Vores sunde fornuft siger os klart, at vi som mennesker er forskellige fra menneskeaberne som f.eks. den afrikanske chimpanse og gorilla og den asiatiske orangutang. Vi har eksempelvis meget større hjerner; vores rygsøjle er strakt mere ud; på grund af vores oprette holdning bevæger vi os sikkert opret på to ben; vores fødder er dårlige som griberedskaber, men vores hænder er til gengæld meget effektive til at manipulere en hvilken som helst genstand; vores ansigt er kort og ikke fremspringende; og vi er relativt hårløse. Desuden er vi afhængige af redskaber for overlevelse, vi anvender ild og har et sprog.

Indtil for nylig syntes disse forskelle at være robuste og pålidelige, og vi definerede derfor os selv som tilhørende familien Hominidae, mens menneskeaberne tilhørte familien Pongidae – heraf kommer betegnelsen hominider for os og vore forfædre på menneskelinjen samt pongider for de nulevende menneskeaber og deres forfædre.

Genetiske undersøgelser viser et helt andet slægtskabsforhold end det ovenfor beskrevne. Genetisk er vi meget tættere på chimpansen og gorillaen end nogen af disse er på den asiatiske orangutang. Faktisk deler vi 98,76 % af vores arvemasse med chimpansen og kun lidt mindre med gorillaen. Implikationen – som i stigende grad støttes af de fundne fossiler – er, at forfaderen til orangutangen spaltedes fra, før den fælles forfar til mennesket, chimpansen og gorillaen opstod. Hominidae bør derfor inkludere os og de afrikanske menneskeaber, chimpansen og gorillaen. Med andre ord er forskellen mellem dem og os nu på niveau med underfamilier eller stamme og ikke på niveau med familie. Når vi diskuterer menneskets evolution, er vi dog fortsat nødt til at kunne skelne vores forfædre fra forfædrene til de afrikanske menneskeaber; derfor anvender vi termen homininer om forfædre på menneskelinjen. De afrikanske menneskeabers forfædre bør betegnes paniner, mens orangutangens forfædre skal betegnes ponginer.

Det ovennævnte kan naturligvis skabe en del forvirring: I litteratur fra før 1990 betegnede hominider arter på menneskelinjen, der ikke inkluderede menneskeaberne. Men i dag betegner hominider den underfamilie, hvortil vi og de afrikanske menneskeaber (inklusive forfædrene) tilhører og som er distinkte fra den asiatiske underfamilie af menneskeaber. Arter på menneskelinjen betegnes derfor i dag homininer.

De fleste forskere grupperer homininerne i tre slægter: Ardipithecus, Australopithecus og Homo. De to førstnævnte slægter benævnes ofte under ét „australopitheciner.“ Den sproglige betydning af Australopithecus er „sydaben“, og navnet henviser til, at de første australopithecine fossiler blev fundet i det sydlige Afrika. Der findes ingen nulevende arter tilhørende de to første slægter, mens det moderne menneske, Homo sapiens, er den eneste nulevende art af slægten Homo.

Men hvis man skal tage skridtet fuldt ud og helt og holdent acceptere de genetiske undersøgelser og klassificere mennesket og menneskeaberne på samme måde som alle andre pattedyr, bør følgende betegnelser anvendes:

Hominoidea er overfamilien af menneske og menneskeaber. De kan også alle samles i familien Hominidae.

Underfamilien Hylobatinae omfatter gibbon og siamang (Asien).

Underfamilien Homininae omfatter mennesket og de store menneskeaber.

Klanen Pongini omfatter orangutangen (Asien).

Underklanen Gorillina omfatter gorillaen (Afrika).

Underklanen Hominina omfatter chimpansen (Afrika) og mennesket (universel).

I praksis kaldes individer, der tilhører menneskets udviklingslinje, homininer. De fleste forskere grupperer dem i tre slægter: Ardipithecus, Australopithecus og Homo. De to førstnævnte slægter benævnes ofte under ét „australopitheciner.“ Den sproglige betydning af Australopithecus er „sydaben“, og navnet henviser til, at de første australopithecine fossiler blev fundet i det sydlige Afrika. Der findes ingen nulevende arter tilhørende de to første slægter, mens det moderne menneske, Homo sapiens, er den eneste nulevende art af slægten Homo.