Det både forbløffede og fascinerede de tidlige europæiske opdagelsesrejsende, da det gik op for dem, at der fandtes mennesker overalt på kloden, og at de fysiske forskelle mellem de forskellige befolkningsgrupper var så markante. Det europæiske aristokrati brugte i århundrederne herefter deres rigdom og magt til at holde eksotiske tjenere og slaver. I 1800-tallet afholdtes verdensudstillinger i hovedstæder som London og Paris, hvor den menneskelige diversitet blev demonstreret med illustrationer fra fjerne egne. Disse kulturelle og biologiske udstillinger inkluderede både planter, dyr og mennesker. Den almindelige europæer havde nu muligheden for selv at iagttage menneskehedens diversitet, og folk flokkedes for at få et glimt af den menneskelige zoo. Eksperter undersøgte, beskrev og diskuterede de mere intime detaljer.
Mennesker af afrikansk oprindelse blev i 1700- og 1800-tallet set som anakronismer; de var ikke bare geografisk langt væk fra Europa, men også tidsmæssigt langt væk. De repræsenterede fortiden på samme måde, som man mente, at Europa repræsenterede nutiden. Eftersom man mente, at ikke-europæere, især afrikanere, levede et arkaisk liv, der kunne sammenlignes med, hvordan europæerne have levet i fortiden, ansås den sorte (kvinde)krop for at være en inkarnation af fortiden, og kroppen kunne derfor undersøges for at opnå viden om menneskehedens udvikling.
En af disse sorte, afrikanske kvinder var Saartjie (Sarah) Baartman (1789-1815), der måske er det mest berømte – eller berygtede – eksempel på de udstillede mennesker. Hun tilhørte Khoi San-folket og blev født i 1789 i den østlige Kap Provins i det nuværende Sydafrika.
En hollandsk landmand ved navn Pieter Willem Cesars tog på et tidspunkt Saartjie Baartman med til Cape Town, hvor hun arbejdede som barnepige for hans bror, Hendrick Cesar. Her opdagede en engelsk læge ved navn William Dunlop hende og overtalte hende – eller måske snarere beordrede eller lokkede – hende til at rejse med til England, hvor hun skulle fremvise sin specielle krop mod betaling. Kap Provinsens guvernør, Lord Caledon gav tilladelse til rejsen, men fortrød senere, da han fandt ud af, hvad formålet med rejsen var. Saartjie Baartman sejlede mod London i 1810, hvor hun blev udstillet under navnet Hottentot-Venus. Hottentot var det navn, som de hollandske bosættere i Sydafrika havde givet Khoi San-folket, idet hottentot refererede til kliklydene i deres sprog. Betegnelsen udtrykte dog også racemæssig underlegenhed.
Saartjie rejste omkring i Storbritannien og fremviste mod betaling sin, for europæere, meget usædvanlige kropsfigur. Som alle Khoi San-folkets kvinder, havde hun en ekstremt forstørret bagdel (kendt som steatopygi) som tilskuerne kunne få lov at røre mod ekstra betaling, Der gik også rygter om forlængede og nedhængende skamlæber (kendt som hottentotforklæde), men Saartjie tillod ikke, at dette træk blev fremvist, så længe hun var i live. Disse ejendommeligheder ved hottentotkvinders krop var også blevet bemærket af Charles Darwin, der herom anførte: ” Det er almindeligt kendt, at den bagerste del af kroppen er helt mærkværdigt fremstående hos hottentotkvinder…[og] at det beundres meget af [khoi]mændene”. Darwin brugte her Khoi-kvindens bagdele som et eksempel på, hvor forskellige – og bemærkelsesværdige – attributter de forskellige racer tiltrækkes af: ”Vi ser således, at de forskellige menneskeracer afviger meget i opfattelsen af, hvad der er smukt.”
STEATOPYGI HOS HOTTTENTOTKVINDE
Hendes opvisninger skabte skandale i London. Kun kort tid før (i 1807) var slaveriet i de engelske kolonier blevet ophævet, og modstandere af slaveriet krævede nu højlydt, at hun blev sat fri. Imidlertid oplyste hun ved en efterfølgende retssag (på hollandsk som hun talte flydende), at hun var i England helt frivilligt, og at hun fik halvdelen af indtægterne for fremvisningerne.
Senere rejste hun til Paris, hvor hun optrådte nøgen i 15 måneder. Hun blev undersøgt af flere franske videnskabsmænd, bl.a. af den berømte anatom George Cuvier, samt malet af videnskabsmalere.
STEATOPYGI HOS HOTTTENTOTKVINDE
Hun døde den 29. december 1815, muligvis af kopper, lungebetændelse eller syfilis. Hun blev efterfølgende dissekeret af George Cuvier (1769-1832), der så hendes kønsdele som en klar illustration af hendes tætte slægtskab med aberne.
Efter Saartjie død blev hendes skelet, hjerne og kønsdele opbevaret og fremvist på Musée de l’Homme (Menneskets museum) indtil 1974, hvor de blev fjernet fra udstillingen og gemt af vejen. I løber af 1940rne var der sporadiske forsøg på at få hende transporteret tilbage til Sydafrika, men sagen fik først rigtig omtale efter, at biologen Stephen Jay Gould (1941-2002) publicerede en beretning om hende i 1982. Efter at Nelson Mandela blev præsident af Sydafrika i 1994, anmodede han formelt Frankrig om at returnere hendes legemsdele. Efter en del diskussion og debat i det franske parlament, som frygtede, at sagen ville skabe præcedens for andre landes krav om tilbagelevering af historiske effekter, gik Frankrig med til begæringen den 6. marts 2002. I maj 2002 fik hun en kristen begravelse ved floden Gamtoos, hvor hun blev født 213 år forinden.