FODTRINENE VED ENGARE SERO (LAKE NATRON)

Fodtrinene ved Engare Sero er lokaliseret lidt sydvest for Lake Natron i det nordlige Tanzania på grænsen til Kenya.

Fodtrinene er afsat ved foden af Ol Doinyo Lengai (maasaiernes ”Guds Bjerg”)

De blev opdaget i 2006 af lokale maasaier.

Lokale maasaier inspicerer fodtrinene ved Engare Sero

Der er fundet omkring 400 fodtrin afsat af mange forskellige mennesker, både voksne og unge. Mange af fodtrinene er fint strukturerede og afslører detaljer ved foden. Området med fodtrinene fylder svarende til en tennisbane. De er afsat i sølvgrå aske/mudder, der stammer fra et mudderskred i forbindelse med et udbrud fra den nærliggende, endnu aktive vulkan, Ol Doinyo Lengai (maasaiernes ”Guds Bjerg”).

Fodtrinene fylder et areal som en tennisbane

Der har været meget usikkerhed om alderen på fodtrinene. Oprindeligt regnede man med, at de var omkring 120.000 år gamle, men en mere nøjagtig datering med radioaktivt argon (Ar-Ar metoden) af krystaller opsamlet fra fodtrinene viser, at de ældste er ca. 19.000 år gamle. De må således være afsat af Homo sapiens engang i dén arkæologiske periode, der i Europa kaldes Øvre Palæolitikum (svarende til Late Stone Age, LSA, i Afrika) i slutningen af sidste istids glaciale maksimum.

De ældste fodtrin afsat af Homo sapiens stammer fra to lokaliteter ved Afrikas sydkyst; disse er 117.000-126.000 år gamle. 60 km syd for Engare Sero findes lokaliteten Laetoli, hvor Australopithecus afarensis afsatte fodtrin for 3,7 millioner år siden.

 

 

Herunder billeder af fodtrinene fra Engare Sero: