I 2022 blev der på lokaliteten Sima del Elefante, Atapuerca nær Burgos i Spanien fundet dele af en overkæbe stammende fra tidlig Homo (Homo antecessor?). Fundet er dateret til ca. 1,4 mio. år og er dermed det ældste hominine fund fra Europa. Tilbage i 2006 blev der på samme lokalitet fundet et fragment af en underkæbe med flere fastsidddende tænder aldersbestemt til 1,2 mio. år. Indtil det nye fund var dette det ældste hominine fund fra Europa.

På lokaliteten Nyayanga i Kenya ved østbredden af Victoriasøen blev der i 2017 fundet stenredskaber af Oldowantypen aldersbestemt til ca. 2,8 mio. år. Området var dengang savanne/åbent skovland. Det er de hidtil ældste Oldowan redskaber, man har fundet – ca. 200.000 år ældre end redskaberne fra Gona, Etiopien. Foruden redskaber fandtes utvetydige tegn på slagtning af flodhest, og – måske nok så interessant – to kindtænder tilhørende Paranthropus (Australopithecus) boisei (”nøddeknækkermennesket”). Fundene er publiceret i 2023.

Umiddelbart kunne dette tages til indtægt for, at redskabsmageren og – brugeren var Paranthropus. Men tidlig Homo kendes også fra området i samme periode, så redskaberne kunne også have været fremstillet (og brugt) af Homo (se også artikel om tidlig Homo). Problemet med Paranthropus som kødæder er, at analyse af slidmønstret på kindtændernes emalje viser, at Paranthropus primært spiste grove og seje plantedele, mens slidmønstret hos Homo klart indikerer et fødeskifte.

En nærmere analyse af redskaberne fra Nyayanga viser, at disse har været anvendt til at processere både planter og kød. Nogle har faktisk argumenteret for, at de første Oldowan redskaber primært blev anvendt til processering af planteføde, og at kød først for alvor blev en del af menukortet for 2 mio. år siden.

Oldowan redskaberne fra Nyayanga er betydeligt ældre end det tidspunkt, hvor en øget hjernestørrelse hos vores forfædre kan dokumenteres. Den traditionelle opfattelse er, at der er en sammenhæng mellem den begyndende, systematiske fremstilling og brug af redskaber af sten og hjernens begyndende udvikling, og dermed også opståelsen af slægten Homo. De nye redskaber gav mulighed for systematisk at udnytte en ny føderessource – animalsk føde (kød og knoglemarv), der sammenlignet med en grov, uforarbejdet planteføde er langt mere kalorie- og næringsrig.

Problemet er her, at de ældste fund af kranieknogler, der tillader en vurdering af hjernestørrelsen, kun er omkring 2 mio. år gamle. De ældste fund af tidlig Homo er meget fragmentariske; f.eks. er det ældste, ca. 2,8 mio. år gamle, fund af tidlig Homo en underkæbe med fastsidddende tænder ( se videre i artiklen om tidlig Homo). Så vi ved ikke noget med sikkerhed om hjernestørrelsen før end for 2 mio. år siden.

Men noget kunne altså tyde på, at hjernen ikke ”lå på lur”, da kalorieindtaget begyndte at stige. Sandsynligvis gik der en rum tid (flere hundrede tusinde år?), inden hjernen begyndte at vokse. Måske skulle der også andet til end blot mere næringsrig- og kalorierig kost, f.eks. en ændring af den sociale struktur hos vores forfædre. Dette kan man læse mere om i min bog ”Da mennesket blev menneske”, men her følger et lille uddrag.

Store hjerner og store familier
Dyr med store hjerner er sjældne – der er nemlig formidable ener­gimæssige omkostninger ved at have en stor hjerne, og hjernen må konkurrere med andre organer om de begrænsede ressourcer. Selv om hjernens vægt hos det voksne menneske udgør mindre end 2 % af legemsvægten, lægger den beslag på ikke mindre end 20-25 % af ener­giproduktionen; og ulig andre organer kræver hjernen stor energitilførsel døgnet rundt – også når vi sover. Store hjerner kræver desuden en lang modningsperiode, som stærkt hæmmer hastigheden, hvormed besidderne af store hjerner kan reproducere. Udviklingen af store hjerner kræver vedvarende omsorg for meget afhængige og langsomt modnende unger. Derfor var en afgørende forudsætning for udviklingen af menneskets hjerne etableringen af en stor familie, der kunne tilvejebringe den nødvendige omsorg.

Den udvidede familie
Der er næppe nogen tvivl om, at udvikling af hjernen til det niveau, som vi besidder – og som giver vores liv et så rigt indhold – i sidste ende afhang af etableringen af familien som social ramme. Opfindelsen af den udvidede familie (se nedenfor) gjorde mennesket i stand til at udvikle store hjerner og minimere de ulemper, der er forbundet med denne udvikling: lang modningstid og tilsvarende lav frugtbarhed. Den lange modningstid bruges til vækst af hjernen, der hos mennesket først slutter ved puberteten. Der går bl.a. tid til at danne erfaringsbaserede forbindelser (synapser), hvorved kompleksiteten og omfanget af hjernens funktionelle netværk øges, hvilket er afgørende for hjernens funktion hos voksne.

Efter nogle antropologers mening har etableringen af parforholdet, dvs. etableringen af stærke bånd mellem to individer af forskelligt køn, været et afgørende trin frem mod dannelsen af den udvidede familie­struktur. Vores nærmeste slægtninge, chimpansen og bonoboen, lever i store grupper af individer af begge køn. De parrer sig frit med hinanden, og hunnerne er (i modsætning til hannerne) tilbøjelige til at forlade gruppen på et tidspunkt. Hos vores forfædre, måske allerede hos tidlig Homo, blev denne adfærd afløst af faste pardannelser, hvilket ses som et første skridt frem mod dannelsen af store familiegrupper og slægtskab i flere niveauer (søskende-forældre-bedsteforældre-kusiner osv.). De enkelte individer ville vide, hvem de var i slægt med, og børnene kendte eksempelvis både til fars og mors familie.

Udviklingen af det familiære netværk hos vores forfædre gjorde mød­rene i stand til at få børn i en tidligere alder, end man ville forvente ud fra hjernestørrelsen.

Den efterfølgende udvikling af et symbolsk sprog gjorde mennesket i stand til at kommunikere om objekter, der ikke var til stede, inkl. fø­deemner, der evt. kunne indsamles i fremtiden. Det symbolske sprog var et middel til at være fælles om viden og koordinere overlevelsesstrategier, når omgivelserne bød på potentielle trusler, hvor man kunne være i tvivl om, hvad der var den rigtige handlemåde.

Sproget gjorde det også lettere at overføre og lagre ophobet viden fra én generation til den næste. Sproget satte mennesket i stand til at skaffe sig føde af højere kvalitet, der desuden var nemmere at fordøje; mennesket skulle derfor bruge mindre energi på indsamling og fordøjelse, hvorfor mere energi kunne afses til hjernen.

Hos vores jæger-samlerforfædre udviklede hjernen sig som følge af positiv feedback i et socialt system, der blev mere og mere komplekst, og hvor de mest socialt „intelligente“ udkonkurrerede de mindre socialt egnede. Social intelligens skal her forstås som evnen til at danne allian­cer, til planlægning, til abstrakt tænkning og til klar kommunikation. Et modersprog – med blot en minimal syntaks (sætningsbygning) – under udvikling ville være mest effektiv, hvis lange ordlister var tilgængelige. Derfor ville dem, der kunne huske flest ord, have en fordel, idet de bedre kunne kommunikere – det ville højst sandsynligt også være dem, der havde de største eller bedst udviklede hjerner; disse ville levere flest gener til næste generation.

Social kompleksitet og udviklingen af neocortex
Udviklingen af den store hjerne hos mennesket hænger især sammen med udviklingen af hjernebarken eller neocortex. Neocortex findes kun hos pattedyr. Kvantitativt varierer neocortex kolossalt fra art til art; selv når der tages hensyn til legemsvægten varierer neocortex med en faktor 125. Neocortex er en foldet, kun et par millimeter tyk skal af hjernevæv. Udfoldet ville menneskets neocortex fylde ca. 200.000 mm² . Neocortex lagrer information om omgivelserne, så pattedyrene nemt kan finde føden og de øvrige ressourcer, der er nødvendige for overle­velse.

Den voksende neocortex og forældreomsorgen kom til at udgøre de mekanismer, hvorved viden og erfaring kunne overføres fra den ene generation til den næste. Denne vidensoverføring blev et resultat af den tætte kontakt med forældrene gennem barndommen, som gav barnet mulighed for at observere og lære fra de voksnes adfærd. Den store hjerne gav forøgede muligheder for at oplagre, hvad de havde lært. Der er endvidere undersøgelser, der tyder på, at stigende kompleksi­tet af de sociale netværk („den udvidede familie”) var en af de faktorer, der var med til at stimulere udviklingen af neocortex hos primater generelt, men i særlig grad hos mennesket (positiv feedback).

Vi kan derfor konkludere, at menneskets succes i udviklingsmæssig sammenhæng afhang af to markante stødpuder mod livets farer: Store hjerner og den udvidede familie, som gensidigt understøttede og forøgede værdien af hinanden – med sproget som et vigtigt bin­deled. Menneskets nyere historie er karakteriseret ved udvikling af flere stødpuder i form af kulturelle institutioner: Regeringer, kirker, forsikringsselskaber m.m. Ikke mindst uddannelsesinstitutioner øger hjernens funktionsevne og kan have direkte indflydelse på nervecel­lernes vækst og dannelse af indbyrdes forbindelser. Hjernen er i denne forbindelse enestående blandt organerne pga. dens behov for feedback fra erfaringen for at opnå fuld funktionsdygtighed.

1970’erne blev der i Apidima-hulen i det sydlige Grækenland fundet to kraniefragmenter, betegnet Apidima 1 og Adipima 2. På daværende tidspunkt var det ikke muligt at klassificere fundene, men en opdatering indikerede, at begge kranier var omkring 160.000 år gamle eller måske lidt ældre.

Nu er begge kranier blevet analyseret mere detaljeret ved hjælp af digitale rekonstruktioner. Desuden er kranierne blevet gendateret ved hjælp af henfald af uran (uranium-thorium datering). Adipima 2 er det mest komplette af de to fund og består af det meste af ansigtsskelettet samt dele af hjernekassen. Analyserne viser, at det med sikkerhed stammer fra en neandertaler og er ca. 170.000 år gammelt.

Adipima 1 består kun af den bagerste del af hjernekassen. Den digitale analyse indikerer, at det højst sandsynligt stammer fra en tidlig Homo sapiens, selv om analysen også har afsløret flere arkaiske træk ved hjernekassen. Dette er dog som forventet ved et så tidligt fossil af Homo sapiens. Ifølge forfatterne udviser Adipima 1 ingen træk, der er typiske for neandertalere. Det mest overraskende ved Adipima 1 er alderen. Den er dateret til at være mindst 210.000 år gammel. Apidima 1 er dermed det ældste spor af Homo sapiens uden for Afrika.

Implikationerne af de nye undersøgelser er potentielt meget betydelige. For det første antyder Apidima 1 sammen med et 300.000 år gammelt fund fra Marokko, at Homo sapiens kan være betydelig ældre end hidtil antaget. For det andet viser de nye dateringer, at Homo sapiens er udvandret fra Afrika adskillige gange og ikke kun for 60.000-70.000 år siden, som man hidtil har ment. Intet tyder dog på, at disse tidlige migrationer har resulteret i permanent kolonisering uden for Afrika. Og for det tredje ser vi her, at Homo sapiens og neandertalere har beboet samme region på skift, sådan som man også kender det fra Levanten.

Validiteten af det nye fund vil afhænge af, om dateringen holder og og om diagnosen, der jo er baseret på et relativ lille fragment, er korrekt.

Det skal tilføjes, at en anden undersøgelse af Apidima-fossilerne har konkluderet, at begge kranier repræsenterer en overgangspopulation mellem europæisk Homo erectus og neandertalerne.

Nye, grundige dateringer af lagene i Denisova-hulen har vist, at hulen var beboet af Denisova-mennesket i perioder mellem for 287.000 og 55.000 år før nu og af neandertalere i perioder mellem for 193.000 og 97.000 før nu. Det er uklart, hvornår Homo sapiens ankom og boede i hulen. Men redskaber fra Øvre Palæolitikum, der normalt tilskrives Homo sapiens, er fundet i hulen; redskaberne er mellem 42.000 og 48.000 år gamle. Fra den nærliggende lokalitet ved Ust’-Ishim er der indikationer på, at Homo sapiens var dér for omkring 45.000 år siden.

I 1980 blev der fundet en halv underkæbe med to fastsidddende tænder i Baishiya Karst hulen i 3280 m højde på det tibetanske plateau i Kina. Finderen var en munk, og knoglen lå i mange år hengemt i et kloster. Men for nylig kom det i forskernes hænder, og nu kunne det for det første fastslås, at knoglen var mindst 160.000 år gammelt (svarende til næstsidste istid). For det andet kunne det fastslås, at knoglen stammer fra et Denisova-menneske eller et individ tæt beslægtet hermed. Det fylogenetiske slægtskab er baseret på analyse af protein (kollagen) udvundet fra de to tænder. Det har ikke været muligt at finde spor af DNA i knoglen eller tænderne. Der er også fundet talrige stenredskaber og dyreknogler med skæremærker i hulen. Knoglen repræsenterer det hidtil bedste og eneste fossil, der kan give os nogen anelse om udseendet hos Denisova-mennesket, og det viser også, at disse – i hvert fald i perioder – var udbredt over en større del af Asien end det oprindelige fund fra Denisova-hulen lod antyde.

Denisova-hulen i Sibirien, hvor de oprindelige fund blev gjort, ligger i blot 700 m højde, mens Baishiya Karst hulen som nævnt ligger i 3280 m højde. Dette indikerer, at højdetilpasning allerede blev udviklet hos Denisova-mennesket og herfra videregivet i form af en særlig variant af det såkaldte EPAS gen til de nulevende tibetanere. Tibetanere har som de eneste denne særlige variant af EPAS genet, der gør, at de kan leve i stor højde, hvor atmosfærens iltindhold er lavt. Arkæologiske undersøgelser viser, at Homo sapiens har opholdt sig på det tibetanske plateau i 4600 m højde så tidligt som for 30.000-40.000 år siden.

Udgravninger på den filippinske ø, Luzon, har tidligere frembragt 57 stenredskaber samt et næsten parteret skelet af et næsehorn, som viser klare tegn på slagtning. Redskaberne er ca. 700.000 år gamle. Siden er der også fundet hominine fossiler på øen, nærmere bestemt i Callao hulen. I 2007 blev der fundet en tåknogle, og for nylig er der fundet yderligere 7 kindtænder fra overkæben, to håndknogler, to tåknogler og en lårbensknogle. Fossilerne repræsenterer mindst tre individer og er dateret til 50.000-67.000 år. Finger- og tåknoglerne er primitive og bøjede, hvilket antyder, at klatring var en vigtig del af adfærden. Tænderne er derimod mere moderne og klart Homo. Kombinationen af de primitive og mere deriverede træk er ifølge finderne unikke, hvorfor fossilerne er allokeret til en ny art, Homo luzonensis. Det er ikke lykkedes at udvinde DNA fra fossilerne.

Homo luzonensis er som Homo floresiensis en dværgart, og de to kan måske opfattes som ”fætre” med en fælles forfar (der dog indtil videre er helt ukendt, men kan være Homo ergaster/erectus). Ligesom for Homo floresiensis’ vedkommende viser det nye fund, at sørejse i en eller anden form (måske på naturlige ”tømmerflåder”) i Sydøstasien fandt sted tidligt i mellemste Pleistocæn – det er sandsynligt, at mindst et åbent havområde skulle passeres dengang – selv om der er en næsten ubrudt økæde fra Borneo (Sunda).

Homo Luzonensis var tilstede på Jorden i samme tidsrum som Homo floresiensis, Homo sapiens, Denisova mennesket, neandertalerne og Homo soloensis på Java.

Der er tidligere fundet Oldowan redskaber fra det nordlige Algeriet, der er 1.8 millioner år gamle. I slutningen af 2018 er der rapporteret nye fund fra samme område, der er dels 1.9 mio. år og 2.4 mio. år gamle. Redskaberne, der er 2.4 mio. år gamle, er fundet sammen med dyreknogler med tydelige skæremærker. De ældste fund af Oldowan redskaber er fra Østafrika (Gona og Kanjera), og disse er 2,6 mio. år gamle. I hvert fald fra Bouri i det nordlige Ethiopien kendes skæremærker på dyreknogler, der er 2.5 mio. år gamle. Er der tale om en tidlig spredning af Oldowan fra Østafrika til Nordafrika, eller er Oldowan opstået selvstændigt her? Det spørgsmål kan ikke besvares for nærværende.

Fundet er beskrevet i Science i november 2018.

Den første udvandring fra Afrika fandt sted for lidt under to millioner år siden, og formentlig var vandringsmanden Homo ergaster. Det har i hvert fald været den gængse opfattelse i mange år.

De ældste fossiler uden for Afrika er dem fra Dmanisi (1,77-1,85 mio. år). To fortænder, der muligvis tilhører Homo erectus fra Yuanmou, sydlige Kina er 1,7 mio. år; Et Homo erectus kranium fra Lantian (Gongwangling), Kina er 1,63 mio. år, mens de ældste fossiler fra Sangiran, Java er 1,5-1,6 mio. år. Redskaber fra Nihewan i det nordlige Kina er 1,6-1,7 mio. år. En underkæbe fra Homo erectus er fundet i Chenjiawo, Lantian, Kina og er ca. 700.000 år gammel.

Nu er der publiceret fund af stenredskaber, der måske er 2,1 mio. år gamle: På lokaliteten Shangchen, Lantian, Kina mellem Yangtse og Den Gule Flod er der på løss plateauet fundet 88 stenredskaber, hvor der er afslået flækker samt 20 umodificerede sten; alderen er mellem 1,26 og 2,12 mio. år bestemt ved palæomagnetisme, der er den bedste dateringsmetode til denne type jordlag. Ingen fossiler er fundet. Fundet antyder, at mennesket (tidlig Homo?) var tilstede i Kina for mere end 2 mio. år, hvilket så må betyde, at udvandringen fra Afrika startede tidligere end hidtil antaget.

Analyse af DNA fra en 90.000 år gammel knogle fra Denisova-hulen i sibiriske Altajbjerge viser sig at stamme fra en kvinde (kaldet Denny), hvor halvdelen af hendes DNA (ét kromosomsæt) stammer fra en neandertaler, mens den anden halvdel stammer fra et Denisova-menneske. Alt hendes mitokondrie-DNA stammer fra neandertaleren. Da mitokondrie-DNA udelukkende nedarves fra moderen, kan det konkluderes, at moderen må have været neandertaler og faderen Denisova.

Neandertalere og Denisova-mennesker opfattes som søstergrupper, nogle opfatter endda Denisova-mennesker som østlige neandertalere. Formentlig har de to haft en fælles forfar for omkring 300.000 år siden og de har derfor været nært beslægtede. Det vides dog ikke, om Denny var frugtbar.

Neandertalerne levede især i det vestlige Eurasien, mens Denisova-menneskene levede i kontinentets østlige del; derfor er det ikke sandsynligt, at de to har mødtes ofte.

I begyndelsen af den sidste mellemistid, Eem, skete der en hurtig spredning af Homo sapiens fra Østafrika til hele det afrikanske kontinent. Under den foregående istid, Saale, har Homo sapiens været begrænset til små enklaver i det sydlige og østlige Afrika. I Eem fungerede Nildalen som en hovedkorridor til den nordafrikanske kyst, hvorfra Homo sapiens har bredt sig videre langs kysten mod vest til Marokko (lokaliteten Dar-es-Soltan) og mod øst til Levanten (lokaliteterne Skhūl og Qafzeh i Israel). Det kan ikke udelukkes, at Homo sapiens på dette tidspunkt kortvarigt var udbredt til dele af det sydlige Asien. Nye fossilfund fra Karmelbjerget (Misliya-hulen) i Israel dokumenterer tilstedeværelsen af Homo sapiens uden for Afrika allerede for mellem 177.000 og 194.000 år siden, det vil sige i begyndelsen af Saale-istiden. De omtalte ekskursioner til Levanten (Skhul, Qafzeh og Misliya) hænger sandsynligvis sammen med periodiske ekspansioner af Homo sapiens’ geografiske råderum, som har fluktueret med klimaet (tørt-fugtigt) eller demografiske faktorer. Der har næppe været tale om permanente kolonisationer.

Der er senere rejst kritik af dateringen af Misliya-fossilet, og nogle mener, at fossilet ikke er mere end 60.000-70.000 år gammelt. Indtil videre (ultimo 2018) må alderen siges at være uafklaret.

Her i begyndelsen af 2018 er der i tidsskriftet Science publiceret overbevisende evidens for, at neandertalerne kan tages til indtægt for flere tilfælde af i det mindste simpel hulekunst. I tre spanske huler er der fundet malede figurer, der er dateret til en minimumsalder på ca. 65.000 år – dv.s. 20.000 år før ankomsten af Homo sapiens til området, hvilket mere end antyder, at de pågældende figurer må være udført af neandertalere. I La Pasiega-hulen i Cantabrien er der tale om rødmalede streger; i Maltravieso-hulen (Extremadura) er der fundet et negativt aftryk af en hånd; og i Ardeles-hulen i Andalusien er der fundet rødmalede drypsten. Dateringen er radiometrisk og foretaget med Uran-Thorium metoden på aflejret kalcit, der ligger over malerierne. Der er derfor tale om minimumsaldre for de pågældende billeder. Bortset fra det negative håndaftryk er alle de nævnte figurer simple og non-figurative, hvor der måske-måske ikke er tale om symbolske udtryk.

Fugurerne er vist på nyhedssiden af samme navn.