Çatal Hüyük blev opdaget af James Mellaart og kolleger i 1958. Det er den største og samtidig en af de bedst undersøgte neolitiske bosættelser i det sydvestlige Asien. Bosættelsen blev grundlagt ca. 9.000 år før nu og bestod i 800-1.000 år. Çatal Hüyük dækkede et areal på omkring 13 hektar, hvilket er dobbelt så meget som det mindst 1.000 år ældre, neolitiske Jeriko. Til tider boede der op mod 10.000 mennesker i Çatal Hüyük!

Çatal Hüyük ligger ca. 50 km sydøst for Konya i det centrale Anatolien.

I dag fremtræder stedet som en langstrakt forhøjning, der er ca. 20 m høj og 500 m lang.

Forhøjningen er fremkommet ved, at nye bebyggelser som tidligere nævnt blev lagt oven på de gamle, efterhånden som disse blev nedbrudt. Çatal Hüyük betyder ordret „gaffelhøjen“ på tyrkisk, hvilket hentyder til, at bosættelsen reelt omfattede to landsbyer, en på hver side af et nu udtørret flodleje. Den største, østlige høj er af tidlig-neolitisk alder (9.000-8.000 år før nu), mens den mindre, vestlige høj er yngre (7.500-5.000 år før nu).

Livet i Çatal Hüyük
Bebyggelsen bestod af mudderstenshuse, der lå helt tæt op til hinanden uden gader imellem. Man kunne kun komme ind i husene gennem åbninger i det flade tag, og det kan godt undre, at man valgte at bo så tæt sammen på den øde og vidtstrakte anatolske højslette. Husenes grundareal var omkring 25 m2 med et større centralt rum omgivet af et eller flere mindre rum (forrådskamre?). Nogle af husene har indeholdt helligdomme. De døde blev begravet i fællesgrave, der i reglen var beliggende under husets gulve.

Çatal Hüyük var ikke nogen egentlig by, men snarere en forvokset landsby. Der blev udført meget håndværk i bl.a. obsidian, f.eks. knive og de tidligst kendte spejle. Dette håndværk blev imidlertid ikke udført af specialister, men foregik i stedet i de enkelte hjem som en bibeskæftigelse. Der var heller ikke nogen form for offentlige bygninger, f.eks. templer som dem, der fandtes i Uruk i Sumer. Landsbyen bestod kun af utallige små, ensartede, næsten kvadratiske mudderstenshuse som nævnt ovenfor.

Grundlaget for Çatal Hüyük var hyppige oversvømmelser af en i dag helt udtørret flod, som skabte et stort våd- og marskområde. Centralt i landbruget var kvægdrift, men der var også fårehold og korndyrkning. Der blev i betydeligt omfang suppleret med jagt på råvildt og vildsvin. Kårene har givet været strenge, ikke mindst for børnene. Fundet af et stort antal barneskeletter vidner som på andre tidlig-neolitiske lokaliteter om stor børnedødelighed, og mange af skeletterne viser tegn på blodmangel, der sandsynligvis var en følge af fejlernæring.

Et særkende for Çatal Hüyük var et vidtforgrenet handelsnet, der strakte sig helt ud til kysten. Især blev der handlet med obsidian, der bl.a. byttedes for muslingeskaller til smykkefremstilling. Çatal Hüyük var hovedkilden til den obsidian, der i stor stil anvendtes i hele det sydvestlige Asien i neolitisk tid. Obsidian fandtes i rigelige mængder i området på grund af den dengang aktive vulkan Hasan dağ, der lå lidt nord for Çatal Hüyük. Vulkanen kan ses fra landsbyen og er afbildet på et af de mange vægmalerier, der fandtes inde i husene.

 

 

Noget af den ældste metallurgi kan spores tilbage til Çatal Hüyük. Kobber er det første metal, der blev anvendt, og udhamring af kobber uden opvarmning har fundet sted her. Çatal Hüyük er således en af de ældste lokaliteter, hvor man kan begynde at ane afslutningen på den 2,5 millioner år lange stenalder og overgangen til den første fase i „Metalalderen“ (kalkolitisk tid, der gik forud for Bronzealderen). Ordet kobber kommer af Cypern, hvor der var en rigelig forekomst af metallet.

Det åndelige liv
Talrige figuriner, små statuer af til tider meget frodige kvindeskikkelser (symboliserende „Moder Jord“?) blev fremstillet i Çatal Hüyük. Fundet af en fødende kæmpekvinde tronende i en armstol (figur 5-18) blev gjort i en kornkiste, hvilket har styrket formodningen om, at der var tale om en frugtbarhedsgudinde.

Forekomsten af helligdomme, livfulde vægmalerier inde i husene, figuriner og gravsteder har givet et detaljeret billede af det religiøse liv i dette tidlige landbrugssamfund. Tyren var et vigtigt religiøst symbol, og den blev hyppigt afbildet på vægmalerierne. I nogle af helligdommene er der fundet store gipsafstøbninger af tyrehoveder, der prydede væggene, og på gulvet neden for var der ofte anbragt menneskekranier, hvilket forstærker indtrykket af, at der har foregået egentlige religiøse ceremonier som led i en oksekult.

 

 

 

 

 

Afslutningen
Çatal Hüyüks forfaldt ganske pludseligt. Årsagen hertil er sandsynligvis af økologisk art: Jorden blev efterhånden udpint og uegnet til kornavl, da man hverken kendte til pløjning eller gødskning. En tiltagende tørke, der satte ind for 8.200 år siden, har også spillet ind.

De fleste af de fundne genstande m.m. er udstillet på museet for anatolske civilisationer i Ankara.

Çatal Hüyük er besøgt i oktober 2012