TRO OG VIDEN

Næsten alle civilisationer tilbeder en eller anden overnaturlig kraft, hvilket antyder, at mennesket er programmeret til at tro på noget, der pr. definition ikke tilhører denne verden. Hvorfor? Hvordan kan troen på noget, hvis fysiske eksistens ikke kan påvises, have hjulpet overlevelsen af vores art? Den amerikanske palæontolog Stephen J. Gould (1941-2002) og den amerikanske evolutionsbiolog Richard Lewinton (f. 1929) har foreslået, at religiøs tænkning er en sideeffekt af mere konkrete tendenser, der har hjulpet vore forfædre til at overleve. Måske er det evnen til at erkende tilstedeværelsen af andre organismer. Hvis græsset rasler i det fjerne, er vores første reaktion, at noget lurer på os. Dette har åbenbare evolutionære fordele: Hvis vi har ret, har vi muligvis forhindret overfald af et rovdyr, og hvis vi tager fejl, er der ikke sket nogen skade.

Den engelske kemiker og forfatter C.P. Snow (1905-1980) udtalte følgende om religion: ”Den eneste vage forestilling om Gud, der er forenelig med videnskab vedrører det forhold, at Gud i al væsentlighed er irrelevant for både vores forståelse af naturen og for vores handlinger baseret på denne forståelse. Indtil vi er villige til at acceptere verden som den er, uden mirakler som al empirisk viden taler imod, uden myter der forvrider vores opfattelse af naturen, vil vi næppe være i stand til at danne bro mellem videnskab og kultur, og hvad mere vigtigt er, vi vil være ude af stand til fuld at forstå de afgørende teknologiske udfordringer, vi står overfor.”

Videnskaben om mennesket startede på det tidspunkt i historien, hvor filosofien og videnskaben tog over fra religionen, dvs. hvor tvivlen blev sat i system, og den rationelle og systematiske tanke gik i gang med at udrede mysterierne; mennesket skulle ikke længere blot leve med mysterierne, men forsøge at afdække dem. Det er her, alternativet til myterne om mennesket erstattes med viden om mennesket.

Konflikten mellem tro og viden opstår, når man ønsker at gøre det ene begreb overordnet i forhold til det andet og overser, at der er tale om to forskellige kategorier. Tro kan defineres som tillid til antagelser, der ikke kan gøres til genstand for undersøgelser; en tro kan derfor aldrig falsificeres. For troen gælder, at sandheden er subjektiviteten. I modsætning hertil skal al viden kunne undersøges og eventuelt falsificeres. Den naturvidenskabelige viden rummer derfor aldrig en absolut sandhed, men til gengæld er den som nævnt objektiv eller intersubjektiv i den forstand, at resultatet af en undersøgelse skal være uafhængigt af, hvem der udfører undersøgelsen, og hvor den foretages.

Den (videnskabelige) virkelig er en genstridig størrelse, og de, der vier deres liv til den, bliver ofte tvunget til at skifte mening, når evidensen ændrer sig. I modsætning hertil afhænger religion og tro på åbenbarede og evige sandheder. Den udvikler sig kun som svar på filosofiske spekulationer og socialt pres og ikke som resultater af nye opdagelser om de guddommelige hensigter.

Tro er en intens personlig oplevelse, mens videnskab er universel; videnskabelige regler og procedurer kan følges af enhver. Faktisk er bekræftelse ved uafhængig validering kernen i den videnskabelige proces. Videnskab stræber efter objektivitet, mens tro i sin natur er subjektiv. Ulig videnskabelig disput kan et religiøst anliggende ikke bekræftes eller besluttes på basis af evidens.

En af de bedst kendte filosoffer fra 1900-tallet er Karl Popper (1902-94). Efter hans opfattelse er påstande, som er konstruerede for at blive bekræftet, uvidenskabelige. Kun påstande, der er udformet sådan, at de kan testes og dermed evt. blive falsificeret, er videnskabelige. Det mønster af levende organismer, der eksisterer, forklares bedst ved at henvise til fælles herkomst. Den eneste anden mulige forklaring er speciel skabelse eller intelligent design. Skabelse ved et overnaturligt væsen ville indebære, at verden ser ud som den gør, fordi dette overnaturlige væsen havde besluttet, at den skulle se sådan ud. Den angiver ikke forudsætninger eller forudsigelse om det mønster vi rent faktisk kan observere – det gør derimod evolutionsteorien. Derfor kan sidstnævnte, men ikke førstnævnte, testes. At acceptere intelligent design eller kreationisme kræver derfor tro; det er helt legitimt at hævde, at tro ikke kan testes, men tro er ikke videnskab.

Lægfolks mangel på forståelse af den videnskabelige proces i almindelighed og af evolutionen i særdeleshed har desværre givet ophav til en særdeles skadelig politisk bevægelse: En ny tros-baseret kreationisme, der præsenterer sig selv som om den var videnskab. Mellem 1999 og 2006 har skolebestyrelser og lovgivere i adskillige amerikanske stater forsøgt enten at minimere undervisning i evolutionsteorien eller at indføre en form for kreationisme kaldet ”Intelligent Design” som et alternativ til undervisning i darwinistisk evolution i offentlige skoler. At modgå disse kræfter – som udelukkende er politisk-ideologiske og religiøse, og ikke videnskabelige – vil kræve mere uddannelse af offentligheden om, hvad evolution er, og hvordan videnskab foregår.

I 1920’rne anså flere stater i USA evolutionen som en trussel mod troen, og der blev vedtaget love, der forbød undervisning i evolutionsteori i skolen. Disse love gik populært under betegnelsen ”abelove”, fordi de specifikt forbød ideen om, at mennesket var et produkt af evolutionen eller havde en fælles forfar med menneskeaber og aber.

I dagligsproget opfatter de fleste evolutionen eller udviklingen som en ændring mod noget bedre. Men i dag kan vi ikke lægge en værdidom i ordet evolution, når det anvendes i biologisk sammenhæng. Igennem den biologiske evolution møder vi ganske vist i det store og hele mere og mere sammensatte organismer, men vi kan ikke sige, at de mere sammensatte organismer er bedre end de mindre sammensatte. Evolutionsteorien beskriver blot en række fortløbende ændringer, som tillader os at se en sammenhæng mellem alt liv på Jorden.

 

Teori og fakta

Der er stor forvirring i lægmandskredse om begreberne ”fakta” og ”teori”. For mange repræsenterer fakta virkeligheden, hvorimod en teori (ofte benævnt ”bare en teori”) er en idé eller et sæt af ideer, der ikke hviler på meget andet end kvalificerede gæt. Men i videnskabelige kredse er der et helt andet syn på de to begreber. Et faktum er grundlæggende en observation; f.eks. kan man observere at en tabt blyant falder til jorden på grund af tyngdekraften. Men et faktum forklarer ikke noget, det er blot en observation. Hvordan og hvorfor den tabte blyant falder til jorden forklares derimod af teorien om tyngdekraften, der første gang blev formuleret af englænderen Isaac Newton i 1600-tallet og siden revideret af Albert Einstein i begyndelsen af 1900-tallet Ved hjælp af relativitetsteorien kunne Einstein forklare tyngdekraften, men teorien kunne også forklare universets ekspansion og eksistensen af sorte huller længe inden disse fakta rent faktisk blev observeret. I Einsteins tilfælde ser vi, at en meget abstrakt, matematisk teori fører til opdagelsen af nye fakta. Dette er måden, hvorpå den videnskabelige proces skrider frem: Observerede fakta organiseres i teorier, teorierne testes eksperimentelt, og hvis de bekræftes, kan de lede til opdagelsen af nye fakta.

I almindelighed anvendes begrebet teori om mere generelle eller overordnede abstraktioner, der er bredt accepteret og understøttet af meget betydelige mængder af eksperimentel evidens. To eksempler er Einsteins relativitetsteori og Darwins evolutionsteori.

I formel videnskabelig forstand er en teori noget meget mere end et kvalificeret gæt. Det er også mere end en hypotese. En teori er et sammenhængende kompleks af gennemprøvede hypoteser, dvs. et sæt af udsagn som er forbundet med hinanden og i indre overensstemmelse med hinanden; som er baseret på meget betydelig og observerbar evidens (fakta); og som desuden kan forklare en lang række observationer.

Evolutionsteorien er ikke bare en teori. Som det centrale organiserende princip inden for biologien er det en af de mest omfattende videnskabelige teorier overhovedet. Mange mindre teorier er indeholdt i evolutionsteorien. Eksisterende fakta støtter disse mindre teorier i forskellig grad. Forskere tester hele tiden teorier ved anvendelse af en række forskellige metoder – observationer, eksperimenter, matematiske teorier, computer simuleringer osv. Ved disse tests vil nogle af de mindre teorier yderligere understøttes, mens andre bliver mere usandsynlige. Ved denne proces bliver evolutionsteorien mere overordnet forfinet og tilpasset den nye viden. Evolution er både fakta og teori, men intelligent design er ingen af delene. Sætningen ”intelligent design teorien” er ikke korrekt og henføring til en ”intelligent designer” er ikke nogen forklaring. En intelligent designer kan ikke testes. Man kan gruble over naturen af en sådan designer – om denne handlede på én gang og siden har været tavs, eller om den handler kontinuerligt – men sådanne spekulationer kan ikke testes; de er derfor uvidenskabelige.

 

Intelligent design

Intelligent design – den religiøse kreationismes seneste inkarnation – hævder, at komplekse biologiske fænomener ikke udvikles gradvist via naturlige evolutionære kræfter, men i stedet er blevet skabt ex nihilo af en intelligent designer. Det traditionelle argument for intelligent design kan føres tilbage til Sokrates (469-399 fvt.), og indtil for relativt nylig har det i vestlige kulturer i århundreder været den generelle opfattelse, at religion og biologi var intellektuelle allierede i det store projekt at forklare, og derved glorificere, Gud og Hans skaberværk. Videnskabsfolk og religiøse ledere delte som regel en overbevisning om, at omhyggelige studier af naturen ville bekræfte Guds opfindelse og opsyn med livet. Når teologer protesterede mod videnskaben (hvad de ofte gjorde) bundede disse i reglen i synspunktet om, at det var kættersk eller ligefrem farligt (og kunne gøre Gud vred) at stræbe efter empirisk bevis for det, som ikke krævede noget bevis: Guds almagt.

Ovennævnte synspunkter blev genfremsat i fyndige vendinger i 1802 af præsten William Paley (1743-1805) i en velskreven og tankefuld bog (Naturteologi), der formelt forklarede, hvad mange videnskabsfolk på hans tid søgte at opnå med deres undersøgelser af naturen: Et bevis for Guds almægtighed. Disse videnskabsfolk (naturteologer) startede typisk ud med to præmisser: At livets skønhed og kompleksitet var et á priori bevis på Guds kreative kraft, og ved omhyggeligt at undersøge den levende natur ville de uundgåeligt glorificere Gud og måske bedre forstå Hans intentioner. Paley sammenlignede bl.a. de levende organismer med et urværk: ligesom ure viser tegn på at være designet, lige så er det med levende organismer. Disse temaer blev yderligere udviklet i de såkaldte Bridgewater afhandlinger, et sæt af otte arbejder af forskellige eksperter i biologi, geologi og fysik publiceret mellem 1833 og 1840. De var bestilt af præsten Francis Henry, jarl af Bridgewater, som døde i 1829, men hvis testamente opfordrede og finansierede respekterede videnskabsfolk til at skrive afhandlinger ”om Guds magt, visdom og godhed, som det fremgik af Skabelsesberetningen” (se videre i kapitel 5).

Den amerikanske biokemiker, Michael Behe har været og er stadig en fremtrædende videnskabelig skolet fortaler for intelligent design. Han er mest kendt for sin idé om ”irreducibel kompleksitet”, hvorved menes et system, der er dannet af flere interagerende komponenter, der hver bidrager til systemets basale funktioner, og hvor fjernelse af en enkelt komponent får systemet til funktionelt at bryde sammen. Derfor kan det ikke være udviklet via naturlig udvælgelse fra en mere primitiv form. Behes argumentation er blevet afvist af det store flertal i det videnskabelige samfund, og hans synspunkter er desuden blevet stemplet som uvidenskabelige af det amerikanske retsvæsen.

Lige siden Darwins teori har der været kritik gående på, at komplekse systemer som f.eks. hvirveldyrenes øje ikke har kunnet udvikles via naturlig udvælgelse. Øjet er en så indviklet konstruktion, at dets oprindelse længe har været en cause célèbre for fortalere for intelligent design – for dem var det et skoleeksempel på ”irreducibel kompleksitet”. Midt i 1800-tallet blev det fremført, at ”foreslå at øjet, med alle dets uforlignelige anordninger til at fokusere på forskellige afstande, til at tillade adgang for forskellige mængder af lys og til korrektion af sfærisk og kromatisk aberration, kunne være dannet ved naturlig udvælgelse, synes absurd i højest mulige grad”. Man kan derfor spørge sig: Hvad nytte kan man have af et halvt øje? Svarene herpå er mange. Som det vil fremgå nedenfor: I de blindes kongerige vil et dyr med selv den mindste funktion af et øje være konge.

Ovennævnte passage er ikke fra en af Darwins kritikere, men fra Darwin selv. Men Darwin sagde videre: ”Fornuften fortæller mig, at hvis talrige gradueringer fra et simpelt og uperfekt øje til et perfekt og fuldstændigt, hvor hver grad er nyttig for dens besidder, viser sig at eksistere; og dette er faktisk tilfældet; hvis yderligere øjet varierede lidt, og disse variationer er nedarvet, hvilket ligeledes er tilfældet; og hvis sådanne variationer skulle vise sig nyttige for et dyr, der lever i et omskifteligt miljø, så kan vanskeligheden ved at tro, at et perfekt og komplekst øje skulle kunne dannes ved naturlig udvælgelse, skønt uoverstigelig for vores forestillingsevne, ikke anses som reel”. Han fandt selv løsningen på problemet.

Evolutionsbiologer er i dag i stand til at give sandsynlige forklaringer på, hvordan en lang række komplekse biologiske systemer – blodets størkning, øjet udvikling, kønsbestemmelse osv. – udvikledes. Disse modeller bliver til stadighed underkastet nye tests – laboratorieeksperimenter eller undersøgelse af beslægtede arter. Hvad angår øjets udvikling har biologer ved at se på fossilerne, på den embryonale udvikling og det meget store antal forskellige øjne, der findes i dyreverdenen, klarlagt den trinvise udvikling til det avancerede øje, som vi bærer rundt på. Disse studier viser, at vores øje, som vi har fælles med alle hvirveldyrene, blev dannet indenfor 100 millioner år ud fra simple lyssensorer (fotoceller), der reagerer på dagens og årstidernes rytme[1]; disse opstod for ca. 600 millioner år siden, mens øjet som et optisk og neurologisk sofistikeret organ var udviklet for 500 millioner år siden. Nøglen til øjets udvikling er, at på hvert trin gav det ”inkomplette” øje indehaveren en fordel. Hele udviklingen kan være foregået over blot 100.000 generationer. En så hurtig evolution kan have været nødvendig, fordi der var et våbenkapløb: Så snart nogen fik øjne og begyndte at æde dig, blev det vigtigt at kunne undgå dem. Mange hvirvelsløse dyr udviklede deres eget specielle øje i den forbindelse.

Billeddannende øjne er blevet udviklet uafhængigt af hinanden dusinvis af gange i dyreriget. For mellem 600 og 500 millioner år siden opstod to fundamentalt forskellige typer af øjne. Det første af disse var det sammensatte øje, der i dag findes hos insekter, edderkopper og krebsdyr. Det sammensatte øje er meget effektivt for små dyr. Den anden type, kameraøjet, udvikledes hos hvirveldyrene; det har en linse, en blænde (regnbuehinden) og en lysfølsom film (nethinden). Den lysfølsomme fotocelle er dog det grundlæggende for begge typer. Gennem talrige små skridt når vi fra fotocellen til det komplekse øje: Det at have mere end en enkelt fotocelle er en forbedring i forhold til blot at have én; øgning af antallet af fotoceller kan skabe et tyndt lag af fotoceller, hvilket svarer til en meget primitiv nethinde. Gennem nye små, successive trin kunne yderligere forbedringer opstå. F.eks. kunne en forbedring bestå i evnen til at bestemme, hvilken retning lyset kommer fra i forhold til blot at kunne opfatte lyset; dette kunne opstå ved, at hinden af fotoceller blev foldet. Øjet hos bl.a. fladorme er modifikationer af en sådan foldet hinde.

At øjet er dannet ved naturlig udvælgelse og ikke af en intelligent designer forklarer også, at øjet langt fra er et perfekt stykke ingeniørarbejde; det indeholder en række væsentlige fejl og mangler, der kan ses som evolutionære ar[2]. Den naturlige udvælgelse er ikke, som nogen måske vil tro, en perfekt mekanisme. Den bygger altid på det forhåndenværende materiale, nogle gange med et uheldigt resultat til følge.

En tilsvarende argumentation kan fremføres angående blodets størkningsmekanisme, der er en kaskade af begivenheder (se figuren): Tilføjelse af hver lille nye komponent gav en fordel for den pågældende organisme ved at forstærke signalet (størkningsevnen); en lille ændring i én komponent tidligt i systemet kunne desuden – på grund af kaskadeeffekten – muliggøre en langt større ændring senere i systemet.

Blodets størkningskaskade. Størkningsreaktionen sættes i gang ved beskadigelse af et blodkar, så blodet kommer i kontakt med det omgivende væv. Den første del af kaskaden kan følge to forskellige veje (efter figur 2-1 i Johnson NA: Darwininian detectives).

Blodets størkningskaskade. Størkningsreaktionen sættes i gang ved beskadigelse af et blodkar, så blodet kommer i kontakt med det omgivende væv. Den første del af kaskaden kan følge to forskellige veje (efter figur 2-1 i Johnson NA: Darwininian detectives).

Moderne genetisk og biokemisk analyse har afsløret, at det humane genom er fuld af fejl, affald, blindgyder, strukturelle og funktionelle uhensigtsmæssigheder (f.eks. pseudogener, parasitære mobile elementer og håbløst barokke regulatoriske systemer) og andre skavanker, der varierer fra det subtile til det meget grove, hvis ikke ligefrem uhørte hvad angår den negative indvirkning på individets velbefindende. Disse mangler er den slags resultater man ville forvente fra ufølsomme og formålsløse evolutionære processer, men bestemt ikke fra en intelligent designer. I dette perspektiv burde den evolutionære videnskab rettelig ses som en allieret og ikke som en fjende af religionen, fordi den hjælper sidstnævnte tilbage mod dets reelle domæne som en potentielt respektabel rådgiver i store filosofiske spørgsmål om skelnen mellem det gode og det onde og om livets mening, der altid har været centrale for teologer og for menneskeheden i almindelighed, og væk fra rollen som en dårlig rustet fortolker af detaljer ved vores fysiske eksistens.

[1] Et eksempel herpå er corpus pineale eller koglekirtlen, der er placeret på den forreste del af hjernestammens overside. Det har mistet sin funktion hos pattedyr.

[2] Det kan f.eks. nævnes, at nethinden vender bagsiden udad, hvorfor lyset skal passere gennem cellelegemer og nervefibre, inden det når frem til fotoreceptorerne; blodkar passerer tværs hen over nethinden og kaster derved uhensigtsmæssige skygger på denne; nervefibrene, der fører lyssignalet til hjernen, danner øjets blinde plet.