Lokalitet
Hohlenstein-Stadel grotten og Bärenhöhle ligger side om side i Lonetal. Man kommer nemmest til de to grotter via gården Lindenau, der er omdannet til et traktørsted.
Man kan komme til Lindenau enten fra Rahmingen eller Assenfänger – fra begge stederne er der ca. 3 km ad en lille vej til Lindenau. Bilen stilles ved Lindenau og resten af turen foregår til fods, ca. 15 minutters gang hver vej. Vejen går først henover marker og så ned gennem skoven. Man skal fortsætte med at gå nedad hele tiden.
Til sidst når man engen i Lonetal, hvor man går til højre. Der står et lille skilt med navnet Bärenhöhle og ca. 50 m længere henne går en lille sti ind i skoven. Man kommer først til den ganske lille Bärenhöhle og umiddelbart ved siden af ses den meget større Hohlenstein-Stadel. Begge huler ligger i niveau med dalbunden, men gemt inde i skovbrynet.
Fundhistorie
Hohlenstein-Stadel er den mest berømte af de to huler. Hulen blev opdaget i 1866 af Os-car Fraas. Stedet blev udgravet i årene 1935 til 1939 og fra 1956 til 1960 af Robert Wetzel. Den berømte statuette, Der Löwenmensch blev fundet i 1939.
Datering
Lagerne i Lonetal er primært af Aurignacien-alder, men ved Hohlenstein-Stadel er der og-så fundet mellempalæolitiske lag, bl.a. med formodede neandertalknolger. Der Löwen-mensch er ca. 36.000 år gammel.
Beskrivelse
Den berømte statuette, Der Löwenmensch blev fundet i form af talrige små fragmenter den 25. august 1939 lige før 2. Verdenskrigs udbrud. Fragmenterne blev af sikkerheds-mæssige grunde gemt bort i kasser sammen med de øvrige fund fra hulen. Kasserne blev først ”genopdaget” 30 år senere af Joachim Hahn, der kunne rekonstruere statuetten ud fra fragmenterne. Statuetten er 29,6 cm høj og ca. 36.000 år gammel; den hører til den ypperste kunst fra Aurignacien. Den kan i dag ses på museet i Ulm. Ved Hohlenstein-Stadel er der også fundet mange redskaber tildannet i sten og knogle; de fleste er ca. 32.000 år gamle, men nogle er formentlig af tidlig Aurignacien-alder (ca. 40.000 år?).
Opbevaring
Der Löwenmensch kan ses i Ulmer Museum.
Diverse
I Centraleuropa, ikke mindst langs Donaus øvre løb, er der gjort bemærkelsesværdige fund af smykker, musikinstrumenter og andre kunstgenstande fra den første del af øvre Palæolitikum (Aurignacien og Gravettien). Fundene herfra er generelt noget ældre end de berømte hulemalerier fra Franco-Cantabrien og stammer fra den allerførste tid, hvor tidlige moderne mennesker (Homo sapiens eller Cro-Magnon) levede i Europa.
Lokaliteten er sidst besøgt i 2002.
Referencer
1. Der Löwenmensch. Tier und Mensch in der Kunst der Eiszeit. Ulmer Museum 1994.
2. Journal of Human Evolution 44: 331-371, 2003.
3. Aktuel Arkæologi 1 (3): 16-23, 2003.