DE ÆLDSTE SPOR EFTER HOMO SAPIENS ER FRA MAROKKO

I 1960 blev en lokalitet, Jebel Irhoud, udgravet i Marokko. Der fandtes flere hominine fossiler, blandt andet velbevarede kranier sammen med redskaber af mellempalæolitisk type (der svarer til neandertalernes Moustérienredskaber fra Europa). Fossilerne er af de fleste blevet betragtet som arkaiske eller eventuelt som overgangsfossiler; de blev oprindeligt dateret til ca. 160.000 år. I 2017 blev der publiceret fund af nye fossiler, der kan betragtes som nær-moderne, men især hjernekassen udformning er dog klart arkaisk. Desuden er fundene blev dateret med nye metoder, der viser en alder på fossilerne og redskaberne på omkring 300.000 år. Fossilerne fra Jebel Irhoud er dermed det ældste spor, der viser udviklingen frem mod Homo sapiens. Og det er muligt, at tidlig Homo sapiens kan være ansvarlig for opfindelsen af den mellempalæolitiske redskabskultur i Afrika.

Nær-moderne fossiler fra Jebel Irhoud, Marokko. Ca. 300.000 år.

Moderne og nær-moderne kranier

Udviklingen af Homo sapiens i Afrika
Hvordan var den evolutionære proces frem mod Homo sapiens? Og hvem var den sidste fælles forfar til Homo sapiens og neandertalerne, og hvornår levede denne? De ældste, ikke helt moderne spor efter Homo sapiens er ca. 300.000 år gamle (fossiler fra Jebel Irhoud), mens fuldt moderne Homo sapiens formentlig er under 200.000 år (fossiler fra Omo-Kibish og Herto, Etiopien). Det er derfor generelt accepteret, at oprindelsesstedet for Homo sapiens er Afrika, hvor det for mere end 500.000 år siden delte en fælles forfar, Homo heidelbergensis, med neandertalerne. Desuden er der stigende evidens for, at der i perioden mellem 300.000 og 50.000 år før nu levede flere grupper af både arkaisk udseende og moderne eller nær-moderne homininer i Afrika.

Et muligt scenario for udviklingen af Homo sapiens kan være som følger (Stringer 2011, 2016): Det moderne menneske er opstået ud fra forskellige afrikanske befolkningsgrupper, som levede i geografisk adskilte områder. Den variation, der er blandt mellempleistocæne og senpleistocæne afrikanske fossiler, f.eks. mellem Omo Kibish 1 og 2 (figur 9), gør det meget lidt sandsynligt, at der er et simpelt direkte slægtskab mellem en gammel Homo heidelbergensis morfologi og en moderne Homo sapiens morfologi. Variationen kunne i stedet indikere sameksistensen af morfologisk forskellige befolkninger i sen mellem Pleistocæn (for omkring 250.000 år siden) i Afrika. Evolutionen kan tænkes at have forløbet forskelligt og uafhængigt i forskellige områder med udviklingen af mindre morfologiske forskelle som konsekvens, forskelle der senere førte til en forening mod den fuldt udviklede Homo sapiens. Dette kunne kaldes en ”afrikansk multiregional teori” om Homo sapiens’ oprindelse på basis af mange subpopulationer i Afrika, der ikke var mere forskellige, end at de kunne få avledygtigt afkom med hinanden (Hammer 2016). Man kan sammenligne det med et system af flettede floder, et åbent genetisk netværk af forskellige evolutionære linjer i det mellempleistocæne Afrika. Morfologisk forskellige fossiler, som f.eks. Kabwe (arkaisk), Jebel Irhoud (arkaisk-moderne) Florisbad (arkaisk-moderne) og Omo Kibish (både arkaiske og moderne) eksisterede inden for det samme relativt snævre tidsinterval. Der er også stigende sikkerhed for overlevelsen af endnu yngre populationer med en arkaisk morfologi i sen Pleistocæn ved blandt andet Lake Eyasi, Tanzania, Iwo Eleru, Nigeria (ca. 14.000 år) og Lukenya Hill, Kenya (ca. 22.000 år). Iwo Eleru kalvariet minder i påfaldende grad om det langt ældre, ca.  140.000 år gamle kalvarium fra Ngaloba, Tanzania. Disse fossiler antyder en dyb Pleistocæn substrukturering af de afrikanske sapiensgrupper med mulig genetisk blanding mellem sen Homo sapiens og overlevende arkaiske linjer. Istiderne på den nordlige halvkugle resulterede i Afrika i varierende nedbør, som førte til skabelsen eller fjernelsen af geografiske barrierer mellem befolkningsgrupperne såsom ørkner og tæt regnskov, der begge ville have været nærmest uigennemtrængelige for tidlig Homo sapiens. Perioden for 150.000 år siden var generelt tør, med den sandsynlige isolering eller måske uddøen af små populationer i Afrika. Starten af sidste mellemistid for 120.000 år siden kunne derimod have været en periode med ekspansion og forbindelser, der kunne befordre både genetiske og kulturelle udvekslinger. Den sidste del af skelettet, der undergik modernisering kan være hjernekassen (og dermed, implicit, også hjernen). Dette kan være sket for blot omkring 100.000 år siden og sammenfaldende med udviklingen af den moderne adfærd, der mest af alt adskiller Homo sapiens fra alle de arkaiske menneskeformer. Resultatet af dette ville være den sammensatte art, som vi kalder moderne Homo sapiens, morfologisk og adfærdsmæssigt, men der var aldrig tale om et enkelt oprindelsessted.