Olduvai er en 50 km lang og op til 100 m dyb kløft skåret ned i Serengeti-sletten i det nordlige Tanzania vest for den udslukte vulkan, Ngorongoro.

Mod nord ligger masaiernes ”Guds Bjerg”, Ol doinyo Lengai, en endnu aktiv vulkan. Kløften er en del af Den Østafrikanske Riftdal, hvor tektoniske hævninger og vulkansk aktivitet har transformeret en relativ flad regnskovsregion til et dramatisk landskab af bjerge, søer og kløfter. Dele af landskabet er hævet op mod 2.500 m. Hævningen er fortrinsvist sket inden for de sidste syv millioner år.

Lagserien i Olduvai-kløften strækker sig over næsten to millioner år. Svarende til Lag I og den nederste del af lag II er der afsløret en fortidig sø, der eksisterede i flere tusinde år med en udstrækning på ca. 5×10 km². Alle tyve lokaliteter i Lag I er placeret rundt om søen. Der var også et lille vandløb, der løb ud i søen. Alt vandet var omgivet af galleriskov. For 1,2 millioner år siden var søen reduceret til en serie af små vandhuller, der ydermere kun var til stede i den fugtige sæson.

Den palæoantropologiske udforskning af Østafrika startede allerede i begyndelsen af 1900-tallet. Lige før udbruddet af 1. Verdenskrig fandt tyske antropologer under ledelse af Hans Reck nogle menneskelignende knogler i Olduvai-kløften (der dengang lå i Tysk Østafrika). Det var første gang, at Østafrika viste sit potentiale som en vigtig palæoantropologisk region. Efter krigens afslutning blev området et britisk protektorat under navnet Tanganyika.

Men den palæoantropologiske guldalder i Østafrika indledtes først for godt et halvt århundrede siden med Louis og Mary Leakeys fund i Olduvai-kløften af de to fossiler, OH5 og OH7[1]. OH5, der blev fundet på FLK lokaliteten i 1959, er et næsten intakt kranium (kaldet Zinjanthropus). OH7 blev fundet i 1960 på den nærliggende lokalitet FLK NN og omfattede en underkæbe, flere kranieknogler samt knogler fra hånden. Det førstnævnte fund repræsenterer typepræparatet for Paranthropus (Australopithecus) boisei, mens det andet fund repræsenterer Homo habilis. Disse to fund var de første vægtige palæoantropologiske fund fra Østafrika.

Fundene stimulerede ikke blot Leakey-gruppens videre eftersøgning i Olduvai-kløften, men også udforskningen af andre lokaliteter, der satte Østafrika på landkortet som måske den vigtigste af alle regioner for udforskningen af menneskets oprindelse og udvikling. Olduvai-kløften skulle vise sig at blive en målestok for de sidste to millioner år af menneskets udvikling.

Begge de ovennævnte fund blev gjort i det såkaldte Bed (Lag) I i Olduvai-kløften og påviste for første gang sameksistensen af to homininer i fortiden. De markerede også den første anvendelse af radiometrisk datering af hominine fossiler ved hjælp af radioaktivt kalium (K-Ar metoden); dateringen af Lag I dokumenterede endegyldigt den høje geologiske alder af menneskeheden.

Begge fund blev i øvrigt gjort sammen med primitive redskaber samt fossiler af mange forskellige hvirveldyr.

Dette dokumenterede således også den høje geologiske alder af redskabsfremstilling, og sammen med andre fund fra Lag I og nedre og mellemste Lag II dannede fundene basis for etableringen af den ældste redskabskultur – Oldowan-kulturen. Senere er der fundet lokaliteter med endnu ældre Oldowan-redskaber.

 

Østafrika før 2. Verdenskrig
Olduvai-kløften blev opdaget i 1911ved et tilfælde af den tyske sommerfugleekspert og neurolog, professor Wilhelm Kattwinkel (1866-1935), da han ledte en medicinsk ekspedition til denne fjerne egn af Tysk Østafrika. Kattwinkel steg ned i kløften og opdagede da store mængder fossile knogler, der lå spredt på erosionsskrænterne. Da han forhørte sig hos de lokale masaier om navnet på kløften, troede de, at han hentydede til den vilde agave (sisal, Sansevieria ehrenbergii), der voksede i store mængder i kløften; masaiernes navn for agaven er ”oldupai”. Kattwinkel oversatte dette til det tyske navn, Oldoway. Han bragte en lille samling af fossiler med tilbage til Berlin. Da det blev erkendt, at nogle af fossilerne tilhørte en ukendt art af den tretåede hest, vakte det betydelig opsigt.

Med den tyske kejsers velsignelse påbegyndtes en ny ekspedition for et nærmere studium af Olduvai-kløften i 1913. Ekspeditionen blev ledet af den 27-årige geolog, Dr. Hans Reck fra Berlin. Ekspeditionen nåede Olduvai-kløften i begyndelsen af oktober 2013, og i løbet af tre måneder foretog de en grundig geologisk kortlægning af kløften og indsamlede over 1700 fossiler. Reck kortlagde fem lag (eller ”beds”) af lava og aske i kløftens skrænter, hvilket indikerede en sekvens af tid, der rakte langt bagud i fortiden.  Den 13. december opdagede Reck et skelet, der lå i en sammenkrøbet stilling, i Lag II. Skelettet tilhørte klart et moderne menneske, Homo sapiens, men det lå i lag sammen med knogler af uddøde pleistocæne dyr. Hvis skelettet var så gammelt som dets omgivelser antydede, måtte der være tale om et af de ældste mennesker, der nogensinde var fundet.

Reck vendte tilbage til Berlin i marts 1914. Her annoncerede han straks fundet, og nyheden blev offentliggjort i London Times den 19. april samme år. Reck hævdede, at ”Oldoway-mennesket” beviste den menneskelige races høje geologiske alder; han mente selv at skelettet var fra en mand, der druknede for 150.000 år siden. For at afklare sagen nærmere planlagdes yderligere tre ekspeditioner til Oldoway. Men for to af dem lykkedes det ikke at finde kløften, og da den tredje nåede frem var 1. Verdenskrig netop brudt ud, og ekspeditionsdeltagerne blev beordret til at vende hjem med det samme. Efter krigens afslutning kom området under britisk herredømme under navnet Tanganyika, og stavningen af Oldoway blev ændret til Olduvai.

 

Leakeys første ekspeditioner til Østafrika

Louis Leakey havde taget en grad i antropologi i Cambridge. Umiddelbart efter eksamen i 1926 organiserede han den første af i alt fire arkæologiske ekspeditioner til Østafrika med det specifikke formål at finde hominine fossiler i Kenya. Leakey inkluderede Olduvai i sin tredje ekspedition i 1931 og inviterede Reck til at følge ham. Leakey var indstillet på at løse mysteriet om skelettet, der var fundet af Reck 18 år tidligere. Ekspeditionen havde udgangspunkt i Nairobi, og den 400 km lange tur til Olduvai tog fire dage. De ankom til kløften den 26. september 1931.

Leakey lod sig overbevise om den høje alder af Recks skelet. Og ydermere antog han, at skelettet var fra et individ, der sandsynligvis var ansvarlig for fremstillingen af de mere simple redskaber fra kløftens nederste lag. Dette skrev Leakey om i the London Times den 3. december 1931, hvor han også foreslog, at Homo sapiens i Østafrika gik meget længere tilbage i tid, end evidensen fra andre steder på Jorden antydede.

Leakeys fjerde arkæologiske ekspedition til Østafrika i 1935 gik også til Olduvai, hvor ekspeditionen tilbragte flere måneder. Blandt deltagerne var en ung arkæolog ved navnet Mary Nicol, der senere blev Louis Leakeys anden kone efter, at han blev skilt fra sin første kone, Frida . Et stort antal stenredskaber blev fundet, og Leakey benævnte de simple redskaber fra lag I som Oldowan-kulturen (jf. ovenfor), mens de mere avancerede fra lag IV mindede om de Acheuléen håndøkser, der kendtes fra Europa.

I alt blev over 30 lovende steder lokaliseret på Leakeys ekspeditioner; de blev identificeret med initialerne på ekspeditionsdeltagerne fulgt af bogstavet ”k” for korongo (swahili for regnkløft). Han navngav stedet for de første redskaber FLK efter sin kone, Frida (Frida Leakey Korongo).

 

Til Toppen

Zinjanthropus boisei – den første hominin fra Østafrika

Den 17. juli 1959 om morgenen, hvor Louis Leakey var blevet tilbage i den lejr, som han og Mary havde etableret i Olduvai-kløften, på grund af influenza, tog Mary hundene med og vandrede henover FLK lokaliteten, hvor de første stenredskaber var blevet fundet tilbage i 1931, og hvor hun og Louis mistænke tilstedeværelsen af hominine fossiler. Kl. 11 bemærkede hun et kranium, der lige akkurat stak ud af skrænten 7 m fra toppen af laget.

Da Mary kom tilbage til lejren råbte hun til Louis: ”I’ve got him! I’ve got him! I’ve got him!” Louis, som var omtåget på grund af feber, var forvirret; ”Got what?” ”Him, the man! Our Man. The one we’ve been looking for,” svarede hun. Fundet ændrede for altid livet for Mary og Louis.

Louis erklærede alene på basis af træk ved kraniet og tænderne, at det var en hominin, men han havde ingen direkte evidens fra det postkranielle skelet, der kunne indikere noget om gangarten. Louis var – trods det sensationelle fund – alligevel en smule skuffet, idet han havde håbet at finde et Homo-fossil, der i så fald ville være det ældste kendte menneske. Men da kraniet havde klare australopithecine affiniteter erkendte han over for Mary: ”Oh dear, I think it is an australopithecine”.

Det var første gang, at der blev fundet hominine fossiler af meget høj geologisk alder sammen med stenredskaber. I 1959 var en redskabsmager lig med et rigtigt menneske, men det fundne kranium, der lå mellem redskaberne, var som nævnt klart australopithecin, som man ikke mente kunne fremstille redskaber, og som Louis gentagne gange havde udelukket fra menneskets evolution. Evidensen – kranium og redskaber i tæt association – indikerede, at australopitheciner havde lavet redskaberne. Men i givet fald måtte australopithecinerne opgraderes til mennesker, hvilket jo var i åbenlys opposition til Leakeys syn på menneskets evolution. I 1959 var Louis Leakey en af de få tilbageværende, der fortsat afviste Australopithecus som en af menneskets forfædre.

Men det lykkedes for Louis Leakey dels at få fossilet indpasset i hans forudfattede ideer om menneskets evolution, dels at få skabt en logisk forbindelse mellem fossil og redskaber. På den måde blev der uddraget en logik af forvirringen. Da kraniet var stort set intakt og ikke skadet, konkluderede Louis Leakey, at det var en repræsentant for dem, der havde slået lejr ved søen, og ikke et offer. For mange tusinde år siden havde en gruppe af homininer tilsyneladende slået lejr her ved FLK, som dengang lå ved søen. Mange af knoglerne var brudte med henblik på at ekstrahere marven. Og på grund af den direkte association med redskaberne konkluderede Leakey, at det var dem, der havde slået lejr, som også havde fremstillet redskaberne. Derfor måtte det fundne kranium repræsentere en forfar til mennesket. Men fordi han ikke mente, at Australopithecus havde spillet nogen rolle i menneskets evolution, måtte han også konkludere, at Olduvai-kraniet ikke var fra en australopithecin. Han skabte derfor en hel ny slægt for at få tingene til at passe: Zinjanthropus bosei. Zinj er et gammelt arabisk navn for Østafrika, hvorfor navnet kan oversættes til Boises østafrikanske menneske[2].

Det nye kranium afveg ifølge Leakey meget mere fra de sydafrikanske slægter Australopithecus og Paranthropus end de to slægter afveg fra hinanden indbyrdes. Leakey listede over 20 træk, der kunne retfærdiggøre en ny slægt, og han kunne derfor konkludere, at Olduvai-kraniet var den ældste endnu fundne redskabsmager, og han var næsten absolut sikker på, at Zinjanthropus tilhørte vore direkte forfædre.

Han mente desuden, at Zinj havde levet for mere end 600.000 år siden – i en tid, hvor man mente, at menneskets tidsalder, dvs. Pleistocæn, havde varet i ca. en million år.

Den nye evidens fra Olduvai var en milepæl for palæoantropologien. Den geologiske alder kunne fastlægges til at være høj, og selv om de geologiske forhold i Olduvai-kløften er komplicerede, kan de alligevel beskrives bedre end mange andre steder. Sekvensen af lag er ganske klar og fyldt med fossiler, så den relative (biostratigrafiske) alder af hominine fossiler herfra kan fastlægges med usædvanlig stor sikkerhed. I løbet af 1950’rne var lagene blevet beskrevet og aldersbestem af geologer fra Berkeley universitetet. Bl.a. blev det muligt at datere ved hjælp af K-Ar, og denne nye metode blev første gang anvendt på Zinjanthropus og er siden blev en integreret del af den palæoantropologiske forskning. Alderen på Zinj i 1961 bestemt til 1,75 millioner år.

Zinj blev et af palæoantropologiens mest berømte fossiler. Louis Leakey arrangerede en rundrejse for at fremvise Zinj for et begejstret publikum. Han forelæste også om fundet på den fjerde panafrikanske forhistoriske kongres i Léopoldville i Belgisk Congo senere på året i 1959. Blandt tilhørerne var Raymond Dart (der tilbage i 1924 havde fundet Australopithecus i Sydafrika) og hans unge protegé Philip Tobias, der netop havde efterfulgt den nu pensionerede Dart som professor i anatomi på Witwatersrand i Johannesburg. Tobias husker, at der var et larmende bifald efter Leakeys forelæsning efterfulgt af en ophidset diskussion. Men der var også en del skeptikere til stede, der mente, at Zinj havde mange lighedspunkter med de robuste australopitheciner, som Broom havde fundet i Sydafrika (og som Leakey jo i øvrigt selv oprindeligt havde ment). Og skeptikerne drog den modsatte konklusion af Leakey vedrørende de associerede stenredskaber: I stedet for at de beviste, at Zinj var et menneske, beviste de, at australopitheciner var i stand til at fremstille redskaber.

Skeptikerne til trods blev Leakey overdænget med rosende omtale, både i Europa og i USA. I løbet af en måned holdt han ikke mindre end 66 forelæsninger på 17 universiteter og andre videnskabelige institutioner, hvor han inspirerede og imponerede publikum med hans mere end 30-årige historie om eftersøgningen af det tidlige menneske. National Geographic Society i Washington D.C. besluttede at støtte Leakeys forskning med ikke mindre end $ 20.000, så han og Mary kunne fortsætte deres arbejde i Olduvai.

I januar 1965 ankom Zinj til Tanzania National Museum i Dar es Salaam, hvor det stadig er.

Fundet af Zinj førte til, at franske og amerikanske antropologer strømmede til Østafrika i et omfang, der er blevet sammenlignet med de såkaldte ”forty-niners”, der i sin tid strømmede til Californien efter guld. De fossiler, der blev fundet i 1960’rne og 1970’rne, gjorde Riftdalen til menneskets vugge.

Til Toppen 

Redskabsmageren afsløres

En gylden periode for efterforskningen af menneskets udvikling efterfulgte som omtalt opdagelsen af Zinj. Det videnskabelige samfund var nu efterhånden overbevist om, at Afrika, og ikke Asien, var det mest sandsynlige kontinent for menneskets oprindelse. Leakey-parret var nu for første gang – på grund af donationen fra National Geographic Society – i stand til at opsætte en permanent lejr i Olduvai, at rekruttere en stab på fuld tid og invitere andre videnskabsfolk til Olduvai for at deltage i efterforskningen.

Louis Leakey havde som omtalt påstået, at Zinjanthropus lignede Homo sapiens mere end det lignede de sydafrikanske australopitheciner, og han anså derfor Zinjanthropus som en direkte forfar til mennesket. Men ikke mange måneder efter fremsættelsen af denne påstand skulle han finde fossiler af en langt mere sandsynlig kandidat til denne post. De nye fossiler blev fundet sammen med primitive redskaber, hvoraf nogle kom fra lag, der var ældre end det lag, hvor Zinjanthropus var fundet. Fossilerne var mere gracilt byggede; dette gjaldt også kraniet, der var markant forskelligt fra Zinj, bl.a. var det større, og det havde ikke nogen issekam. Uden at ryste på hænderne erklærede Leakey nu, at Zinjanthropus alligevel ikke var nogen redskabsmager og en blindgyde på menneskelinjen. I stedet fremhævede han sin nye opdagelse som den sande fremstiller af Oldowan-redskaberne – en helt ny art, som var den direkte forfar til Homo sapiens. Den nye art kaldte han Homo habilis, ”handy man”.

De første to fossiler af den nye art, en skinnebensknogle og et spoleben, blev fundet på FLK lokaliteten, hvor Zinjanthropus var blevet fundet tidligere. Flere fossiler blev fundet få hundrede meter derfra, på FLK NN lokaliteten, der blev opdaget af Leakeys ældste søn, Jonathan. Først blev der fundet en tand og en enkelt fingerknogle og derefter et kraveben og flere fragmenter af et meget tyndt kranium, flere håndknogler og en underkæbe med tretten fastsiddende tænder. Fossilerne var spredt ud over hele lokaliteten, der lå omtrent en halv meter under laget, hvor Zinj blev fundet, og det nye fund var derfor formentlig lidt ældre end Zinj. For Louis Leakey betød det nye fund bl.a., at han nu erkendte, at to klart forskellige typer havde levet side om side i Olduvai på samme tid.

Fossilerne (i alt 23) fra FLK NN lokaliteten samles under betegnelsen OH 7 og er blevet typepræparat for Homo habilis.

Blandt håndknoglerne fandt den engelske palæoantropolog, John Napier (1917-1987) evidens for, at der var tale om mindst to hænder (fra en juvenil og en voksen), og en tommel, der kunne modstilles, der viste, at individet havde evnen til at fremstille Oldowan-redskaber. I underkæben fandt Leakey store fortænder, men små kindtænder, hvilket var helt forskelligt fra australopithecinerne. Philip Tobias skønnede kraniekapaciteten til 680 ml. Så der var åbenbart tale om en hominin med en relativ stor hjerne, tynde menneskelignende kranieknogler, menneskelignende tænder og hænder med kapacitet til redskabsfremstilling. Både engelske Wilfred Le Gros Clark og sydafrikanske Philip Tobias var i begyndelsen dog, på trods af det ovennævnte, overbeviste om, at det nye fund fra Olduvai var en australopithecin. Men i 1963 vendte stemningen, da Mary Leakey fandt flere fossiler fra Homo habilis, der således var repræsenteret ved otte forskellige individer i Olduvai-kløften. Tobias erklærede nu, at der var tilstrækkelig evidens for at allokere de nye fossiler til en ny art og slægt, Homo habilis. Homo habilis blev annonceret i en publikation af Leakey, Napier og Tobias i Nature april 1964, og da var der allerede fundet flere fossiler af Homo habilis ved Olduvai.

Allerede i 1863 havde Thomas Huxley i Menneskets plads i naturen fastlagt, at det var hjernestørrelsen, der var det definitive kriterium for Homo-slægten. Sent i 1940’rne foreslog den engelske antropolog Arthur Keith (1866-1955), at grænsen til Homo skulle sættes ved en hjernestørrelse på 750 ml – midt i mellem den største kendte gorillahjerne og den mindste moderne menneskehjerne – og dette cerebrale rubicon blev vidtgående accepteret.

Men Leakey og medarbejdere var kritiske over for denne grænse, idet de anførte, at hjernestørrelsen varierede stærkt, og de foreslog i stedet den relative hjernestørrelse som et mål. Ifølge dem var det vigtigste, at hjernen hos tidlig Homo var stor relativt til kropsstørrelsen. Og foruden den relative hjernestørrelse var kranieformen, ansigtsformen, den oprejste gang plus en række dentale karakterer og en tommel, der kunne modstilles, det der afgrænsede Homo-slægten. Helt bortset fra denne argumentation omdefinerede Leakey, Napier og Tobias det cerebrale rubicon i 1964-artiklen til 600 ml.

Homo habilis fra Olduvai stammer fra Lag I til og med mellemste Lag II, der spænder over ¾ million år, hvor der tilsyneladende ikke er sket væsentlige ændringer i den fysiske form. Fossiler af Homo erectus blev fundet i øvre Lag II (1,2 millioner år) i december 1960. Det første fund af Homo erectus var et kranium fundet af Louis Leakey selv – faktisk det eneste fossil, som han nogensinde selv fandt. Dette kranium fuldendte for mange habilis-erectus-sapiens sekvensen fra et enkelt fundsted. Det gjaldt dog ikke for Leakey selv, der beskrev Homo erectus som en blindgyde på menneskelinjen.

Modstandere af Leakeys fortolkning, der bl.a. inkluderede den autoritative engelske antropolog Wilfred Le Gros Clark med hvem Leakey havde en heftig debat om navngivningen, hævdede, at han havde draget for vidtgående konklusioner ud fra utilstrækkelige data, og de mente desuden, at der ikke var tilstrækkeligt ”morfologisk rum” til at rumme en ny art mellem Australopithecus og Homo erectus. Men samtidig blev det accepteret, at associationen mellem stenredskaber og de fossiler, som Leakey havde fundet, var tilstrækkelige til at konkludere, at den fundne hominin var ansvarlig for fremstilling af redskaberne og derfor var en forfar til mennesket. Og alle var enige om, at den forstørrede hjerne var et væsentligt skridt frem mod Homo sapiens.

I realiteten var der bred enighed om, at Homo habilis var en forfar til mennesket og for dem, der troede på, at Australopithecus var på menneskelinjen, handlede uenigheden mere om navngivning end om status: Var Homo habilis den mest avancerede Australopithecus eller den laveststående Homo? Givet vanskeligheden ved at afgøre, hvornår den ene art slutter og den anden begynder, når evolutionen ses som et kontinuum (hvad der var almindeligt på dette tidspunkt) kunne dette rent akademiske spørgsmål aldrig blive besvaret.

De fleste autoriteter foreslog, at navnet for den nye hominin skulle være Australopithecus habilis, men for Leakey var dette modsætningsfyldt, idet han aldrig havde troet på Australopithecus som hørende til menneskelinjen, og på den anden side var han overbevist om, at redskabsfremstilling kun tilhørte en direkte forfar til mennesket. Derfor var det eneste logiske navn for ham Homo habilis.

Philip Tobias skrev den definitive monografi om den nye hominin, som blev publiceret i 1991. En voluminøs sag, hvor han i detaljer argumenterede for navnet Homo habilis. Ingen fossiler var tidligere beskrevet så detaljeret, selv ikke Peking-mennesket.

Louis Leakeys ry og troværdighed som videnskabsmand blev i øvrigt alvorligt svækket af kontroversen omkring Homo habilis. Især problematisk var hans hurtige omdirigering af Zinjanthropus til Australopithecus efter fundet af Homo habilis fossilerne.

Efter Louis’ død i 1972 fortsatte Mary arbejdet i Olduvai i 1970’rne og 1980’rne, men i 1984, da hun var blevet 71, overgav hun Olduvai og lejren til de tanzanianske myndigheder. Blot et år senere blev lejren imidlertid overtaget af et kombineret hold fra Tanzania og USA, der inkluderede de to amerikanske palæoantropologer Donald Johanson (f. 1943) og Tim White (f. 1950). I 1986 fandt Johanson nær bunden af Lag I, ikke langt fra det sted hvor Zinj var blevet fundet, ikke mindre end 302 fossiler, der alle tilhørte et enkelt individ, som var død for ca. 1,8 millioner år siden. Fossilerne blev samlet til katalog-nummeret OH 62.

På basis af kraniet og tænderne var OH 62 klart tidlig Homo (Homo habilis), men de postkranielle knogler var decideret australopithecine. Der var med sikkerhed tale om en voksen hun, der ikke desto mindre var under 80 cm høj og med lange arme i forhold til benlængden. De tidligste medlemmer af Homo var derfor tilsyneladende mere menneskeabelignende end først antaget. OH 62 er kun ca. 200.000 år ældre end Turkana-drengen (Homo ergaster/erectus), der var markant anderledes, hvad størrelse og kropsproportioner angår. Hvis Homo habilis virkelig var forfar til senere Homo (ergaster/erectus) skulle der i så fald være sket en pludselig og markant ændring af kropsstørrelse og -proportioner indenfor blot 200.000 år[3]. Dette genoplivede hos mange tvivlen om den taksonomiske berettigelse af Homo habilis (hvilket nu også inkluderede den nedenfor omtalte Homo rudolfensis). Englænderen Bernard Wood, der i mange år var med på holdet, der arbejdede i Koobi Fora, Østturkana, har været en af de stærkeste kritikere af Homo habilis, og han har – især på basis af OH 62 – i 1999 foreslået, at den taksonomiske betegnelse ændres til Australopithecus habilis. Ifølge Wood bør den første art af Homo-slægten være Homo ergaster/erectus, hvis Homo-slægten skal give fylogenetisk mening. Selv mere end 50 år efter opstillingen af arten Homo habilis er dennes taksonomiske status fortsat kontroversiel.

Til Toppen 

[1] OH står for Olduvai Hominid.

[2] Efter Leakeys hovedsponsor, amerikanske Charles Boise. Fossilet havde flere øgenavne, bl.a. Zinj, ”Dear boy” (Mary) og nøddeknækkermennesket (Louis)

[3] Forholdet mellem længden af overarmsknoglen og lårbensknoglen er hos Homo sapiens er 70 %, hos OH 62 95 % og hos en menneskeabe 100 %.

Til Toppen