Tidsintervallet mellem 3 og 3 millioner år før nu er en kritisk periode i menneskets evolution – det er i dette interval at slægterne Homo og Paranthropus opstår, og en mulig forfar til disse to, A. afarensis, forsvinder.
I Ledi-Geraru området i Afartrekanten i det nordlige Etiopien er der fundet fossiler, der repræsenterer Homo (2,78 og 2,59 millioner år gamle) og Australopithecus (2,63 millioner år gamle).

De nye fossiler (tænder) repræsenterende Australopithecus kan endnu ikke artsbestemmes, men de er tilstrækkelig forskellige fra tænderne tilhørende de to tidligere arter af Australopithecus, der er fundet i Afar, A. afarensis og A. Garhi, til, at de kan stamme fra nogen af dem. Tilsyneladende var der således fire forskellige homininer i Østafrika mellem 3 og 2,5 millioner år før nu – tidlig Homo, Paranthropus, A. garhi og den nye Australopithecus fra Ledi-Geraru. På dette tidspunkt var Afar-regionen frodig og grøn med et rigt dyreliv.
A. afarensis er den mest sandsynlige forfar til mange senere homininer, herunder Homo og Paranthropus. Der er ikke fundet fossiler af afarensis yngre end 2,95 millioner år før nu. Der er (endnu) ikke fundet fossiler af Paranthropus i Afar-regionen.
De nyfundne tænder – tretten i alt – er kindtænder, forkindtænder og hjørnetænder. De tre af tænderne repræsenterer Homo og ligner dem, der tidligere er fundet (2013) ved Ledi-Geraru. De ti øvrige tænder tilhører den nye art af Australopithecus.

