Tugen Hills ved Baringo-søen i det centrale Kenya udgør et sjældent syn i Riftdalen med et opskubbet højdedrag, hvor meget gamle lag er kommet frem i dagen.

Lagserien ved Tugen Hills dækker tiden fra 16 millioner år før nu til i dag og er den længste, ubrudte serie, der viser interaktionen mellem klima, økologi, flora og fauna noget steds. Det fremgår f.eks. af lagserien, at transformationen af Afrikas fauna fra den arkaiske til den moderne (villafrankiske) begyndte for 11 millioner år siden og var fuldført for lidt under 4 millioner år siden. De ældste homininer var en del af dette faunamæssige skifte..

Arbejdet ved Tugen Hills blev iværksat i 1980’rne af folk fra universiteterne i Harvard og Yale. I 1984 fandt en lokal gedehyrde en hominin kæbeknogle ved Tabarin lokaliteten i Tugen Hills. Fossilet blev beskrevet af antropologen Andrew Hill, der var blevet leder af det nyetablerede og amerikansk sponsorerede The Baringo Palaeontological Research Project, i Nature det følgende år, hvor han anførte, at fundet skubbede menneskets fortid i Afrika tilbage til 5 millioner år før nu. I dag anses underkæben fra Tabarin at repræsentere Ardipithecus ramidus; det er sikkert dateret til 4,4 millioner år.

Englænderen Martin Pickford (f. 1943) og franskmanden Brigitte Senut (f. 1954) havde i 1998 – lidt usædvanligt – fået tilladelse fra områdets lokale myndigheder til at eftersøge fossiler ved Tugen Hills under Collège de France’s auspicier. Pickford havde dog allerede i perioden fra 1971 til 1978 udført omfattende palæontologisk forskning i Tugen Hills. I 1974 fandt han en hominin kindtand i den ca. 6 millioner år gamle Lukeino formation (se figur af lagserien). Kindtanden var på daværende tidspunkt det ældste potentielle hominine fossil, hvis Ramapithecus vel og mærke kunne udelukkes fra menneskelinjen (hvilket den ikke helt var på daværende tidspunkt)¹. Men dens betydning blev hurtigt overskygget af fundet af Lucy samme år (Australopithecus afarensis). Kindtanden regnes i dag til Orrorin tugenensis (se nedenfor).

I efteråret 2000 fandt Pickford, Senut og deres lokale assistent Kiptalam Cheboi 13 fossiler repræsenterende mindst fem individer ved basis af Lukeino formationen i Tugen Hills og under et basaltlag dateret til 5,65 millioner år.

Fossilerne omfattede den øverste del af to venstre lårbensknogler, to dele fra overarmen, to kæbefragmenter, en fingerknogle og fem tænder.

Den 4. december 2000 holdt Pickford og Senut en pressekonference i Nairobi, hvor fundet blev annonceret. Pickford og Senut hævdede, at der her var tale om de hidtil ældste hominine fossiler, ca. 6 millioner år gamle, dvs. 1,5 millioner år ældre end Ardipithecus ramidus (Ardipithecus kadabba var endnu ikke publiceret). Og ikke nok med det: Fossilerne indikerede et mere avanceret evolutionært stade end Ardipithecus ramidus og stammede uden tvivl fra et individ, der havde gået oprejst nede på jorden. Bl.a. var lårbensknoglen mere moderne og tænderne mindre end hos australopithecinerne.

En detaljeret beskrivelse af fundet blev publiceret i marts 2001 i det franske Comptes Rendus de l’Académie de Sciences². Pickford og Senut anførte her, at det drejede sig om en ny slægt og en ny art, som de gav navnet Orrorin tugenensis (”det oprindelige menneske fra Tugen Hills”).

Den nye slægtsbetegnelse var især begrundet i tændernes udseende. Da fundet var gjort i 2000 fik det øgenavnet Millennium Man. De hævdede endvidere, at Orrorin var en direkte forfar til Homo sapiens via en ikke nærmere beskrevet ”præanthropus”, der antoges at have levet for 4 millioner år siden. I deres slægtstræ, der fremgik af publikationen, var australopithecinerne placeret på en uddød sidegren, mens de helt fjernede Ardipithecus fra menneskelinjen og flyttede den over på chimpanselinjen. Begge tiltag var alene begrundet i en sammenligning af emaljetykkelsen på kindtænderne.

I medierne blev Millennium Man fremført som et forbløffende 6 millioner år gammelt menneske omkring dobbelt så gammel som det, der tidligere var betragtet som vores tidligste menneskeabe-lignende forfædre. Disse, nu ”forældede” typer havde været fjerne slægtninge på en uddød gren på vores slægtstræ, mens Millennium Man var vores tip tip oldefar, en opdagelse, der ville omskrive historien om menneskets evolution, lød det i medierne.

Orrorin var forskellig fra alt andet, man kendte. Ifølge Senut og Pickford var det helt sikkert ikke en australopithecin. En CT-skanning af lårbensknoglerne overbeviste dem om, at Orrorins gang var mere menneskelignende end australopithecinernes gang, der jo som bekendt havde levet langt senere end Orrorin. Hvis fortolkningen er korrekt, har det ifølge forfatterne skubbet oprindelsen af den oprette gang tilbage til 6 millioner år før nu og udelukket australopithecinerne som direkte forfædre til mennesket. Historien om menneskets evolution skulle skrives om.

Mange eksperter var, som det var tilfældet med Ardipithecus ramidus og Sahelanthropus, dog særdeles kritiske overfor Pickford og Senuts konklusioner, og mange tvivlede i det hele taget på fossilernes hominine status.

En omfattende serie af analyser udført af de to amerikanske palæontologer, Brian Richmond og William Jungers, styrkede imidlertid evidensen for, at Orrorin havde gået oprejst på jorden, men også at det var en effektiv klatrer i træerne. Men de tvivlede dog på, at Orrorin var en direkte forfar til mennesket; i stedet viste deres undersøgelser, at Orrorin var relativ tæt beslægtet med australopithecinerne, hvilket så indikerede, at en grundlæggende form for oprejst gang var opstået meget tidligt på menneskelinjen og forblevet næsten uændret i en periode på fire millioner år (indtil oprindelsen af Homo erectus for to millioner år siden).

¹ Ramapithecus ansås en mange år for at være en tidlig, opretgående hominin, den ældste forfar til menneskeheden. idag vides den at være en nu uddød menneskeabe på linjen, der førte frem til den nulevende orangutang.

² Comptes Rendus de l’Académie de Sciences 332 (2): 137-144, 2001.