KOELBJERG

Lokalitet

Mose ved Koelbjerg nord for Vissenbjerg, Fyn.

KOELBJERG2

Fundhistorie

I 1941 fandtes skeletrester ved tørvegravningen i en lille mose (Grøftebjergmosen eller Skeletmosen) dybt nede mellem bakkerne ved Koelbjerg på gården Grøftebjerg i dødis-landskabet nord for Vissenbjerg på Fyn. Finderen var Svend Andersen.

 

Datering

Fundet blev første gang dateret i 1943 ved hjælp af pollenanalyser til botanisk zone V – boreal tid, dvs. skovtid eller tidligMaglemosekultur (11.000 – 8.400 år før nu), der er den ældste del af jægerstenalderen i Danmark. En senere kulstof-14-datering fra 1983 har vist en alder meget tæt på 10.000 år. Koelbjergkvinden er dermed det ældst kendte menneskefund fra Danmark (og Skandinavien for den sags skyld).

 

Beskrivelse

Kraniet blev fundet først, men herefter blev der over en periode fundet flere knogler; nogle af de fundne knogler er dog siden forsvundet. Knoglerne menes at hidrøre fra en ca. 25-årig kvinde, der var omkring 155 cm høj. Knoglerne fortæller ikke noget om dødsårsagen, men formentlig er hun druknet i mosen, der dengang var en lille sø (var det et mord eller er hun faldet gennem isen en vinterdag?).

På Koelbjergkvindens tid var landskabet præget af et åbent skovland med gode muligheder for jagt og fiskeri. Klimaet var næsten som i nutiden. I et stort moseområde vest for Vissenbjerg er der fundet talrige bopladser fra Maglemosekulturen, og det er muligt, at Koelbjergkvinden hørte hjemme på en af disse bopladser, der kun lå nogle få km fra Skeletmosen.

Koelbjergkvinden levede i den såkaldte fastlandstid, hvor der var langt til kysten. Isotopanalyse af knoglerne viser i overensstemmelse hermed, at marine fødeemner ikke indgik i hendes kost.

2017: En dansk gruppe fra Institut for Geogenetik, KU har udvundet DNA fra et af Koelbjegkvindens tænder og påvist tilstedeværelse af et Y-kromosom. Det viser med meget stor sandsynlig, at Koelbjergkvinden i virkeligheden er en MAND! Et gen på Y-kromosomet, SRY-genet, er kritisk for kønsbestemmelsen hos fosteret. Jeg er på nuværende tidspunkt ikke klar over om, forskergruppen har påvist et aktivt SRY-gen hos Koelbjergkvinden eller ej, idet undersøgelsen endnu ikke er publiceret.

KOELBJERG1

Opbevaring

Hollufgård, Odense. En kopi af kraniet findes på Nationalmuseet.

 

Diverse

Skeletfundene fra jægerstenalderen i Danmark repræsenterer mere end 40 individer. Det største fund blev gjort i 1975, hvor man udgravede en gravplads ved Vedbæk. Her blev der gjort fund af knogler fra 22 individer, der levede for ca. 7.000 år siden.

 

Referencer

  1. Fynske Minder 1986
  2. Fynske fund fortæller. Odense Bys Museer 2000, side 68-69.