VØLVENS SPÅDOM

Hver kultur har sin egen mytologiske fortælling om verdens og menneskenes skabelse. I Danmark har den bibelske fortælling fra Første Mosebog været dominerende siden Kristendommens indførelse i slutningen af 900-tallet. Men før denne fandtes en anden fortælling, den norrøne, og det er denne, der berettes om det følgende.

Nordboernes mytologi og verdensanskuelse kendes helt overvejende fra de islandske eddaer, der er kvad om de nordiske guder og helte. Hovedgrundlaget for vores kendskab til Eddadigtene er et enkelt håndskrift, Codex Regius af den ældre Edda. Codex Regius er skrevet af en islandsk forfatter i det 13. århundredes sidste halvdel. Men kvadenes alder er ældre, formentlig fra tidsrummet 800-1200.

Forrest blandt Codex Regius’ mytologiske digte står Vølvens Spådom (Vǫluspá), der er et prægtigt nordisk visionsdigt bestående af 66 strofer. Forfatteren til Vølvens spådom er ukendt, men digtet antages at være skrevet enten i Norge eller (mindre sandsynligt) på Island i slutningen af det 10. århundrede, dvs. i brydningstiden mellem hedenskab og kristendom.

Vølvens spådom er bevaret i tre versioner, to komplette udgaver, i Codex Regius og i Hauksbók, samt en kortere udgave indskudt i digtet Hyndluljóð. Desuden er der citeret enkelte strofer i Yngre Edda, der er sammenskrevet af Snorri Sturlison (eller Snorre Sturlasson) i starten af 1200-tallet. De to komplette udgaver er ikke ens, f.eks. er rækkefølgen af strofer forskellig, og enkelte strofer findes kun i den ene version. Codex Regius manuskriptet er dateret til ca. 1270, mens Hauksbók af Haukr Erlendsson stammer fra ca. 1334. Yngre Edda blev nedskrevet i 1220’erne, men det ældste bevarede manuskript er fra ca. 1300. Normalt bruges udgaven af Vǫluspá fra Codex Regius som referenceversion og er udgangspunkt for de fleste moderne udgivelser og oversættelser.

Vølvens spådom er udformet som en monolog, og er en kosmogonisk og en kosmologisk myte, der fortæller om både verdens skabelse, undergang og genskabelse. Fortælleren er en vølve[1] og tilhøreren er Odin. Odin er kommet til hende, for at hun skal spå om fremtiden.

Kvadet falder i tre store dele: fortiden (strofe 2-27), nutiden (strofe 30-41) og fremtiden (strofe 42-66). Første del omhandler skabelsen af hele verden, gudernes placering, en guldalderperiode, skabelse af dværge og af menneskeparret Ask og Embla og af verdenstræet, Yggdrasil, et asketræ og de tre norner ved træet: Urd, Verdande og Skuld, som regerer over hhv. fortiden, nutiden og fremtiden.

Efter dette spår vølven om, hvad som vil komme; i skræmmende billeder beskriver hun, hvordan verden går under i Ragnarok og om, hvordan guderne falder. I de sidste strofer beskriver hun, hvordan Jorden igen stiger op af havet, og en ny verden opstår.

“Odin og vølven” (Lorenz Frølich 1895)

Vølven indleder sin fortælling med en række, til tider ret dunkle, syner om tidernes morgen, verdens skabelse og en lykkelig urtid, hvor aserne (guderne) mødes på Idesletten og spiller brætspil. Kvadet begynder med, at vølven tiltaler Heimdals sønner (dvs. menneskene) og beder om tavshed. Før hun begynder sin spådom, rekapitulerer hun historien fra skabelsen og frem til nutiden. Oprindeligt var der hverken mennesker eller dyr, ingen jord og ingen himmel. Der var kun en tågeverden og en flammeverden, imellem hvilke lå en tom afgrund, Ginnungagap.

I tidernes morgen
var der intet,
hverken sand eller sø
eller svale bølger;
jorden fandtes ikke
og ej himlen derover,
kun et gigantisk hul
og intet græs

Ud af modsætningerne mellem tågeverdenen og flammeverdenen skabes i Ginnungagap de første levende væsner, jætten Ymer og koen Audhumla. Ymer ernærer sig af den linde strøm af mælk, der flyder fra koens yver. Audhumla slikker på de salte sten og skaber ud af stenene menneskelignende væsner, der resulterer i de første guder eller aser, nemlig Odin, Vile og Ve[2]. Disse kaldes også for Borrs sønner. De tre guder dræber nu Ymer og skaber samtidig Jorden i Ginnungagaps øde. Af Ymers kød bliver det faste land til, af hans blod havet, og knoglerne bliver til bjerge. Himmelhvælvet over Jorden danner de af Ymers hjerneskal, og af flammeverdenens gnister skaber de stjernerne og himmelhvælvet. Desuden bygger guderne en bro, regnbuen eller Bifrost, mellem himmel og Jord og fastsætter dagens og nattens rytme.

Af Ymers kød
Blev Jorden skabt
Havet af hans blod
Klipper af hans knogler
Træer af hans hår
Himlen af hans hovedskal
… af hans hjerne
Blev alle luftens
Tunge skyer skabte

Herefter oplevede aserne en guldalder, der blev afsluttet ved ankomsten af tre jættemøer. En direkte følge af denne begivenhed var tilsyneladende skabelsen af dværgene. På dette sted indeholder kvadet seks strofer med dværgenavne. Herefter følger skabelsen af mennesket og en beskrivelse af verdenstræet Yggdrasil. Træet vokser helt op til himlen og har dybe rødder, og under en af dem befinder sig Mimers brønd. Drikker man af brøndens vand, bliver man vis, som Mimer selv. Også Odin har drukket af Mimers brønd, hvilket forklarer hans store visdom. En anden af Yggdrasils rødder strækker sig ned til dødsriget Hel.

Engang da Borrs sønner gik langs stranden, fandt de to træer, som de samlede op og skabte to mennesker heraf. Den ene af Borrs sønner gav dem ånde og liv, den anden forstand og motorik og den tredje udseende, sprog, hørelse og syn. De gav dem tøj og navne, og de kaldte manden Ask (asketræ) og kvinden Embla (elmetræ). Fra dem stammer hele menneskeheden, og de fik Midgård som deres hjemsted.

Til tre Aser
af Asaskaren,
stærke, gode
Guder kom gaaende,
fandt ved Stranden
svage og arme
Ask og Embla
uden Skæbne.

Aande de drog ej,
Aand de ej havde,
ej Liv, ej Farve,
ej Blod, som leved.
Aande gav Odin,
Aand gav Høner,
Lød gav Loder
og Blod, som leved.

Den næste del af kvadet omhandler den velkendte fortælling om Balders død. Han er den bedste og smukkeste af guderne, og misundes af jætten Loke. Et gennemgående tema i Eddaerne er kampen mellem jætterne og guderne, verdens destruktive og konstruktive kræfter. Jætterne bor i borgen Udgård (jf. Udgårdsloke) i Jotunheimen, mens guderne bygger deres borg, Asgård, i Jordens midte. Guderne vinder altid kampene, om end ofte med stor nød, men til sidst går det hele galt, den store undergang eller Ragnarok, dvs. Regins (magternes, dvs. gudernes) skæbne. Her vil Odin sammen med guderne dø. Ragnarok indvarsles af den store og strenge vinter (Fimbulvinteren), hvor Solen bliver opslugt af en vældig ulv. Yggdrasils ask skælver, og nu kommer verdens undergang. En af de jættefødte uhyrer, Fenrisulven, er bundet, men slipper løs ved Ragnarok, samtidig med at et andet uhyre, Midgårdsormen, der omgiver menneskenes verden, går amok i vrede. Endnu et uhyre, hunden Garm, løsriver sig:

Nu isner Yggdrasil
asken skælver
Da løses Loke
Garm halser glammende
ved Gnipahule
Lænken sprænges
ulven er løs

Katastrofen er nu nær. I det afgørende slag kæmper Odin mod Fenrisulven og Tor mod Midgårdsormen. Slangen dør for Tors hammer, men ikke før den har givet ham banesår. Og ulven, der sluger Odin, bliver selv dræbt. Verden går til i et kataklysmisk orgie af vold og ødelæggelse. Solen, stjernerne og Jorden forsvinder – verden er ikke længere. Og så klinger spådommen ud, ved at den nye verden – evig grøn – rejser sig op af havet. I denne verden vil afgrøder vokse uden at blive sået, fiskerige fosser vil fremstå af asken, guldalderen vende tilbage og Den højeste gud stige ned. Det kosmiske kredsløb kan begynde igen.

Den mystiske højeste guddom, der omtales i slutningen af digtet, har været genstand for mange tolkninger og kontroverser. Det er bl.a. blevet foreslået, at det er Jesus der hentydes til, og at digtet derfor i virkeligheden handler om Kristendommens sejr over hedenskabet.

Vølvens spådom rummer som ovennævnt stærke mindelser om bibelsk stof (Adam og Eva, apokalypsen m.v.) Man kan derfor tænke sig, at digteren, skønt hedning, må have kendt en del til den kristne lære. Er det det kristne tusindårsrige, der skildres efter den hedenske verdensordens undergang? – Lutret stiger jorden igen op af havet, de skyldfri guder (Hød og Balder) genopstår. Den kristne Guds herredømme er begyndt.

Begyndelsen af Vølvens spådom i Codex Regius

[1] En vølve (alternativt vala, spákona) (norrønt: vǫlva = stavbærerske) betegner i den nordiske religion både en kvindelig kultleder og en tilbagevendende mytologisk figur i flere myter. Som kultspecialist blev vølven tillagt spådomsevner og kundskaber i sejd (en type magi, shamanisme, i norrøn tid). Indtil religionsskiftet nød vølverne stor respekt, men senere blev de associeret med skadevoldende magi. I middelalderen fik ordet vølve betydningen heks.

[2] Et andet navn for Vile kan være Høner; og et andet navn for Ve kan være Loder.