Ernst Heinrich Philipp August Haeckel blev født i 1834 i Potsdam, der lå i datidens Preussen. Han studerede medicin og naturvidenskab ved universiteterne i Würzburg og Berlin. Han blev doktor i medicin i 1857 og senere også i zoologi, inden han blev professor i zoologi ved universitetet i Jena fra 1862 til sin pensionering i 1909.
Ernst Haeckel var en eminent biolog, filosof, læge, naturvidenskabsmand og kunstner. Han opdagede, beskrev og navngav tusindvis af nye arter, tegnede som den første et fylogenetisk (evolutionært) stamtræ, der viste slægtskabet mellem alle levende organismer her på Jorden, inklusive mennesket. Han indførte mange nye biologiske termer, bl.a. fylum, fylogeni, økologi og beskrev kongeriget Protoctista (éncellede organismer; senere, i 1969, omdøbt af Whittaker til Protista). En undergruppe af Protoctista, omfattende bakterierne, benævnte Haeckel Monera. Han blev kendt som Darwins Bulldog på kontinentet og Tysklands Thomas Huxley. Han mødtes med Darwin i dennes hjem i Down House, Kent, og desuden med Huxley og Englands førende geolog Charles Lyell.
Haeckels væsentligste videnskabelige interesse omfattede evolution og livets udviklingsprocesser i almindelighed. På trods af sin begejstring for Darwins evolutionsteori underkendte han den naturlige udvælgelse som evolutionens drivende kraft og accepterede i stedet lamarckismens idé om nedarvning af erhvervede egenskaber.
I hovedværket Natürliche Schöpfungsgeschichte (Skabelsens naturhistorie) fra 1868 gjorde Haeckel meget ud af at forklare sin version af ”darwinisme” til verden. Denne bog blev en virkelig bestseller, den var rigt illustreret, og blev i 1876 oversat til engelsk under titlen The History of Creation. Bogen blev genoptrykt indtil 1926. Haeckel var en karismatisk person. Han foretog ind i mellem meget store (og uvidenskabelige) ”spring” baseret på ringe evidens. Bl.a. udviklede han den kontroversielle rekapitulationsteori – ”ontogenesen rekapitulerer fylogenesen”. Hans rekapitulationsteori er blevet videnskabeligt afvist i den form, han fremsatte den i. Haeckels version, ”stærk” rekapitulation, siger, at ontogenesen gentager former, der var til stede hos forfædrene (f.eks. at mennesket på et tidspunkt under fosterudviklingen var en fisk), mens en anden version, ”svag” rekapitulation, der første gang blev fremsat af den tyske biolog Karl Ernst von Baer (1792-1876), siger, at hvad der er gentaget under ontogenesen, og som denne bygger på, er fosterudviklingen hos vore forfædre.
Haeckel mente, at de første homininer var opstået i det sydlige Asien, på et hypotetisk kontinent, som han kaldte Lemuria, fordi han anså orangutangens hjerne for at være tættest på Homo sapiens’ hjerne. Han skabte også et hypotetisk missing link mellem den asiatiske menneskeabe og det vilde, sprogløse menneske, Pithecanthropus alalus (se videre nedenfor). Ifølge ham havde Pithecanthropus udviklet sig til Homo primigenius, det første menneske i Lemuria, som herefter gav ophav til Lissotrichi (glathårede) og Ulotrichi (krølhårede). Disse spredtes over Jorden og opsplittedes i flere grene, hvoraf den indoeuropæiske var udviklet fra Lissotrichi.
Haeckel mente, at den eneste væsentlige forskel på mennesket og menneskeaberne var, at mennesket kunne tale, hvilket menneskeaben ikke kunne. Han postulerede derfor et missing link, som han kaldte Pithecanthropus alalus (“det sprogløse abemenneske”). Han havde endda engageret en kunstner, Gabriel Max til at tegne den imaginære forfar skønt der ikke var den mindste evidens, der kunne understøtte en eneste detalje ved tegningen.
Haeckel havde i øvrigt argumenteret for, at menneskets evolution bestod af præcis 22 faser, hvor den 21. – the missing link, Pithecanthropus alalus, – var halvvejs mellem menneskeaber og mennesket.
En af Haeckels samtidige og hans tidligere mentor, den berømte tyske patolog og cellebiolog Rudolf Virchow, var spotsk i sin kritik af Haeckel – for at denne havde givet et zoologisk navn til et væsen, hvis eksistens ikke var bevist, hvilket ifølge Virchow var videnskabeligt helligbrøde.
Senere, engang i det 20 årh., blev tegningen af Pithecanthropus alalus beskrevet af den kendte tyske antropolog, professor G.H.R. von Koenigswald som følger: ”Under et træ sidder en kvinde med langt, løst hår og ammer sit barn. Hendes næse er flad, læberne er tykke, fødderne store med stortåen placeret meget lavere end de øvrige tæer. Ved siden af hende står hendes mand, tykmavet, med lav pande og ryggen tæt besat med lange hår. Han virker godmodig og uintelligent med et mistænkeligt udtryk som en habituel dranker. Det må have været et lykkeligt ægteskab; han kone kunne ikke modsige ham, for ingen af dem kunne tale”.
Det skal bemærkes, at der endnu ikke er fundet spor efter Pithecanthropus alalus.
Senere erkendte Haeckel, at Lemuria-hypotesen var gjort usandsynlig på grund af nye geologiske undersøgelser, og han postulerede i stedet for Indien, især Himalayaregionen som menneskets fødested. Han hævdede, at Ceylons indbyggere (veddaerne) var de mest primitive nulevende mennesker, og at de udgjorde et missing link til menneskeaberne. De kunne tjene som model for de første menneskelignende former. Skønt dette antyder en fælles oprindelse for menneskeheden langt tilbage i tiden, anså Haeckel faktisk de nylige og nuværende mennesketyper som separate arter, der kunne samles i flere slægter (polygenisme). De forskellige arter havde udviklet sig med forskellig hastighed og ikke alle var nået til samme stade i udviklingen.
Haeckel retfærdiggjorde med henvisning til Darwin moderne imperialisme og folkedrab som naturlige processer, der havde drevet menneskets evolution siden tidernes morgen. Inden for den ramme afhang fremskridt i menneskets anatomi og kultur på den kontinuerlige erstatning af lavere med højere menneskeformer. Haeckel hævdede at den ”krølhårede art” ikke var i stand til at udvikle en høj kultur, og det var derfor overladt til den tempererede, ”midtglobale art” (Lissotrichi) og blandt denne den indogermanske race i særdeleshed at udbrede sit herredømme til hele kloden ved hjælp af den højtudviklede hjerne og civilisation. Haeckel forudså, at arten fra den tempererede zone ville udrydde de mindre udviklede menneskearter overalt, måske bortset fra de uvenlige tropiske og polare regioner. Det var den proces han så ske med de amerikanske indianere, de australske aboriginere, hottentotterne, papuanerne og andre folkeslag, som han mente var tæt på at uddø.
Haeckels tanker fik meget stor indflydelse i datidens Tyskland. Han underviste i Darwins evolutionsteori, der derved fik stor udbredelse, men han blev også talsmand for en særlig version af socialdarwinisme og racisme, der kom til at præge det tyske etiske værdisæt i mange år fremover. Han mente bl.a., at de sociale videnskaber skulle ses som en slags anvendt biologi. Hans politiske tanker var præget af tilknytning til den tyske romantiske bevægelse og hans accept af lamarckismen. I stedet for at være stringent darwinistisk i sin tankegang mente han, at racemæssige karakterer blev erhvervet gennem miljøets indflydelse. Han blev efter manges opfattelse en af Tysklands vigtigste fortaler for racisme, nationalisme og imperialisme, og hans ideologi omfattede begrebet om tyskerne som tilhørende en biologisk overlegen befolkning. Desværre for menneskeheden lagde Haeckels tanker grunden til den stærke tyske militarisme, der bidrog væsentligt til 1. Verdenskrig og senere til fremkomsten af nazismen.
Haeckel blev talsmand for en evolutionær polygenisme baseret på lingvisten August Schleichers ideer om, at forskellige sproggrupper var opstået uafhængigt af hinanden fra et sprogløst før-menneske, Urmenschen, som selv oprindeligt var udviklet fra aber. De forskellige sproggrupper havde selvstændigt fuldført overgangen fra dyr til menneske, og under indflydelse af hver af sproggrupperne var mennesket udviklet som uafhængige arter, der kunne underinddeles i racer. Heraf udledte Haeckel, at de mest kraftfulde sproggrupper udviklede de mest kraftfulde menneskelige arter – anført af semitiske og indo-germanske grupper med berbere, jøder, græsk-romanske og germanske varianter som de førende. Haeckel anførte: ”Vi må her nævne et af de vigtigste resultater af den sammenlignende sprogvidenskab, som er af den største vigtighed for oprindelsen af menneskearterne, nemlig at sprogene sandsynligvis har multiple eller polyfyletisk oprindelse. Menneskets sprog som sådan udvikledes først efter, at arter af sprogløse Urmenschen eller Affenmenschen var blevet splittet op i forskellige arter. Indenfor hver af disse menneskearter udvikledes sproget uafhængigt af andre sprog. Dette er i det mindste Schleichers synspunkt, en af de fremmeste autoriteter på området….Hvis man betragter oprindelsen af de forskellige grene af sproget som den særlige og væsentlige proces mod det at blive menneske, og hvis menneskearterne adskilles på basis af deres sprogstamme, så kan man sige, at de forskellige arter af mennesker opstod uafhængigt af hinanden”.
Haeckels synspunkter kan ses som en forløber for den multiregionale hypotese om oprindelsen af Homo sapiens, som indtil 1990’rne var en seriøs konkurrent til Darwins hypotese om en nylig afrikansk oprindelse af Homo sapiens. Den multiregionale hypotese har i dag kun meget få tilhængere, mens Darwins hypotese i de senere år er blevet sandsynliggjort af ikke mindst kortlægningen af menneskets arvemasse.
Haeckel anvendte også sin polygenetiske hypotese på diversiteten blandt nulevende mennesker. Han blev en førende skikkelse indenfor den videnskabelige racisme og fremførte bl.a.:
”Kaukasieren, eller Middelhavsmennesket (Homo mediterraneus) har siden tidernes morgen været placeret øverst blandt alle menneskeracer, som den højst udviklede og perfektionerede……… De vigtigste grene af denne art, som ydermere er de mest eminente aktører i hvad der kaldes Universel Historie, udviklede sig først til den blomstrende tilstand langs Middelhavets bredder. Denne art alene (med undtagelsen af den mongolske) har haft en egentlig historie. Den alene har opnået en grad af civilisation som synes at løfte mennesket op over resten af naturen”.