Forfatterarkiv: admin

HOMO NALEDI

I oktober 2013 blev der gjort et af de mest sensationelle fund overhovedet af hominine fossiler i en hule i Sydafrika. Der blev fundet over 1500 fossile knogler og tænder, hvor stort set alle af skelettets elementer er repræsenteret mere end én gang. Fossilerne stammer fra mindst 15 individer, hvor begge køn og alle aldersgrupper er repræsenteret. Fundene er gjort i Dinaledi kammeret i The Rising Star hulesystemet 50 km nordvest for Johannesburg. Hulen ligger i samme område som de berømte huler, Sterkfontein og Swartkrans.

Kort og sydafrikanske lokaliteter

Kort og sydafrikanske lokaliteter

Denaledi hulesystemet

Denaledi hulesystemet

Det er det rigeste fund, der nogensinde er gjort i Afrika og matcher i så henseende fundene fra Sima de los Huesos i Spanien og neandertalfundene fra Krapina. Fundene er publiceret i september 2015 (eLife 2015;4:e09560. DOI: 10.7554/eLife.09560).

Fossilerne udviser en blanding af australopithecine træk og træk, der ses hos tidlig Homo. F. eks. er kraniets morfologi som hos tidlig Homo, men kranierumfanget er blot på 513 kubikcentimeter, hvilket kun er marginalt over det australopithecine niveau. Encefalisationskoefficienten (forholdet mellem kropsvægt og hjernevægt) er på niveau med australopithecinerne og mindre end hos alle arter af Homo bortset fra Homo floresiensis og et af kranierne fra Dmanisi (D4500). De relativt små tænder er også forenelig med tidlig Homo og tyder iøvrigt på en alsidig kost og i hvert fald ikke på en kost, der udelukkende bestod af grove og seje plantedele. Hvad det postkranielle skelet angår er skulderen, brystkassen, bækkenet og lårbensknoglen primitive (australopithecin), mens foden, skinnebenet, hånden og håndleden er typisk for tidlig Homo. Dog er fingerknogler påfaldende krumme (som det også ses – men i mindre grad – hos australopithecinerne), hvilket tyder på et liv delvist i træerne. Fossilerne udviser således både primitive og mere deriverede træk – i en unik kombination – og de pågældende individer kan bedst karakteriseres  som en overgangsform mellem australopitheciner og tidlig Homo. Men hvad de præcist repræsenterer er mere vanskeligt at afgøre – finderne (Lee Berger og medarbejdere fra Witwatersrand University i Johannesburg) har valgt at allokere fossilerne til Homo, Homo naledi. På beskrivelsen minder de mest om homininerne fra Dmanisi, Georgien, der formentlig er tidlig Homo og 1,8 millioner år gamle.

Man kan forestille sig, at Homo naledi repræsenterer en såkaldt relikt population, der er levet i isolation, afsondret fra andre hominine populationer. Det kan forklare deres særpræg. I givet fald kan de repræsentere en blindgyde på menneskets stamtræ og har derfor ikke givet ophav til senere homininer, herunder Homo sapiens. Sydafrika ligger på den sydlige spids af et meget stort kontinent, og det er logisk at forestille sig, at genflowet hertil har været ringe sammenlignet med forholdene i det mere centralt beliggende Østafrika.

Homo naledi

Homo naledi

Kranie, kæber og tænder fra Dinaledi hominin 1 (DH1)

Kranie, kæber og tænder fra Dinaledi hominin 1 (DH1)

Individernes højde er skønnet til omkring 145 cm og vægten til 45-50 kg.

Én helt afgørende ting mangler for at kunne bedømme fossilernes fylogenetiske slægtskab med andre homininer: Intet vides om fossilernes alder. De kan derfor for så vidt være blot 100.000 år eller to millioner år gamle. Hvilken betydning fossilerne får for vores forståelse af menneskets udvikling er det endnu for tidligt at udtale sig om.

Årsagen til at alderen ikke umiddelbart kan fastlægges er, at fossilerne alle er fundet dybt inde i en snæver, svært tilgængelig hule, hvor de med stor sandsynlig bevidst er blevet deponeret. Der har således formentlig været tale om en gravplads. Ingen af knoglerne udviser spor efter rovdyrs tænde eller tegn på at være skyllet ind i hulen af regnvand eller floder.

Indtil videre er den bedste læring vi kan udlede af det nye fund menneskets udvikling er langt mere kompleks end nogen har kunnet forstillet sig; menneskets stamtræ er en stærkt forgrenet busk.

MENNESKET FRA PESTERA CU OASE

I 2002 blev der fundet fossiler af hvad der formodes at være en ung mand i Pestera cu Oase hulen i Rumænien. Alderen på fossilerne er ca. 42.000 år. Fossilerne er blevet tolket som repræsenterende Homo sapiens og er dermed de ældste, fossile spor efter det moderne menneske i Europa. Mange antropologer, herunder ikke mindst amerikaneren Erik Trinkhaus, har set neandertaltræk hos fossilerne og derfor opfattet disse som resterne efter en hybrid mellem Homo sapiens og neandertalere.

Nu er der udvundet DNA fra fossilerne, og det viser sig noget overraskende, at omkring 10% af DNA’et stammer fra neandertalere (mod 2-3% hos nulevende europæere). Ydermere viser analyserne, at Pestera cu Oase mennesket har arvet neandertal-DNA’et i store fragmenter, hvilket indikerer, at hybridiseringen (opblandingen) kun er sket nogle få (6) generationer tilbage. Dette betyder igen, at opblandingen må være sket i Europa senere end den veldokumenterede opblanding i Mellemøsten, da Homo sapiens var på vej ud af Afrika for omkring 60.000 år siden. En af Pestera cu Oase menneskets tip-tip-tip oldeforældre var altså neandertaler.

Et andet tidligt Homo sapiens individ er repræsenteret ved fossiler fra Kostenki (Kostenki 14) i Rusland; her er andelen af neandertal-DNA som hos nulevende europæere. Dette viser, at Kostenki-individet er en direkte forfar til de moderne europæere, mens Pestera cu Oase mennesket er en blindgyde, der ikke har bidraget til de moderne europæere. Årsagen til det sidstnævnte er ikke klarlagt, men måske havde Pestera cu Oase mennesket stærk nedsat fertilitet?

Pestera cu Oase hulen

Pestera cu Oase hulen

Pestera cu Oase fossilerne

Pestera cu Oase fossilerne

MODERNE KRANIEKALOT FRA ISRAEL, 55.000 ÅR

Tidsskriftet Nature annoncerede den 29. januar 2015 fundet af en kraniekalot i Manot hulen ved Genesaret sø i det nordlige Israel. Kraniekalotten er helt moderne og meget lig de ældste Homo sapiens fossiler fra Europa. Kraniekalotten er ca. 55.000 år gammel og kan derfor repræsentere de mennesker, der for omkring 60.000 forlod Østafrika og passerede igennem Levanten på deres vej til Europa og Centralasien. I Levanten kan de have mødt neandertalerne, som de tilsyneladende i et vist omfang parrede sig med.

Manot hulen

Manot hulen

Kraniekalotten fra Manot hulen

Kraniekalotten fra Manot hulen

 

DE ÆLDSTE STENREDSKABER

Traditionelt er det antaget, at den systematiske fremstilling og brug af stenredskaber er et varemærke for Homo, der opstod for omkring 2,5 millioner år siden i Østafrika. Denne opfattelse stammer helt tilbage fra Louis og Mary Leakeys undersøgelser i Olduvai-kløften i begyndelsen af 1960’rne.

I 2010 blev der ved lokaliteten DIkika i Etiopien fundet skæremærker på dyreknogler, der var 3,4 millioner år gamle.

Skæremærkerne fra Dikika

Skæremærkerne fra Dikika

Dette gjorde tilsyneladende med ét verdens ældste stenredskaber 0,8 millioner år ældre end hidtil antaget. De indtil da ældste redskaber var 2,6 millioner år gamle og fundet ved Gona i det nordlige Etiopien. Men der blev snart rejst kritik af fundet, idet flere mente, at skæremærkerne kunne være fremkommet naturligt, f.x. ved dyrs trampen eller ved bid af krokodiller. Ingen redskaber blev fundet ved Dikika.

 

Gona, 2,6 mio. år

Gona, 2,6 mio. år

På et møde i San Francisco i april 2015 blev der annonceret et fund af 3,3 millioner år gamle stenredskaber fra vestbredden af Turkana-søen i det nordlige Kenya. Lokaliteten kaldes Lomekwi (LOM3). Fundet blev siden  publiceret i Nature i maj 2015. Redskaberne, ialt 149, blev fundet i 2011-2012. De er grovere, større og mere simple end de yngre Oldowanredskaber (der iøvrigt synes alt for avancerede til at kunne repræsentere starten på redskabs-fremstilling), og de synes fremstillet ved, at en kernesten er anbragt på jorden eller på en “ambolt”, mens der er slået med en anden, håndholdt sten.  I modsætning hertil er de fleste Oldowanredskaber formentlig fremstillet “håndholdt” – ved at holde de to sten i hånden under fremstillingen. Nogle af redskaberne fra Lomekwi er bemærkelsesværdige ved deres vægt, et af dem vejer således 15 kg!  De fleste fundne Oldowanredskaber er flækker, men ved Lomekwi er der især fundet kernesten og ambolte samt hammersten.

Der er forslået et nyt navn til den teknologi eller kultur, der ligger til grund for redskaberne fra Lomekwi – Lomekwian.

Måske er ideen til at fremstille redskaber opstået ved, at opsamlede sten er brugt til at hamre planter og knogler møre, jf. at chimpanser knuser nødder med sten. Herved kunne et afslag utilsigtet gå af, og så havde man en skarp kant.

Lomekwi-lokaliteten er godt og sikkert dateret ved radiometri og palæomagnetisme til 3,3 millioner år. De ovenfor nævnte dyreknogler med skæremærker fra Dikika er dateret til 3,39 millioner år. Men Lomekwi og Dikika er isolerede forekomster, så redskabsbrug og-fremstilling var ikke en almindelig aktivitet for 3,3 millioner år siden. Det blev det tilsyneladende først for 2,5 millioner år siden.

De hidtil oldest Redskaber er fra Gona (2,6 mio .år ), Hadar (2,36 mio . år ), Omo (2,34 mio . år ) og Lolakalei 2C , Kenya (2,34 mio . år ). Alle these lokaliteter demonstrerer – i modsætning til Lomekwi – athomininerne på daværende tidspunkt havde en betydelig indsigt i fremstillingsprocessen og materialevalg .

Den eneste kendte hominin i Lomekwi-området for 3,3 millioner år siden var Kenyanthropus platyops. Kenyapithecus platyops tilhører ikke Homo-slægten, men regnes til abemenneskene (australopithecinerne).

 

Det ældste redskab – 3,3 millioner år

Lomekwi

Lomekwi

Kenyapithecus platyops

Kenyapithecus platyops

NEANDERTALEREN FRA ALTAMURA

I 1993 blev der fundet en neandertalgrav ved Altamura i det sydlige Italien. Knoglerne var dækket af et tykt lag calcit. I april 2015 er der foretaget en absolut datering af knoglerne, der viser en alder på mellem 128.000 og 187.000 år. Der blev også ekstraheret mitokondrie-DNA, der viste den typiske neandertalsekvens. Neandertaleren fra Altamura er en af de ældste kendte fra Vesteuropa.

Homo-linjen er ældre end hidtil antaget

I 2013 blev der på en lokalitet kaldet Ledi-Geradu i Afar-trekanten i det nordlige Etiopien fundet et fragment af en underkæbe med flere fastsiddende tænder. Alderen er 2,8 millioner år. Analyserne af fossilet blev publiceret i marts 2015 og viser klare affiniteteter til tidlig Homo (uden at der dog kan sættes nogen artsbetegnelse på). Samtidig er der også lighedspunkter med underkæben fra Australopithecus afarensis, hvilket styrker sidst nævntes kandidatur som den direkte forfar til Homo. Fossilet er det hidtil ældste spor efter Homo-linjen. Det næstældste fossil er ca. 2,4 millioner år gammelt.

Se videre under afsnittet om tidlig Homo under “Arter på menneskelinjen”.

Ældste spor efter Homo. Fra Ledi-Geraru, Afar-trekanten, nordlige Etiopien.

Ældste spor efter Homo. Fra Ledi-Geraru, Afar-trekanten, nordlige Etiopien.

Kort over Afar-trekanten, nordlige Etiopien.

Kort over Afar-trekanten, nordlige Etiopien.

 

 

EUROPÆERNES GENPULJE

Et nyt studie af fossilt DNA fra 69 personer, der levede for mellem 8.000 og 3.000 år siden har kastet nyt lys over europæernes genpulje. Det nye studie viser, at den neolitiske population i Vest- og Østeuropa udviklede sig forskelligt, idet tidlige bønder spredtes til Central- og Vesteuropa; i Rusland boede der fortsat jæger-samlere. For 5-6.000 år siden var vesteuropæernes genetiske sammensætning en blanding af neolitiske bønder og oprindelige jæger-samlere, mens Yamnaya-folket af kvæghyrder, der beboede stepperne nord for Sortehavet, var blevet opblandet i betydelig grad med mellemøstlige folk. De er bl.a. repræsenteret ved den såkaldte Kurgan-kultur. Yamnaya stod for en massiv indvandring til Vesteuropa for 4.500 å siden og har i betydelig grad influeret på den moderne europæers genpulje.

Europæernes genpulje er derfor sammensat af tre store bidrag fra henholdsvis oprindelige jæger-samlere, neolitiske bønder og fra Yamnaya.

Det har også været foreslået, at Yamnaya bragte de indoeuropæiske sprog til Europa, men dette er mere usikkert.

Se også “Europæernes genpulje” under temaer.

55.000 år gammel kraniekalot af Homo sapiens fundet i Israel

Tidsskriftet Nature annoncerede den 29. januar 2015 fundet af en kraniekalot i Manot hulen ved Genesaret sø i det nordlige Israel.

Kraniekalot fra Manot hulen, Israel. 55.000 år

Kraniekalot fra Manot hulen, Israel. 55.000 år

Kraniekalotten er helt moderne og meget lig de ældste Homo sapiens fossiler fra Europa. Kraniekalotten er ca. 55.000 år gammel og kan derfor repræsentere de mennesker, der for omkring 60.000 forlod Østafrika og passerede igennem Levanten på deres vej til Europa og Centralasien. I Levanten kan de have mødt neandertalerne, som de tilsyneladende i et vist omfang parrede sig med.

 

Manot hulen

Manot hulen

Udvandringen til Australo-Melanesien

Det har været almindeligt antaget, at Homo sapiens’ udvandring fra Afrika fandt sted i én stor bølge, der satte ind for ca. 60.000 år siden. Men på basis af morfologiske variable ved kraniet og genetiske polymorfier er en fosrskergruppe i 2014 kommet til det resultat, at der var en initial migration ud af Afrika ad en sydlig rute over den sydlige del af den arabiske halvø allerede på overgangen mellem øvre og mellemste Pleistocæn for ca. 130.000 år siden. Ruten gik til Australo-Melanesien. De mennesker, der i dag lever i det  Australo-Melanesiske område, ses derfor som isolerede befolkningsgrupper, der nedstammer fra denne tidlige migration. En senere migration, for ca. 50.000 år siden, gik til den nordlige del af Eurasien. Scenariet støttes af ”moderne” arkæologiske fund fra den sydlige del af den arabiske halvø disse er 125.000 år gamle. Men der kendes (endnu) ikke fossiler herfra, der kan understøtte hypotesen. Alligevel mener forfatterne, at deres undersøgelse i overbevisende grad støtter det beskrevne scenario.

Amerika blev først koloniseret – via Beringia – for omkring 15. 000 år siden.

Homo sapiens koloniserer verden

Homo sapiens koloniserer verden

Hvornår forsvandt neandertalerne?

Traditionelt har man regnet med, at neandertalerne forsvandt fra Jorden for lidt under 30.000 år siden – lidt før i øst end i vest. men nye forskning, bl. a. udført med en forbedret kulstof-14-metode (Higham og medarbejdere fra Oxford) har mere end antydet, at de forsvandt betydeligt tidligere: De var væk fra Europa for mellem 39.000 og 41.000 år siden. Higham og medarbejdere indsamlede prøver fra 40 steder fra Vest- og Nordvesteuropa, inklusive Italien. Prøverne omfattede neandertalknogler, Chatelperronien redskaber fremstillet af neandertalere samt redskaber fra Uluzzian, der muligvis blev fremstillet af Homo sapiens. For 45.000 år siden var Europa helt overvejende neandertalernes kontinent, dog med små lommer af Homo sapiens, der muligvis lavede Uluzzian redskaber. Der har været et tidsmæssigt overlap mellem de to arter på 2600-5400 år afhængig af lokaliteten. For omkring 40.000 år siden var der kun neandertalere i Frankrig og Spanien og altså ingen sikker evidens for, at de levede længere her end til for ca. 40.000 år siden.

neandertalernes udbredelsesområde