligere: Thomas Malthus’ Et essay om befolkningsprincippet (jf. ovenfor).

Wallace var klar over, at den vigtigste at overbevise først var Lyell. Han var blevet vagthunden i spørgsmålet om arternes stabilitet. Ingen ville lytte til eller blive vundet for hans ideer, inden Lyell var overvundet. I løbet af to nætter, mens feberen var aftagende og hans hænder ophørte med at ryste, skrev han sine ideer ned i et kort essay, Om tendensen af varianter til på ubestemt tid at udskille sig fra den originale type, udformet som en forestillet konversation med Lyell, men i øvrigt skræddersyet til publikation i et britisk videnskabeligt tidsskrift. Wallace skrev ”Ternate, februar 1858” på essayet og sendte det til Darwins adresse, Down House, Kent og bad ham videresende det til Lyell.

Wallace bad Darwin om at kommentere essayet og sende det til Charles Lyell, hvis han fandt det værd. Darwin modtog skriftet i juni 1858. Selvom Wallace ikke specifikt anvendte betegnelsen naturlig udvælgelse i essayet, redegjorde han for mekanismen, hvorved nye arter udvikledes fra allerede eksisterende arter ved pres fra omgivelserne. Dette var i hovedtræk samme teori, som den Darwin havde arbejdet på i 20 år, men endnu ikke publiceret. Darwin sendte skriftet til Charles Lyell med et brev, hvor han roste skriftet og mente, at det burde publiceres. Dette ville han selv straks skrive til Wallace om. Men Lyell og vennen, botanikeren Joseph Hooker (1817-1911) kom Darwin i forkøbet, og de tog selv beslutning om at publicere Wallaces essay sammen med Darwins endnu upublicerede arbejde. Wallace nåede således ikke at blive spurgt, men han anerkendte ikke desto mindre Darwins fortrinsret til teorien om naturlig udvælgelse. Den 1. juli 1858 blev Wallaces essay oplæst i Londons linneanske selskab sammen med uddrag af et essay, som Darwin havde vist til Joseph Hooker i 1847. Darwin fik anerkendelsen for at have været den første, der havde formuleret ideen om naturlig udvælgelse.

Den tilbageholdende og intellektuelle atmosfære i Det Linneanske Selskab i London sikrede, at evolutionsteorien, som Wallaces og Darwins manuskripter introducerede for verden den 1. juli 1858, ikke tiltræk sig megen opmærksomhed ud over det lokale, hvor de var blevet oplæst. Reaktionen på oplæsningen var derfor en bemærkelsesværdig tavshed. I maj 1859 bemærkede selskabets præsident således, at det foregående år ikke havde budt på væsentlige opdagelser. Det var først med Darwins publikation af Arternes Oprindelse i november 1859, at den sande betydning åbenbaredes.

Over de næste 50 år fortalte Wallace historien om feberdrømmen så mange gange, at det blev en personlig myte om ham: Feberen, kulderystelserne, den fjerne afkrog af verden, den pludselige forståelse af, hvordan de bedst egnede overlevede, og hvordan han måtte vente til feberen var overstået før han kunne nedskrive sine tanker. Der er ingen grund til at betvivle historien – Wallace var ærlig, omhyggelig med detaljerne og omhyggelig med at føre dagbog. Han havde desuden en skarp hukommelse.

Efter Wallaces hjemkomst i 1862 organiserede han sine samlinger og holdt utallige videnskabelige foredrag om sine rejser og opdagelser. Senere samme år besøgte han Darwin i Down House, og han blev nær ven med både Charles Lyell og den engelske filosof Herbert Spencer (1820-1903), der blev kendt for udtrykket ”survival of the fittest”. Spencer blev en af de mest ihærdige forsvarere af den naturlige udvælgelse. I 1889 publicerede Wallace bogen Darwinisme, der var et forsvar for den ret udbredte kritik, der var af den naturlige udvælgelse. Det blev i øvrigt den mest citerede af alle Wallaces bøger.

Tilbage i 1864 havde Wallace publiceret en artikel med titlen Oprindelsen af menneskeracer og menneskehedens alder udledt fra teorien om naturlig udvælgelse. Darwin havde endnu ikke på dette tidspunkt offentlig berørt emnet om menneskeracer. Det havde derimod vennen Thomas Huxley i sin bog Vidnesbyrd om menneskets plads i naturen. Her forklarede Huxley den tilsyneladende stabilitet ved menneskeheden ved at påpege den enorme kløft i kranierumfang mellem mennesket og de store menneskeaber. Han betragtede ikke, som så mange andre, inklusive Darwin, på den tid de moderne ”primitive” mennesker som udfyldende kløften mellem mennesker og menneskeaber.

Senere i 1864 udviklede Wallace spiritistiske synspunkter. Som en konsekvens heraf mente han ikke, at den naturlige udvælgelse kunne være ansvarlig for de matematiske, kunstneriske og musiske talenter hos mennesket og ej heller for menneskets bevidsthed, intelligens og humor. I løbet af 1864 kom Wallace til den konklusion, at menneskets fysiske udvikling gik forud for den mentale udvikling, og at førstnævnte havde fundet sted i Afrika. Han tog afstand fra, at menneskets adfærd og sociale institutioner kunne betragtes som resultatet af en evolutionær proces. Wallace accepterede selvfølgelig, at en biologisk evolution havde frembragt alle eksisterende arter. Men menneskets følelsesliv og sociale adfærd og institutioner måtte anses for at være et resultat af en ”højere intelligens’” indgriben, dvs. der måtte være tale om en gud.

Wallaces spirituelle ideer ødelagde, i det mindste for en tid, hans videnskabelige ry. Ikke desto mindre blev Wallaces tro på, at menneskets bevidsthed ikke udelukkende kunne være et produkt af rene materielle årsager delt af mange prominente intellektuelle sent i 1800-tallet og i begyndelsen af 1900-tallet. Men andre, som Huxley, Hooker og Darwin var stærkt kritiske overfor Wallace.

Wallace beskrev sin rejse til Sydøstasien i 1869 i bogen Det malajiske ørige, der blev en af de mest populære videnskabelige rejsebeskrivelser overhovedet i 1800-tallet; den sidste udgave udkom i 1920’rne. Den var højt værdsat af bl.a. Darwin (til hvem bogen var dedikeret) og af Charles Lyell. Han udgav også flere andre udførlige værker, hvorved han langsomt genvandt sin status som den førende naturhistoriker på det malaysiske øhavs område. Ved sin død i 1913 var Wallace en af de mest kendte naturhistorikere i verden, han havde udgivet 22 bøger og over 700 artikler i løbet af sit lange liv. Ydermere er der flere forskellige dyrearter, både insekter, fugle og pattedyr, der er blevet opkaldt efter Wallace, da han som den første havde beskrevet de pågældende arter.