VELKOMMEN TIL MIN HJEMMESIDE OM

MENNESKETS OPRINDELSE OG UDVIKLING

Menneskets udviklingshistorie eller odyssé er et gigantisk epos, der spænder over 7 millioner år – fra de tidligste abemennesker over de første af vore forfædre tilhørende Homo-slægten, som vi kan spejle os og i et vist omfang genkende os selv i til oprindelsen af det moderne menneske, Homo sapiens for blot 200.000 år siden.

Mennesket har til alle tider haft et dybfølt behov for at finde en forklaring på sin herkomst. En tørst efter at forklare vores plads i naturen og at vide, hvor vi kommer fra – uanset om det drejer sig om det enkelte individ, nationen eller om arten – synes helt klart at høre til de grundlæggende træk ved vores psyke. Hvor kommer vi fra? Hvordan er vi blevet til det, vi er? Og hvor er vi på vej hen? Det er sådant stof, myterne er gjort af. Og ligesom myterne om vores oprindelse, som utvivlsomt har været med os længe før skrivekunsten blev opfundet for 5.000 år siden, bidrager hver ny viden, som videnskaben frembringer om vores begyndelse, til at tilfredsstille længselen efter at kunne besvare disse spørgsmål. Udforskningen af menneskets oprindelse og udvikling – palæoantropologien – er således i høj grad en offentlig videnskabelig disciplin, der optager praktisk taget ethvert menneske. I højere grad end andre videnskaber beskæftiger menneskets evolution sig med emner, som de fleste tænker over og synes er væsentlige. Det er vores historie, vores begyndelse. Mange mennesker mener at kende svaret på vores oprindelse, og alle har en mening. Dette gør spørgsmålet om menneskets oprindelse og udvikling til et emotionelt spørgsmål, der er rodfæstet dybt inde i os på linje med opfattelsen af os selv som mennesker og vores plads i den sociale og naturlige verden, der omgiver os.

---

August 2019 er min og Ole Høiris’ nye bog,

Evolutionens menneske – menneskets evolution,

udkommet på Aarhus Universitetsforlag. 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Læs mere under fanen “Forfatterskab”.

 

Det følgende er et citat af Charles Darwin (1809-1882), grundlægger af den moderne evolutionsteori:

“Hovedkonklusionen i dette arbejde, nemlig at mennesket nedstammer fra nogle laverestående væsener vil være næsten ubærligt for mange. Men der kan næppe være tvivl om, at vi nedstammer fra barbarer. Den forbløffelse, som jeg følte, da jeg første gang overværede en fest hos beboerne af Tierra del Fuego på en vild og dramatisk strand, vil jeg aldrig glemme, for jeg fik med det samme den tanke, at sådan var vores forfædre. Disse mænd var absolut nøgne og dækket med maling, deres lange hår var flettet, fråden stod om munden på dem af ophidselse, og deres udtryk var vildt, forskrækkende og frygtsomt. De besad knap nok kunstgenstande, og som vilde dyr levede de af, hvad de kunne fange. De havde ingen regering, og var skånselsløse over for alle, der ikke hørte til deres egen stamme.

 

Mennesket kan undskyldes for den følelse af stolthed over at have nået til toppen af den organiske skala – selvom det ikke er ved egen hjælp. Og det faktum at han er nået dertil, i stedet for oprindeligt at være placeret der, kan give håb om at nå endnu højere i fremtiden. Men vi er ikke her optaget af håb og frygt, kun med sandheden så langt som vores forstand tillader os at opdage denne. Og jeg har gjort alt, hvad jeg i denne forbindelse evner. Vi må imidlertid erkende, at mennesket med alle dets ædle kvaliteter, med dets sympatiske følelser for de ringest stillede, med godgørenhed som ikke kun er udstrakt til andre mennesker, men til alt levende, med dets gudelignende intellekt, som har afdækket bevægelserne og sammensætningen af solsystemet – med alle disse ophøjede kræfter – mennesket bærer stadig rundt på det fundament, der er nedarvet fra dets laverestående herkomst.”

(Charles Darwin i Menneskets afstamning, 1871).