I begyndelsen af den sidste mellemistid, Eem, skete der en hurtig spredning af Homo sapiens fra Østafrika til hele det afrikanske kontinent. Under den foregående istid, Saale, har Homo sapiens været begrænset til små enklaver i det sydlige og østlige Afrika. I Eem fungerede Nildalen som en hovedkorridor til den nordafrikanske kyst, hvorfra Homo sapiens har bredt sig videre langs kysten mod vest til Marokko (lokaliteten Dar-es-Soltan) og mod øst til Levanten (lokaliteterne Skhūl og Qafzeh i Israel). Det kan ikke udelukkes, at Homo sapiens på dette tidspunkt kortvarigt var udbredt til dele af det sydlige Asien. Nye fossilfund fra Karmelbjerget (Misliya-hulen) i Israel dokumenterer tilstedeværelsen af Homo sapiens uden for Afrika allerede for mellem 177.000 og 194.000 år siden, det vil sige i begyndelsen af Saale-istiden. De omtalte ekskursioner til Levanten (Skhul, Qafzeh og Misliya) hænger sandsynligvis sammen med periodiske ekspansioner af Homo sapiens’ geografiske råderum, som har fluktueret med klimaet (tørt-fugtigt) eller demografiske faktorer. Der har næppe været tale om permanente kolonisationer.

Overkæben fra Misliya-hulen. Den er sikker Homo sapiens og ca. 180.000 år gammel

Der er senere rejst kritik af dateringen af Misliya-fossilet, og nogle mener, at fossilet ikke er mere end 60.000-70.000 år gammelt. Indtil videre (ultimo 2018) må alderen siges at være uafklaret.

Her i begyndelsen af 2018 er der i tidsskriftet Science publiceret overbevisende evidens for, at neandertalerne kan tages til indtægt for flere tilfælde af i det mindste simpel hulekunst. I tre spanske huler er der fundet malede figurer, der er dateret til en minimumsalder på ca. 65.000 år – dv.s. 20.000 år før ankomsten af Homo sapiens til området, hvilket mere end antyder, at de pågældende figurer må være udført af neandertalere. I La Pasiega-hulen i Cantabrien er der tale om rødmalede streger; i Maltravieso-hulen (Extremadura) er der fundet et negativt aftryk af en hånd; og i Ardeles-hulen i Andalusien er der fundet rødmalede drypsten. Dateringen er radiometrisk og foretaget med Uran-Thorium metoden på aflejret kalcit, der ligger over malerierne. Der er derfor tale om minimumsaldre for de pågældende billeder. Bortset fra det negative håndaftryk er alle de nævnte figurer simple og non-figurative, hvor der måske-måske ikke er tale om symbolske udtryk.

Fugurerne er vist på nyhedssiden af samme navn.

I november 2017 nummeret af tidsskriftet Current Biology beskrives en ny art af orangutangen, Pongo tapanuliensis, der lever i Batang Toru skoven på vestkysten af Sumatra, syd for den anden art af orangutangen på Sumatra, Pongo abelii, der lever på øens nordspids. På Borneo lever den tredje art, Pongo pygmaeus. Den nye art, hvoraf der er færre end 800 individer, adskiller sig fra de to øvrige både hvad angår udseendet (morfologien) og adfærden. Også genetiske analyser peger på, at der er tale om en ny art.

Pongo abelii på Sumatras nordspids udskiltes først, for ca. 3,97 millioner år siden. For ca. 2,41 millioner år siden adskiltes Pongo tapanuliensis fra Pongo pygmaeus. Det vil sige, at den nye art, Pongo tapanuliensis, er nærmere beslægtet med arten på Borneo end med den anden art på Sumatra.

Der er to arter af chimpanser, den almindelige chimpanse og bonoboen (dværgchimpansen), og to arter af gorillaer, østlige og vestlige gorillaer.

I 1960 blev en lokalitet, Jebel Irhoud, udgravet i Marokko. Der fandtes flere hominine fossiler, blandt andet velbevarede kranier sammen med redskaber af mellempalæolitisk type (der svarer til neandertalernes Moustérienredskaber fra Europa). Fossilerne er af de fleste blevet betragtet som arkaiske eller eventuelt som overgangsfossiler; de blev oprindeligt dateret til ca. 160.000 år. I 2017 blev der publiceret fund af nye fossiler, der kan betragtes som nær-moderne, men især hjernekassen udformning er dog klart arkaisk. Desuden er fundene blev dateret med nye metoder, der viser en alder på fossilerne og redskaberne på omkring 300.000 år. Fossilerne fra Jebel Irhoud er dermed det ældste spor, der viser udviklingen frem mod Homo sapiens. Og det er muligt, at tidlig Homo sapiens kan være ansvarlig for opfindelsen af den mellempalæolitiske redskabskultur i Afrika.

Nær-moderne fossiler fra Jebel Irhoud, Marokko. Ca. 300.000 år.

Moderne og nær-moderne kranier

Udviklingen af Homo sapiens i Afrika
Hvordan var den evolutionære proces frem mod Homo sapiens? Og hvem var den sidste fælles forfar til Homo sapiens og neandertalerne, og hvornår levede denne? De ældste, ikke helt moderne spor efter Homo sapiens er ca. 300.000 år gamle (fossiler fra Jebel Irhoud), mens fuldt moderne Homo sapiens formentlig er under 200.000 år (fossiler fra Omo-Kibish og Herto, Etiopien). Det er derfor generelt accepteret, at oprindelsesstedet for Homo sapiens er Afrika, hvor det for mere end 500.000 år siden delte en fælles forfar, Homo heidelbergensis, med neandertalerne. Desuden er der stigende evidens for, at der i perioden mellem 300.000 og 50.000 år før nu levede flere grupper af både arkaisk udseende og moderne eller nær-moderne homininer i Afrika.

Et muligt scenario for udviklingen af Homo sapiens kan være som følger (Stringer 2011, 2016): Det moderne menneske er opstået ud fra forskellige afrikanske befolkningsgrupper, som levede i geografisk adskilte områder. Den variation, der er blandt mellempleistocæne og senpleistocæne afrikanske fossiler, f.eks. mellem Omo Kibish 1 og 2 (figur 9), gør det meget lidt sandsynligt, at der er et simpelt direkte slægtskab mellem en gammel Homo heidelbergensis morfologi og en moderne Homo sapiens morfologi. Variationen kunne i stedet indikere sameksistensen af morfologisk forskellige befolkninger i sen mellem Pleistocæn (for omkring 250.000 år siden) i Afrika. Evolutionen kan tænkes at have forløbet forskelligt og uafhængigt i forskellige områder med udviklingen af mindre morfologiske forskelle som konsekvens, forskelle der senere førte til en forening mod den fuldt udviklede Homo sapiens. Dette kunne kaldes en ”afrikansk multiregional teori” om Homo sapiens’ oprindelse på basis af mange subpopulationer i Afrika, der ikke var mere forskellige, end at de kunne få avledygtigt afkom med hinanden (Hammer 2016). Man kan sammenligne det med et system af flettede floder, et åbent genetisk netværk af forskellige evolutionære linjer i det mellempleistocæne Afrika. Morfologisk forskellige fossiler, som f.eks. Kabwe (arkaisk), Jebel Irhoud (arkaisk-moderne) Florisbad (arkaisk-moderne) og Omo Kibish (både arkaiske og moderne) eksisterede inden for det samme relativt snævre tidsinterval. Der er også stigende sikkerhed for overlevelsen af endnu yngre populationer med en arkaisk morfologi i sen Pleistocæn ved blandt andet Lake Eyasi, Tanzania, Iwo Eleru, Nigeria (ca. 14.000 år) og Lukenya Hill, Kenya (ca. 22.000 år). Iwo Eleru kalvariet minder i påfaldende grad om det langt ældre, ca.  140.000 år gamle kalvarium fra Ngaloba, Tanzania. Disse fossiler antyder en dyb Pleistocæn substrukturering af de afrikanske sapiensgrupper med mulig genetisk blanding mellem sen Homo sapiens og overlevende arkaiske linjer. Istiderne på den nordlige halvkugle resulterede i Afrika i varierende nedbør, som førte til skabelsen eller fjernelsen af geografiske barrierer mellem befolkningsgrupperne såsom ørkner og tæt regnskov, der begge ville have været nærmest uigennemtrængelige for tidlig Homo sapiens. Perioden for 150.000 år siden var generelt tør, med den sandsynlige isolering eller måske uddøen af små populationer i Afrika. Starten af sidste mellemistid for 120.000 år siden kunne derimod have været en periode med ekspansion og forbindelser, der kunne befordre både genetiske og kulturelle udvekslinger. Den sidste del af skelettet, der undergik modernisering kan være hjernekassen (og dermed, implicit, også hjernen). Dette kan være sket for blot omkring 100.000 år siden og sammenfaldende med udviklingen af den moderne adfærd, der mest af alt adskiller Homo sapiens fra alle de arkaiske menneskeformer. Resultatet af dette ville være den sammensatte art, som vi kalder moderne Homo sapiens, morfologisk og adfærdsmæssigt, men der var aldrig tale om et enkelt oprindelsessted.

Kan geometriske tegn – figurer og streger – der er fundet i association med de spektakulære hulemalerier fra sidste istid, repræsentere en form for kode eller nedskreven information og således være en forløber for egentlige skriftsprog, der først opstod langt senere – for blot omkring 5.000 år siden i Mesopotamien (Sumer) og Ægypten?

De 32 gennemgående tegn som von Petzinger har observeret gentagne gange

Palæoantropologen Genevieve von Petzinger fra universitet i Victoria, Canada har undersøgt et stort antal huler i Europa fra Spanien til Ural og er kommet frem til, at 32 geometriske tegn går igen i mange huler, der tidsmæssigt spænder over 30.000 år – fra 40.000 år til 10.000 år før nu.

I den berømte Lascaux hule i Frankrigs Dordogneregion er der f.eks. malet geometriske tegn, firkanter og prikker under dyrebillederne

Grafiske tegn i en af istidens huler i Europa

Andre tegn, der bl.a. optræder på halskæder fremstillet af dyretænder, kunne have fungeret som ”huskesedler” for vigtige rituelle eller ceremonielle handlinger eller måske information om stammens oprindelsesfortællinger.

En 16.000 år gammel halskæde fremstillet af dyretænder. Har de viste mærker hjulpet ejeren til at recitere stammens forælling om dets oprindelse

Se også temaet om skriftsprogets oprindelse

En dansk gruppe fra Institut for Geogenetik, KU har udvundet DNA fra et af Koelbjegkvindens tænder og påvist tilstedeværelse af et Y-kromosom. Det viser med meget stor sandsynlig, at Koelbjergkvinden i virkeligheden er en MAND! Et gen på Y-kromosomet, SRY-genet, er kritisk for kønsbestemmelsen hos fosteret. Jeg er på nuværende tidspunkt ikke klar over om, forskergruppen har påvist et aktivt SRY-gen hos Koelbjergkvinden eller ej, idet undersøgelsen endnu ikke er publiceret.

Se også siden om Koelbjergkvinden.

Der er nu gjort et første, noget indirekte, forsøg på at aldersbestemme Homo naledi, der i 2013 blev fundet i en hule i Sydafrika (se indlæg fra den 25. september 2015). Problemet med aldersbestemmelsen har været, at de afdøde var blevet transporteret til hulen, hvor de blev fundet, og ikke døde der. Så nogen direkte aldersbestemmelse har ikke været mulig. Mark Collard et al. samlede en stor supermatrix af kraniodentale karakterer fra tidlige og senere homininer. Efterfølgende analyserede de data ved hjælp af statistiske metoder (Bayesisk fylogenetisk teknik) og nåede frem til en sandsynlig alder på Homo naledi på 912.000 år, altså lidt under en million år. Homo naledi kan derfor alene af denne grund ikke anses for en basal art af Homo-slægten, idet fossiler af tidlig Homo fra Østafrika er over 2,5 millioner år.

I 2014 blev der fundet nye fossiler af Homo floresiensis på lokaliteten Mata Menge i So’a bassinet på det centrale Flores 74 km fra Liang Bua: Et underkæbefragment + seks isolerede tænder fra mindst tre individer (en voksen (underkæben) og to børn).  Fossilerne er dateret til ca. 700.000 år før nu (dateret med flere forskellige absolutte teknikker) og dermed de ældste hominine fossiler fra Flores. De matcher størrelsesmæssigt og hvad angår morfologi fossilerne tilhørende Homo floresiensis fra Liang Bua, men Mata Menge fossilerne (bl.a. den voksne underkæbe) er endnu mindre end Liang Bua fossilerne. De levede sammen med en dværgfauna, og de producerede simple stenredskaber, der i forbavsende grad matcher redskaberne fra Liang Bua. Mata Menge fossilerne er deriverede i forhold til Australopithecus og Homo habilis og støtter derfor hypotesen om, at Homo floresiensis er en dværgudgave af asiatisk Homo erectus. Den ekstremt lille kropsstørrelse synes derfor udviklet på et meget tidligt tidspunkt. Fundene er desuden et meget stærkt indicium for, at Homo floresiensis er en distinkt, selvstændig art med dybe evolutionære rødder. 

Der er i marts 2016 publiceret en ny, forbedret datering af fundene fra Liang Bua hulen på den indonesiske ø, Flores. De første dateringer, der viste, at Homo floresiensis levede indtil for for omkring 15.000 år siden, var baseret på C-14 analyser udført på trækul fundet i hulen. Men stratigrafien er meget kompliceret i hulen, og denne har ikke været helt forstået, da de første dateringer blev udført i 2003-04. Nu viser det sig, at fossilerne ligger i lag, der er mellem 60.000 og 100.000 år gamle, mens de fundne stenredskaber stammer fra lag, der er mellem 50.000 og 190.000 år. Dette betyder, at Homo floresiensis med stor sandsynlighed var forsvundet, inden ankomst af Homo sapiens. Derfor kan Homo floresiensis ikke repræsentere en patologisk form af Homo sapiens, som det har været hævdet af nogle. Det er med meget stor sandsynlighed en selvstændig art udviklet fra Homo erectus eller tidlig Homo.

I oktober 2015 blev der i Nature publiceret et fund af 47 tænder stammende fra tidlig Homo sapiens i Kina. Fundet blev gjort i en hule – Fuyan Cave – i det sydlige Kina 600 km nord for Hongkong, Tænderne er dateret til mellem 80.000 og 120.000 år før nu. Dateringen er sket på basis af en stalagmit, der var afsat i samme niveau som den stalagmit, der dækkede tænderne. Men som nævnt kom den daterede stalagmit fra en anden del af hulen, end den, der dækkede tænderne. Så dateringen kan være forkert.

De hidtil ældste fossiler af Homo sapiens uden for Afrika, i Europa, Østasien (Tianyuan-hulen i Kina, Niah-hulen på Borneo) og Australien er 40.000 til 50.000 år gamle; ældre fossiler fra Asien, der hævdes at stamme fra Homo sapiens, er alle kontroversielle.

De fleste studier peger på, at Homo sapiens’ udvandring fra Afrika startede for 50.000-70.000 år siden. Men der er dog fundet stenredskaber på den arabiske halvø og i Indien, der hævdes at være op til 125.000 år gamle; men da der er ikke fundet fossiler sammen med redskaberne, er det usikkert, hvem redskabsmageren er.

Forfatterne til ovennævnte studie diskuterer to forklaringer på fundet af de gamle tænder: Enten fandt der en tidlig udvandringsbølge sted fra Afrika mod Østasien inden hovedudvandringen for 50.000-70.000 år siden eller også støtter fundene det radikale synspunkt, at Homo sapiens (eller i det mindste den kinesiske version af Homo sapiens) er opstået i Kina.