DEN MODERNE OPFATTELSE AF UNIVERSETS OG SOLSYSTEMETS SKABELSE

Universets skabelse

Videnskab og vestlig religion er enige om én ting: Vores univers havde en begyndelse. Det er almindeligt, om end ikke universelt, antaget, at universet oprindeligt kun eksisterede som et punkt, en singularitet, hvor temperatur og masse nærmede sig det uendelige. Uden for singulariteten var der intet, ingen tid, intet rum. Da universet under inflationen[1] begyndte at udvide sig, skete det ikke som en udbredelse til og en udfyldning af en større tomhed. Det eneste eksisterende rum var det rum, som universet selv skabte under udvidelsen. Singulariteten havde intet omkring sig. Vort univers begyndte derfor ud af ingenting. I et eneste blændende glimt, et øjeblik af pragt, alt for hastigt og eksplosivt til at kunne beskrives med ord af nogen art, antog singulariteten himmelske dimensioner, et rum hinsides fatteevnen. På mindre end ét minut var universet blevet en million milliarder km stort, og det voksede ekstremt hurtigt[2]. På tre minutter var 98 % af alt det stof, som findes, eller som nogensinde vil komme til at findes, dannet. Det skete for 13,82 milliarder år siden.

Astrofysikere kan med betydelig sikkerhed redegøre for, hvordan universet har opført sig fra ca. 0,000001 sekund efter skabelsen, og med nogen større usikkerhed kan man gå så langt tilbage som 10-34 sekund.

I dag er det naturligt at forbinde læren om universet (kosmologien) med læren om universets oprindelse (kosmogonien) og ikke blot at opfatte verden som noget, der er i udvikling, men som noget, der har udviklet sig fra en tilstand af intethed. Desuden at verden ikke altid har været der, men at den er blevet til eller skabt og således kan tilskrives en endelig alder. Naturlig som denne tanke kan forekomme os, er den i historisk forstand særdeles unaturlig. Den er faktisk så unaturlig, at den i en videnskabelig sammenhæng først blev fremført i 1927 af den belgiske fysiker og astronom (der også var romersk-katolsk præst og prælat) Monsignor Georges Henri Joseph Édouard Lemaître (1894 -1966).

Lemaître anførte i en kort artikel i Nature i 1931 en hypotese om verdens skabelse. Det blev en milepæl i kosmologiens historie, for det var første gang, at en astronom seriøst foreslog og videnskabeligt begrundede, at verden er opstået ud fra (næsten) intet. Det var den første, vage version af Big Bang-teorien. Lemaître foreslog, at hele verden var startet i et enkelt ”kvantum” eller hvad han senere kaldte et uratom. Denne oprindelige tilstand ville ikke være til at skelne fra ikke-væren, for grundlæggende begreber som tid og rum var endnu ikke opstået. ”Vi kunne opfatte begyndelsen af universet i form af et enkelt atom, hvis atomvægt er den samme som universets samlede masse.” Lemaître sammenlignede universitets begyndelse med et ”kosmisk æg”. At spørge, hvad der var, før ægget blev lagt, var for Lemaître som at spørge om, hvad der er nord for Nordpolen, fordi spørgsmålet afslører en manglende forståelse af tid og rum.

I 1940’rne skabte ukraineren George Gamow (1904-68)[3] dele af det fysiske grundlag for Big Bang-teorien ved at forklare oprindelsen af grundstofferne i det tidlige univers. Han forudsagde desuden forekomsten af den kosmiske baggrundsstråling, der er en efterglød fra Big Bang, en påmindelse om universets voldsomme begyndelse. Den kosmiske baggrundsstråling blev dog først påvist i fysisk forstand i 1964.

I 1951 holdt pave Pius XII en tale med det centrale budskab, at moderne kosmologi havde leveret utvetydig støtte for opfattelsen af en hinsidig Skaber, en opfattelse som kirken jo altid havde haft. Ikke blot var der ikke længere nogen modsætning mellem naturvidenskaben og den kristne tro, astronomerne havde ligefrem vist, at de to områder førte til samme konklusion. Den havde vist eksistensen af en ”Skabende Ånd”, der frembragte universet og fyldte den med energi.

Lemaître og mange andre var skeptiske overfor den påståede direkte forbindelse mellem tro og videnskab. Problemet er naturligvis, at videnskabelige resultater kan vise sig at være forkerte. Hvis eksistensen af Gud er baseret på Big Bang-kosmologien, må vi så konkludere, at Gud ikke eksisterer, såfremt teorien om et Big Bang viser sig at være forkert?

Det er i øvrigt bemærkelsesværdigt, hvor god en drejning tingene tog for os helt fra begyndelsen. Hvis universet var blevet dannet bare en lille smule anderledes – hvis tyngdekraften havde været en smule stærkere eller svagere, hvis udvidelsen var forløbet bare en anelse langsommere eller hurtigere – så var der måske aldrig dannet de stabile grundstoffer, som Jorden og alt levende består af. Havde tyngdekraften været ganske lidt stærkere, kunne universet været kollapset som et sjusket rejst telt, hvis dimensioner og dele ikke passer sammen. Havde den være svagere, ville intet have samlet sig – universet ville for altid være forblevet et tomrum. Og når vi eksisterer i netop dette univers, er grunden den, at det er det eneste, vi kan eksistere i.

Hvordan gav det homogene ”hav” af partikler flyvende bort fra hinanden ophav til storskala strukturer i det nuværende univers og i sidste ende ophav til vores egen Jord? Den eneste kendte faktor, der modvirker det ekspanderende univers er tyngdekraften. Men en anden faktor er nødvendig for skabelsen af universets strukturer: Der må have været fluktuationer i tætheden (inhomogenitet) i det ekspanderende univers. I et hvilket som helt punkt i et absolut homogent hav af stof og energi vil tyngdekraften i en hvilken som helst retning blive udlignet af en lige så stor tyngdekraft i den modsatte retning. Hvis, imidlertid en fluktuation i tætheden – af makroskopiske dimensioner – er til stede eller opstår i løbet af ekspansionen, vil områder med høj tæthed blive tiltrækkende centre.

Når vi scanner himlen, er der en enorm mængde af strukturer, der er opstået på grund af inhomogeneiteter eller fluktuationer i tætheden. Men der er ingen almen accepteret forklaring på, hvad der har forårsaget fluktuationerne i tætheden. Men det er klart, at det må være foregået, og resultatet af dette er universets strukturer.

Big Bang er fortsat indhyllet i mysterier og vil måske for altid være usynlig for os. Big Bang gør os alle til kreationister om end ikke af den fundamentalistiske slags. Der er en forskel mellem dem, der ”kender” svaret og dem, der lidenskabeligt søger at finde svaret.  Moderne videnskab er baseret på det latinske ignoramus – vi ved ikke. Den antager, at vi ikke ved alt. Og den accepterer, at de ting vi ved kan vise sig at være forkerte, når vi få ny viden. Intet begreb, ingen idé eller teori er fredet og sat uden for afprøvning. Ældre videnstraditioner som f.eks. kristendommen fastslog, at alt, hvad der var vigtigt at vide om verden, allerede var kendt. Den ene almægtige Gud besad al visdom, som blev tilgængelig for os i skrifterne. Almindelige dødelige opnåede viden ved at fordybe sig i de gamle tekster og traditioner for at kunne forstå dem korrekt. Det var helt utænkeligt, at Bibelen manglede information om vigtige dele af universet.

Retfærdigvis bør det nævnes, at i de moderne vestlige kulturer er der en næsten religiøs tro på teknologi og på videnskabelige metoder, som i nogen grad har erstattet troen på absolutte sandheder.

Pave Johannes Paul II skrev i 1998 i den pavelige encyklopædi, Fides et Ratio (Tro og fornuft) følgende: ”Til slut vil jeg henvende mig til de forskere, hvis forskning giver en stadig større indsigt i universet som helhed og i en umådelig række af dets komponenter, levende og døde, med deres komplekse atomiske og molekylære strukturer. Så langt er videnskaben kommet, ikke mindst i dette århundrede, at dets resultater aldrig ophører med at forbløffe os. Ved at udtrykke min beundring og støtte til disse modige videnskabelige pionerer, som menneskeheden er i stor gæld til, vil jeg opfordre dem til at fortsætte deres indsats uden nogensinde at udelukke den guddommelige horisont med hvilken de videnskabelige og teknologiske fremskridt er knyttet til de filosofiske og etiske værdier, der er distinkte og uudslettelige træk ved mennesket. Forskere er helt på det rene med, at ”søgen efter sandheden, selv når denne vedrører en begrænset realitet ved verden eller mennesket, aldrig hører op, men altid vil pege frem mod noget højere end det umiddelbare studieobjekt, mod de spørgsmål, der giver adgang til det mystiske.”

 

Solsystemets og Jordens skabelse

For omtrent 4,6 milliarder år siden samlede der sig en enorm sky af gas og støv på vores sted i rummet, og den begyndte at koncentrere sig og danne klumper. Langt den overvejende del af skyens materiale – 99,9 % – gik til at danne selve Solen. Fortætningen udløste enorme energimængder, og temperaturen steg til mere end en million grader Celsius i den centrale masse. Det var nok til at sætte kerneprocesser i gang, og Solen var hermed dannet.

I det tiloversblevne materiale kom to mikroskopiske støvkorn så tæt på hinanden, at de blev føjet sammen af elektrostatiske kræfter. Det var vor planets undfangelsesøjeblik. Alle vegne i det vordende solsystem skete der det samme. Kolliderende støvkorn dannede større og større klumper. Til sidst blev klumperne store nok (få meter) til at kunne kaldes planetesimaler. I takt med, at planetesimalerne kolliderede igen og igen, gik de i stykker eller smeltede sammen i endeløse kombinationer, men i hvert møde var der en vinder, og nogle af vinderne blev store nok til at dominere den bane, hvori de holdt til.

Planeterne nærmest Solen, Merkur, Venus, Jorden og Mars, er rige på tunge grundstoffer som jern, nikkel, silicium, magnesium og aluminium, mens de ydre planeter er domineret af lette grundstoffer, ofte i gastilstand. Jorden, som er den tredje planet i rækken, har en afstand fra Solen, hvor temperaturen tillader eksistensen af flydende vand, og en masse, der er stor nok til at fastholde en atmosfære af gasser som beskyttelse mod verdensrummets lave temperaturer.

Det skete alt sammen påfaldende hurtigt. Væksten fra en lillebitte klump til en babyplanet nogle hundrede kilometer i diameter menes at have taget under 100.000 år. På kun 200 millioner år, muligvis mindre, var Jorden i det store og hele dannet, om end stadig i smeltet form og udsat for et konstant bombardement fra alle de brokker, som fortsat fløj rundt. Godt fire milliarder år senere begyndte folk at spekulere over, hvordan det hele var gået til.

 

Det særlige ved Jorden

Siden Kopernikus har de videnskabelige fremskridt resulteret i er gradvist flytning af menneskets bolig, Jorden, fra universets centrum. Ved slutningen af 1900-tallet var den generelle opfattelse, at mennesket var et almindeligt dyr, der levede på en almindelig planet, der kredsede omkring en almindelig stjerne i en ikke særlig bemærkelsesværdig galakse. Men dette billede af Jorden og mennesket som en ubetydelig del af universet er måske forkert. Måske er Jorden og mennesket (intelligent liv) speciel – et unikt produkt af ekstraordinære omstændigheder, som ikke er forekommet andre steder i galaksen og måske ikke i hele universet. Uanset om liv er sjælden eller ej, er det meget muligt, at intelligent liv med en teknologisk civilisation er unik.

Vi lever måske et specielt sted i universet – Kopernikus sagde faktisk blot, at vi ikke lever et centralt sted i universet, men det har været sædvane at udvide dette til at sige, at vi ikke lever et specielt sted.

Jordlignende planeter (exoplaneter) er tilsyneladende langt mere almindelige end man blot antog for et par årtier siden. Nogle astronomer mener, at alle stjerner, der ligner Solen, har mindst en ”Jordlignende” planet, hvilket også inkluderer planeter som Venus og Mars (og ikke kun planeter i den ”beboelige zone”, hvor flydende vand kan eksistere). Måske er 10 % (ca. 10 milliarder) af stjernerne i Mælkevejen omgivet af en ”våd Jordlignende planet”. Men hvordan kunne livet få fæste på en sådan potentielt beboelig planet?

Alt hvad vi ved om, hvordan planeter dannes, indikerer, at livet er et næsten uundgåeligt biprodukt ved dannelsen af en våd jord. Stjerner og planeter dannes som ovennævnt ved sammenfald af skyer af gas og støv i rummet. Det støv, som er afgørende for dannelsen af jordlignende planeter, udgør imidlertid kun en ringe del: Skyerne mellem stjernerne består nemlig af 98 % gas, næsten udelukkende brint og helium, der er rester efter Big Bang. Det hyppigste element i universet er brint, ca. 73 % (beregnet efter vægt). Derefter helium med 25 %. Begge disse stoffer blev dannet ved Big Bang, men helium reagerer ikke kemisk, så den spiller ingen rolle for livsprocesserne. Det tredjehyppigste element er ilt (0,73 %) efterfulgt af kulstof (0,29 %). Alle grundstoffer tungere end helium er dannet ved ”sammensmeltning” af mindre kerner i centrum af stjernerne. Da mennesket primært består af vand og kulbrinter er vi således for en stor del opbygget af ophobet stjernestøv. En stjerne har for meget længe siden dannet de atomer, som vi består af; stjernen er siden eksploderet, hvorved støvet endte i vores solsystem og i sidste ende i vores organisme[4].

De første stjerner blev skabt af brint og helium, det eneste eksisterende i det tidlige univers. Disse kan ikke have haft planter, fordi der ikke var noget at lave planeter af – intet kulstof, ilt, silicium, jern (astronomer er tilbøjelige til at kalde alle grundstoffer tungere end brint og helium for metaller, en definition der vil blive fulgt i det følgende).

Metaller dannes inde i stjerner og spredes til rummet ved bl.a. supernovaer. Der vil derfor over tid være mere og mere metal i rummet. Men selv Solen, der skabtes mange milliarder år efter Big Bang, indeholder kun ca. 2% metaller; resten er Brint (71%) og helium (27%). Jorden og de tre andre jordlignende planter omkring Solen må være skabt ud fra den lille mængde metal, der fandtes for ca. 4,6 milliarder år siden. Stjerner ældre end Solen har kun haft ringe mulighed for at danne planeter. Så hvis vi ikke er den eneste intelligente livsform i galaksen, er vi med stor sikkerhed den første, der opstod.

Solen ligger ca. 27.000 lysår fra Mælkevejens centrum, hvilket er midt i den såkaldte galaktiske beboelige zone, der indeholder ca. 5% af Mælkevejens stjerner. Længere ind mod centrum er der flere stjerner og derfor også mere metal. Men der er også flere supernovaer, der foruden at udsende metaller til rummet også udsender store mængder højenergi stråling, bl.a. kosmisk stråling og røntgenstråling, der er skadelig for planeter. Også andre faktorer nær galaksens centrum er skadelige for planeter, hvilket betyder, at stjerner, der befinder sig nær centrum, ikke kan have planeter med liv.

De fleste af de 5% stjerner, der befinder sig i galaksens beboelige zone, har med stor sandsynlig ikke jordlignende planter med liv. Solen er nemlig muligvis den eneste stjerne i den beboelige zone, der har et stabilt, regelmæssigt arrangement af planeter, der cirkulerer i nogenlunde cirkulære baner – et forhold der menes at være en forudsætning for planeter med liv.

Foruden det ovennævnte forekommer der i rummet, om end i relativt ringe mængde, simple og mere komplicerede uorganiske (bl.a. metan, ammoniak og vanddamp) og organiske forbindelser. Et eksempel på sidstnævnte er tholiner, der er store, komplekse organiske, kvælstofholdige molekyler, der dannes ved ultraviolet lys’ indvirkning på simplere produkter såsom metan, ammoniak og vanddamp. Tholiner betragtes vidt gående som forløbere for livet på Jorden.

Vigtigheden af disse observationer af organisk materiale i rummet er, at de fortæller, at der er et meget stort reservoir af den slags materialer tilgængelig til at falde ned på planeter efter, at disse er blevet afkølet nok til at komplekse molekyler kan overleve.

De fleste af de omkring 10 milliarder stjerner i Mælkevejen, der omkredses af en jordlignende planet, er mere end en milliard år ældre end Jorden. Så hvis blot én af de potentielt mange livsformer – bare en – havde udviklet sig til en art som vores egen med et tilsvarende teknologisk stade, så burde vi havde kendskab til dette. Vores eget solsystem er altså på ingen måde specielt ved netop Jordens (en våd planets) eksistens. Men Solsystemet er derimod specielt ved dels at mangle planeter af jordstørrelse i ekstremt små baner (tæt ved Solen, hvor årets længde blot er nogle få døgn), og dels ved at have hele fire kæmpeplanter i ydre baner; kun få stjerner har kæmpeplanter som Jupiter og Saturn, og når de endelig er der, er de næsten altid at finde i mindre baner. Måske kræver livets udvikling ikke blot en Jord som vores, men hele den specielle konfiguration af planeter, som vores solsystem har, jf. ovenfor.

Da de ældste spor efter liv på Jorden er mindst 3,8 milliarder år tyder det på, at biologiske processer var i gang lige så snart det kosmiske bombardement af Jorden var overstået. Den mest plausible forklaring er, at bombardementet medbragte livets kim dannet ud fra den kemiske cocktail, der var i skyerne af gas og støv, som oprindeligt dannede stjernerne. Jorden modtog livskim i form af komplekse organiske molekyler som f.eks. de føromtalte tholiner, blot et trin eller to fra at være levende, tidligt i dets historie. Livet på Jorden skulle måske derfor ikke starte fra scratch fra en blanding af simple molekyler såsom kuldioxid, vand og metan.

 

Den beboelige zone

Den stellare (eller solare) habitable (beboelige) zone (SHZ) dækker en region omkring en stjerne, hvor vand kan eksistere i flydende form (i princippet ved en overflade temperatur mellem 0 og 100 graders celsius). Jorden ligger næsten midt i en SHZ.

Den unge Sol var koldere end nu, dvs. for 4,5 milliarder år siden lå SHZ tættere på Solen, end den gør i dag. SHZ er derefter gradvist blevet forskudt ud ad. Den kontinuerligt habitable zone (CHZ) omkring Solen omfatter den region, hvor der altid har været mellem 0 og 100 graders celsius. Det er en ganske smal zone, der befinder sig i en afstand på blot 1 % længere væk fra Solen og 5 % tættere på Solen, end der hvor Jorden befinder sig (se figuren).

Den beboelige zone i Solsystemet flytter sig med tiden

Den beboelige zone i Solsystemet flytter sig med tiden

Livets tilstedeværelse på Jorden har indflydelse på Jordens temperatur via drivhuseffekten. I dag gør den naturlige drivhuseffekt Jorden 33 Celsius grader varmere end temperaturen på Månens overflade, selvom om Jorden og Månen er i ca. samme afstand fra Solen.

En astronomisk enhed (AE) er defineret som radius af Jordens bane om Solen; CHZ ligger mellem 0,95 og 1,15 AE. Når CHZ engang i fremtiden er krøbet ud ad med ca. 5 %, hvilket vil ske i løbet af et par milliarder år fra nu, vil Jorden blive lige så varm som Venus og dermed for varm for liv. Så livets periode på Jorden vil derfor have en samlet varighed på ca. 6 milliarder år.

Asteroidebæltet indeholder mere end en million asteroider med en diameter på mindst en kilometer. Men der er kun 10 asteroider større end 250 km i diameter; den største af disse, Ceres, har en diameter på 933 km og indeholder mere end 25 % af al masse i asteroidebæltet.

Udenfor Neptun er der en frossen (bestående af vand, ammoniak og metan) modpol til asteroidebæltet, Kuiperbæltet, som strækker sig fra 30 til 50 AE fra Solen og som udgør kanten af Solsystemet. De største legemer i Kuiperbæltet kaldes dværgplaneter og inkluderer Pluto med en diameter på 2.300 km. Men der er faktisk elementer i Kuiperbæltet større end Pluto. Uden for Kuiperbæltet findes endnu en sfærisk skal eller sky (Oort skyen), der cirkulerer omkring Solsystemet i en afstand af 50.000 til 100.000 AE (0,75-1,5 lysår). Oort skyen består af milliarder af islegemer (kometkerner), og formodes at være kilden til langt hovedparten af kometerne.

 

Drakes ligning

Drakes ligning blev fremsat i 1961 af den amerikanske astronom og kosmolog Frank D. Drake (f. 1930). Ligningen beregner ud fra en række nøglefaktorer, hvor mange observérbare civilisationer, der findes i en galakse. At en civilisation er “observérbar” betyder i dette tilfælde, at den kan opdages med en eller flere af de teknikker, mennesket har udviklet til at studere universet. En observation behøver ikke være visuel (den vil med al sandsynlighed ikke være visuel) men kan lige så godt være modtagelsen af et radiosignal eller anden elektromagnetisk stråling stammende fra et fremmed solsystem. Ligningen ses sådan ud:

N = R x fp x ne x fl x fi x fc x L

N er antallet af observérbare civilisationer; R er den hastighed, hvormed nye stjerner dannes i galaksen; fp er den andel af de dannede stjerner, der har et planetsystem omkring sig; ne er det gennemsnitlige antal af planeter der kan huse liv, per solsystem; fl er den andel af egnede planeter, hvorpå der rent faktisk udvikles livsformer; fi er den andel af planeter med liv, hvor det levende kan opfattes som intelligent; fc er den andel af planeter med intelligent liv, der har evnen til at kommunikere interstellart (dvs. fra et solsystem til et andet); L er det tidsrum en given civilisation forventes at kunne opretholde en sådan evne.

 

Månens dannelse

Jordens måne er den relativt største af slagsen i forhold til moderplanetens størrelse i Solsystemet. Størrelsesforholdet mellem Jorden og Månen er sådan, at man burde opfatte dem som en dobbeltplanet. Den sandsynlige forklaring på dette specielle størrelsesforhold er, at Jorden begyndte som en næsten identisk tvilling til Venus, mens en anden planet på størrelse med Mars blev dannet i nærheden. Denne anden planet kaldes Theia. Dens bane blev ustabil, da dens masse oversteg en kritisk værdi, hvilket førte til en gigantisk kollision med Jorden, hvorved Månen blev dannet af det materiale, der blev sprængt fra Jorden ved sammenstødet med Theia. Dette skete for ca. 4,53 milliarder år siden, dvs. blot 30-50 millioner år efter dannelsen af Jorden og de andre faste planeter.

Ved kollisionen blev det meste af metallet samlet i Jordens centrum, hvilket skabte grundlaget for det beskyttende magnetfelt uden hvilken liv ikke ville være muligt. Månen blev primært dannet af lettere materiale fra skorpen, hvilket efterlod Jorden med en tynd skorpe, der muliggjorde pladetektonik.

Kollisionen forklarer også, hvorfor Jorden roterer så hurtigt, som den gør, én gang for hver 24 timer, mens den måneløse Venus roterer én gang for hver 243 døgn. Faktisk roterede Jorden endnu hurtigere lige efter kollisionen, én gang for hver 5 timer, men hastigheden er aftaget med tiden lige siden. Det er også kollisionen, der er skyld i Jordens hældning i forhold til rotationsaksen, hvilket igen er årsagen til årstiderne.

 

Jupiter som den store beskytter

Jupiter har bidraget til at gøre Jorden et egnet sted for udvikling af civilisationer. Dette skyldes, at Jupiter var involveret i den omorganisering af den ydre del af Solsystemet, der førte til det intense bombardement (”Late Heavy Bombardment”, LHB) af de indre planeter, inkl. Jord-Måne dobbeltplaneten, kort efter, at de faste planeter blev dannet. Mange af disse nedslag omfattede store klumper af sten mere end 100 km i diameter, hvilket i dag ville være katastrofalt for livet på Jorden. Men ved at cleare rummet for alt dette affald efter dannelsen af planeterne blev det kosmiske affald kraftig reduceret, og det meste blev parkeret i Asteroidebæltet, Kuiperbæltet og Oort skyen. Selv om nedslag fortsat kan forekomme, har Jupiter lige siden det kraftige bombardement fungeret som en slags vagtpost, der beskytter de indre planeter mod nedfald. Mange af de potentielle nedfaldsobjekter bliver nemlig afbøjet af Jupiters tyngdekraft, og nogle bliver ligefrem opslugt af Jupiter.

Gennem det meste af Jordens historie er vores planet i gennemsnit blev ramt af et objekt af mindst 10 km diameter en gang for hver 100 millioner år. Det var et sådant objekt, der ramte Jorden ved grænsen mellem Kridt- og Tertiærtiden (K/T grænsen) og bl.a. førte til dinosaurernes udslettelse. Men hvis Jupiter ikke havde sørget for, at det meste blev fjernet ved LHB og siden beskyttet os mod nedslag af store objekter ville sådanne nedslag være sket for hver 10.000 år. Det er svært at forestille sig, hvordan et dyreliv kunne have udviklet sig under sådanne omstændigheder.

Astronomer har i øvrigt opdaget, at K/T begivenheden var et direkte resultat af en kollision mellem to store asteroider ca. 100 millioner år før dinosaurerne mødte deres dommedag. De to objekter var henh. 170 og 60 km i diameter, og de bragede ind i hinanden med 11.000 km i sekundet, hvorved de splintredes i 150.000 dele, som kom ind i nye baner, hvor Jupiters tyngdekraft spredte dem som bøssehagl henover det indre af Solsystemet; mange små stykker faldt ned over de indre planeter, inkl. Jorden, men et enkelt større stykke dræbte dinosaurerne, og et andet større stykke dannede Tycho krateret på Månen.

LHB kan i sig selv have været en afgørende forudsætning for vores eksistens ved at have tilført Jorden vand og organiske molekyler fra nedslag, der fandt sted efter, at Jorden var blevet så kold, at vandet ikke længere kom i kog. I dag indeholder Jorden under 1 % vand og under 0,1 % kulstof, men objekterne i Asteroidebæltet indeholder 20 % vand og lige under 5 % kulstof. Hvis Jorden eksempelvis havde indeholdt dobbelt så meget vand, ville hele overfalden være dækket uden tørt land, hvor livet kunne udfoldes. Jorden indeholder lige præcis den rette mængde til, at livet har kunnet udfolde sig. Og Jupiter er lige på det rette sted til, at det rette antal vandholdige asteroider har ramt Jorden, da denne var ung.

Kontinenter vokser med tiden, hvilket også betyder, at den del, der er dækket af hav, formindskes. Den hastighed, hvormed kontinentalskorpe dannes er langt større end erosionen, hvilket betyder, at går vi langt nok tilbage i tiden, var der ingen kontinenter. Stort set al vand er kommet til Jorden udefra, og det antages, at senere nedslag, mellem 3,8 milliarder år siden (slutningen af LHB) og 2,5 milliarder år siden, stimulerede vækst af kontinenterne og satte pladetektonikken i gang.

Månen er direkte eller indirekte ansvarlig for opretholdelse af Jordens hældning, for tidevandet og for pladetektonikken. Hældningen varierer kun lidt over tid, da Månens tyngdekraft virker som en stabilisator. Månens stabiliserende effekt vil dog være aftagende, idet Månen langsomt fjerner sig fra Jorden – p.t. med ca. 4 cm pr. år – og om 2 milliarder år vil den ikke længere være i stand til at stabilisere Jordens hældning.

Uden pladetektonik ville Jorden ikke kunne opretholde en overfladetemperatur, der er nødvendig for eksistensen af flydende vand. Desuden fører pladetektonikken næringstoffer op til Jordens overflade og er vigtig for kulstofkredsløbet. Månen er indirekte ansvarlig for, at der er pladetektonik på Jorden – det nedslag, der gav ophav til Månen betød, at Jorden blev efterladt med en tynd skorpe, og varme fra Jordens indre hjalp med at starte pladetektonikken på den unge Jord. Derfor har Månen direkte og indirekte medvirket til at skabe de betingelser, der skal være til stede for, at civiliseret liv kan udvikles.

Vi var heldige med, at vores mellemstore sol ikke blev for stor og kortlivet og ikke for lille og for kold. Den antages at kunne forbrænde brint i alt 9-10 milliarder år. Dvs. Solen har aktuelt gennemløbet halvdelen af sin eksistensperiode. Jupiter er den største plant og vejer lige under en tusindedel af Solen. Men Jupiter er alt for lille til at have sit eget brintforbrændingsanlæg i kernen – det er denne egenskab, der udgør forskellen på planter og stjerner.

Selve livets udvikling rummer også en lang kæde af tilfældige, usandsynlige begivenheder. Her skal i korthed nævnes dannelsen af højere livsformer (eukaryote celler) ud fra simple (prokaryote celler, dvs. bakterier o. lign.) livsformer. Dette skete ved, at én prokaryot celle optog en anden prokaryot celle; dette er formentlig sket talrige gange, men hver gang – undtagen ganske få gange for ca. 2 milliarder år siden, hvor den optagne prokaryot forsynede den nye, nu avancerede eukaryote celle med nye funktioner – blev den optagne prokaryot nedbrudt. Ca. 1,5 milliarder år senere i Kambrium skete endnu en usædvanlig begivenhed – opståelsen af flercellede organismer, der måske er den mest spektakulære begivenhed overhovedet i livets udvikling på Jorden.

Opståelsen og udviklingen af mennesket gennem en periode op 6-7 millioner rummer igen en lang række af tilfældige og usandsynlige begivenheder. Flere gange i forløbet var vores udviklingslinje tæt på at uddø; det var en tilfældighed, at dette ikke skete.

Er det sandsynligt, at der i Mælkevejen eksisterer simple livsformer andre steder end på Jorden? Svaret bliver et ja, når man tager i betragtning, hvor hurtigt simple livsformer opstod på Jorden efter planetens dannelse. Er det sandsynligt, at der eksisterer intelligente, teknologisk civiliserede livsformer i Mælkevejen, ja i hele universet andre steder end på Jorden? Svaret bliver et næsten sikkert nej givet den lange kæde af tilfældige og usandsynlige begivenheder, der førte frem til os.

[1] Inflation er inden for kosmologien teorien om, at universet brøkdele af et sekund efter Big Bang gennemgik en fase med en eksponentielt hurtig udvidelse. Det kan bl.a. forklare, at universet i dag er næsten homogent og isotropt (ensartet i alle retninger).
[2] universets aktuelle størrelse er omkring 4,3×1023 km i alle retninger fra Jorden.
[3] George Gamow opholdt sig 1928-29 og 1930-31 på Institut for Teoretisk Fysik, Niels Bohr Instituttet i København.
[4] Sætningen: ”Af støv er du kommet” har i denne forstand en meget konkret gyldighed.