Lokalitet
Mellempleistocæn lokalitet nord for Stuttgart i Baden-Württemberg, Tyskland. Lokaliteten er berømt for fundet af et kranium repræsenterende Homo heidelbergensis.
Fundhistorie
Den 24. juli 1933 blev der fundet et næsten komplet, men deformeret kranium på lokaliteten, 7½ m under overfladen. lokaliteten var dengang en grusgrav. Den er desuden kendt for fund af fossile pattedyr fra mellemste Pleistocæn, bl.a. mammut, skovelefant m.fl.
Datering
Alderen på kraniet er godt 300.000 år, dvs. svarende til begyndelsen af Holsten mellem-istiden.
Beskrivelse
Kraniekapaciteten er 1100-1200 ml, kranievæggene er tynde, og den supraorbitale torus (øjenbrynsbuen) er veludviklet. Kraniet udviser tydelige neandertaltræk og regnes til den sene ”præ-neandertalgruppe” af Homo heidelbergensis; denne gruppe omfatter også Swanscombe-kraniet, kranierne fra Sima de los Huesos (Atapuerca), Biache m.fl.
En uofficiel betegnelse for fundet er Homo steinheimensis.
Steinheim rummer et lille, men fremragende palæontologisk museum, der også fortæller historien om Steinheim-kraniet.
Opbevaring
Originalen opbevares i Statliche Museum für Naturkunde i Stuttgart.
Diverse
Lokaliteten er sidst besøgt i 2002.