Lokalitet

Type-lokaliteten for Châtelperronien-kulturen er Grotte des Fées de Châtelperron i det centrale Frankrig. Grotte de Fées ligger i en lille dal (Graveron-floden) på nordflanken af Massif Central, 30 km sydøst for Moulins (se kort).

Byen Châtelperron ligger højt på en bakketop og består af en gammel borg, et borgmesterhus samt nogle få andre bygninger. Nedenfor bakken ligger selve lokaliteten med grotte og museum.

Fra museet er der ca. 1 km ad en sti til selve grotterne.

Fundhistorie

Lokaliteten blev opdaget i forbindelse med anlæggelsen af en jernbane i 1848 (deraf navnet Grotte de Fees). De første udgravninger blev udført ca. 1850 af A. Poirrier, der efterfulgtes af G. Bailleau, som gravede mellem 1867 og 1872. Bailleau observerede kun ét hovedlag af arkæologisk betydning, men det var dette materiale, som Abbé Henry Breuil i 1906 baserede sin oprindelige definition af Châtelperronien-kulturen på. De nyeste og vigtigste udgravninger er blevet foretaget af Henri Delporte (den senere direktør for Musée National Antiquities i Saint-Germain-en-laye) mellem 1951 og 1955. Delporte er i øvrigt mest kendt for sine udgravninger af neandertal-lokaliteten, La Ferrassie i Dordogne-regionen. Delportes resultater er deltaljeret beskrevet i rapporter, der i dag opbevares på Musée National Antiquities.

Datering

Lagene i Grotte des Fées er daterede med kulstof-14-metoden. Châtelperronien-lagene er ca. 44.000 – 40.000 år gamle (kalibreret til kalenderår). Det indskudte Aurignacien-lag i B4 er ca. 42.000 år gammelt.

 

Beskrivelse

Delporte rapporterede en sekvens af mindst otte arkæologiske lag på stedet omfattende i alt ca. 2,5 m. Af disse var mindst fem klart definerede Châtelperronien-lag (B1-B5), hvorunder der var mindst tre Moustérien-lag (C1-C3). Delportes detaljerede rapporter udelukker, at der kan have været nogen forstyrrelse af lagserien, der kunne have skabt usikkerhed om den relative kronologi. Som noget væsentligt havde allerede Bailleau observeret adskillige meget store stødtænder (op til 2 m lange) fra mammutter associeret med en serie af bålsteder i den centrale del af hulen – en opdagelse, der mindede stærkt om et lignende fund af en ”mammuttandshytte” i Grotte du Renne ved Arcy-sur-Cure 130 km nord for Châtelperron.

Det arkæologiske materiale fra Châtelperron omfatter et udvalg af forskellige redskabstyper, i alt mere end 750 redskaber, der er spredt jævnt i lagene B1-B5 med den største koncentration i B3-B5. Den mest betydningsfulde af Delportes observationer var et antal redskaber, der klart kunne erkendes som tilhørende Aurignacien-kulturen og som fandtes indlejret i Châtelperronien-lagene, dog især koncentreret i lag B4 (ca. 40.000 kalenderår før nu) mellem de Châtelperronien-rige B5 og B3 lag. Delporte noterede sig yderligere, at nogle af Aurignacien-redskaberne var fremstillet af en lokal flint af høj kvalitet, mens andre var fremstillet af en blågrå eller blegbrun kalcedon (mikrokrystallinsk flint), ligeledes af høj kvalitet. Kalcedonen må være importeret fra kilder, der ligger mindst 100 km væk fra Châtelperron-lokaliteten. Den høje kvalitet af Aurignacien-redskaberne står i skarp kontrast til den ringe flintkvalitet, der blev anvendt til fremstilling af Châtelperronien-redskaberne.

Den allervigtigste observation af Delporte var dog fundet af to perforerede dyretænder (en hjørnetand fra en ræv samt en hjørnetand fra et stort kattedyr) fra lag B4. Perforationerne er lavet på præcis samme måde, som der blev anvendt i Aurignacien-kulturen.

Opbevaring

På lokaliteten er der indrettet et meget fint museum om Châtelperronien og menneskets udvikling. Der er lagt vægt på dioramaer og fremstilling af flintredskaber, der forevises på en række videoer rundt i det lille, men fornemme museum. Man bliver også udstyret med en slags mobil guide ved hjælp af hvilken, man kan klikke sig ind på forklaringer til de forskellige dioramaer.

Diverse

Lokaliteten er sidst besøgt i 2001.

Referencer

1. Gravina, P. Mellars, C.B. Ramsey: Radiocarbon dating of interstratified Neanderthal and early modern human occupations at the Chatelperronian type-site. Nature 438: 51-56, 2005.
2. Zilhão, F. D’Errico, J.-G. Bordes, A. Lenoble, J.-P. Texier, J.-P. Rigaud: Analysis of Aurignacien interstratification at the Châtelperronian-type site and implications for the behavioral modernity of Neandertals. Proceedings of the National Academy of Sciences 103: 12643-12648, 2006.

 

Châtelperronien-kulturen

Neandertalerne levede i Europa og det vestlige Asien i omtrent 200.000 år, og de var der fortsat, da det moderne menneske, Homo sapiens, ankom fra sydøst for omkring 40.000 år siden. Neandertalerne repræsenterede den mellempalæolitiske Moustérien-kultur, der som tidligere omtalt var en decideret ikke-symbolsk kultur med fravær af billedlig repræsentation af enhver art. Alle dateringer demonstrerer klart, at der må have været en ikke ubetydelig periode – 5.000-10.000 år – hvor de nytilkomne mennesker (Homo sapiens) i Europa kom i kontakt med og levede side om side med neandertalerne. Dette er særlig tydeligt at se i Sydvesteuropa, hvor to meget forskellige kulturer eksisterede på én og samme tid: På den ene side klassisk Aurignacien-kultur (Øvre Palæolitikum) og på den anden side hvad der kaldes Châtelperronien-kultur. Châtelperronien-kulturen var grundlæggende en mellempalæolitisk kultur, men med tydelige øvre palæolitiske (symbolske) indslag. Op til 50 % af Châtelperronien-redskaberne består af levallois flækker og kerner samt andre typiske Moustérien-redskaber. Aurignacien-kulturen var som ovennævnt et produkt af Homo sapiens, mens arkæologiske undersøgelser i 1979 ved Saint-Césaire og ved Arcy-sur-Cure (Grotte du Renne) i Frankrig viste, at klassiske neandertalere var ansvarlige for Châtelperronien-kulturen. Udbredelsen af Châtelperronien-kulturen var begrænset til en forholdsvis lille zone i det vestlige og centrale Frankrig med en udløber til de tilstødende områder af Pyrenæerne og det nordlige Spanien. 

Châtelperronien-kulturen defineres som sidste stadium i mellemste Palæolitikum eller første stadium i øvre Palæolitikum, og er dateret til ca. 35.000-40.000 år før nu (kalenderår), hvilket svarer til sidste del af den store interstadial (mildning) midt i Weichsel-istiden, hvor klimaet var meget svingende. Kulturen er navngivet efter Grotte des Fées i Châtelperron og er karakteriseret ved nogle af de ældste objekter fremstillet af knogle, gevir og elfenben i Europa; ved perforerede tænder og skaller og andre halssmykker fremstillet i sten og knogle; ved retoucherede knive og pilespidser og knive, hvor  den ene kant er med vilje gjort sløv samt ved tilsynekomsten af stikler (eng. burins).

Den franske arkæolog  Abbé Henry Breuil fastslog i 1906, at Châtelperronien-kulturen var det tidligste stadium af Aurignacien (Aurignacien Inférieur). Dette blev dog senere, i 1933, korrigeret af hans kollega, D. Peyrony som anså  Châtelperronien-kulturen som den første af i alt fem stadier af Perigordien-kulturen (Perigordien I), der kun er beskrevet i det sydvestlige Frankrig. Perigordien-kulturen opfattes dog nu nærmest synonymt med Gravettien-kulturen. I dag regnes Châtelperronien-kulturen som værende distinkt fra andre kulturer, men samtidig med tidlig Aurignacien.

Der er stor diskussion og uenighed om, hvordan Châtelperronien-kulturen er opstået. Nogle argumenterer kraftigt for, at Châtelperronien-kulturen er udviklet selvstændigt af neandertalerne uden påvirkning fra Cro-Magnon menneskene. Dette synspunkt baseres især på fundene fra Arcy-sur-Cure, hvor Châtelperronien-lag er fundet under Aurignacien-lag. En mulighed er, at kontakt mellem de moderne og neandertalerne udløste en moderne adfærd hos sidstnævnte, evt. som et konkurrencefænomen: Konkurrencen om de sparsomme ressourcer drev neandertalerne til innovation og sociale forandringer.

Andre mener, at Châtelperronien-kulturens opståen bedst kan forklares som et resultat af den nære geografiske kontakt, der var mellem de oprindelige neandertalere og de nyindvandrede anatomisk moderne mennesker (akkulturation, stimuleret ved direkte interaktion og observation). Neandertalerne praktiserede oprindeligt en klassisk Moustérien-kultur, men de kiggede så at sige de fremmede over skulderen og lærte nye teknikker af dem. De nye metoder blev inkorporeret i den ældgamle Moustérien-kultur, hvorved Châtelperronien-kulturen opstod. Châtelperronien-kulturen lignede Moustérien hvad angik stenredskaber, mens mejsler, redskaber af ben samt smykker fremstillet af dyretænder var typiske øvre palæolitiske træk. Alternativt kan man tænke sig, at neandertalerne kan have handlet sig til nogle af Aurignacien-effekterne.

Her et lille uddrag af debatten om neandertalernes kognitive evner. Den portugisiske arkæolog Zilhao har argumenteret stærkt for, at neandertalerne havde en symbolsk adfærd tilnærmelsesvist som Homo sapiens. Han støttes i nogen grad af den amerikanske antropolog Erik Tringhau, mens franske Hublin er i opposition: Zilhao har bl.a. hævdet af smykker, inkl. okkerfarvede skaller fra Spanien er 45.000-50.000 år gamle, dvs. før ankomsten af Homo sapiens til området. Hublin har svaret tilbage, at akkulturation ikke er tegn på inferioritet, men at kulturel diffusion mellem grupper er hyppig og veldokumenteret i etnografiske og historiske studier. Men ifølge Hublin er neandertalernes smykker mere simple end Homo sapiens’, og han anser de to, baseret på morfologi, som distinkte arter, der har været adskilte i flere hundredtusinde år. Ifølge Hublin er Zilhao på en bestemt mission: ”De som er på en mission for Gud … er dem der forsøger at benægte al evidens, der ikke passer ind i deres personlige korstog.” Igen ifølge Hublin: ” Den seneste debat om neandertalernes evner er et af de værste eksempler på, hvor ideologiske forhold har overskygget den videnskabelige evidens.
Faktum er, at neandertalernes adfærd var forskellig fra vores og de anvendte forskellige typer af tilpasning for at overleve. Ifølge Trinkhaus er Zilhao kontroversiel og det vil han altid være. Men han har over de sidste par årtier bidraget meget væsentligt til palæolitisk arkæologi

En i store træk lignende udvikling kan spores andre steder i Europa. F.eks. markerer den såkaldte Uluzzien-kultur i det nordlige Italien samt Szeletien-kulturen langs den centrale del af Donau-dalen (figur 2) skiftet fra mellemste til øvre Palæolitikum i disse områder, og de pågældende kulturer menes opstået af samme årsager som Châtelperronien-kulturen i Sydvesteuropa. Nye undersøgelser har dog stærkt indikeret at Uluzzien-kulturen bør tilskrives Homo sapiens.