MENNESKET OG ILDEN

Kunsten at lave ild … er formentlig den største opfindelse, bortset fra sprog, nogensinde er lavet af mennesket (Charles Darwin i Menneskets afstamning fra 1871).

INTRODUKTION

I den græske mytologi er menneskets begyndelse tæt knyttet til ilden gennem guden Prometeus. Prometeus gav som bekendt mennesket ilden, som han forud havde stjålet fra Zeus, fordi Zeus ikke ville gøre ilden tilgængelig for de dødelige. Men for denne synd straffede Zeus Prometeus ved at lænke ham til en klippe, hvor ørne hver dag fortærede hans lever. Om natten regenererede leveren imidlertid, hvilket sikrede Prometeus udødelighed, men også en endeløs daglig lidelse.

Oprindelsen af redskabsteknologen, dvs. fremstilling og anvendelse af redskaber af sten for 2,6 millioner år siden samt den kontrollerede anvendelse af ild, der måske kan føres 1 million år tilbage i tiden, er de to mest betydningsfulde begivenheder i menneskets tidlige teknologiske udvikling.

Kontrol over ilden var et vendepunkt i menneskets kulturelle udvikling, som muliggjorde tilberedning (kogning, stegning) af maden. Ilden gav også varme samt beskyttelse mod rovdyr og insekter. Tilberedning øger ikke kun den mængde energi, der kan udvindes af føden, men gør også kulhydrater og proteiner nemmere at fordøje og desuden slås sygdomsfremkaldende mikroorganismer og parasitter ihjel, og potentielle giftstoffer inaktiveres. Tilberedning øger f.eks. energioptaget fra stivelse med 12-35 % og fra protein med 45-78 %. Den nemmere fordøjelse sparer energi, og energiforbruget til afgiftning af toksiner og til immunforsvaret med henblik på bekæmpelse af patogene mikroorganismer reduceres desuden væsentligt ved tilberedning. At spise tilberedt kost giver derfor et energimæssigt overskud i forhold til indtagelse af rå, uforarbejdet kost. Dette energioverskud kan anvendes til andre funktioner, f.eks. til hjernen.

Anvendelsen af ild havde også andre fordele for vore forfædre, herunder at de kunne være aktive i de mørke og kølige timer af døgnet, og den tilberedte mad kunne deles omkring bålet, der således blev et kerneområde for den sociale interaktion mellem individer – samtale, udveksling af erfaringer, sang og dans. På længere sigt fik ilden også betydning i andre sammenhænge, f.eks. for rydning af skov til agerbrug, for varmebehandling af sten til redskabsfremstilling (pyroteknologi) og for brænding af ler til keramik.

Tidspunktet for oprindelsen af den kontrollerede anvendelse af ild er fremdeles et kontroversielt emne. Påstande om den tidligste, definitive evidens for menneskets kontrol af ilden svinger fra 0,2 til 1,7 millioner år før nu.

De fleste arkæologer er enige om, at kolonisering af områder uden for Afrika var tæt knyttet til brugen af ild. Homo ergaster/erectus var den første hominin, der levede uden for den tropiske zone[1]. Tidlig Homo var til stede på Kaukasus’ sydskråninger (det nuværende Georgien) for 1,75 millioner år siden, og man har sikre vidnesbyrd om, at Homo erectus levede i Kina så højt mod nord som 40° nordlig bredde for mere end 500.000 år siden (Zhoukoudian). Der er endvidere sikre arkæologiske vidnesbyrd i form af stenredskaber for menneskets tilstedeværelse ved Nihewan for 1,66 millioner år siden – begge lokaliteter er beliggende i nærheden af det nuværende Beijing. Det er vanskeligt at forestille sig, hvordan en art, der var udviklet i den tropiske zone, kunne overleve vinteren her, hvor der var mindst lige så koldt som i dag, uden kendskab til brugen af ild. Der findes imidlertid, med ganske få undtagelser, ikke sikker viden om, hvorvidt Acheuléen-kulturen (repræsenteret ved Homo ergaster/erectus) indbefattede regelmæssig brug af ild til opvarmning og tilberedning af føden. Ligeledes synes den første kolonisering af Europa, der fandt sted for over en million år siden, afgjort at være sket uden anvendelse af ild. Det var først langt senere, for 300.000-400.000 år siden, at der er sikker evidens for den regelmæssige brug af ild i Europa.

 

SPOR EFTER ANVENDELSEN AF ILD

Med få undtagelser er potentielle ildsteder blot identificeret ved små samlinger af brændt materiale i hulninger i overfladen. De mest almindeligt fremførte vidnesbyrd om anvendelse af ild er rødt farvet sediment, der markerer stedet for ildstedet, opvarmede stenredskaber, forkullede knoglefragmenter og trækul. Problemet er her, at andre processer end menneskelig aktivitet kan skabe sådanne spor, f.eks. lava fra nylige vulkanudbrud, lynnedslag og spontan antænding. De nævnte spor udgør derfor ikke definitive vidnesbyrd om menneskelig aktivitet.

open-air lokaliteter kan evt. spor efter ildsteder være fjernet ved naturlige processer som vand- eller vinderosion. Kun hvis sporene er fundet i huler, og sporene med sikkerhed er fundet in situ og ikke sekundært omlejret af naturlige processer, kan de betragtes som gode indikatorer for menneskelig aktivitet.

En arne er et bevidst konstrueret ild- eller bålsted. De tidligste ildsteder var lavet ved at danne en ring af sten til at afgrænse ilden eller ved simpelthen at genbruge samme sted gang på gang, så den akkumulerede aske kom til at udgøre ildstedet. Sådanne arner findes i mellem Pleistocæn (200.000-400.000 år før nu) i huler ved bl.a. Klasies River Mouth på Afrikas sydkyst og i Tabunhulen på Carmelbjerget i Israel.

Jordovne er ildsteder med kuplet struktur bygget af ler. Sådanne findes først fra øvre Palæolitikum og frem (fra 40.000 år før nu), og de blev anvendt til tilberedning af mad, opvarmning og brænding af lerfigurer m.m. De kendes f.eks. fra Dolní Vestonice, Tjekkiet (Gravettien) og Klisourahulen, Grækenland (Aurignacien).


RICHARD WRANGHAMS HYPOTESE

Ændringer i fødeindtagelsen har haft stor betydning for menneskets evolution. En milepæl var hjernens udvikling, der satte ind for omkring 2,5 millioner år siden og som forudsætning havde adgang til højkvalitetskost i form af kød, knoglemarv og hjernemasse. Nogle antropologer mener, at adgang til stivelseholdige og energirige rødder var lige så vigtig. Men sidstnævnte kræver mulighed for kogning, ellers kan de ikke fordøjes.

Den engelsk-amerikanske antropolog Richard Wrangham fra Harvard universitetet har ud fra en biologisk synsvinkel argumenteret for, at ildens beherskelse og anvendelse har været afgørende for hjernens udvikling helt fra starten for 2-2,5 millioner år siden og må være indtrådt i og med oprindelsen af Homo ergaster/erectus. Den moderne kropsform, der udvikledes fra og med Homo ergaster/erectus var ledsaget af en reduceret tyktarm[2] og små kindtænder, der antyder, at tygning af maden var blevet nemmere. Wrangham mener, at den blotte adgang til animalsk føde ikke alene var nok til at sikre hjernens begyndende vækst for ca. 2,5 millioner år siden; tilberedning af føden var derimod den afgørende faktor, fordi denne sikrede en nemmere, energibesparende fordøjelse, så der kunne frigøres tilstrækkelig energi til at sikre hjernens vækst (jf. ovenfor).

Chimpanser bruger 5 timer dagligt på at tygge maden, mens moderne jæger-samlere, der tilbereder maden, bruger under en 1 time. Mindre tygning medfører mindre tænder og kæber, og det er præcist dette man ser i og med udviklingen af Homo ergaster/erectus. Homo ergaster/erectus var også den første hominin, der var fuldt tilpasset et liv på jorden, hvor speciel natten kunne være farlig, hvis ikke man havde bål til at holde rovdyr på afstand.

Andre antropologer modsiger Wrangham, idet de hævder, at den arkæologiske evidens stærkt indikerer, at ildsteder ikke blev udbredte i Europa og Mellemøsten førend for 250.000 år siden. For to millioner år siden var de eneste tegn på ild brændt sediment, som de fleste anser for resultatet af tilfældig opstået ild og ikke evidens for menneskelig aktivitet. Hovedsynspunktet blandt antropologer og neurobiologer er, at hjernens vækst hos mennesket påbegyndtes længe inden det blev almindeligt at tilberede maden; adgangen til animalsk føde var tilstrækkelig til at sikre den tidlige fase af hjernens vækst.

Stigningen i hjernerumfanget over tid. Der er især to perioder, hvor der er sket en kraftig øgning af hjernestørrelsen. Den første fase finder sted med udviklingen af Homo og falder sammen med opta-gelsen af bl.a. animalsk føde på menuen. Arten Homo ergaster/erectus levede en million år, hvor hjernestørrelse og legemsstørrelse var forholdsvis stabil. I løbet af denne periode uddøde Australo-pithecus, der var specialiseret til at spise seje og fibrøse plantedele. Måske hæmmede denne kost hjernens udvikling hos Australopithecus. For en halv million år siden begyndte legems- og hjerne-størrelse igen at øges (hos Homo heidelbergensis), og herfra opstod neandertalerne og Homo sapiens. Denne anden fase af markant udvikling af hjernen faldt sammen med de meget voldsomme udsving i klimaet (istider og mellemistider de sidste 700.000 år) samt med beherskelse af ilden og storvildtjagt. A: Australopithecus. HE: Homo erectus. HS: Homo sapiens.

Stigningen i hjernerumfanget over tid. Der er især to perioder, hvor der er sket en kraftig øgning af hjernestørrelsen. Den første fase finder sted med udviklingen af Homo og falder sammen med opta-gelsen af bl.a. animalsk føde på menuen. Arten Homo ergaster/erectus levede en million år, hvor hjernestørrelse og legemsstørrelse var forholdsvis stabil. I løbet af denne periode uddøde Australo-pithecus, der var specialiseret til at spise seje og fibrøse plantedele. Måske hæmmede denne kost hjernens udvikling hos Australopithecus. For en halv million år siden begyndte legems- og hjerne-størrelse igen at øges (hos Homo heidelbergensis), og herfra opstod neandertalerne og Homo sapiens. Denne anden fase af markant udvikling af hjernen faldt sammen med de meget voldsomme udsving i klimaet (istider og mellemistider de sidste 700.000 år) samt med beherskelse af ilden og storvildtjagt. A: Australopithecus. HE: Homo erectus. HS: Homo sapiens.

Der er dog næppe tvivl om, at, på længer sigt, er menneskets mavetarmkanal udviklet til at fordøje tilberedt kost, og tilberedning af maden kan forklare i hvert fald den seneste spurt i hjernens vækst, der satte ind for en halv million år siden, foruden den reducerede tarmlængde samt udvikling af små tænder og kæber.

 

VIDNESBYRD OM MENNESKETS ANVENDELSE AF ILD

I det følgende gennemgås evidensen for kontrolleret brug af ild i nedre og mellem Pleistocæn[3] (figur 2).

Nedre Pleistocæn

Alle vidnesbyrd om kontrolleret anvendelse af ild i nedre Pleistocæn er med enkelte undtagelser meget usikre. Definitive vidnesbyrd optræder først i slutningen af mellem Pleistocæn (på overgangen mellem nedre og mellemste Palæolitikum) i perioden 400.000-200.000 år før nu.

Kort over lokaliteter med potentielle og dokumenterede spor efter menneskets anvendelse af ild. GBY = Gesher Benot Ya’aqov.

Kort over lokaliteter med potentielle og dokumenterede spor efter menneskets anvendelse af ild. GBY = Gesher Benot Ya’aqov.

Østafrika: Østafrikanske lokaliteter som Chesowanja nær Baringo søen, Koobi Fora ved Turkana søen, og Olorgesailie, alle i Kenya frembyder mulige spor efter menneskets anvendelse af ild. Ved Chesowanja er der fundet røde plamager af ler dateret til 1,42 millioner år før nu; analyser har vist, at leret har været opvarmet til mindst 400 °C. Ved Koobi Fora er der fundet lignende opvarmede sedimenter dateret til 1,5-1,6 millioner år, hvor den røde, hærdede ler har været opvarmet til mellem 200 og 400 °C. En forsænkning i overfladen er blevet taget som udtryk for et muligt ildsted ved Olorgesailie; desuden er der her fundet mikroskopiske spor efter trækul. Disse lokaliteter viser, at materiale er blevet omdannet af ild, men ikke at mennesker har været ansvarlige for anvendelse af ilden. Sandsynligheden for, at de pågældende spor er opstået som følge af naturlige processer, der er meget hyppigere i Afrika end i Europa, er stor.

Ved Gadeb i det sydøstlige Etiopien er der fundet fragmenter af hærdet tuf, der tilsyneladende er blevet brændt, men vulkansk aktivitet kan forklare denne forekomst. Ved Gadeb er der også fundet Acheuléen-redskaber. I Mellemste Awash dalen i det nordlige Etiopien er der fundet kegleformede fordybninger fyldt med rødligt ler, der kunne være frembragt ved opvarmning til 200 °C, samt stumper af brændt træ. Også her kan vulkansk aktivitet være en forklaring.

Sydafrika: Længe har 1,5 millioner år gamle, forkullede knoglestykker fundet ved Swartkrans nær Johannesburg været betragtet som sikker evidens for menneskets anvendelse af ild, men nye undersøgelser har skabt stærk tvivl om denne fortolkning, idet knoglestykkerne formentligt er sekundært omlejrede i ældre lag.

Brændte knogle fra Swartkrans, Sydafrika. 1,5 millioner år gamle.

Brændte knogle fra Swartkrans, Sydafrika. 1,5 millioner år gamle.

Cave of Hearths (”ildstedernes hule”) i Makapansgatområdet i Sydafrikas nordlige Limpopoprovins blev en gang betragtet som den ældste evidens for menneskets anvendelse af ild.

Makapansgatdalen, Limpopoprovinsen, Sydafrika.

Makapansgatdalen, Limpopoprovinsen, Sydafrika.

Hulen har været beboet siden nedre Palæolitikum (Acheuléen, formentlig Homo ergaster/erectus) via Den Mellemste Stenalder (MSA) til Jernalderen. Bl.a. er der fundet håndkiler typiske for Acheuléen-kulturen.

Den systematiske udforskning af Cave of Hearths startede i 1947 med palæontologen James Kitchings fund af et fragment af en hominin underkæbe (sandsynligvis 200.000 til 400.000 år gammel). I 1953 blev udgravningerne overtaget af arkæologen Revil Mason, der identificerede 11 horisonter i hulen. Han markerede og navngav horisonterne på klippen uden for hulen. Markeringerne kan stadigvæk ses.

Arkæologen Revil Masons markering af de arkæologiske horisonter i Cave of Hearths, Makapansgat, Sydafrika på klippevæggen uden for hulen i1953.

Arkæologen Revil Masons markering af de arkæologiske horisonter i Cave of Hearths, Makapansgat, Sydafrika på klippevæggen uden for hulen i1953.

Det mest bemærkelsesværdige fund i Cave of Hearths er ca. 1 million år gamle mørkfarvede lag, der oprindeligt blev tolket som spor efter menneskets anvendelse af ild, men fornyede undersøgelser i årene mellem 1996 og 2001 har indikeret, at de farvede sedimenthorisonter fra Acheuléen næppe kan tages som indtægt for menneskelig aktivitet. I stedet drejer det sig om brændt guano (flagermusekskrementer), der formentlig er selvantændt eller måske er antændt af lyn.

Formodede spor efter anvendelsen af ild (det mørke område midt i billedet) i Acheuléenlag ved Cave of Hearths. Nyere undersøgelser har rejst stærk tvivl om de mørkfarvede sedimenter kan tages til indtægt for homininers anvendelse af ild for én million år siden.

Formodede spor efter anvendelsen af ild (det mørke område midt i billedet) i Acheuléenlag ved Cave of Hearths. Nyere undersøgelser har rejst stærk tvivl om de mørkfarvede sedimenter kan tages til indtægt for homininers anvendelse af ild for én million år siden.

Et af de stærkeste vidnesbyrd om menneskets anvendelse af ild i nedre Pleistocæn stammer fra en anden sydafrikansk hule, Wonderwerk hulen (”mirakelhulen”) i det centrale Sydafrika nær Kuruman på grænsen til Kalahari. Hulen blev især undersøgt i 1970’rne og 1990’rne, men undersøgelserne blev genoptaget i 2004. I hulens dybere lag (lag 12) er der fundet Oldowanredskaber, der er overlejret af Acheuléenredskaber (lag 10, der er ca. 1 million år gammel). Der er i lag 10, der er fundet spor efter anvendelse af ild.

Sporene anses som sikker evidens for menneskelig aktivitet, da de er fundet 30 m inde i hulen, hvorfor naturlig opstået ild fremkaldt af lyn er usandsynlig. Sporene omfatter brændte knogler og aske fra planter og har været genstand for omfattende laboratorieanalyser. Disse har bl.a. afsløret, at de brændte knogler har været opvarmet til mellem 400 og 700 °C, hvilket passer med ild fra brændende blade og græs. Sporene er vidt spredte i hulen, men der er ikke fundet spor efter deciderede ildsteder.

Udgravningerne i Wonderwerk-hulen, Sydafrika.

Udgravningerne i Wonderwerk-hulen, Sydafrika.

Der er også fundet hulemalerier, men disse er næppe mere end 1000 år gamle.

Ca. 1.000 år gamle hulemalerier i Wonderwerk-hulen, Sydafrika.

Ca. 1.000 år gamle hulemalerier i Wonderwerk-hulen, Sydafrika.

Wonderwerk hulen blev erklæret for et nationalt monument i Sydafrika i 1993. 

Asien: På to lokaliteter i Kina er der fundet spor efter ild i form af misfarvede, brændte knogler fra pattedyr, som er dateret til 1,7 millioner år. Lignende misfarvede knogler er fundet på det berømte fundsted for Pithecanthropus erectus ved Trinil i det centrale Java dateret til mellem 500.000 og 830.000 år. Ingen af de nævnte steder er dog overbevisende hvad angår ild frembragt af mennesker.

Men en anden, open-air, asiatisk lokalitet, Gesher Benot Ya’aqov (GBY) i Israel lidt nord for det Døde Hav, har overbevist de fleste om, at der her for 780.000 år levede mennesker, der vidste at anvende ild; om de selv har frembragt ilden eller taget den fra naturligt opståede brande på grund af lynnedslag vides ikke. Sporene omfatter brændte knogler, aske fra brændte planter og brændt flint. Det ser ud til, at brændingen er foregået på bestemte, afgrænsede steder (uden at man af den grund kan tale om egentlige ildsteder). De arkæologiske undersøgelser har godtgjort, at homininer har besøgt stedet over en periode på mindst 100.000 år.

To fragmenter af lårbensknogler, formentlig hidrørende fra Homo erectus, blev fundet i 1981 i en kasse med rørknogler fra antiloper fundet ved Gesher Benot Ya’aqov. Det er dog usikkert, om knoglerne stammer fra de samme lag, hvorfra sporene efter ild er fundet.

Mellem Pleistocæn

Afrika: Cave of Hearths i Sydafrika har været omtalt ovenfor. I denne hule er der også spor efter anvendelse af ild fra mellem Pleistocæn, 200.000 år eller ældre. I en anden hule i Sydafrika, Montagu-hulen har man fundet spor efter brændt materiale, der er 58.000-200.000 år gamle, og ved Klasies River Mouth på Afrikas sydkyst er der fundet spor, der er ca. 120.000 år gamle. Men de stærkeste mellem pleistocæne vidnesbyrd kommer fra Kalambo Falls i Zambia, hvor der er fundet forkullede brændestykker, trækul, rødfarvede sedimenter, forkullede planterester og træredskaber, der kan være blevet hærdet over ild. Dateringen er ikke helt præcis, men sporene kan være over 100.000 år gamle.

Asien: I hulerne ved Zhoukoudian umiddelbart sydvest for Beijing (Zhoukoudian lokalitet 1) er der fundet spor efter anvendelse af ild, der er mellem ca. 4000.000 og 700.000 år gamle. Zhoukoudian er især berømt for fundet af Peking-mennesket (Sinanthropus pekinensis, nu Homo erectus).

Den franske huleforsker Henry Breuil (1877-1961) foreslog, at Sinanthropus var den første hominin, der anvendte ild. Det var jesuitterpræsten og palæontologen Teilhard de Chardin (1881-1955), der havde gjort Breuil opmærksom på sagen; han viste Breuil et stykke af et gevir fra Zhoukoudian på et møde på Breuils kontor i Paris i vinteren 1930. Breuil opdagede, at geviret var brændt, hvilket passede med andre observationer, bl.a. af aske, som Teilhard de Chardin havde gjort på stedet. På lokalitet 1 er der angiveligt fundet to store ildsteder ved basis af det såkaldte lag 3, men det tykkeste askelag er dog i lag 4; andre askelag er fundet i lag 8, 9 og 10. Også trækul er fundet.

I 1998 kritiserede arkæologen Steve Weiner og medarbejdere evidensen fra lokalitet 1 og hævdede bl.a., at den påståede ”aske” i stedet er finkornet silt og organisk materiale afsat af vand. Weiners undersøgelser har derfor rejst tvivl om Homo erectus’ anvendelse af ild ved Zhoukoudian.

Men selvom om evidensen for aske og ildsteder nu er tvivlsom ved Zhoukoudian, er der alligevel mange spor efter brændte materialer: Brændt træ, forkullede blade og brændte knogler, bl.a. fra lag 10. Weiner har foreslået, at de brændte dyreknogler kan være brændt et andet sted end hvor de blev fundet, hvilket kunne forklare den manglende aske ved lokalitet 1. Tilstedeværelsen af trækul og brændte knogler inde i hulen i lag, der indeholder stenredskaber, styrker alt i alt evidensen for, at homininer (Homo erectus) har anvendt ild inde i hulerne ved Zhoukoudian for måske 700.000 år siden.

Qesem-hulen 12 km øst for Tel Aviv, Israel er et af de tidligste steder, hvor den regelmæssige anvendelse af ild er velfunderet. Mineralogiske og kemiske analyser samt mikromorfologiske analyser af sedimenterne (rekrystallisation af aske fra træ og påvisning af trækul) har dokumenteret dette. Store mængder brændt knogle og brændt ler er også påvist. I alt er en 7,5 m lagserie udgravet i Qesem-hulen. Specielt de øverste 4,5 m er antropogene (dvs. udtryk for menneskelig aktivitet) og består primært af aske og rester efter ildsteder. Dette stammer formentlig fra gentagen brug af ild over et langt tidsrum. Qesem-hulen har været anvendt af mennesker fra ca. 400.000-200.000 år før nu, og det er i denne periode, at sporene efter anvendelse af ild stammer. De fundne redskaber viser, at sporene efter ild stammer fra overgangen fra Acheuléen til Moustérien (fra ældre til mellemste Palæolitikum). Der er også fundet spor efter storvildtjagt og partering af dyr ved ildsteder. Der er ikke fundet hominine fossiler, men det er mest sandsynligt, at det er Homo heidelbergensis, der har været på færde.

Der er andre mellem palæolitiske lokaliteter i Israel, bl.a. hulerne ved Tabun, Kebara og Hayonim, hvor der er fundet spor efter anvendelsen af ild. Det synes herefter at være klart, at den kontrollerede anvendelse af ild blev en stabil teknologi i dele af Asien fra omkring 400.000 år før nu. Dette svarer til situationen i Europa (se nedenfor).

Europa: De ældste, mulige spor efter anvendelsen af ild er fra Beeches Pit i Suffolk, England og Schöningen i Tyskland, begge lokaliteter er ca. 400.000 år gamle. Ved Schöningen er der fundet brændt flint og forkullet træ, inkl. træredskaber og mulige spor efter ildsteder; ved Beeches Pit er der fundet brændt flint og opvarmede sedimenter. Ved Terra Amata i udkanten af Nice, Frankrig og i Vérteszöllös, Ungarn er anvendelsen af ild meget sandsynlig; disse to lokaliteter er lidt yngre, 350.000 år, end de førstnævnte lokaliteter.

Håndkile fra Terra Amata, Nice, Frankrig. Ca. 350.000 år.

Håndkile fra Terra Amata, Nice, Frankrig. Ca. 350.000 år.

Ildsted (foyer) fra Terra Amata, Nice, Frankrig. Ca. 350.000 år.

Ildsted (foyer) fra Terra Amata, Nice, Frankrig. Ca. 350.000 år.

 

 

 

 

 

 

 

 

Også ved Torralba og Ambrona i Spanien er der gode vidnesbyrd for anvendelsen af ild for mere end 300.000 år siden. Begge er open-air lokaliteter, der ligger ved en formodet fortidig migrationsrute for store pattedyr, rådyr, heste, vildokser og elefanter – der er fundet enorme mængder elefantknogler på de to lokaliteter. Der er evidens for, at man bevidst har afbrændt græsset, formentlig for at jage elefanterne hen i et moseområde, hvorfra de ikke kunne undslippe. Der er ikke fundet et eneste hominint fossil ved Torralba og Ambrona.

Evidensen fra Europa er således ganske klar: Fra for 300.000-400.000 år siden er der mange, meget sikre spor efter den regelmæssige anvendelse af ild, mens de foregående 700.000 år, hvor mennesket også var til stede i Europa, er karakteriseret ved en total mangel på evidens. Den kontrollerede anvendelse af ild i Europa var som i Asien et relativt sent fænomen, og teknologien har i Europa formentlig kun været behersket af Homo heidelbergensis, neandertalere og Homo sapiens.

 

PYROTEKNOLOGI

Pyroteknologi er bevidst opvarmning af flint og andre bjergarter med henblik på at ændre materialets egenskaber. Opvarmningen resulterer i en omkrystallisation af bjergarten, så denne bliver nemmere at forarbejde. Silcret er en siliciumrig bjergart, der minder om kvartsit, og som i vid udstrækning har været anvendt til redskabsfremstilling i Sydafrika i mellem Pleistocæn.  Silcret er næsten umulig at forarbejde i rå tilstand, men ved opvarmning ændres egenskaberne radikalt, så det bliver nemt at forarbejde til smukke redskaber (figur). Arkæologiske undersøgelser i hulerne ved Pinnacle Point ved sydkysten af Sydafrika har dokumenteret udbredt anvendelse af pyroteknologi til opvarmning af silcret i mellem Pleistocæn. Det var en integreret del af den såkaldte Still Bay kultur for 72.000 år siden, men undersøgelser i Pinnacle Point hule 5-6 har vist, at de ældste spor går helt tilbage til 164.000 år før nu.

Silcrit fra hulerne ved Pinnacle Point, Sydafrika. Stykket til venstre er uopvarmet, mens stykket til højre er opvarmet og efterfølgende forarbejdet.

Silcrit fra hulerne ved Pinnacle Point, Sydafrika. Stykket til venstre er uopvarmet, mens stykket til højre er opvarmet og efterfølgende forarbejdet.

Pyroteknologi blev også i stor udstrækning anvendt af nordamerikanske indianere og australske aboriginere (det vestlige Australien er rig på silcret).

Indtil fundene ved Pinnacle Point har det været den generelle antagelse, at det først var i Europas øvre palæolitiske kulturer for mindre end 40.000 år siden, at pyroteknologien blev opfundet (bl.a. ved Dolní Vestonice, Tjekkiet i Gravettien). Men i dag kan pyroteknologien også i Europa føres tilbage til mellem Pleistocæn, hvor teknikken har været anvendt til fremstilling af lim i forbindelse med hæftning af redskaber.

Pyroteknologi anses som et vigtigt kognitivt gennembrud, der signalerer et indgående kendskab til ilden og dens anvendelsesmuligheder. Teknologien optræder første gang nogenlunde samtidig med klare vidnesbyrd om symbolsk adfærd.

 

AFSLUTNING

Ophold i områder, f.eks. i det østlige og sydlige Afrika, hvor forekomsten af naturlig opstået ild er almindelig, kan have stimuleret en gentagen opportunistisk eller sporadisk anvendelse af ild allerede i nedre Pleistocæn, men sporerne herfra er i så fald udvisket igen med få undtagelser som Gesher Benot Ya’aqov og Wonderwerk. Mennesket var til stede i Dmanisi, Georgien for ca. 1,75 millioner år siden og i det nordlige Kina (Nihewan bassinet) 1,66 millioner år før nu – men her er der ingen spor efter anvendelse af ild. En meget aktiv livsstil og et højt proteinindhold i kosten kan have været den fysiologiske tilpasning, der muliggjorde overlevelse i et køligt klima. Menneskets tilstedeværelse i tempererede områder i Europa og det nordlige Asien var dog formentlig diskontinuert i nedre Pleistocæn; det var først fra mellem Pleistocæn (for omkring 400.000 år siden), at der var permanent og kontinuerlig bosættelse i de pågældende områder. Dette blev muligt på grund af den kulturelle og teknologiske udvikling, der bl.a. inkluderede effektiv storvildtjagt og beherskelse af ild.

Det er sandsynligt, at indtagelse af tilberedt højkvalitetskost havde en meget væsentlig betydning for tidlige homininers succes. Det skaffede kalorier i en let fordøjelig, koncentreret form, der var en forudsætning for udvikling af en stor hjerne. Den energi- og næringsrige kost gjorde det endvidere muligt for kvinder at føde børn med kortere interval, hvorfor flere børn kunne sættes i verden indenfor den reproduktive periode. Dette resulterede i en hurtigere befolkningsvækst, som formentlig var en væsentligt faktor i forbindelse med spredningen af homininer ud af Afrika til Asien og Europa.

Alle undersøgte dyrearter klarer sig godt på en rå kost, kun mennesket er en undtagelse. Ingen kendte humane populationer lever i dag på rå, uforarbejdet kost fra vilde dyr og planter i mere end nogle få uger. Mennesket har brug for daglig indtagelse af energi- og næringsrig kost, bl.a. for at sikre funktionen af centralnervesystemet. Specielt hjernen har et stort energiforbrug. Hjernens udgør blot 2 % af legemsvægten, men den lægger beslag på 20-25 % af den daglige energiproduktion. Urbane råkostspisere, der overvejende får kosten fra domesticerede planter og dyr, der er relativt energirige og med ringe indhold af toksiner og mikroorganismer, er alligevel i risiko for kronisk energimangel. Dette viser alle undersøgelser, der også har påvist, at kvinders frugtbarhed nedsættes og mange oplever tidlig menstruationsstop.

Mennesker er evolutionært ikke tilpasset en rå kost, men til en tilberedt kost. Vores tarm udgør f.eks. kun 60 % af forventet vægt hos en primat, og der har været en stærk selektion for en reduceret størrelse af især tyktarmen i forbindelse med skiftet til en let fordøjelig højkvalitetskost for omkring 2 millioner år siden. Permanent indtagelse af såkaldt raw food ville være en katastrofe for hjernen. Det kan beregnes, at hvis mennesket kun indtager rå, uforarbejdet kost skulle vi anvende over 9 timer pr. dag for at skaffe energi nok til hjernen. Mennesket har 86 milliarder neuroner i hjernen, gorillaer 33 og chimpanser 28. Antallet af neuroner i hjernen er direkte korreleret til energibehovet. Ikke desto mindre udgør måltiderne hos mennesket mindre end 5 % af den daglige aktivitet mod 48 % hos primater generelt.

[1] Homo ergaster/erectus opstod formentlig i Østafrika for lidt under 2 millioner år siden.
[2] En stor tyktarm er nødvendig for fordøjelse af rå planteføde såsom løv og frugt.
[3] Pleistocæn inddeles i en nedre (tidlig), mellem og øvre (sen) fase. Grænsen mellem nedre og mellem Pleistocæn sættes ved 780.000 år før nu, mens grænsen til øvre Pleistocæn sættes ved 130.000 år før nu (starten på Eem mellemistiden).